Jarl Cordua:
STATSMINISTERENS SIKKERHEDSPOLITISKE SORTSYN

Det stopper, når det kommer til at vælge pensionsalder fremfor forsvar

I forsøget på at få politisk kant til nogen, er regeringen nu begyndt også at diskutere med sig selv.

Søndag fylder SVM-regeringen to år, og det kan flere af regeringens ministre fejre med nye ordner fra kong Frederik. 

Vælgerne giver dog ingen fødselsdagsgave til regeringen i den anledning, for i de to seneste meningsmålinger fra Voxmeter mandag og Epinion fredag er billedet det samme og triste: SVM står til at tabe 30 mandater. S ligger under 20 procent, V på omkring ti procent og M kun på 3,5 procent.

Vælgerne lader sig hverken købe af socialdemokraternes pensionsløfter eller lader sig overbevise af, at regeringen ifølge Venstres formand bør bruge yderligere 300 milliarder kroner på Forsvaret i de kommende år, oveni i de godt 200 milliarder, politikerne allerede har afsat.

Den sølle vælgeropbakning får dog ikke statsministeren til at varsle et kursskifte. Snarere tværtimod. Fremtiden indeholder nærmest kun dårlige nyheder, når man læser de interviews, som Mette Frederiksen har givet i flere af fredagens aviser. 

Her må man forstå, at freden også for Danmark er endegyldigt forbi: Vesten står over for en ond alliance af slyngelstater med Putin i spidsen, hvor krigen i Ukraine kan vise sig kun at være første halvleg i en kamp, der også for danskerne kan vare i årtier.

De lykkelige tidender om Bashar Al-Assads fald fra magten, som herhjemme nok kun kan ærgre folk med større forståelse for hans styre end for de islamistiske oprørsgrupper, såsom Rune Selsing, får kun liden betydning i det store spil, hvor kineserne trækker i trådene bag de mere udfarende parter i aksen som Rusland, Iran og Nordkorea

Budskabet til danskerne fra den åbenlyst stærkt bekymrede statsminister er, at de sidste rester af 90er-ubekymrethed og naivitet nu må bortvejres til fordel for en – sådan lyder det – bunkermentalitet, hvor tiden er kommet til at sanke forråd og forberede os mentalt og praktisk på, at en militær konfrontation kan komme, og at lidelserne og afsavnene kan blive endnu større, hvis ikke vi i rette tid gør os klar. 

Mette Frederiksen har adopteret et tankesæt som balternes, finnernes og polakkernes, hvor alle fortsætter dagligdagen som altid, men hvor man er klar til militært at sætte alt ind mod, hvad man nu måtte møde fra russisk side.

Det er et klart budskab og ansvarligt af statsministeren at varsle, men det er nok også spørgsmålet om det er noget, der får vælgerne til at vende hjem til SVM. For bortset fra Morten Messerschmidt og de få Putin-apologeter/verstehere, der findes så som en popmusiker, en filminstruktør, en forsker på DIIS, dele af den russiske diaspora i Danmark, Marie Krarup, liberalistiske nihilister samt i lommer på yderfløjene, så er der ingen i oppositionen, der reelt indtager det modsatte synspunkt. Alle er enige.

I forsøget på at få politisk kant til nogen, er regeringen nu begyndt også at diskutere med sig selv. Det så man et eksempel på i ugens løb, hvor Socialdemokratiet indrykkede annoncer med overskriften »PENSION«, hvor partiet gentager det selvfølgelige budskab om, at pensionsalderen ikke kan stige uendeligt. 

»Mette Frederiksen har adopteret et tankesæt som balternes, finnernes og polakkernes, hvor alle fortsætter dagligdagen som altid, men hvor man er klar til militært at sætte alt ind mod, hvad man nu måtte møde fra russisk side.«

Foto: Søren Bidstrup.

Det fik regeringspartneren Moderaterne til at reagere med en modkampagne på de sociale medier med helt samme annoncetyper, hvor budskabet lød, at den nuværende privilegerede generation burde tage et halvt år mere på arbejdsmarkedet for ikke at overlade næste generation byrden med en sen pensionsalder.

Udefra ligner det umiddelbart en regering i splid med sig selv, hvor den mulige SVM-vælger kan være i tvivl om, hvad regeringen samlet vil på området. I »spinrummet« forklarer regeringspartierne debatlysten med ord som »oplyst uenighed« eller »kontrolleret uenighed«.

For S ligner det kold beregning, hvor man satser på, at vælgerne til sin tid stående i stemmeboksen vægter tilliden til, at regeringspartiet endnu en gang leverer varen, som man så det med Arne-pensionen. 

»Vi vil hjertens gerne tale pension. Det har vi ingen problemer med«, lyder det fra S.

Det samme lyder fra M: »Vi vil gerne tale pension, og hvor vi finder de penge, der mangler mellem 2030-2045 for, at regnskabet hænger sammen«.

I Venstre er holdningen den, at regeringen inden sommerferien først skal finde 300 milliarder kroner til Forsvaret for at leve op til NATOs styrkemål, men også penge til klimasikring af kyster, byer, boliger og infrastruktur, som kan koste op imod 150 milliarder kroner. Og så må man se, hvor meget, der om fem år bliver tilovers til at sænke tempoet i justeringen af pensionsalderen.

Især S kan dog hænge hatten på den Wilke-måling i Jyllands-Posten, der for nylig viste, at halvdelen af vælgerne foretrak tidligere pension frem for flere udgifter til Forsvaret. Man må så forstå på statsministeren i interviewet med Berlingske fredag, at vælgerne hos S kan få begge dele, selvom Frederiksens hovedbudskab er, at Europa risikerer at blive skyllet væk uden et stærkt forsvar. 

Hvis ikke S havde indrykket pensionsannoncerne i denne uge, ville man tro, at hun var mest enig med Venstre.

Jarl Cordua er politisk kommentator

Kommentar:

Den danske befolkning skal holdes i et jerngreb af frygt, det er det eneste magtmidel vores afskyelige fruentimmer af en statsminister kan forholde sig til.Frygten bygger hun selv op gennem sin markante krigsretorik, en retorik der efterhånden er så afskyelig at man mangler ord.

Ikkke desto mindre får de tre store medier til at ligge spalteplads til vanviddet, for at styrke effekten kan man dagen efter – på DR – se tre velbetalte eksperter bygge et forsvar for statsministerens udtalelser. De sætter ord på alle de ulykker der vil ramme Danmark.

Fakta er jo at der pt absolut INTET er der truer Danmark, den eneste trussel vi oplever, er en statsminister der arbejder med en kortslutning i sine holdning, hun ser efterhånden fjender på hvert eneste gadehjørne og gør alt for at fjendskabet udvikler sig konstant, kun dermed kan hun styre sin magt- og krigsliderlighed.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/jarl-cordua-statsministerens-sikkerhedspolitiske-sortsyn-stopper

 Minky:

Militær og moralsk oprustning

Interview. En eventuel fred i Ukraine er ikke slutningen. Vi skal udskifte fredsmentalitet med beredskabsmentalitet, siger statsminister Mette Frederiksen.

Virkeligheden er en svær størrelse at have med at gøre. Selv de bedste planer kan være ubrugelige, når realiteterne ændrer sig, og det gør de med uset hast for tiden i international politik.

Syriens diktator, Bashar al-Assad, faldt i denne uge. Hvad der kommer til at følge, kan de færreste vel svare på.

Siden Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg i november er vindene blæst i retning af en forhandlet fred i Ukraine. I denne uge meldte den polske premierminister, Donald Tusk, der ellers har været en af de europæiske høge i forhold til Rusland, sig i det kor. Måske kommer der fredsforhandlinger allerede i løbet af denne vinter, sagde han onsdag før et besøg hos den franske præsident Macron.

Hvor stiller de udmeldinger den danske regering og ikke mindst statsminister Mette Frederiksen? Regeringen har både retorisk og gennem militære donationer været på den linje, der insisterer på, at et besejret Rusland er betingelsen for varig fred i Ukraine og i hele Europa.

»Man kan ikke sammenligne Putins Rusland med Det Tredje Rige. Men det er alligevel nærliggende at kigge på 1938« siger Mette Frederiksen. Foto: Asger Ladefoged

»Der er mange hvis’er endnu,« siger Mette Frederiksen, da vi møder hende i Statsministeriet. 

»Men vi skal være klar over, at en fred i Ukraine, som vi alle håber på og arbejder for, ikke betyder, at Rusland opgiver sine ambitioner. De er, at Rusland skal være større, hvilket det kun kan blive ved at erobre land. Derfor skal man ikke forestille sig, at en fred betyder, at vi vender tilbage til en verden, som den så ud før invasionen i Ukraine i 2022.«

Statsministerens analyse er uforandret den, at det demokratiske Vesten står over for en akse af modstandere, der ud over Rusland omfatter Nordkorea, Iran samt Kina, uden hvis støtte Rusland ikke havde været i stand til at føre krig i Ukraine. Dertil skal lægges forskellige terrorgrupper, blandt andet houthierne i Yemen. 

Den akse vil grundlæggende ikke ændre sig ved en forhandlet fredsløsning i Ukraine. Derfor efterlyser hun nu intet mindre end en kollektiv dansk mentalitetsændring. Vi må så at sige indstille os på, at forestillingen om varig fred og stabilitet, som vi har haft siden Den Kolde Krigs ophør, ikke længere svarer til den gældende virkelighed.

»Man skal passe på med de historiske paralleller, og man kan ikke sammenligne Putins Rusland med Det Tredje Rige. Men det er alligevel nærliggende at kigge på 1938, hvor de europæiske ledere troede, man havde opnået varig fred ved at acceptere, at Tjekkoslovakiet afgav Sudeterlandet til Tyskland. Men man kan ikke forhandle varig fred med et autokratisk regime, der har en ambition om at ekspandere,« siger hun.

Vi bliver hørt

Spørgsmålet er imidlertid, om man som Danmarks statsminister kan være andet end tilskuer til begivenhederne, hvis den kommende amerikanske præsident og lederne af Europas større lande overtaler eller presser Ukraines præsident Zelenskyj til at afgive land for fred. Er Mette Frederiksen ikke retorisk kravlet op i et træ, der er ved at blive fældet?

»Jeg er sikker på, at vi kan gøre en del. Det er bemærket, at vi har øget vores forsvarsbudget markant, og at vi er gået forrest med donationer til Ukraine, eksempelvis når det gælder F-16-fly og direkte støtte til Ukraines egen forsvarsindustri. Derfor bliver der lyttet mere til os, end man skulle tro ud fra vores størrelse,« siger hun.

Derudover er Mette Frederiksen sikker på, at hun ikke står alene, når hun insisterer på, at en eventuel fred i Ukraine ikke vil betyde en grundlæggende ændring i forholdet mellem Rusland og Europa. Den analyse deles, siger hun, af en række lande samt af toppen i EU-Kommissionen.

»Man skal forstå, at man i Rusland så at sige har fået 'krigens mindset'. Det mener jeg ikke, at vi skal have. Men vi skal indstille os på, at verden er en anden. Det betyder, at vi skal fortsætte oprustningen af vores eget forsvar. Europa skal være i stand til at forsvare sig selv. Det betyder ikke, at USA ikke stadig er vores vigtigste allierede. Jeg har altid været meget transatlantisk indstillet, og det er jeg fortsat. Men det er et rimeligt krav, at Europa skal kunne sørge for sin egen sikkerhed. Det bliver dyrt, og derfor kommer vi også til at indstille os på nogle andre prioriteringer,« siger hun.

Mette Frederiksen har i lighed med Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen ikke blot talt for en øget militær oprustning, men også for, at EU for lånte penge investerer markant i at øge konkurrenceevnen for ikke at sakke bagud i det internationale kapløb.

»Den liberale, demokratiske del af verden er under pres fra autokratiske regimer. Vi har, måske lidt naivt, troet, at hvis vi handlede med hinanden og holdt Olympiske Lege hos hinanden, så ville de andre blive ligesom os. Sådan er det jo ikke gået, desværre,« siger hun.

Og det kræver, mener statsministeren, en generel oprustning, som ikke bare er militær, men også økonomisk og altså mentalitetsmæssig. Det økonomiske handler om at skabe et Europa, der er mere konkurrencedygtigt, men også i højere grad selvforsynende.

»Vi så allerede under coronapandemien, hvor sårbare vi bliver, hvis forsyningskæderne ikke fungerer. Og vi skal ikke igen ende i en situation, der ligner den, vi så ved invasionen i Ukraine, hvor vi alle var mere eller mindre afhængige af russisk gas.«

Den nye mentalitet 

Det, Mette Frederiksen taler for, er med andre ord, at man bredt samfundsmæssigt udskifter den hidtidige »fred i vor tid-mentalitet«. Ikke med en kopi af den russiske, der har krigen som omdrejningspunkt, men med det, man kunne kalde en »beredskabsmentalitet«.

Det vil sige et samfund, der på alle måder er indstillet på, at verden omkring os ikke nødvendigvis har fredelige hensigter, selv hvis der ikke længere er en varm krig i Ukraine.

»Det handler om hele vores samfundsmæssige robusthed i forhold til angreb på kritisk infrastruktur, cyberangreb og så videre. Og altså også som sagt om, at vi skal stå stærkere i den internationale konkurrence. Det sidste kræver nytænkning i EU, og det er der en stigende forståelse for,« siger hun.

Ud over det er der ifølge Mette Frederiksen brug for, at de liberale demokratier i verden tydeligere demonstrerer, at vi er villige til at kæmpe for vores værdier.

»Vi er under pres fra de autokratiske regimer, og vi kommer til at tabe, hvis vi ikke tydeligt viser, at vi er parat til at kæmpe for det, vi står for. Det har vi vist i Ukraine, og det er kommet bag på alle, ikke mindst Rusland, at Europa kunne stå så samlet og give så kraftigt et modsvar på den russiske aggression. Det er et godt signal,« siger hun og opfordrer til, at den beslutsomhed fastholdes i de fredsforhandlinger, det nu trækker op til. Eksempelvis i spørgsmålet om Ukraines optagelse i NATO. Det vil efter alt at dømme blive et russisk krav at få en garanti mod et sådant medlemskab.

»Vi skal aldrig give et autokratisk regime lov til at bestemme, hvordan vi i de demokratiske lande vælger at organisere os, og hvilke alliancer vi indgår i,« siger hun.

Med den tilgang er der selvsagt ikke stor respekt for eksempelvis Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der har valgt at bryde den brede politiske konsensus om ukrainepolitikken og i stedet taler for at afvikle den danske støtte.

»Jeg kan forstå, hvis ukrainerne er krigstrætte, men at man kan blive det i Danmark, forstår jeg nok ikke helt så godt. Jeg noterer også med glæde, at der stadig er stor opbakning i befolkningen til, at vi støtter Ukraines frihedskamp.«

Kina og Syrien

Mere kompliceret er det selvsagt, hvis vi flytter fokus fra det militært aggressive Rusland til Kina, der ganske vist yder slet skjult støtte til krigen, men stadig er en nation, vi har normale handels- og diplomatiske relationer til.

»Det siger sig selv, at vi ikke skal have den samme tilgang til Kina, som vi har til Rusland. Men når det er sagt, må man nok også erkende, at vi har været lidt for naive i forhold til Kina. I Danmark og Europa har vi en interesse i frihandel og en åben verdensøkonomi. Men vi skal også være klar til at reagere, hvis vi mødes af unfair konkurrence og statsstøtte, der bryder med de internationale aftaler. Her oplever jeg også en ændret holdning i hele Europa. Vi er nødt til i højere grad at beskytte vores egen økonomi,« siger hun.

Det hænger i statsministerens analyse sammen med det generelle skift fra freds- til beredskabsmentalitet, hun efterlyser.

»Vi har et stort ønske om og en stor interesse i en velfungerende verdensorden. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Der skal vi i højere grad vise, at vi også vil kæmpe for vores værdier. Og det kræver, at vi er konkurrencedygtige, når det gælder eksempelvis udvikling af ny teknologi. Det er derfor, vi skal investere i vores konkurrenceevne,« siger hun.

Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan ugens helt stor begivenhed, Assads fald i Syrien, passer ind i Frederiksens sikkerhedspolitiske analyse.

»Det er virkelig positivt, at diktaturet er faldet. Først og fremmest for syrerne, men også, fordi det er et kæmpenederlag for Rusland og Iran. Man kan ikke forholde sig til noget af det, der foregår i regionen, herunder Israel-Gaza, uden at forholde sig til Irans betydelige rolle. Hvad der så efterfølgende sker i Syren, synes jeg, det er alt for tidligt at sige noget om endnu, men jeg er grundlæggende optimist,« siger hun.

Her kunne man måske indvende, og gør det også, at der jo ikke er udpræget positive erfaringer med de slags omvæltninger. Det Arabiske Forår, eksempelvis.

»Det er helt rigtigt, men jeg tror ikke altid, at man kan tage det som udtryk for befolkningens ønske. Ofte er de nye regimer et resultat af indblanding udefra. Tag eksempelvis hele Sahelområdet. Jeg tror ikke, det er befolkningens ønske at blive regeret af islamistiske terrorgrupper. At det er endt sådan, er i høj grad et resultat af russisk indblanding,« siger hun, hvilket giver anledning til at efterspørge de gode eksempler.

»Jeg er grundlæggende optimist,« gentager hun på en måde, der kunne give det indtryk, at optimismen mere er en viljesakt end et resultat af en egentlig analyse.

Kommentar :

Man bliver simpelthen så træt. Jeg er så træt ad de medier der løber rundt med mikrofonen oppe i rxxxx på Minky og betragter alt hvad hun siger som troværdigt, i mine øjne er hun ikke andet end et afskyeligt tågehorn. Magten ersimpelthen steget hende til hovedet.

Hvis jeg var statsminister i et land uden hær, ville jeg, rent ud sagt, holde min kæft og hvis jeg skulle sige noget ville jeg tale freden op.Det forstår Minky ikke, hun stormer rundt som hardnitter og udspreder sin krigsretorik til alle dem der gider høre på hende, konsekvenserne af dette forstår hun ganske enkelt ikke.

Som hjælper hun en anden inkompetent og modbydelig fruentimmer – E U`s von Leyen, de tog ødelægger havd de kan komme i nærheden. Hvis ikke det er nok kan de altid søge hjælp hos Nato`s chef Mark Ruthe, han er nogenlunde ligeså krigsgal som dem.

Jeg tænker tit på om den slags politikere er blevet mobbet som børn? Efter at de er blevet politikere virker det som om de skal have hævn og så gælder det om at vise hvor stor magt man har.

https://www.weekendavisen.dk/2024-50/samfund/militaer-og-moralsk-oprustning
Hans Mortensen (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
hamn@weekendavisen.dk

 Thomas Larsen:

INGEN TØR SKRIVE NEKROLOGEN OVER LØKKE.

Moderaterne bliver svære at genrejse

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen flyver i privatfly for millioner af kroner, hans ministre er ofte i defensiven, og Moderaterne ligner mere og mere et falmet politisk projekt, skriver Thomas Larsen.

Med sin legendariske stædighed i behold har Løkke ikke selv opgivet at kravle op af det hul, han er tumlet dybt ned i.

Men det store spørgsmål er, om han kan overbevise vælgerne om, at de skal give ham og Moderaterne en ny chance, skriver Thomas Larsen.

Skal man tro Lars Løkke Rasmussen, er Moderaterne blevet tilført en stor kapacitet.

Det var i hvert fald det ord, han brugte til at beskrive lokalpolitikeren Polly Bak Dutschke, der lige er skiftet til hans parti.

Polly Bak Dutschke – som de færreste formentlig kender - blev valgt til byrådet i Aarhus for Socialdemokratiet i 2021.

For 10 måneder siden skiftede hun til Det Radikale Venstre, som hun altså nu har forladt til fordel for Moderaterne, som dermed har fået en stol i byrådssalen på rådhuset i smilets by.

Det interessante er, at Lars Løkke Rasmussen kommenterer på skiftet. For det siger en del om, hvor meget han tørster efter positiv omtale efter en periode, hvor intern tumult har bragt ham selv og partiet i knæ.

Afsløringerne af et elendigt arbejdsmiljø i partiets sekretariat på Christiansborg – præget af mobning og chikane – har kostet dyrt: Ved folketingsvalget i 2022 høstede Moderaterne 9,2 procent af stemmerne, mens det i dag kun støttes af 4 til 4,5 procent af vælgerne.

Løkkes popularitet er også styrtdykket.

Senest viste en måling for DR og Altinget, at han er den mest upopulære toppolitiker blandt ministre og partiledere. Kun 20 procent af danskerne var positivt stemt, mens 61 procent var negativt stemt.

"Løkke er den mest upopulære toppolitiker blandt ministre og partiledere.

Thomas Larsen,

Samtidig har Løkke og hans ministerhold svært ved at sætte offensive dagsordener og imødegå de mange negative historier, der præger partiet.

Senest har Løkke selv fået kritik for at bruge millioner på at rejse med privatfly. Ekstra Bladet har afdækket, at han på mindre end to år har brugt 2,8 mio. kr. på privatfly, og ifølge avisens politiske kommentator Hans Engell er regeringskollegerne i S og V godt trætte af udenrigsministeren:

”Alle skal spare. Der skal skæres ned. Der skal passes på pengene her i landet. Derfor opleves det som groft fråseri, at Løkke bestiller privatfly, som om han drev sit eget private flyselskab,” lød det fra Hans Engell.

Udover Løkke har digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen været genstand for kritik.

I ugens løb har politikere fra både højre og venstre side af folketingssalen anklaget hende for at have stået i spidsen for et ”arrogant” og ”respektløst” forhandlingsforløb forud for regeringens lancering af et nyt udspil om kunstig intelligens.

Forløbet fik Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Thulesen Dahl, til at konstatere, at ministeren havde misset ”den ene chance, hun havde for at vise noget egentlig politik oven på Moderaternes mobberigate”.

Han kaldte det hovedløst, at hun havde formået at skubbe samtlige oppositionspartier fra sig.

Endelig er uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at hjælpe de dansk jødiske studerende, der føler sig utrygge på deres studier. Søgelyset har især været rettet mod Roskilde Universitet (RUC), hvor studenterbevægelsen RUC Intifada har stået bag flere voldsomme demonstrationer, der har skabt frygt blandt jødiske studerende.

I en debat på Christiansborg gjorde Christina Egelund det klart, at de maskerede demonstranter er gået for langt, og hun betonede, at hun ønsker at indføre nultolerance over for intimiderende adfærd.

Men kritikerne mener, at hun gør for lidt og handler for sent.

"Det er faktisk kun kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der kører med overskud og fremdrift.

Thomas Larsen,

Man kan heller ikke påstå, at klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard vader i succes. Så sent som torsdag aften måtte han skuffet og slukøret konstatere, at ingen selskaber har villet byde på opgaven med at bygge de tre store vindmølleparker i havet ud for Jylland. Det har ellers været et stort prestigeprojekt.

De mange negative historier i medierne og den hårde kritik fra de øvrige partier viser med al tydelighed, at de glade dage fra valgkampen og regeringsdannelsen i 2022 er fjern fortid for Moderaterne.

I dag må Løkke konstatere, at han er slået tilbage til start, at opbakningen til hans parti er lav, og at danskerne i massivt omfang vender ryggen til den SVM-regering, som han var en af arkitekterne bag.

Han kan trøste sig med, at et folketingsvalg ikke lurer i horisonten, og derfor bør han også nyde hvert sekund ved magtens højbord.

For det er ikke fra sikkert, at der er plads til ham efter næste valg.

På Christiansborg er der ikke mange, der ønsker at se Løkke som kongemager – og slet ingen har lyst til at se ham som mulig konge.

Kort sagt: Hvad enten vi efter næste valg vender tilbage til blokpolitikken, eller vi bliver vidner til dannelsen af en ny bred regering, vil Løkke være manden, som de øvrige kan blive nødt til at forholde sig til og invitere ombord.

Men kun hvis de er tvunget til det.

Selv om fremtiden ser svær ud for Løkke og Moderaterne, tør de færreste dog dømme ham ude. Og det gælder både for politikere og politiske kommentatorer.

For som en garvet politisk journalist konstaterede, da krisen hos Moderaterne var på sit højeste i september måned: ”Jeg skal ikke skrive hans nekrolog. Det har jeg allerede gjort to gange!”

Med sin legendariske stædighed i behold har Løkke da heller ikke selv opgivet at kravle op af det hul, han er tumlet dybt ned i. Men det store spørgsmål er, om han kan overbevise vælgerne om, at de skal give ham og Moderaterne en ny chance?

Ved valget i 2022 fik Løkke muligheden for at få en ny start, og den greb han mesterligt.

Men med serien af interne møgsager – herunder flere pinagtige personsager med folketingsmedlemmer i centrum - er Moderaternes potentiale voldsomt falmet og formindsket.

https://www.altinget.dk/artikel/thomas-larsen-ingen-toer-skrive-nekrologen-over-loekke-men-moderaterne-bliver-svaere-at-genrejse

 Krigsskat:

KAN BLIVE EN DYR OMGANG FOR DANSKERNE.

Mette Frederiksen vil ikke udelukke det. Lars Løkke Rasmussen har åbnet lidt for at gøre det midlertidigt. Venstre derimod er helt imod. Nye beregninger viser, hvor dyrt det kan blive for danskerne, hvis der indføres en krigsskat.

Illustration: Thorgerd Broni

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at friheden kommer med en pris.

»Og den skal vi være villige til at betale i Danmark«.

Så er vi det?

Jyllands-Posten har bedt den liberale tænketank Cepos om at beregne, hvad det vil koste forskellige familier og den enkelte dansker, hvis der skal skaffes 30 mia. kr. ekstra til forsvaret via en højere bundskat, som alle betaler.

Resultatet skal læses med tre forbehold.

Det ene er, at det ikke er helt lagt fast, præcis hvor mange ekstra penge SVM-regeringen vil bruge på forsvaret oven i de mange milliarder, der allerede er afsat.

Men udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har talt om, at vi skal tættere på at skulle bruge 3 pct. end 2 pct. af bnp, ligesom V-formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen har sagt, at han forventer, at den nye regning bliver op mod 300 mia. kr. over en årrække.

Hvis der skal bruges 1 pct. af bnp ekstra, så svarer det til 30 mia. kr. om året.

Det andet forbehold er, at regeringen endnu ikke har besluttet, hvordan pengene skal skaffes. Sikkert er det, at Finansministeriet har mange idéer i skuffen.

Man kan lave reformer, der får folk til at arbejde mere, tjene mere og erlægge mere i skat. Man kan spare i den offentlige sektor.

Man kan låne. Eller man kan hæve skatten. Man kan også gøre lidt af det hele – reformere, spare, låne, beskatte – hvilket selvsagt vil begrænse en potentiel skattestigning.

Det tredje forbehold er, at skatten kan hæves på myriader af måder. Man kan skrue op for bundskatten, hvilket ifølge en centralt placeret kilde vil give mening, fordi det er en skat, som alle betaler.

På den måde vil alle skulle bidrage, så regningen minimeres for den enkelte.

Men man kan også skrue op for skatten på industrivirksomheder eller dem, der tjener mest. Det mener SF, der har medvind i meningsmålingerne for tiden, og som står bag hele idéen om at lave en særlig fredsskat til at betale for oprustningen – eller en krigsskat, som den også kaldes på Christiansborg.

Arbejderfamilie får stort minus

Med forbeholdene in mente viser de nye beregninger, hvad der sker, når en til tider flyvsk debat, hvor det fyger med millioner og milliarder, pludselig bliver konkret.

De rejser tilmed det ubehagelige spørgsmål, om danskerne er klar til at betale en direkte pris for forsvar og sikkerhed, sådan helt kontant.

Hvor stor er offerviljen egentlig målt i kroner og øre?

Endelig blotlægger beregningerne, at det bliver dyrt for de enkelte familier, hvis alle de ekstra penge til forsvaret skal opkræves via bundskatten, der i dag er 12,01 pct.

Ifølge Cepos-beregningerne, der bygger på Finansministeriets regneprincipper og eksempler på familietyper, skal bundskatten hæves med 2,67 procentpoint for at skaffe 30 mia. kr.

For en arbejderfamilie med to børn og to voksne, der tilsammen tjener omkring 51.500 kr. om måneden efter skat, vil det betyde, at skatten stiger med 1.600 kr. om måneden – eller hvad der svarer til et skattehop på 7 pct.

Det vil langt overgå lettelsen på ca. 500 kr. om måneden, som arbejderfamilien fik med SVM-regeringens skattereform, der blev kaldt den største lempelse af personskatterne i 10 år.

For en enlig pensionist vil det koste ca. 4.800 kr om året at hæve bundskatten så meget. Forhøjelsen af den årlige ældrecheck med 5.000 kr., som netop er blevet vedtaget, vil på den måde stort set være væk igen.

Du kan klikke her og taste din egen månedsløn for at se, hvad det vil betyde for dig.

Små åbninger

Statsminister Mette Frederiksen udtalte i marts i Børsen, at regeringen ikke havde aktuelle planer om en krigsskat. Men hun afviste det heller ikke.

»Jeg mener ikke, vi er et sted, hvor man skal udelukke noget,« sagde hun.

Siden er det stået mere og mere klart, at der skal investeres endnu flere penge i det danske forsvar for at kunne stille med det, som Nato forventer af os som nation, også kaldet styrkemålene.

De er en konkret udmåling af mandskab og materiel, Danmark skal levere til den fælles forsvarsalliance. Styrkemålene kendes internt i regeringen på skitseniveau, men bliver først endeligt besluttet næste år.

Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), har afvist en permanent særskat, der skal betale for permanente ekstraudgifter til det danske forsvar.

Men han har åbnet døren på klem for en midlertidig skatteforhøjelse, som kan bruges til at betale for støtte til Ukraine.

»Den eneste lille åbning, jeg vil lave, er, når det handler om Ukraine,« sagde han til Berlingske for nylig.

Omvendt har Venstre helt udelukket en krigsskat – bl.a. med den begrundelse, at der er skrevet et skattestop ind i regeringsgrundlaget.

Spørgsmålet afventer en endelig afklaring i regeringstoppen i det nye år, når der er større vished om den eksakte forsvarsregning plus størrelsen på andre udgifter, som presser sig på – f.eks. klimasikring, højere EU-kontingent, prisen på den grønne omstilling og ikke mindst pensionsalderen, der spøger som en sprængfarlig sag i SVM-regeringen.

Socialdemokratiet har gjort det til sit store projekt frem mod næste valg at dæmpe den stigende pensionsalder. Venstre og Moderaterne betvivler, at der er råd til at betale for både mere forsvar og en pensionsalder, der ikke stiger så meget.

Abstrakt bliver konkret

Mia Amalie Holstein, cheføkonom i Cepos, konstaterer, at »en krigsskat bliver dyr for danskerne«.

Hun mener, at de nye penge til forsvaret bør betales via det såkaldte råderum, som kort sagt er et forventet overskud i statskassen.

Hvis det ikke kan dække hele regningen, må der spares i den offentlige sektor, mener Mia Amalie Holstein.

»Det er vigtigt at gøre diskussionen konkret, og det bliver den, når vi sætter tal på. Vi bør tage stilling til, om vi er villige til at skære i velfærden eller effektivisere den offentlige sektor for at få råd til det her i stedet for at indføre en krigsskat, der vil hæmme vækst, velstand og gevinsten ved at arbejde,« siger Mia Amalie Holstein.

V ser det absolut ikke for sig

Jyllands-Posten har bedt Troels Lund Poulsen, Lars Løkke Rasmussen og finansminister Nicolai Wammen (S) om en kommentar. Alle henviser til ordførere i deres partier.

Politisk ordfører Jan E. Jørgensen (V) skriver i en sms, at »danskerne betaler i forvejen rigeligt i skat«:

Så vi ser absolut ikke for os, at der skal indføres nye skatter. I stedet vil vi fokusere på at gøre Danmark rigere, og det kan vi bl.a. gøre ved at gøre det lettere at skaffe international arbejdskraft, ligesom vi også meget gerne ser på tiltag, der kan øge produktiviteten i samfundet«.

Politisk ordfører Christian Rabjerg (S) afviser at svare på, om han vil udelukke at hæve skatten.

»Vi kender ikke regningen på Natos nye styrkemål endnu. Derfor må rækkefølgen være, at vi skal have et bedre overblik, i forhold til hvad det kræver. Så tager vi stilling til, hvordan vi vil finansiere det,« siger han.

SF ønsker ikke at udtale sig.

Kommentar:

Danmark har en regering der er et kæmpeproblem for den danske befolkning, ledet af en krigsgal fruentimmer der ikke bestiller meget andet end at udfordre gud og hvermand.

Den danske befolkning skal ikke betale krigsskat, tværtimod må det blive et krav at nu stopper regeringen med deres kæmpeforbrug af penge i udlandet, penge der i stedet kan bruges til at bringe det danske forsvar på fode igen.

Derudover kan Minky glemme alt om lønforhøjelse til sig selv og den inkompetente kreds af ministre, fyr 2/3 af spindoktorer, taleskrivere og personlige rådgivere, rejs med traditionelt rutefly i stedet for chartede luksusfly, drop eksterne konsulenter, fjern politikernes himmelråbende pension, der er meget som SVM kan klare internt.

https://jyllands-posten.dk/.../en-krigsskat-kan-i.../...

 

VOR TIDS RACISTER OG FASCISTER

 

” Man er ikke antisemit, fordi man ikke bryder sig om jøder, erklærede den ansete religionsforsker, filosof og rabbiner, Dr. Jonathan Sacks” i sin tale til EU-Parlamentet i 2016.

” Vi har jo alle sammen nogen, vi af en eller anden grund ikke kan lide”, fortsatte han, ” men hvis man ønsker at fratage jøder rettigheder og friheder, som andre mennesker har, er man antisemit”. Her mente dr. Sacks retten til livet, til arbejde, til ejendom og retten til at tro, tænke og udtrykke sig frit.

Hermed frikender Sacks vores medfødte, biologiske varslingssystem, der intuitivt drager os mod nogle mennesker, men frastødes af andre. Ofte uden påviselig grund.

Vi tiltrækkes og væmmes instinktivt på samme måde, som dyr uden egentlig årsag kan vise spontan glæde eller aggression mod andre dyr eller mennesker. Man er således ikke racist, bare fordi man ikke kan lide nogen.

Kun hvis man ønsker at skade eller undertrykke sine anderledes medmennesker. Ikke desto mindre er etiketten ’racist’ noget, vi hæfter på dem, vi ikke er enige med, fordi er man først stemplet som racist – eller endnu værre – islamofob, er man dømt ude af den offentlige debat og det gode selskab.

Hvis man er imod, at Danmark importerer klienter fra islamiske kultursamfund, er man racist. Hvis man kritiserer, at det ifølge finansministeriet koster over 90 milliarder kroner om året i overførselsindkomster til migranter uden for arbejdsmarkedet, er man racist. 

Hvis man ønsker fængselsdømte migranter udvist, er man racist. Skriver man kritisk på de sociale medier om de militante bevægelser Black Lives Matter og LGTB+, er man racist og udelukkes fra at ytre sig.

Så lad os prøve dr. Sacks’ racisme-lakmusprøve på os danske: ønsker vi at likvidere sorte og brune mennesker? Ønske vi at fratage muslimer deres tro, deres frihed og deres borgerrettigheder?

Ønsker vi at begrænse muslimers ret til at arbejde? Vi kan svare nej til det hele.

Tværtimod ser vi gerne, at flere migranter fra islamiske kultursamfund slap vandpiben og søgte ud på arbejdsmarkedet, så smeden, sygeplejersken og kassedamen ikke fortsat skal finansiere deres selvvalgte lediggang.

Vi kan således frikende det store flertal af danskere for racisme, men nok ikke for det snæversyn og den intolerance, der bor i os alle. Der er mange, der væmmes ved erhvervsledere, NATO-officerer og borgerlige politikere. Og der er også mange, der afskyer mennesker, der lugter af hvidløg, cyklister og udlændinge fra de varme lande.

Specielt de alternativt pigmenterede.

Det er naturligvis usympatisk og kritisabelt, men sådan er den menneskelige natur nu engang. Vi er ikke alle lige flinke og forstående. Men det gør os ikke til racister, skal vi hilse og sige fra Jonathan Sacks, en af sin generations mest betydningsfulde moralister. Og at et overvældende flertal af danskere afviser og fordømmer den islamiske samfundsmodel, gør os ikke til racister. Det gør os til antifacsister.

 Heldigvis er de tre store fascistiske bevægelser, kommunismen, Italo-fascismen og nazismen lagt i graven og kommer ikke igen. Alligevel fyger luften med beskyldninger om fascisme og nazisme, som især rammer de europæiske grundborgerlige partier som tyske AFD og det franske Rassamblement National til trods for, at begge partiers politiske programmer er fast forankret i forfatning og den demokratiske retsstat. 

Også USA’s kommende præsident har i otte år måttet leve med at fjendtlige medier og politikere har ’trukket nazi-kortet’, som det hedder på moderne vulgær-dansk.

Trumps indvielsestale i januar 2017 blev af tv-kanalen ABC kommenteret med, at ” man kunne høre suset fra tredivernes Tyskland”, og den kommende præsidents store valgmøde i Madison Square Garden i oktober blev i medierne direkte sammenlignet med Hitlers grandiose partikongresser i Nürnberg.

Det er således uhyre let at blive hængt ud som fascist af medier og politikere, der ikke aner, hvad de taler om.

Sovjetkommunismen er al fascismes moder. Benito Mussolini, hvis parti kom til at lægge navne til fascismen som begreb, var som sin far glødende kommunist.

Han gjorde karriere i partiet, blev redaktør af partibladet ’Klassekampen’, men blev smidt ud af kommunistpartiet efter en lang række stridigheder. Mussolini syntes om kommunismens totalitære styreform, men lagde efterhånden afstand til parolen om proletariatets diktatur, da han havde visioner om en genrejsning af det romerske imperium med ham selv som en ny tids Cæsar. Uden sovjetkommunismen havde der ikke været et italiensk fascistparti eller Tysklands nationalsocialistiske parti.

De tre fascistiske bevægelser var ganske vist forskellige, men havde nogle afgørende fællestræk: en ideologisk bevægelse, der med udgangspunkt i en totalitær, centralstyret stat forfølger, undertrykker og myrder sine egne borgere, ikke for, hvad de har gjort, men for, hvad de er.

Sovjetstaten likviderede fire millioner ukrainske husmænd, fordi de ejede en stump jord samt millioner af officerer, embedsmænd og intellektuelle, der blev dødsdømt som ’fjender af staten’. Mussolini fængslede socialister og fagforeningsfolk, og Hitler foranstaltede folkemordet på jøderne samt massedrab på seksuelle minoriteter, sigøjnere og psykisk syge kun, fordi de nu engang var det, de var.

Til trods for, at der i de vestlige demokratier ikke findes hverken partier eller grupperinger, der identificerer sig med fascismens grusomme ideologi, har pressen, politikere og sociale medier let til anklager eller hentydninger, der sætter fascistetiketten på folk, vi ikke kan lide.

Den vaskeægte fascisme lever dog i bedste velgående i Nordkorea, men også i den islamiske ideologi, der lever helt op til definitionen.

Sagesløse jøder og kristne i de islamiske lande er næsten alle fordrevet, fordi islam anser dem for undermennesker og uværdige.

Islam forudsætter et totalitært styre med begrænsede eller ingen rettigheder for ’vantro’, som reelt er fredløse i flere islamiske samfund som for eksempel Pakistan.

Vores kollektive ængstelse forbyder os imidlertid at se disse kendsgerninger i øjnene. I stedet har vi udnævnt islam til kærlighedens og fredens religion.

’Lev med det’, som det hedder i Christiansborg-jargonen.

Åh ja, det gør vi så. Hellere end gerne.

Og takker rørt for dialog-kaffe.

24. november 2024

Asger Aaamund

Indlægsnavigation