Feministisk-islamistisk
alliance bag Khader-komplottet
Med
tråde tilbage til Muhammedkrisen og Naser Khaders kamp mod
islamismen afdækker Marianne Stidsen alliancen mellem islamister og
feminister. I 2021 kostede anklagerne om sexisme og overgreb Naser
Khader hans politiske liv. Aktivistiske journalister på DR førte an
i slaget, som blev udkæmpet med alle midler sammen med svindlere og
islamister.
Siden
historien om komplottet mod Naser Khader breakede på
Kontrast, er det nærmest væltet ind med vidnesbyrd om, hvordan
aktivister i samarbejde med politiserende journalister som Sara Bovin
og Sofie Rye forsøgte at grave fiktivt skidt op om ekspolitikeren
for at få ham fældet.
På
Khaders facebookside skriver én: ”Det var en så vanvittig og
mærkværdig periode. Jeg blev en dag ringet op af et, på det
tidspunkt konservativt, kvindemenneske, som ville høre om jeg havde
kendskab til historier om Naser Khader …. Jeg måtte bare sige, at
jeg er så megakedelig, så det havde jeg ikke! Jeg aner ikke, hvad
der sker i det politiske liv i København. Kvinden lød lidt skuffet,
prøvede at fritte mig igen men måtte indse, at hun havde ringet
forgæves. Jeg var ret paf og dog – for jeg fornemmede at hun
måske var en af de kvinder, der gerne ville have haft noget af
Nasers stjernestøv…. og måske ikke fået det.”
En
anden skriver: ”Ser lige, at hun (Sara Bovin, som for nylig gentog
de injurierende anklager mod Khader, MS) er bedste veninde ned
Khatera Parwani…. Hende der slog sig sammen med imamen Sherin
(Khankan, MS) og forsøgte med sladder at få dig fældet…. Hun er
da rigtig nok i godt selskab… Broderen til Parwani fik 300.000 til
et filmprojekt som han aldrig fuldførte, og er desuden kendt for
sammen med “komikeren” Marzouk at karakterslagte den
islamkritiske Sara Omar… Sikke et søsterskab”
Den
muslimske betjent fra Fyn
Senest
er der blevet rejst tiltale mod en betjent ansat ved Fyns Politi for
tjenestemisbrug, hvor nogle af de i alt 29 anklagepunkter netop
vedrører de over lang tid opbyggede angreb på Naser Khader og er
med til at afsløre, hvordan angrebet fra dag ét har været skruet
sammen af islamister og feminister i fordækt forening.
Det
hedder således bl.a. i anklageskriftet, at betjenten Elvir Abaz har
brugt sin private mobiltelefon til at optage informationer fra POLSAS
om en undersøgelsessag fra Københavns Politi, hvor et navngivet
medlem af Folketinget, blev nævnt, og til at affotografere et brev
sendt til et medlem af Folketinget, hvor det fremgik at en
efterforskning mod den pågældende var blevet stoppet.
Derudover
har politimanden, viser det sig, chikaneret og forulempet almindelige
borgere på det groveste, uden at nogen har grebet ind. Søndag den.
13. april bragte Naser Khader på sin facebookside en beretning fra
en mor til en ung pige, som var konverteret til islam, og som moderen
frygtede var ved at blive radikaliseret. Af den samme betjent fra
Fyns Politi, som var tilknyttet politiets antiradikaliserings-enhed,
fik moderen at vide, at islam havde meget at tilbyde hendes datter,
og at hun ikke havde nogen som helst grund til bekymring. Moderen gik
ned med en depression efter den oplevelse.
Naser
Khader har flere gang advaret
Khader
har selv i de forløbne dage været i medierne og påpeget, at nogle
i ledelsen begribeligvis må have kendt til politimandens
aktiviteter, hvis ikke direkte har holdt hånden over ham. Faktisk
forsøgte Naser Khader længe før kampagnen mod ham eksploderede at
få de højest placerede ansvarlige i tale om problemet. Han gjorde
tydeligt opmærksom på de suspekte arbejdsmetoder, som både Elvir
Abaz og en anden venstreaktivistisk muslim ansat ved Fyns Politi,
Asmaa Abdol-Hamid, benyttede sig af.
Og
ad to omgange har han siddet i Justitsministeriet sammen med
henholdsvis Søren Pape Poulsen og Nick Hækkerup samt
politidirektøren for Fyns Politi og udtrykt dyb bekymring for
situationen, herunder sin egen sikkerhed. Politiledelsen på Fyn
sagde dengang, at de ville undersøge det, men intet skete. Endelig
indkaldte Naser Khader til samråd om problemet i 2020. Men det
eneste, der skete, var, at Elvir Abaz blev forflyttet fra sit
tjenestested i indvandrerbydelen Vollsmose.
Ledelser
svigter
Alt
sammen er det noget, Naser Khader forståeligt påpeger nu, hvor det
alt, alt for sent så småt begynder at komme på bordet, hvad der
egentlig er sket, og hvem der egentlig er offer og kriminel i denne
sag.
Samme
melding kommer i øvrigt fra Mette Thiesen (DF), fra Lars Aslan
Rasmussen (S) og fra Halime Oguz (SF). De to sidstnævnte er selv
blevet udsat for grov hetz fra politimandens side og har klaget over
det – uden at nogen har grebet ind. Tværtimod lader det til, at
højerestående i ledelsen har set igennem fingre og tilsyneladende
sanktioneret embedsmisbruget.
Også
en offentlig institution som DR står noget afrakket tilbage efter
forløbet. Det var således der, Sofie Rye, journalisten, som satte
hele mediekampagnen gang, var ansat og modtog sin løn fra. Sågar
indstillede hendes chef, Casper Walbum Høst, der i øvrigt stadig er
chef i DR, Rye til Cavling-prisen for indsatsen.
Hans
begrundelsen lød, at Sofie Rye havde ”sat nye etiske og
journalistiske standarder for, hvordan journalister kan afdække de
svære historier om krænkende adfærd fra magtfulde personer.”
Hvilket understreger – som en Kontrast-læser formulerede det –
at DR, såvel som TV2, efterhånden er reduceret til rene rugekasser
for venstreorienterede aktivister, der forfølger personlige
politiske særinteresser for offentlige penge.
Læsset
af løgne begynder at tippe
Om
det skyldes Kontrasts artikel om komplottet bag den MeToo-sag, der
ramte Naser Khader som et bombenedslag for snart fire år siden, der
endelig har sat skub i optrævlingen af det ultragiftige komplot,
skal ikke kunne siges. Men faktum er, at nu ruller lavinen for alvor,
og hvor den vil ende, og hvor mange den vil drage med sig i faldet,
er på nuværende tidspunkt umuligt at sige noget om.
MeToo-angrebet
mod Naser Khader, der satte en stopper for hans politiske karriere,
kan kaldes kulminationen på en langstrakt politisk motiveret
forfølgelse af politikeren, hvor våbnet langsomt slibes og
forfines.
I
”Komplottet mod Naser Khader” citerer jeg mosteren til en ung
kvinde. Niecen, der er stærkt involveret i det muslimske miljø i
den større provinsby, hun bor i, havde direkte fortalt sin moster,
at hun på foranledning af sine muslimske venner havde planlagt at
lokke Khader i en fælde. Det skulle ske ved at lokke en invitation
ud af ham under henvisning til, at den unge kvinde havde problemer
med sin muslimske kæreste eller ven, og derfor søgte et godt råd
fra en, der havde insiderkendskab til denne religion.
Det
foregik allerede et par år efter Muhammed-krisen i 2005/6, hvor
Khader som bekendt spillede en central rolle i forhold til Danmarks
stålsatte afvisning af at bøje sig for voldsmandens veto i form af
islamistiske trusler af den ene eller den anden art. Alt sammen fordi
statsminister Anders Fogh Rasmussen, på Naser Khaders anbefaling,
ikke ville gå ud og undskylde offentligt for Jyllands-Postens
karikaturtegninger.
Hvornår
fusionerede feminister og islamister?
I
årene efter intensiveres netop den taktik mod den politiker, som
såvel venstreorienterede som islamister hader som pesten af én
eneste grund: Han vil til sin død forsvare det, de hader mest af
alt: Den vestlige verden og alt, hvad den står for: demokrati,
ytringsfrihed, borgerrettigheder, meritokrati, reel ligestilling osv.
Men
hvornår bliver feminister og islamister fusioneret til en effektiv
falanks, som har held til dels på illegitim vis at intervenere i det
repræsentative demokrati, dels på lige så illegitim vis at
underminere andre menneskers liv, uden at statsmagten, som netop
skulle beskytte mod den slags, griber ind?
Ja,
hvor vi tilmed ser statsmagten og statsmedierne holde
hånden over og
ligefrem understøtte anslaget?
Trævler vi Khader-sagen op fra en ende af, får vi svar på dét
spørgsmål.
Inspirationen
kom fra USA
Forsøget
på at stampe krænkelsessager op mod Naser Khader med det åbenlyse
formål at få fældet en politisk modstander griber helt tilbage til
00’erne. Første gang, Khader hørte om det, var da journalisten
Pernille Dreyer i 2017 sendte en mail til hans daværende sekretær
hos Det Radikale Venstre.
Dreyer
fiskede efter, om de to, altså hende og sekretæren, ikke kunne
mødes og snakke om, hvorvidt sekretæren havde nogle gamle historier
på folketingspolitikeren i forhold til kvinder. Der var nemlig på
det tidspunkt startet noget i USA, og derfor skulle der selvfølgelig
også sættes noget i gang i Danmark. For so
ein Ding müssen wir auch haben.
Det
var grunden til, at de var taget på ”fisketur” i den hjemlige
politiske andedam, som Naser Khader forklarer mig, da jeg beder ham
om at få svar på et par opklarende spørgsmål i forbindelse med
denne artikel. ”Man begynder at ringe til venner og fjender for at
finde ud af, om der er nogen, der har noget på mig.”
Feministernes
og islamisternes forsøstring
Det
er interessant, når man skal finde ud af koblingen mellem feminisme
og islamisme i denne sag, for henvendelsen fra Pernille Dreyer
kom lige
præcis ovenpå
Naser Khaders kontrovers med den kvindelige imam Sherin Khankan, hvor
han skrev til hende, at hun skulle lade være med at lyve i
offentligheden.
Khankan
fortalte således, bl.a. til Berlingske, at Naser Khader, som hun
havde haft et kærestelignende forhold til tidligere, indirekte havde
truet med at offentliggøre private billeder af hende. Khader havde
godt nok skrevet, at han havde billeder af dem sammen, da de var
ungdomskærester, for at illustrere, at de tidligere havde haft et
fint forhold, men det var ikke nøgenbilleder. Ja,
han har overhovedet
ingen nøgenbilleder af hende, fortæller han, selvom det var sådan,
det blev fremstillet både dengang og senere i Sara Bovins
injurierende opslag for nylig, der fremstiller det som om, der
nærmest var tale en form for ”hævnporno”.
Historien
er relevant, for en af de kvinder, der senere i 2021 anklager ham for
krænkelse, har siddet i Etisk Råd, og af bilagene fra den senere
advokatundersøgelse fremgår det, at hun først bliver aktiveret, da
en af hendes venner kontakter hende på Messenger med link til
artiklen med Khankan. ”Er det ikke nu, du skal ud med din
historie”, skriver vedkommende. Med ”din historie” refererer
vennen til noget, kvinden hævder, hun oplevede med Khader i 1999, da
hun sad i Etisk Råd.
Det
samme er tilfældet med journalisten, der lavede et portræt af Naser
Khader omkring 2000. Hun kommer først i tanker om, at hun er blevet
krænket efter historierne
om Khankan. I øvrigt har Naser Khader, som han har udtalt ved flere
lejligheder, mødt journalisten mindst tre gange siden den påståede
krænkelse.
Blandt
andet i 2006, hvor hun kom til et foredrag, han holdt, og hvor de var
ude og drikke øl sammen bagefter. Hun besøgte ham desuden på
Christiansborg i 2009, hvor de drak kaffe. Det gentog sig, da de
stiftede Ny Alliance. Også her kom hun igen. Og ikke én af de
gange, hvor de mødtes, nævnte kvinden med ét eneste ord, at hun
skulle være ked af noget, der havde med ham at gøre, eller at hun
havde haft en dårlig oplevelse dengang i 2000.
Men
lige efter historien om Khankan, kom hun så åbenbart pludselig i
tanker om det. En vigtig brik i komplot-puslespillet er, at
journalisten har skrevet en del positive artikler om Khankan som en
rigtig modig kvindelig imam, og da Khankan var på turné i Sverige,
var hun rundt med hende.
Epicentret
i komplottet er Sherin Khankan
Her
er vi ved at være inde ved epicentret i den spegede sag, som måske
alligevel ikke er så speget igen, hvis man gider se ordentligt
efter. Nemlig Sherin Khankan. Som det er fremgået, havde hun og
Naser Khader kendt hinanden helt tilbage fra ungdomsårene. Dengang
hed hun noget andet, men hun ændrede sit almindelige danske fornavn
Ann Christine til det muslimske navn Sherin, da hun gik fra at være
en ganske almindelig assimileret dansker med syrisk-finsk ophav til
at blive en stærkt muslimsk troende.
I
den egenskab stiftede hun i 2014 Excitcirklen, en NGO-organisation,
der på hjemmesiden beskriver sig selv som ”Danmarks første
terapi- og samtalegrupper for mennesker, der er eller har været
udsat for psykisk vold og andre voldsformer.” Og hvis hovedkontor
ligger på samme adresse som Mariam Moskeen, som Khankan var
medstifter af. Det var i denne forbindelse, at hun og Khader kom ind
i en alvorlig tvist, som intet havde med forsmåede romantiske
følelser at gøre, men handlede om politik og religion.
Sagen
om Exitcirklen, som for alvor eksploderede tre år senere, altså i
2017, var for Naser Khader en indlysende vigtig politisk sag, der
simpelthen handlede om, hvorvidt organisationen skulle have
offentlige støttemidler eller ej. Derfor sendte han sammen med
Markus Knuth (K) og Martin Henriksen (dengang DF) en mail til en
række andre politikere i Folketinget, hvori de argumenterede for, at
Khankan og hendes samarbejdspartner Khaterah Parwani skulle fratages
en støtte på 680.000 kroner, medmindre de ville tage eksplicit
afstand fra stening og sharialov. Ellers skulle pengene i stedet gå
til nogle andre kvindekrisecentre.
Sharia-kvinden
Khankan
Det
hører med til optrævlingen, at Sherin Khankan i 2002 blev opstillet
som folketingskandidat for Det Radikale Venstre i den daværende
Søndre Storkreds. Senere samme år skabte det imidlertid stor
opmærksomhed, da hun på Radikale Venstres landsmøde valgte at
stemme imod en resolution under overskriften "Nej til
Sharia-lovgivning", som fordømte stening af den
nigerianske kvinde Aminah Lawal.
Khankan
understregede, at hun fuldt ud støttede indholdet i resolutionen,
hvor der blev taget afstand fra religiøs lovgivning, stening og
dødsstraf, men var uenig i overskriften med henvisning til, at
sharia-begrebet egentlig handler om veje til Gud og ikke er
ensbetydende med religiøst baserede love med barbariske straffe.
Naser
Khader blev på den baggrund beskyldt for at begå karaktermord mod
de to kvinder, Sherin Khankan og Sara Bovins veninde Khaterah
Parwani. Khankan stævnede ham, men Landsretten fandt ikke, at det
var injurierende at kalde Khankan for islamist. Tværtimod fandt den
udsagnet begrundet ud fra tidligere udtalelser fra Khankan.
Retten
fandt, at de beskrivelser af Khankans holdninger, som Naser Khader
havde brugt, ikke var injurierende, fordi de var fremsat i
forbindelse med en offentlig debat, og fordi Khankan i flere tekster
havde skrevet om sharialovgivning og islam på en måde, så ”der
har været et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for de omhandlede
udsagns fremsættelse.”
Landsretten
henviste bl.a. til, at Khankan i Information den 27. januar 2007 gav
udtryk for, at sharia både er et teologisk og politisk begreb, og at
sharialovgivning på visse punkter kan sameksistere med dansk
lovgivning.
Den
samme argumentation, som vi i dag ser fra islamforskerne Jesper
Petersen og Niels Valdemar Vindings side, når de vil indarbejde
islam og sharia i dansk lovgivning ved, at staten skal sættes til at
regulere religiøse islamiske ægteskaber, sådan som Lars Kaaber har
beskrevet det i en artikel her på Kontrast.
Khankan
ankede herefter til Højesteret. Højesteret kom til nøjagtig
samme resultat som Landsretten. I sin vurdering henviste
Højesteret til, at Naser Khaders udtalelser var fremsat som led
i offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse,
og at han som medlem af Folketinget derudover havde en særligt
vidtgående ytringsfrihed om sådanne emner. Sherin Khankan måtte på
sin side i vidt omfang tåle kritik i forbindelse med sit offentlige
virke som blandt andet imam, forfatter og debattør.
Både
Jesper Petersen, Hayat Faizi og tv-værten Abdel Aziz Mahmouds mand
fulgte i øvrigt retssagen fra tilhørerpladserne i Højesteret, og
sidstnævnte lavede grådkvalte opslag på sin Facebook, da Sherin
Khankan tabte.
Koblingspunktet
mellem feminister og islamister hedder MeToo
Sagen
om Exitcirklen er helt central, hvis man skal forstå angrebet mod
Naser Khader i 2021, et angreb som direkte understøttes af det
statsfinansierede public service-medie DR. Således kan man se, at
rygterne går fra det man kan kalde ”den almindelige bazarsladder”
i indvandrermiljøet til alvorlige anklager netop i efteråret 2017,
altså hvor det store politisk-religiøse slagsmål mellem Khankan og
Khader begynder. Præcis hér bliver den feministiske og den
islamistiske alliance koblet direkte sammen til én slagkraftig
falanks. Koblingspunktet hedder #MeToo.
Da
#MeToo bryder igennem i Danmark, dukker der hurtigt forskellige
debatsider op, hvor kvinder fortæller om, hvad de har oplevet. I den
forbindelse er der nogle kvinder, bl.a. i det sladderprogram, der
hedder Jodel, og andre lignende steder, der fortæller om dårlige
oplevelser med Naser Khader og andre kendte. Og dér starter
krænkelsesrygterne. Det er også dér, DR-journalisten Sofie Rye går
ind på Jodel og aktivt forsøger at stampe historier op om
ekspolitikeren.
Vi
har altså, det understreger jeg på ny, at gøre med en, der
arbejder på det skatteyderfinansierede public service-medie DR, som
går ind på et underlødigt sladderprogram og bruger sin DR-mail på
at spørge, om der mon er nogen, der har noget på Naser Khader. Rye
får samtidig skrevet en sms, som bliver spredt rundt blandt nogle af
kvinderne i grupperne, hvor hun spørger, om nogen har kendskab til
noget MeToo-agtig i forhold til Khader.
Her
har vi en journalist, der faktisk direkte agerer aktivist, og hun
bruger endda flere år på at få de involverede kvinder til at stå
frem. På Naser Khader bruger Sofie Rye derimod næsten ingen tid.
Sofie Rye forklarer, at hun har brugt tiden på at sandsynliggøre,
at det er sket, men at hun ikke har brugt tid på at sandsynliggøre,
at det ikke er sket. Naser Khader hører intet fra hende under hele
processen. Han hører først fra DR i begyndelsen af juni måned
2021, hvor han fik tre uger til at dokumentere, at det ikke var
sandt.
Rygtesmedenes
helvede kan drive ofret til vanvid
Men
det hele starter altså i efteråret 2017. Journalisterne ringer
rundt til mange kilder og fisker. Problemet med dette fiskeri er, at
det i sig selv får rygterne til at mangedobles. Når man ringer til
nogen og spørger om noget med overgreb i forhold til en person, så
fremmaner det så sikkert som amen i kirken den ene historie efter
den anden – som i H.C. Andersens eventyr om fjeren, der bliver til
fem høns. Her er det bare én krænkelsesskrøne, der pludselig
bliver til et helt aktivistisk MeToo-angreb.
Journalisterne
gør sig ofte ikke engang den ulejlighed at ringe rundt til kilderne
bagefter for at fortælle, at der alligevel ikke var noget om rygter,
de satte i omløb. Man researcher, man forsøger at fremmane og fiske
og stampe op af jorden, men man ringer ikke bagefter til de samme
rygtesmede og fortæller, når rygtet var falsk. Det vil sige, at
medierne selv producerer rygter og intet gør for at aflive de
falske. De aktivistiske journalister konstruerer dermed selv den
virkelighed, som de hævder at referere.
Rygterne
om Naser Khader blev værre og værre i den periode, fortæller han
selv, fordi der blev ringet rundt fra Pernille Dreyer, Berlingske,
Gunilla Weber, B.T., og Sofie Rye, Radio24syv, senere Danmarks Radio.
”Rygterne var”, siger han, ”ukonkrete, og der var ikke navne
på. Man vidste ikke, hvad det var, og til sidst blev man nærmest
vanvittig. Hvad er det egentlig, de taler om? Hvad er det egentlig
for rygter? Eller er det måske bare rygter om rygter? Man ved jo
ingenting, og kan ikke finde ud af op eller ned. Specielt ikke hvis
man, som jeg, var af den overbevisning, at man aldrig havde krænket
nogen.
Naser
Khader opdagede først i 2021 at det var et komplot
Khader
blev først selv opmærksom på, at det var et komplot, der var sat i
gang mod ham i regi af MeToo, i begyndelsen af juni 2021, altså fire
år efter, at rygterne begyndte at cirkulere. Og rygterne blev
forstærket af hans fjender i indvandrermiljøet; fjender, der længe
havde villet have ham ned med nakken, sådan som det er fremgået
tidligere.
Hver
gang der var nogen, der postulerede, at de havde haft en dårlig
oplevelse med en politiker med indvandrerbaggrund, spredte Naser
Khaders fjender det som gyllemøg. Det vil sige, at hans politiske og
religiøse fjender var med til at forstærke det. De begyndte så
også at levere sladder.
Eksempel:
Naser Khader bliver ringet op af en libanesisk kvinde, der bor i
Odense og er gift med en dansk mand. Hun siger til ham: ”Naser, nu
skal du høre, jeg er blevet ringet op af Fathi El-Abed”. El-Abed
er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, og har længe
ikke næret specielt varme følelser over for Khader. Det er
tydeligt, fordi mange af hans facebookopslag kredsede om Khader.
Grunden
til, at de ragede uklar, var fordi Fathi El-Abed holdt med Syriens nu
forhenværende leder, Assad. Tidligere holdt han i øvrigt med Saddam
Hussein. Han havde desuden problemer med, at Naser Khader så Israel
som en forbilledlig stat i Mellemøsten. Denne El-Abed ville så
angiveligt have den libanesiske kvinde til at deltage i den mere og
mere glødende rygtesmeden mod Khader.
På
den måde tog det ene ord det andet, og det ene rygte det andet.
Baggrunden var politisk. Våbnet var det – viste det sig – højst
effektive: slag under MeToo-bæltestedet.
Iskold
kynisme og falsk anmeldelse
På
et tidspunkt bliver rænkespillet imidlertid sat på formel på en
helt ny og iskold og kynisk måde. Det sker, da den nu svindlerdømte
kvinde Hayat Fiazi kommer ind i billedet. Fiazi ansporer pludselig
nogle af Naser Khaders fjender, bl.a. hendes eksmand, den bosniske
politibetjent fra Odense Elvir Abaz, der nu står tiltalt for 29
tilfælde af embedsmisbrug, herunder i forhold til Khader.
Elvir
Abaz er efter skilsmissen igen gode venner med Asmaa Abdol-Hamid, den
venstreorienterede enhedslistepolitiker, der var ansat hos Odense
Politi, og lige som Sherin Khankan ikke ville tage eksplicit afstand
til stening og sharia.
Disse
personer, dette netværk, igangsætter en massiv rygtestrøm om Naser
Khader på den måde, at Hayat Fiazi går ind til Fyns Politi og
afleverer en anmeldelse om, at hun har hørt, at Khader har
sexkrænket nogle kvinder. Anmeldelsen afleverer hun til en af
Khaders største fjender i Danmark, nemlig Elvir Abaz, den nu
ligeledes tiltalte bosniske betjent.
Og
ja, vi taler om den samme person, som i afhøringsrapporten fra Fyns
Politi, som Khaders advokat fik aktindsigt i, bliver citeret for dels
sige, at Sofie Rye var af den mening, at Naser Khader havde ”en
finger med i spillet” i forhold til lukningen af hendes tidligere
arbejdsplads Radio24syv, mens de var i gang med at undersøge diverse
krænkelsesbeskyldninger mod ham (hvilket han selv lodret har
benægtet), dels for at sige, at hun selv, altså Hayat Faizi, har
hjulpet Sofie Rye med at ”undersøge” angivelige ofre for Naser
Khader.
Det
løsgående missil Hayat Faizi
Derefter
laver Hayat Faizi et facebookopslag, først anonymt i den gruppe, der
hedder En af Os, inkluderende omkring 1500 kvinder, mange af dem
journalister. Sidenhen laver hun i en anden gruppe, der vil bekæmpe
#MeToo – i denne gruppe må man således ikke nævne navne – et
opslag om, at hun har meldt en kendt politiker for sexkrænkelser.
Igen: Vi taler om en nu dømt kriminel, som altså er fedtet ind i
det ødelæggende angreb på en medborger, ovenikøbet en folkevalgt
politiker.
Der,
lige præcis dér, accelererer hun rygtestrømmen til orkanstyrke.
Senere tager entertaineren Omar Marzouk så fat i Faizis
facebookopslag og skriver rent ud, at det er Naser Khader, der bliver
nævnt i det. Også Asmaa Abdol-Hamid skriver på Facebook: ”Det er
Naser, der er krænkeren” – altså hende, der senere varmt takker
alle, der var med i komplottet mod ham jævnfør min forrige artikel
om sagen. Selv vidste Naser Khader intet om, at han var blevet
politianmeldt; han anede ganske enkelt ikke en snus om det, og
politiet havde ikke kontaktet ham.
Politiet
kalder anklagerne grundløse
Ved
den lejlighed bliver oplysningen om, at Naser Khader er meldt til
politiet for sexkrænkelser for alvor spredt rundt, ikke mindst
blandt Khaders fjender. Han bliver således kontaktet af medierne.
Men vidste ikke, hvad de talte om, for han havde som sagt ikke hørt
spor fra politiet. Med ét bliver han imidlertid ringet op af
politianklageren fra Fyns Politi, som siger: ”Vi har haft en sag
liggende, som vi egentlig har afsluttet, og vi havde ikke tænkt os
kontakte dig, for der var ikke noget i den, anklagerne er helt
grundløse, så vi dropper den.” Det er i dét øjeblik, Khader
bliver bekræftet i, at han faktisk er blevet politianmeldt.
Fyns
Politi kontakter de 5-6 kvinder, som Hayat Fiazi havde nævnt, bl.a.
en kendt dansk erhvervskvinde. Det bliver nævnt, at hun var hjemme
hos Khader, og at han angiveligt åbnede døren helt nøgen, mens
massageolien lå klar. Erhvervskvinden laver et facebookopslag, hvor
hun siger: ”Jeg er blevet kontaktet af en advokat, der siger sådan
og sådan, men jeg har aldrig været hjemme hos Naser.”
At
politiet skriver til Khader, at anklagerne er grundløse, slår han
op på sin Facebook, og det bliver også nævnt i medierne. Det får
imidlertid kun svindleren og forbryderen Hayat Fiazi til at blive
endnu mere vild i varmen. Og så går det ellers fuldstændig amok.
Etniciteten
koncentreres til dansk
Men
det lykkedes ikke for indvandrerkredsene rigtig at få skovlen under
ekspolitikeren, og derfor lyder et godt gæt, har de været yderst
gesjæftige i forhold til de danske kvinder, der er endte med at
melde sig på krænkelsespodiet. I hvert fald er det ganske
tankevækkende, at der i den sidste ende udelukkende er tale om
etnisk danske kvinder.
Dette
er, mener Naser Khader selv, blevet brugt til at forstærke
anklagerne imod ham. Fordi de ikke ud fra en rent overfladisk
betragtning har noget med indvandrerdebatten at gøre. Bortset fra,
at det ved vi jo altså nu, at de har. Meget endda. De har ligefrem
dannet en alliance. Alliancen bruges i kampen for den wokeistiske
samfundsomvæltning, der har været på plakaten de seneste år.
Khader-sagen skal som ikke en lille, men en meget stor brik ud fra et
nationalt perspektiv i den kamp.
At
det er ”godt tænkt”, hvis man ser det med forbryderbriller,
fremgår af et facebookopslag af en journalist, som blev lavet i
kølvandet på den etniske ”udrensning” i krænkelseslisten.
Opslaget fra Bjarke Larsen lød: ”Jeg har indtil nu troet på
Nasers uskyld, fordi indvandrermiljøet vil af med ham, men nu står
der altså nogle hvide danske kvinder frem, og de virker troværdige.
Derfor tror jeg mere på dem, end jeg tror på ham.”
En
hetz – ikke en metoo-sag
Den
2. juli 2021 kl. 6 om morgenen valgte DR så at offentliggøre deres
krænkelseshistorie. Det hører med til den rette forståelse af
tingene, at Naser Khader aldrig, som han selv har været ude og sige
gentagne gange, er blevet konfronteret med skyggen af en anklage på
nogle af de arbejdspladser, han har været tilknyttet.
Ej
heller er der blevet foretaget en eneste anmeldelse i de påståede
MeToo-sager, som DR bragte til torvs i 2021, og som ekspolitikeren
første gang stiftede bekendtskab, da en kollega i 2017 gjorde ham
opmærksom på, at en lille gruppe islamistiske kvinder og mænd og
deres venner spredte rygter og sladder.
Når
det hører med til forståelsen, er det fordi dette netop
understreger, at motiverne bag var af en helt anderledes fordækt
art, end dem, der blev meldt ud i offentligheden – altså at
afsløre magtfulde mænd, der brugte deres status til at krænke
mindre magtfulde kvinder seksuelt.
Det
understøttes af, at de involverede personer kendte hinanden fra
Radio24syv. I årene fra 17 til 21 ringede de til stort set alt og
alle, som Khader havde været i nærheden af professionelt og privat
siden 1990’erne. Som det også fremgik af den første indledende
facebookkommentar.
I
Fyns Politis efterforskning af rækken af udokumenterede anmeldelser
mod ham, fremhæves således en af DR-journalisten Sofie Ryes nære
bekendte, Hayat Faizi. Hun hævdede, at hun havde lavet research for
journalist-veninden, og at den pågældende journalist, Sofie Rye,
ønskede at få Naser Khader ned med nakken, fordi han var med at
nedlægge Radio24syv.
Bortset
fra det horrible i fremgangsmåden kunne intet være mere forkert.
Den pågældende journalists hævntogt kan sågar bevises, som det er
sket her, fordi hun senere på sladdermediet Jodel egenhændigt
skrev, at hun var ude på at ”undergrave Khader” og søgte folk,
der var klar med noget sladder. Khader måtte selv gennem sin advokat
gøre DR’s ledelse opmærksom på, at det næppe var i
overensstemmelse med DR’s etiske retningslinjer.
Fik
to timer til at bevise sin uskyld
Da
DR valgte at offentliggøre deres historie, blev meget af denne
dokumentation frasorteret på forhånd. Påfaldende
nok breakede historien
parallelt med, at B.T. og Berlingske gik ud med samme historie. B.T.
og Berlingske havde således præcis de samme kvinder som DR, samt
endnu en, der fremstod anonymt.
Naser
Khader fik i alt to timer til at forholde sig til det anonyme angreb
på hans person på baggrund af en påstået hændelse, der lå mange
år tilbage i tiden. Altså: Fire års journalistisk research og kun
to timer for den anklagede til at forsvare sig i. Det ville han, som
han selv har sagt, ikke engang udsætte sine fjender for.
Og
det er vel i og for sig MeToo i en nøddeskal. Eller IslaMeTooismen,
som man måske burde kalde den. Khader gjorde også opmærksom på,
at Sofie Rye, journalisten bag historien, havde researchet i fire år,
og havde presset kvinderne til at stå frem i fire år, flere af dem
på fællesmøder, hvilket selvsagt er et gigantisk presseetisk
problem.
Fordi
fællesmøder med kilderne jo betød, at de kunne påvirke hinanden.
Også DR’s jurist havde angiveligt været behjælpelig med at klæde
dem på, sådan at de behændigt kunne undgå at blive sagsøgt for
injurier efterfølgende, hvilket Khader da også måtte sande, da han
prøvede at gå denne vej for at få ryddet op i beskyldningerne.
Lige
nu vælter skeletterne ud af skabet
Mens
dette skrives, vælter skeletterne ud af skabet. Det står nu klart,
at den muslimske politibetjent Elvir Abaz får sin ekskone, den
svindel- og udvisningsdømte Hayat Fiazi, til at lave en grundløs
politianmeldelse mod Naser Khader, ”præmieperkeren”, som Abaz
kalder ham, i 2020.
Abaz
tager selv imod anmeldelsen og ekspederer den videre i systemet.
Efter nogle måneder indstiller politiet efterforskningen som
grundløs. Inden Khader bliver orienteret om, at efterforskningen er
stoppet, når den korruptionsanklagede politibetjent at tage fotos af
brevet fra politiets interne IT-system POLSAS.
Baggrunden
for vendettaen fra en statsansat myndighedspersons side mod en
folkevalgt politiker var, som Naser Khader skriver på sin Facebook,
at betjenten og han gennem flere år var i offentlig infight om
integrationen, islam, kriminalitet, Muhammed-tegningerne osv.
På
et tidspunkt udfordrede han endda Naser Khader til kamp, som det
fremgår af en kommentar fra Abaz, som Khader har gengivet. ”Selv i
shotokan (karate), hvor du angiveligt har sort bælte, vil du føle
dig som en lille bange dreng i mødet med det bosniske bjerg. Lær at
leve med det habibi”, skriver altså den offentligt ansatte
politimand til den folkevalgte politiker. Uden at nogen gør noget.
Tværtimod
går bl.a. forhenværende PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen ud og
kritiserer Khader. ”Så lykkedes det for Naser Khader at knægte
ytringsfriheden hos en af dansk politis mest vidende og erfarne
politiassistenter i kampen mod radikaliseringen, politiassistent
Elvir Abaz fra Odense Politi, ”, lyder det i et opslag fra
Bonnichsen den 15. februar 2019.
Som
Naser Khader skriver: ”Fyns politiledelse har virkelig et
forklaringsproblem. Især tidligere politiledelse. Først ansætter
de Hamas-vennen, Asma Abdol-Hamid som “brobygger”. Senere
ansætter de “det bosniske bjerg”, som han kalder sig selv. Han
går direkte efter islam-kritikere og deltagere i den offentlige
debat fx Halime Oguz, Kefa Abu Ras, Lars Aslan Rasmussen og andre.
Politiledelsen ignorerer alle klager. I 2020 indkaldte jeg
justitsministeren i samråd om sagen. Han (Abaz, MS) blev forflyttet
fra Vollsmose. Men der skete ikke mere.” At svigtet går højt op,
vidner passiviteten hos to justitsministre om.
Mission
unaccomplished
Det
var på ryggen af den store woke-feministiske MeToo-bølge, som
bragede igennem lydmuren i 2017, det for alvor lykkedes at få
skovlen under Naser Khader. I hvert fald for en stund. Kombinationen
af feminisme og islamisme var det perfekte våben. Det viser, hvor
ødelæggende naiviteten og den politiske korrekthed er, både når
det gælder islamismen og feminismen.
Mission
accomplished –
ikke sandt? Nej. For nu dukker forbindelserne mellem kvinderne, det
islamistiske indvandrermiljø og det ekstremistiske, wokeistiske
venstrefløjsmiljø op til overfladen. En alliance, der har
orkestreret så mange illegitime, politisk motiverede nedslagtninger
i disse år, bliver eksponeret. ”Pyramidespillet” hvor indsatsen
ikke er penge og bitcoin, men andre mennesker og deres liv bliver
synligt. Flere kan efterhånden gennemskue det. Og alliancen mellem
feminister og islamister tåler ikke dagens lys, så falmer den og
visner hen.
Kun
kan man undre sig over, at det ikke er sket noget før. Det kommer
til at høre til et af de meget pinlige aspekter af
historieskrivningen om MeToo. Helt ned til, at en af kvinderne
direkte siger i advokatundersøgelsen mod Naser Khader, at hun var
skuffet over, at Naser Khader gik fra Det Radikale Venstre,
underforstået: var blevet borgerlig.
Nu
hvor man kender sagens rette sammenhæng, må man konkludere, at det
er skandaløst, at den politiske magt og de ansvarlige embedsfolk har
set igennem fingre med – eller endog decideret holdt hånden over
og understøttet – regulære gangstere og komplotmagere.
At
Naser Khader har skullet stå muttersalene og uden større opbakning
fra retsstaten under hele dette forløb er oprørende. Man må sige,
at det er noget værre svineri.
Er
man enig i det må man også være enig i, at der bør placeres et
ansvar. Og at der bør rulle hoveder herunder store hoveder. Ellers
kan man ikke forvente, at vi danskere længere skal have tillid til
hverken det politiske system eller til ordensmagten.
https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/den-feministisk-islamistiske-alliance-bag-khader-komplottet?fbclid=IwY2xjawJqxM5leHRuA2FlbQIxMQABHvASfLNCoz1Y06V1KI4OJ9BMf68_7qfR20WL80drzed9e457ePQfc2f3clyL_aem_y7AvlsKKDre8e8BmkiOaEA
