DANMARK I MALMSTRØMMEN…

-landsskadelig eller landsforræder..?

Danmark befinder sig på nuværende tidspunkt i en malstrøm, i et EU præget af mangel på ydre grænsekontrol, af menneskesmuglerruter over Middelhavet og via Balkan, af muslimske terrorangreb i vores midte, af migranter, hvis bevægelse for hovedpartens vedkommende ikke er asylbegrundet, og endelig som det afgørende for temaet i nærværende klumme, af en politisk dagsorden sat af politikere og partier, hvis handlemåde på mange måder kolliderer med enten direkte bestemmelser i lovteksten i straffelovens kapitel 12, som de er citeret indledningsvis, eller indirekte i den folkelige forståelse af, hvad begrebet landsforræderi dækker over.

Når en Radikal leder, Morten Østergaard, giver udtryk for forståelse for, at modtageren af Nordisk Råds litteraturpris, Jonas Eika, kalder det danske samfund for racistisk og hvidt funderet, “fordi det er vigtigt med, at nogen råber vagt i gevær“, så er det ikke kun et studentikost indslag fra en formand for et gymnasieråd, men en tilkendegivelse fra en partileder, der udgør det parlamentariske grundlag under en socialdemokratisk regering.

Når en Enhedsliste-parlamentariker som Rosa Lund, der tidligere er dømt for indbrud og medansvarlig for den 80 millioner kroner dyre oprydning efter balladen omkring Ungdomshuset på Jagtvej, priser Eid-afslutningen på Rådhuspladsen, hvor hun mente Danmark skulle slå ring om de muslimske medborgere, der endnu engang i tusindvis underkastede sig koranens anvisninger på bedetæpper, og det på en af landets fineste pladser, så må man konstatere, at der er sket et skred, ikke kun i holdninger, men også i måden at føre politik på for at skaffe vælgere. Der er langt til den folkelige, spontane glæde over fodboldlandsholdets EM-sejr på samme plads i 1992 og så det optrin, som den muslimske minoritet udsætter danskerne for her små 30 år senere. Man græmmes over udviklingen.

Som dansk national konservativ kan man ikke andet end betragte fejring af en mellemøstlig religiøs Eid-fest på Rådhuspladsen med tusinder af muslimer, som en intimidering, en magtdemonstration, over for alt dansk på samme måde som når Hizb ut- Tahrir afholder bønnemøde foran Christiansborg eller når der marcherer mørkemænd og kvinder fra samme fascistiske bevægelse ad Nørrebrogade, mænd først og kutteklædte kvinder bagerst.
Man knytter næverne i lommen på samme måde som vores bedste- og oldeforældre gjorde, da tyske officerer indlogerede sig på Hotel d’Angleterre den 9. april 1940. En tidligere besættelsesmagt, der ligeledes var styret af en totalitær ideologi.

Når Morten Østergaards parti bevidst fører valgkamp ved at opsøge ghetto-imamer og ledende muslimske kræfter for at mobilisere vælgere med muslimsk baggrund på de sociale medier, så er det ikke kun et spørgsmål om at føre valgkamp, så er det et ideologisk korstog mod det Danmark, vi kender. Når man notorisk ved, at den demokratiske indstilling i mange muslimske kredse er afhængig af, hvad sharialovgivningen tilsiger, og når de Radikale er bevidste om, at det eneste, som Radikale Venstre og muslimerne har til fælles, er et modsætningsforhold til det etablerede Danmark, så kan man med god grund mistænke de Radikale for landsforræderi. For det er, hvad de er set med national konservative øjne, i det mindste på det moralske plan, og det er i forhold til den politiske troværdighed lige så alvorligt som i forhold til den strafferetlige.

Risikobetragtninger for danskerne

Konklusionen bør være den, at fjenden og dens kollaboratører i dagens Danmark set i forhold til straffelovens kapitel 12 om landsforræderi ikke nødvendigvis befinder sig eksternt i andre lande med et anden ideologisk ophav end det, der præger det danske samfund. Fjenden og dens kollaboratører, som danskerne skal holde fokus på, befinder sig internt her i landet. Det er de menneskelige kræfter, der bevidst har til hensigt at nedbryde danske institutioner, danske vaner, danske tænkemåder og værdisæt, der er reflekteret i grundlovens frihedsrettigheder.  

Forræderi-bestemmelserne bør vurderes i forhold til at fremme udenlandske islamiske, dvs. mellemøstlige interesser, og svække danske myndighedernes mulighed for at opretholde lov og orden samt gennemføre den lovgivning, som folketingets medlemmer vedtager.

Danmark og fremtidens danskere uanset etnisk oprindelse og religiøse ophav befinder sig to grundlovsafstemninger fra f.eks. at kunne afskaffe ytrings- og forsamlingsfriheden i den form, som lovgiver fastsatte det i 1953-udgaven af grundloven. Navnlig Enhedslisten og det Radikale Venstre bevæger sig i højere og højere grad i en politisk ekstremistisk retning, hvor en del af politikken bevidst går ud på at stigmatisere nationalkonservative kræfter og samtidig fremme udenlandske kræfter.

Selv Lars Løkke Rasmussen gik i fælden ved at afvise at bygge sit parlamentariske grundlag på Nye Borgerliges Pernille Vermund. Langt væk fra det oprindelige bondeparti på højrefløjen har levebrødspolitikeren formået at drive Venstre ud i en socialistisk, mangfoldigheds sump, både i forhold til vælgere og troværdighed. Imponerende, for særlig begavet og visionær er han ikke.

Jeg vil opfordre læserne til at være på vagt over for den udvikling, som har taget fart og som ikke ser ud til at aftage, en udvikling, der langsomt, men sikkert afmonterer de begreber og værdier, som har kendetegnet nationalstaten Danmark. 

En udvikling, som svækker myndighedernes mulighed for at holde lov og orden i bydele, og som sikrer, at fremmede kræfter med meget lidt forståelse for danske værdier får indflydelse i det danske samfund. Når først værdierne er forsvundet, vil de ikke kunne rulles tilbage til et tidligere udgangspunkt, uden at det sker ved et fysisk opgør, altså en egentlig borgerkrig. Men, det er måske den kolde kalkule, som de revolutionære islamiske, kulturradikale og kommunistisk orienterede kræfter opererer med?

Danskernes forståelse og respekt for demokrati og politikere bygger på en fælles konsensus om, at politikere ikke opererer i strid med straffelovens bestemmelser om landsforræderi. Hvis den konsensus skrider, forsvinder vores retsorden og respekt for folkevalgtes og myndigheders upartiskhed. Når man kan konstatere, at der inden for myndigheders rækker befinder sig personer med udenlandsk baggrund, der tilkendegiver holdninger, der kun burde være acceptable i sharia-baserede lande, så vil det på sigt kunne erodere det Danmark, vi har udviklet på egne og skandinaviske betingelser.

Danmark er ingen øde ø, vi er en del af en større verden, vi er internationalt funderet og økonomisk integreret, hvilket sikrer vores velstand. Men, vi er først og fremmest et land med en historie, som vi er forpligtet til at tage med i betragtning, hver gang vi vælger politikere. Hvis man sætter sit kryds ved mennesker, hvis primære tankesæt har til formål at fjerne kultur, religion og værdigrundlag, der under ét udgør Danmarks DNA, så vil jeg opfordre til, at den folkelige forståelse og den juridiske vurdering af begrebet landsforræder fortolkningsmæssigt spiller en langt større rolle end hidtil. 

Det bør være den første indfaldsvinkel i enhver debat med mangfoldighedspartierne. Hvorfor skal pengene gå til nogen, der ikke vil Danmark, når vores egne svage og ældre har hjælp behov? Hvad er det for skjulte dagsordener, der arbejdes efter, hvilke aftaler har de pågældende partier om støtte, hvorfor indgår man aftaler med kræfter, der værdimæssigt ligger så langt ude til højre, når ens eget værdigrundlag ligger til venstre?

Hvis man tror, at autopiloten kan overlades trygt til det politiske spektrum, så tager man fejl. Vælgerne er politikernes dommere, og hvis dommerne føler, at deres interesser bliver tilsidesat af landssvigere, så har man en pligt til at reagere. Udfaldet af den dom, man fælder over landssvigere, bør falde prompte ud fra de betragtninger, som straffelovens kapitel 12 om landsforræderi anviser. Og det indtil på livstid.

https://24nyt.dk/klumme-christianborgs-landsforraedere-del-3/

Kommentarer:

Debatten om og definitionen af landsforræderi er desværre yderst aktuel i vores nuværende situation. Vi skal som altid have lov til at kalde tingene ved deres rette navn. Ellers forsvinder det Danmark, som de fleste stadig elsker.

Et aktuelt og relevant indlæg!
DK’s deroute og udslettelse vil fortsætte, så længe man stemmer, som man plejer, dvs på de radikale og de røde. - Kun få medborgere ser skriften på væggen. Når Østergaard og muslimer tager over, så er det for sent: så er demokratiet sat ud af kraft!

Vi er nu kommet til det punkt, hvor der skal føres en kamp for Danmarks befrielse. Danmark skak befries fra Islam og de mennesker, der støtter Islam. Vi er desværre idag i den situation, at vi der er Frihedskæmpere ikke kun kæmper mod ideologien Islam, men også mod Landsforræddere, der findes både hos de mennesker, der er kommet hertil udefra, men også herboende danskere, politikkerer, offentlige ansatte m. fl. - Frihedskampen skal føres overalt i Danmark, og burde organiseres i grubber overalt i landet. Frihedskampen har meget lidt at gøre med ens politiske ståsted.

”DERFOR HAR SÅ MANGE DANSKERE FÅET NOK..”

En stor undersøgelse offentliggjort i mediet Mandag Morgen viser, at hele 28 procent af de adspurgte danskere enten er helt eller delvist enige i, at muslimer skal sendes ud af Danmark.

Når målingen viser det, så er det sikkert, fordi der er rigtig mange, der har det lige som jeg; Jeg er så træt af at høre om islam mig her og islam mig der som begrundelse eller dårlig undskyldning for alt fra de fejeste terrorhandlinger til såkaldt æresrelateret vold, krav om indskrænkning af ytringsfriheden og retten til at kritisere religion, manglende ligestilling, krav om særbehandling på arbejdspladsen, i skolen eller i svømmehallen.

Alt det, som bekymrer rigtig mange af os, men som kun få har lyst til at sige højt af begrundet frygt for at blive misforstået eller ligefrem blive kaldt racist.

Det har bare intet – som i intet – at gøre med at være racist! Når man er bekymret over krav om kønsopdelte svømmehold, at muslimske piger ikke må komme med på lejrtur eller over, om en fanatisk islamist begår et terrorangreb, så bunder det i et grundlæggende ønske om et liv i frihed, hvor religion er en privat sag, og hvor grundlæggende danske værdier og rettigheder er et urokkeligt fundament i Danmark.

Jeg er så træt af at høre om islam mig her og islam mig der

Netop selve det demokratiske fundament er vigtigt. I Danmark har vi religionsfrihed, og vi dømmer eller udviser ikke på grund af religion. Det er netop det, der er styrken og omdrejningspunktet for et frit og demokratisk samfund som det danske.

Oven i alt dette er mange danskere i stigende grad lede og kede af, at flygtninge og indvandrere fra navnlig ikke-vestlige lande fylder i statistikker om alt fra kriminalitet til arbejdsløshed.

Er alle disse mennesker så muslimer? Nej, det er de helt sikkert ikke, men rigtig mange af dem er utvivlsomt. Alle ved det, men det må man endelig ikke sige! Formaster man sig til at sige den slags, så bliver man straks mødt med forargelse og fordømmelse.

Vi kender naturligvis alle sammen muslimer, der klarer sig rigtigt godt, passer deres arbejde hver eneste dag, og som ønsker at leve i fredelig sameksistens med alle vi andre. Og enhver vil også kunne pege på ikke-muslimer, der både er kriminelle og udviser en dårlig opførsel.

Det har bare intet – som i intet – at gøre med at være racist!

Derfor er det vigtigt, at vi ikke skærer alle over én kam. Det afgørende er, om man lever fredeligt, passer sit arbejde og overholder loven med respekt for Danmark og vort værdisæt.

Men når rigtig mange danskere alligevel svarer, som de gør, når de kan give anonyme svar, så skyldes det netop, at ikke-vestlige indvandrere ligger højt i alle de grimme statistikker, at en stor del af disse mennesker jo netop er muslimer – og at alle ved det, men næsten ingen tør sige det, medmindre man svarer anonymt.

Tværtimod forsøger dem med de rette og pæne holdninger alt for ofte at negligere det, måske endda virke lidt overraskede, og så ellers mene, at folk med den slags holdninger ikke er ordentlige samfundsborgere.

Det ændrer bare ikke på, at det er et reelt problem, og at det ikke bør negligeres. Vi politikere har en forpligtigelse til at tage bekymringerne seriøst og ikke blot fordømme det.

Alle ved det, men det må man endelig ikke sige!

De svenske politikere lukkede øjnene og fordømte befolkningens bekymringer, og det er der ikke kommet meget godt ud af. Vi må aldrig ende som Sverige.

INGER STØJBERG

Har været medlem af Folketinget siden 2001 for partiet Venstre. Fra 2015 til 2019 var hun udlændinge- og integrationsminister i Lars Løkke Rasmussens mindretalsregering. Inger Støjberg er ikke bange for at give udtryk for skarpe holdninger og er blevet både berygtet og berømt for at stille kontante krav til indvandrere og flygtninge.

https://www.bt.dk/debat/derfor-har-saa-mange-danskere-faaet-nok

Kommentar :

Alt for mange lukker øjnene, alt for mange tænker ikke over hvad en forsat tilstrømning af muslimer til Europa vil medføre på sigt.

Alt for mange kendte og såkaldte "kloge og gode" personer fremhæver konstant at vi har pligt til at hjælpe - under alle omstændigheder og uanset hvilken "tak" vi får. Også selv om disse personer, hvoraf en del er (tidligere) toppolitikere, MÅ være klar over, at risikoen for borgerkrigslignende tilstande er reel, når det for alvor går op for det store flertal af etniske europæere, at vores lande langsomt men sikkert fuldstændig ændrer karakter på grund af et større og større pres fra den større og større muslimske befolkningsgruppe. Et pres politikerne (endnu da) ikke er indstillet på at modstå.

Tak for at jeg ikke er mine børn eller børnebørn!

Islam er hadets, undertrykkelsens og ufredens ideologi, forklædt som religion.

Men de fremherskende tendenser i vor del af verden, hvor medlemmerne af eliten og den kreative klasse nærmest står i kø for i bedste humanistiske og multikulturelle ånd at undskylde, at de er til, forhindrer mange i at se, at det forholder sig sådan.

Vi havde et "godt" eksempel i Søren Pind, der ikke ønskede at se kritik af islam. Og et endnu "bedre" eksempel i den tyske forbundspræsident, Joachim Gauck, der udtalte, at han godt som sin efterfølger kunne se en muslim på posten som tysk forbundspræsident.

Når de, der leder vore samfund, er så forblindede af humanistisk multikultur og politisk korrekthed, er kapitulationen overfor islam rykket uhyggelig tæt på.

Derfor er stemmer som Jalvings og andre realistike og klarsynede personers utrolig vigtige i kampen for, at slaphed og demagogi ikke skal resultere i, at vore børn og børnebørn skal leve under sharia'en.