HER AFSLØRES 32
KLIMAMYTER, MEDENS MEDIER, POLITIKERE OG ORGANISATIONER VENDER BLIKKET BORT..
Ingen, der er noget ved musikken, skal nyde noget af
at udfordre den gravkammeragtige konsensus om Jordens snarlige undergang.
Klimadebatten er forbi, alle er
enige. Jorden går under, førend vi ved det. Altså, hvis ikke FN, EU eller en
kommunistisk verdensregering redder os i allersidste øjeblik, sådan som der
fantaseres om på verdensmålskonferencer samt førende vin-, sushi- og kaffebarer
i de vestlige storbyer.
Samtidig ignoreres det, at kineserne, inderne og oliestaterne har friløb og pumper CO2 ud i atmosfæren, mens afrikanerne bliver flere og flere og drømmer om at emigrere til Europa eller opnå samme forbrugsgoder som os. Vesten bærer skylden.
Resten tæller ikke
med, og klimadebatten er slut.
Med hensyn til klodens fremtid har vi allerede
skrevet nekrologen, ringet til præsten og kontaktet bedemanden. Nu forestår kun
begravelsen. Lad os i stedet undersøge fakta, lytte til kritiske stemmer – og
tage debatten derfra.
Katastrofisterne vandt.
Der findes dog enkelte undtagelser.
Hist og her høres der stemmer, der forsøger at råbe masserne og deres medier
op; det går bare ikke så godt.
Jeg har tidligere nævnt geolog
Johannes Krüger, professor emeritus ved Institut for Geovidenskab og
Naturforvaltning på Københavns Universitet, der for fem år siden udgav en
alternativ skildring af klodens geologiske klimaspor, som i modsætning til
teorien om drivhusgassernes omnipotens går millioner af år tilbage og fortæller
en noget anden historie end den, du hører i tv.
Krügers konklusion er, at solstråler,
atmosfæren og oceaner betyder langt, langt mere end drivhusgasser.
Nu er denne irriterende
spielverderber så tilbage med en ny bog, skrevet til en bredere offentlighed,
men modtages af rungende tavshed. Det har tilsyneladende ikke engang været
muligt at udsende bogen på et anerkendt forlag.
Men i ”32 myter om klimaet du ikke skal
hoppe på” (udgivet via Saxo Publish) folder geologen et
materiale ud, som åbenbart er tys-tys.
Jeg skal ikke kunne afgøre, hvorvidt alle de benævnte
myter om den globale opvarmning, dens konsekvenser og FN’s klimapanel, IPCC,
vitterlig er myter, men de lader til at stå i kø i Krügers saglige
fremstilling, og det stof, jeg har kunnet fordøje, virker overbevisende. Nu må
andre, mere skolede naturvidenskabsfolk læse med – men se, om de gør det.
Det gør de næppe. Som filosoffen Brian
Degn Mårtensson har peget på i en glimrende kronik i JP for nylig,
hjælper vi imidlertid ikke klodens tilstand ved hjælp af politisk korrekthed. I
stedet er der snarere brug for noget så kedeligt som fysik, kemi og
teknologiske landvindinger, dvs. det handler om at forstå naturens processer
mest indgående – og så indrette os derefter.
Nogenlunde samme budskab kommer fra
den amerikanske professor i teoretisk fysik Steven Koonin, der blev interviewet
til Weekendavisen i sidste
uge, i anledning af sin nye fagbog om hvad klimavidenskaben – der stadig er en
meget ung videnskabelig disciplin – kan lære os – og hvad den ikke kan lære os.
Særligt det sidste må få os til at tvivle bare en
smule på dommedag og indse, at klimaforandringerne er drevet af mere og andet
end menneskelig aktivitet. Han peger også på, at selv om temperaturen er steget
med lidt under én grad i det forløbne århundrede, har det faktisk været en
fordel for verden.
Selv om de fleste kulturer har en
forkærlighed for konsensus, har enigheden på klimaområdet vist sig at have
uheldige konsekvenser.
En af dem er det politiske narrespil,
hvormed »politikerne opstiller alle mulige mål og ignorerer de tekniske og
økonomiske realiteter« og »vil være stoppet som politikere, når målene viser
sig uopnåelige«.
Videnskabsfolk som Krüger,
Mårtensson og Koonin er enlige svaler. Men de fortæller os noget om, hvad en
alt for tyk og blind politisk konsensus gør ved vores kollektive dømmekraft.
For når en civilisation krakelerer, sådan som den vestlige synes at gøre, skal
forklaringen ikke findes i krig eller sygdom.
Det farligste, der rammer en
civilisation i krise, er håbløsheden, og det er netop den, der har ramt os i
klimaspørgsmålet, hvor alting er kommet til at handle om at udstille den rette
bevidsthed og ”gøre noget” i en vis fart.
Det er lige så panisk som håbløst.
Med hensyn til klodens fremtid har
vi allerede skrevet nekrologen, ringet til præsten og kontaktet bedemanden. Nu
forestår kun begravelsen. Lad os i stedet undersøge fakta, lytte til kritiske
stemmer – og tage debatten der fra.
Mit konservative gæt er, at kloden nok skal klare den.
Hvad angår menneskeheden, er jeg derimod noget mere skeptisk.
https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE13084766/her-afsloeres-32-klimamyter-mens-medier-politikere-og-organisationer-vender-blikket-bort/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar