DØDEN BLEV IGEN
STATSMINISTERENS TRUMFKORT..
I dag har vi et besynderligt forhold til døden. Derfor
virkede Mette Frederiksens ord om, at ethvert dødsfald er en tragedie.
»Vi var faktisk i gang med at redde danskernes
liv,« sagde statsministeren som et slags trumfkort på pressemødet forleden.
Det, hun vanligt vrissen og med overbevisning om egen
ufejlbarlighed sagde, var, at danskernes liv var i fare. Det var døden, statsministeren
kæmpede imod – og mod døden gælder alle kneb. Og så kommer vi rendende med
vores tåbelige trakasserier om slettede sms’er, journaliseringspligt, krav om
åbenhed og gennemsigtighed, lovhjemmel og ansvar og alt muligt andet
irriterende fra småtingsafdelingen. For læs det lige igen: »Vi var faktisk i
gang med at redde danskernes liv.«
Intet slår den mission – hverken lovbrud eller grædende
minkavlere. Det var den sætning på det alenlange pressemøde, der gav mig størst
ubehag. Statsministerens flabede bemærkninger, skamløshed, småsure opstød og
nedværdigende kommentarer, der fejer hele pressekorpset hen i hjørnet, har vi
efterhånden vænnet os til. Vi har også vænnet os til de gennemkoreograferede
pressemøder, hvor selv spontaniteten er kontrolleret. Det er hendes meget lidet
flatterende stil.
Men statsministerens forestilling
om, at Socialdemokratiet med hende selv i spidsen flankeret af logrende
ministre, der kan ofres efter behov, er kaldet til at frelse danskerne – det er
den velfærdsideologiske overbevisning, der bærer regeringen i al dens gøren og
laden. Og coronakrisen har blot styrket det ideologiske heltekvad, fordi
ubehaget og uretfærdigheden ikke bare kommer fra samfundets rige, fra
indvandrer eller fra livets almindelige modgang – men fra døden selv.
”
»Hvert dødsfald er en tragedie« – det var trosbekendelsen for de voldsomme
adfærdsregulerende indgreb i vores samfund, der fik uhyre store økonomiske og
menneskelige omkostninger.
Det er klart, hvis man har tilskrevet sig selv magten og æren
til at redde danskerne fra døden, så må målet hellige midlet – og det gjorde
det lige fra coronakrisens begyndelse, hvor statsministeren fastslog, at »hvert
dødsfald er en tragedie«. Det var prologen for nedlukningen af samfundet, for
nedslagtningen af mink, for nedvurdering af de demokratiske beslutninger,
folkestyret hviler på.
»Hvert dødsfald er en tragedie« – det var trosbekendelsen for de
voldsomme adfærdsregulerende indgreb i vores samfund, der fik uhyre store
økonomiske og menneskelige omkostninger. Men det virkede, for frygten for døden
er den stærkeste drivkraft – og det virkede, fordi mennesket af i dag har et
besynderlig forhold til døden. Vores dødskultur har simpelthen forandret sig.
Forleden læste jeg, at andelen af dødsannoncer,
der nævner ord ”død” eller ”dødsfald”, er faldet; i stedet bruges forskønnede
omskrivninger. Vi ved godt, at livet hver dag er under afvikling, men det er,
som om døden er den store undtagelse for det moderne menneske, der er vant til
selv at have magten over alle livets forhold – også der, hvor magten slet ikke
er os bemyndiget. Men over for døden er kun afmagten. Der er ingen omvej, ingen
udvej heller ingen genvej.
Døden er livets uigenkaldelige
ophør. Døden er rædselsfuld. Men dødsangsten må ikke styre indretningen af vores
demokratiske samfund, håndteringen af pandemier, krige og kriser på en sådan
måde, at vi tror, døden kan undgås. For i magtkampen mod døden bliver alting
småt – love og regler ligegyldige, og vi klamrer os til livet på en måde, så
det fremkalder det værste i os. Vi bliver derimod lidt mere menneskelige ved at
erkende afmagten og lægge livet og døden i hænderne på Skaberen – der trods alt
har større magt og ære end statsministeren. Men ansvaret for vores liv,
gerninger og ugerninger har vi selv fået lov at beholde – ”lev med det”! Ét
menneske, ét liv, ét ansvar. Det gælder også Mette Frederiksen.
Kommentar:
Tak
for en overbevisende blog, hvor Mette Frederiksens utilstedelige optræden for
landets befolkning er kommenteret på bedste vist.
"Det er fand'me uhyggeligt" med en statsminister,
der i den grad taler ned til "Mit folk", som hun ynder at kalde os.
Nu må de tre støttepartier snart vågne op til dåd, og sætte hende stolen for
døren, for er det virkeligt, hvad over 50% af landets vælgere ønsker?
PS: "Døden er livets uigenkaldelige ophør" Enig,
men hvorfor er det så, at du som præst - med trosbekendelsen - siger noget andet.
Tak
for et godt indlæg. - "Vi var faktisk igang med, at redde danskernes
liv" Ja, har man hørt magen til populistisk sludder. Fejl kan vi alle
begå, men at "gemme" sig bag den slags udokumenterede udtalelser er
skammeligt, og klæder ingen.
Faktisk
lidt paradoksalt, at Mette Frederiksen igen og igen minder om, at hun fra
starten af Corona sagde, at der ville blive begået fejl, og nu suppleret med,
at vi absolut ikke skal tilstræbe en nulfejls-kultur. Dette er udmærket, men
samtidig fastholder hun, at hun selv er ufejlbarlig. Vi skal altså ikke
tilstræbe nulfejls-kultur, men bortset fra det så fejler hun aldrig. Hmm....
