Holmens Kirke blev et politisk forsamlingshus
Gudstjenesten, der skulle markere etåret for krigen i Ukraine, blev mere en politisk manifestation end en gudstjeneste. Den vogn skal kirken passe på med at lade sig spænde for.
Som udgangspunkt glæder man sig jo altid over, når vores politikere ønsker at sætte sig i kirkens rum med ansigtet mod øst for at holde gudstjeneste, synge salmer, bekende troen, bede og høre forkyndelsen om deres egen lidenhed og Guds store nåde og barmhjertighed.
Men da jeg så programmet for gudstjenesten i forbindelse med årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine, fik jeg en mistanke om, at kirken skulle bruges som politisk forsamlingshus. Og mistanken blev bekræftet. Desværre.
”Formildende var det dog, at provst Birgitte Kvist Poulsen i sin prædiken talte om magtens fristelse, ikke bare Putins magtbegær – men over regeringens magtdemonstration ved afskaffelse af store bededag. Men når det så er sagt, skal kirken træde varsomt og ikke gå politiske ærinder.”
Af programmet fremgik det, at under gudstjenesten ville Folketingets formand, Søren Gade, statsminister Mette Frederiksen og Ukraines ambassadør Mykhailo Vydoinyk holde tale, og i mediernes annoncering blev Folketinget omtalt som ”vært” for gudstjenesten.
Og jeg skal da love for, at politikerne påtog sig værtskabet – og kirken afstod fra det. For allerede under de ni bedeslag, der lyder for Faderen, Sønnen og Helligånden – tre slag til hver, holdt Folketingets yderst sympatiske formand, Søren Gade (V), en tale om den meningsløse og grufulde krig i Ukraine, om vores håb for fred og frihed og vores ubetingede sympati og støtte til ukrainerne.
Han sagde sådan set ikke noget, jeg var uenig i, men i den lutherske kirke holder vi traditionelt ikke politiske taler med alteret som kulisse.
Statsminister Mette Frederiksen fortsatte samme budskab og benyttede helt upassende lejligheden til at forsikre offentligheden om, at vi også støtter ofrene for jordskælvet i Tyrkiet og Syrien. Håbet om frihed og fred i Ukraine, det er dét, vi er samlet om i dag, sagde statsministeren.
Ja, det kan vi samles om uden for kirkens rum – og der er god grund til at gøre det, hejse det ukrainske flag, vise støtte og sympati. Men i kirkens rum er vi kun samlet om dét ene at høre evangeliet om syndernes forladelse til ethvert menneske – uanset på hvilken side man står i krigen. Og alle de politiske taler, der blev holdt ved gudstjenesten, kunne ligeså vel være holdt i folketingssalen, Landstingssalen eller i Snapstinget.
Det undrer mig såre, at kirken og kirkens præster kan bistå, at man erstatter gudstjenestens indledende bønner, der minder os om, hvorfor vi er samlet til gudstjeneste, nådeshilsenen og trosbekendelsen med politiske taler. Og kan man i det hele taget kalde noget en gudstjeneste, når ikke menigheden bekender troen på den treenige Gud – og forsager Djævlen?
Næppe.
Formildende var det dog, at provst Birgitte Kvist Poulsen i sin prædiken talte om magtens fristelse, ikke bare Putins magtbegær – men over regeringens magtdemonstration ved afskaffelse af store bededag. Men når det så er sagt, skal kirken træde varsomt og ikke gå politiske ærinder. Ukraines frihedskrig er også vores frihedskrig, blev der sagt i en af talerne.
Ja, det er muligt, men uanset at sympatien, også min sympati, ligger i Ukraine – så må vi som kristen kirken besinde os på, at Guds nådesord også gælder det russiske folk, det russiske menneske.
Og der blev ikke bedt for russerne ved gudstjenesten, derimod blev der i kirkebønnen sagt, at »vi beder om, at sandheden må gå op for dem, der med deres fordrejninger af sandheden holder gang i en meningsløs krig«.
Læs: en politisk sandhed.
Men i kirken taler vi altså kun om én sandhed – menneskets frelse ved Jesus Kristus, ham, der er vejen, sandheden og livet. Derfor beder vi i den kristne kirke også for vores fjender. Vi beder ikke kun for de forfulgte – men også for deres forfølgere – at Guds lys må skinne i det mørke, der kommer fra det syndige menneske.
Derfor:
Vi skal bede både for ukrainere og for russere, at de må bevare troen på Guds barmhjertighed til ethvert menneske. På trods af alt det umenneskelige, de ser. Og gennemlever.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar