Leder. Med koranlov, FE-aftale og trepartsaftale viser regeringen sit ufrie, centralistiske verdensbillede. At Troels Lund Poulsen er Venstres varmeste fortaler for at være med, er partiets største problem. 

Ideologisk gidseldrama

VENSTRE, Socialdemokratiet og Moderaterne har gjort op med enhver tvivl om regeringens ideologiske udgangspunkt og politiske temperament. SMV-regeringen vil have centralisering, statsstyring og uigennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Det gælder koranloven, der blev vedtaget torsdag. Det gælder onsdagens aftale om FE-sagerne. Og det gælder mandagens trepartsaftale om lønløft til særligt udvalgte offentligt ansatte. Som overskrift på disse klare markeringer fra regeringen kan man også vælge ordet: ufrihed. Ingen kan overraskes over Socialdemokratiets lyst til at gennemføre disse tiltag. Moderaterne kan ikke overraske nogen med noget. Men Venstre! For Venstre fremstår ugen som den sjælsrystende arie i en dramatisk tragedie.

VED nogen, hvad der i dag er partiets ideologiske hjerteblod? I hvert fald ikke den ytringsfrihed, der er vævet ind i partiets historie. Vedtagelsen af koranloven er et slag mod ytringsfriheden, og den er alene opstået som reaktion på vold og trusler fra kræfter, der kræver respekt for muslimske dogmer og følelser. Alle argumenterne for loven er pillet fra hinanden, og tilbage står udelukkende dette opportunistiske hensyn.

MAN kan konstatere, at Venstre står på det præcis modsatte standpunkt end under muhammedkrisen. I dag skal Danmark imødekomme krav om særbehandling af verdens muslimer ved at indskrænke ytringsfriheden. Det er et principielt sammenbrud for partiet, og det kan tydeligt ses, når Venstre-folk udspørges: De får det fysisk dårligt af at forsvare dette synspunkt.

DESVÆRRE gælder det også i FE-sagen. Det er længe siden, at Venstre som regeringsparti lavede samme manøvre, som SF foretog i denne uge: gik med på Socialdemokratiets bestræbelser på at utydeliggøre ansvaret for de politiske beslutninger, der ligger bag FE-skandalen. Naturligvis burde undersøgelsen gennemføres af en granskningskommission, som oppositionen ønsker. Naturligvis burde den være åben for offentligheden – det er jo selve forudsætningen for borgernes evne til at træffe oplyste valg. Og naturligvis burde Venstre som liberalt parti – og som historisk forkæmper for en solid parlamentarisk modvægt til magtfulde regeringer – være urokkelig.

Foto: Emil Nicolai Helms

HVOR koranloven og FE-sagen handler om liberalt hjerteblod, gør princippet om frihed på arbejdsmarkedet det i særklasse også. Og her kommer ugens tredje liberale mavepuster: Det er ikke ligefrem chokerende, at en socialdemokratisk regering hjælper fagbevægelsen, men det er markant, at den selv tager skridtet og giver udvalgte faggrupper mere i løn. Og det er ganske utroligt, at Venstre bidrager til denne centralisme, statsstyring og til dette opgør med den danske model.

MAN kunne måske forstå Venstres politiske ledere, da de talte lidt luftigt om behovet for en bred regering, der kan træffe store beslutninger uafhængigt af fløjene. Men nu viser regeringsdeltagelsen sig tydeligt i konkret form, og ingen kan være overrasket: Venstre har fra begyndelsen været lillebror i denne regering, og at partiet har fået lidt skattelettelser gennemført, er småting ved siden af den ideologiske nedsmeltning, vi ser udfoldet i denne uge.

HAR Troels Lund Poulsen som ny Venstre-leder en bedre dømmekraft end sin forgænger? Man kan ikke klandre ham for, at Mia Wagner nu har måttet trække sig som minister på grund af sygdom. Men valget af hende var så åbenlyst et tyndt forsøg på at skaffe partiet et afbræk i en akut krise. At Lund Poulsen er en af partiets varmeste fortalere for regeringsdeltagelsen, vidner om svigtende dømmekraft på et langt højere niveau. Venstre er ideologiske gidsler i en regering, hvor de ikke hører hjemme. Og det er kun partiet selv, der kan løsrive sig.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-49/samfund/ideologisk-gidseldrama

 

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Kommentar. Til et muslimsk debatarrangement på Københavns Universitet i sidste uge blev jøderne beskyldt for at lyve, bedrage og tilluske sig andres penge.

De blindes rige

HVORDAN STÅR DET til med den kritiske debat blandt muslimer om konflikten mellem Israel og Palæstina? Det kunne man få et lille indblik i sidste torsdag på Københavns Universitet. Her havde Muslim Student Association inviteret til et arrangement med titlen Det hellige land: Historie og propaganda, hvor tre oplægsholdere stod på programmet.

Peter Kuzmanovski, cand.mag. i historie og statskundskab, Tarek Ghanoum, civiløkonom, og Elias Ramadan, radiovært på programmet Det, muslimer taler om på 24syv samt cand.mag. i historie og medievidenskab.

Sammen skulle de give det næsten fyldte auditorium med cirka 250 fremmødte det, der i programmet var beskrevet som et »oplysende arrangement« med »en kritisk dialog om situationen i Palæstina«.

Det lyder jo tilforladeligt. Men efter at have hørt en optagelse af arrangementet må jeg konstatere, at det var så som så med den kritiske dialog og oplysningen om situationen i Mellemøsten. Tværtimod gav arrangementet et trist indblik i et antiisraelsk muslimsk miljø i Danmark, hvor det intellektuelle niveau ikke er imponerende, og hvor det tydeligvis er normalt at sprede fordomme om jøder.

Historikeren Peter Kuzmanovski skulle give salen en indføring i den historiske baggrund for angrebet 7. oktober. Kort opsummeret: Israel er skyld i alt, der er gået galt i regionen, mens palæstinenserne og de arabiske nabolande er uden medansvar. Dette er et typisk blik på historien fra denne kant, hvor arabisk aggression ignoreres, og de talrige massakrer og terrorangreb på civile jøder og israelere, der har været et tilbagevendende fænomen i regionen de sidste 100 år, ikke nævnes. Jøderne og Israel er de eneste aktører i konflikten med reel agens, mens araberne er ofre, der altid bliver snydt og berøvet og i sidste ende er reduceret til rollen som passive reaktioner på, hvad Israel og jøderne foretager sig af unoder.

Alt dette er en enøjet og forvrænget tilgang til historien, men den er ikke unormal. Torsdag aften blev den endda krydret med nogle bekymrende forestillinger om jødernes listige og snedige evne til at styre begivenhedernes gang gennem lyssky interessevaretagelse i mørke baglokaler. Eksempelvis kunne Kuzmanovski fortælle salen, at det var zionistisk lobbyisme, der drev USA ind i Første Verdenskrig. Tyske ubådes angreb på amerikanske handelsskibe i Atlanterhavet får normalt skylden for den udvikling.

Elias Ramadan og Tarek Ghanoum. Arrangementet på Københavns Universitet gav et indblik i et antiisraelsk muslimsk miljø i Danmark, hvor det tydeligvis er normalt at sprede fordomme om jøder, skriver Søren Villemoes. Arkivfoto: Nanna Navntoft

Radiovært Elias Ramadan kunne bekræfte de gamle forestillinger om den jødiske mediemagt, da han i sit oplæg konstaterede, at pressen er i lommen på regeringen, der er allieret med Israel, og at dette præger dækningen. Det, mener Ramadan, kommer eksempelvis til udtryk, når journalister kalder Hamas’ handlinger for terror. Ifølge Ramadan er det nemlig ikke en journalistisk opgave at kalde noget for terror. Og hvorfor kalder de så ikke Israel for en terrorstat? 

MEST NEDSLÅENDE VAR dog civiløkonom Tarek Ghanoums oplæg om Holocaust, der havde forestillingen om den grådige, snu og manipulerende jøde som sit centrale tema. At fortælle om og undervise i Holocaust har ifølge Ghanoum ikke noget at gøre med at forstå historien, menneskets kapacitet for ondskab eller de potentielle, morderiske konsekvenser af amokløben antisemitisme. Historien om Holocaust tjener alene det formål at fremme Israels interesser: »Jøderne har en stor interesse i at sikre sig, at den udlægning og det narrativ, der er om Holocaust, skal være med en bestemt vinkel, og det skal være til fordel for Israel,« som han formulerede det.

Ghanoums oplæg var et opkog af en af antiisraelernes yndlingsfigurer, den jødisk-amerikanske politolog Norman Finkelsteins bog The Holocaust Industry fra 2000. I bogen påviser Finkelstein ganske korrekt, hvordan både jøder og ikke mindst staten Israel ved flere lejligheder har brugt historien om Holocaust til at tjene deres egne politiske interesser. Men for Ghanoum blev denne nuancering af historien om Holocaust til selve sandheden om folkedrabet: Holocaust er i hans optik alene noget, man taler om, fordi det gavner jøderne. Som han formulerede det:

»Vi skylder ikke jøderne noget. Men det er det, man prøver at bilde os ind: at vi skylder jøderne rigtig meget.«

Under oplægget gennemgik Ghanoum udviklingen i den folkelige bevidsthed om Holocaust i efterkrigstiden. I de første årtier efter krigen var der begrænset interesse for at tale om folkedrabet. Ghanoum kunne forklare dette med en cocktail af relativering og stormagtspolitik. Holocaust var ifølge Ghanoum intet særligt. Der har været mange folkedrab gennem tiden. Desuden var Vesttyskland nu USAs allierede i Den Kolde Krig, og historien om folkedrabet var blevet ubelejlig. Israelerne var også uinteresserede i folkedrabet, da man var fuldt beskæftiget med at opbygge en ny nation.

SÅ LANGT, SÅ godt. Disse forhold er ikke i sig selv forkerte. Det er den næste del, hvor Ghanoum bevæger sig ud i grov misrepræsentation. Ifølge ham ændrede alt dette sig efter Seksdagskrigen i 1967, hvor Israel besatte Vestbredden og Gaza. Nu så Israel sit snit til at bruge Holocaust som et middel til at få sympati, politisk magt og penge fra amerikanerne og tyskerne. Holocaust-fortællingen blev smedet.

Jøderne og Israel er de eneste aktører i konflikten med reel agens, mens araberne er ofre, der i sidste ende er reduceret til rollen som passive reaktioner på, hvad Israel og jøderne foretager sig af unoder.

»Man ved jo godt, at det altid er sejrherren, der skriver historien. Og det er jo det samme med jøderne. De har en stor interesse i at sikre sig, at det, der skete under Holocaust, den udlægning og det narrativ der er, skal have en bestemt vinkel. Og den skal være til fordel for Israel,« som han formulerede det.

At se alt som værende styret af stormagternes politiske spil er en typisk intellektuel fælde for folk, der tror, at de har gennemskuet det hele. De kan altid få øje på en zionist eller en amerikaner, der lurer i baggrunden, hver gang historien tager en drejning. Men blot for ikke at videregive myter: Det er en meget spekulativ hypotese, at den udbredte folkelige bevidsthed om Holocaust blev udviklet af Israel oven på Seksdageskrigen for at tjene landets interesser. Dette er ikke noget, man finder opbakning til blandt anerkendte historikere.

Hurtigt lektion: Allerede inden 1967 var der interesse for at læse om Holocaust i litteraturen, hvor eksempelvis Primo Levis erindringsværk Hvis dette er et menneske fra 1947 og Elie Wiesels Night fra 1960 var bestsellere. I historieforskningen og moralfilosofien var det også betydelige emner. Men det store folkelige gennembrud for bevidstheden om Holocaust kom med miniserien Holocaust fra 1978, der efterlod et gigantisk kulturelt aftryk på den vestlige verden, populariserede begrebet Holocaust og igangsatte den store selvransagelse i Vesttyskland. 

Serien havde intet at gøre med Israel eller Seksdagskrigen i 1967, medmindre man mener, at de jødisk-amerikanske producere, instruktører og manuskriptforfattere i al hemmelighed arbejdede for staten Israels interesser, og det kan man naturligvis ikke afvise, at folk i de antiisraelske muslimske miljøer godt kan lokkes til at tro på.

AT GHANOUM KUNNE stå foran et fyldt auditorium og uden at blive modsagt påstå, at fortællingen om verdenshistoriens mest omfattende folkedrab blot er noget, der har til formål at tjene jødernes og staten Israels økonomiske og politiske interesser, er et trist eksempel på, hvordan den enøjede mand let kan blive konge i de blindes rige.

Var arrangementet og de synspunkter, der blev præsenteret, repræsentative for den bredere debat i de muslimske miljøer? Det er umuligt at sige med sikkerhed, men forhåbentlig ikke. 

Desværre er jeg ikke så sikker. Og hvis dette virkelig er måden, man blandt danske muslimer diskuterer Israel-Palæstina på, vidner det om et tvivlsomt og ganske begrænset analytisk, intellektuelt og moralsk niveau. Den kritiske refleksion, særligt den, der også inddrager palæstinensere og arabere som en del af regnestykket, er i så fald helt fraværende, mens villigheden til at udpege fejl, mangler og skumle hensigter hos alle andre, dog primært jøder, er overvældende.

 

Kide: https://www.weekendavisen.dk/2023-48/samfund/de-blindes-rige

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK