Leder. Med
koranlov, FE-aftale og trepartsaftale viser regeringen sit ufrie,
centralistiske verdensbillede. At Troels Lund Poulsen er Venstres varmeste
fortaler for at være med, er partiets største problem.
Ideologisk
gidseldrama
VENSTRE,
Socialdemokratiet og Moderaterne har gjort op med enhver tvivl om
regeringens ideologiske udgangspunkt og politiske temperament. SMV-regeringen
vil have centralisering, statsstyring og uigennemsigtighed i
beslutningsprocesserne. Det gælder koranloven, der blev vedtaget torsdag. Det
gælder onsdagens aftale om FE-sagerne. Og det gælder mandagens trepartsaftale
om lønløft til særligt udvalgte offentligt ansatte. Som overskrift på disse
klare markeringer fra regeringen kan man også vælge ordet: ufrihed. Ingen kan overraskes over
Socialdemokratiets lyst til at gennemføre disse tiltag. Moderaterne kan ikke
overraske nogen med noget. Men Venstre! For Venstre fremstår ugen som den
sjælsrystende arie i en dramatisk tragedie.
VED nogen, hvad der i dag er partiets ideologiske hjerteblod? I hvert fald
ikke den ytringsfrihed, der er vævet ind i partiets historie. Vedtagelsen af
koranloven er et slag mod ytringsfriheden, og den er alene opstået som reaktion
på vold og trusler fra kræfter, der kræver respekt for muslimske dogmer og
følelser. Alle argumenterne for loven er pillet fra hinanden, og tilbage står
udelukkende dette opportunistiske hensyn.
MAN kan konstatere, at Venstre står på det præcis modsatte standpunkt end
under muhammedkrisen. I dag skal Danmark imødekomme krav om særbehandling af
verdens muslimer ved at indskrænke ytringsfriheden. Det er et principielt
sammenbrud for partiet, og det kan tydeligt ses, når Venstre-folk udspørges: De
får det fysisk dårligt af at forsvare dette synspunkt.
DESVÆRRE gælder det også i FE-sagen. Det er længe siden, at Venstre som
regeringsparti lavede samme manøvre, som SF foretog i denne uge: gik med på
Socialdemokratiets bestræbelser på at utydeliggøre ansvaret for de politiske
beslutninger, der ligger bag FE-skandalen. Naturligvis burde undersøgelsen
gennemføres af en granskningskommission, som oppositionen ønsker. Naturligvis
burde den være åben for offentligheden – det er jo selve forudsætningen for
borgernes evne til at træffe oplyste valg. Og naturligvis burde Venstre som
liberalt parti – og som historisk forkæmper for en solid parlamentarisk modvægt
til magtfulde regeringer – være urokkelig.
Foto: Emil Nicolai Helms
HVOR koranloven og FE-sagen handler om
liberalt hjerteblod, gør princippet om frihed på arbejdsmarkedet det i
særklasse også. Og her kommer ugens tredje liberale mavepuster: Det er ikke
ligefrem chokerende, at en socialdemokratisk regering hjælper fagbevægelsen,
men det er markant, at den selv tager skridtet og giver udvalgte faggrupper
mere i løn. Og det er ganske utroligt, at Venstre bidrager til denne
centralisme, statsstyring og til dette opgør med den danske model.
MAN kunne måske forstå Venstres
politiske ledere, da de talte lidt luftigt om behovet for en bred regering, der
kan træffe store beslutninger uafhængigt af fløjene. Men nu viser
regeringsdeltagelsen sig tydeligt i konkret form, og ingen kan være overrasket:
Venstre har fra begyndelsen været lillebror i denne regering, og at partiet har
fået lidt skattelettelser gennemført, er småting ved siden af den ideologiske
nedsmeltning, vi ser udfoldet i denne uge.
HAR Troels Lund Poulsen som ny Venstre-leder en bedre dømmekraft
end sin forgænger? Man kan ikke klandre ham for, at Mia Wagner nu har måttet
trække sig som minister på grund af sygdom. Men valget af hende var så åbenlyst
et tyndt forsøg på at skaffe partiet et afbræk i en akut krise. At Lund Poulsen
er en af partiets varmeste fortalere for regeringsdeltagelsen, vidner om
svigtende dømmekraft på et langt højere niveau. Venstre er ideologiske gidsler
i en regering, hvor de ikke hører hjemme. Og det er kun partiet selv, der kan
løsrive sig.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-49/samfund/ideologisk-gidseldrama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar