Minky:
INDENFOR MURERNE.
»Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive det.« Mette Frederiksen om 7. oktober, Israel, Gaza og det jødiske mindretal. Om et år, der har defineret hendes tid som statsminister.
Lørdag den 7. oktober 2023 skulle Mette Frederiksen til en 60-års fødselsdag. Terrorangrebet i Israel havde været i gang siden morgenstunden, omfanget var stadig uklart. Men statsministeren kunne tydeligt mærke, siger hun, at begivenheden var skelsættende – for Mellemøsten og for Danmark.
»Da jeg gik hen til fødselsdagen, havde jeg det ligesom med 11. september 2001. Det var jo en massakre, det største angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Jeg var ikke i tvivl om, at det ville få vidtgående indflydelse, og at det også ville sætte sig i vores eget samfund,« siger hun.
Vi sidder på Marienborg sidst i september, og Mette Frederiksen er netop kommet tilbage fra FN-samling i New York, hvor Danmark har stemt blankt til en kritisk resolution mod den israelske besættelse. Frederiksen er blandt Israels mest loyale støtter og har været meget tilbageholdende med kritik. Hendes position har formet hendes tid som statsminister, hvilket hun virker helt afklaret med. Ifølge sine kritikere er hun både »børnemorder« og har »blod på hænderne«. I kritikernes øjne udviser hun enorm mangel på empati for palæstinensernes sorg og frustration.
»Der er ingen tvivl om, at det er Europas lod at have et særligt blik på jøder, det har jeg altid følt mig forpligtet af,« siger hun. »Anden Verdenskrig er definerende for min generation, og vi gav et løfte om, at det aldrig måtte ske igen. Det har jeg altid taget meget alvorligt, og det gør jeg fortsat.«
Hun mener ikke, at Danmark »kan placere sig noget andet sted«:
»Israel er et land med en kort historie, men en kort historie har det jødiske folk ikke. Israel har altid haft det svært, og det er indiskutabelt for mig, at resten af verden skal støtte Israel.«
»Ubærligt at se«
Jeg påpeger det åbenbare: Israel har dræbt over 40.000 palæstinensere, hovedparten civile. Forleden udsendte Hamas en liste over døde palæstinensiske børn, og på de første 14 sider med endeløse navne stod et »0« ud for deres alder. Mener Mette Frederiksen stadig, at det forholdsmæssigt er rimeligt i moralsk, menneskelig forstand?
»Det er ubærligt at se lidelserne i Gaza,« siger hun. »Det har Danmark som del af det internationale samfund påtalt mange gange. Det skal vi blive ved med. Men Israel slås mod Hamas, der er fløjtende ligeglade med civile ofre. Det er deres strategi at ofre mange mennesker. Vi må anerkende, at det er en terrororganisation, der ekstremt kynisk skubber gravide, børn, syge, hele hospitaler foran sig. Der er israelernes udfordring, at vi må forvente mere af dem, og derfor må vi bede dem om at tage nogle hensyn, der er nærmest umulige at tage i et legitimt selvforsvar.«
Men, indvender jeg, næsten alle mener jo, at Israel har ret til at forsvare sig selv; mange påpeger blot også, at grænsen for længst er overskredet. Danmark har jo ikke ligefrem stået forrest i kravet om en våbenhvile?
»Det er rigtigt, det har vi ikke, for det ville betyde, at Hamas ville kunne fortsætte deres krigsførelse, mens beskeden til Israel var, at de ikke ville kunne gøre mere,« siger Mette Frederiksen.
Jeg prøver flere gange at udfordre hendes forklaring: Måske er det faktisk, som mange propalæstinensere siger, at der er forskel på menneskeliv? Var 40.000 israelere blevet slået ihjel, ville hun og hele den vestlige opinion da ikke have fundet det helt uacceptabelt?
»Jeg er ikke enig i, at man kan lægge menneskeliv på en forskellig vægt,« siger hun. »Det er udtryk for, at mange af os godt ved, hvor ufatteligt kompliceret det er. Det står ikke i modsætning til at have enorm sympati for de civile i Gaza. På samme måde er det med nye front med Hizbollah, hvor der er mange civile ofre. Her er der også tale om en terrororganisation, hvor vi må kræve, at Israel tager hensyn, som dets fjender ikke tager.«
Mette Frederiksen insisterer på, at hun bliver lige så følelsesmæssigt påvirket af de mange palæstinensiske ofre.
»Personligt vil jeg gerne have mig frabedt at blive beskyldt for at være ligeglad med nogle menneskeliv frem for andre. Jeg meldte mig ind i ANC i Sydafrika, da jeg var 12 år gammel. Det er en meget ærgerlig måde at diskutere det på. Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikeres private hjem. Jeg opfatter meget af den debat som en form for sindelagskontrol, der forhindrer, at man kan diskutere med hinanden. Jeg vil ikke acceptere, at man får ret, fordi man råber meget højt, bruger skældsord, begår hærværk eller kommer med dødstrusler.«
»Det skal tvinges igennem«
Man siger, at udenrigspolitik ikke bestemmer folks virkelige politiske interesser, men det seneste år har vist noget andet. »Det er jo et emne, der har splittet venner og familier ad,« siger statsministeren, ligesom Israel/Palæstina markerer en stor generationskløft.
Men det er svært for mange at have to faktiske sandheder i hovedet på samme tid: At Israel er truet på sin eksistens. Og at Israel er en besættelsesmagt. Begge dele er rigtigt. Har statsministeren også svært ved denne dobbelthed?
Israels kritikere peger jo ofte på besættelsen af Vestbredden som det afgørende problem. Trak Israel sig ud, ville de heller ikke have problemer med den jødiske stat. Forleden blev der fremsat en hård FN-resolution, der kræver, at Israel bringer besættelsen til ophør. Mange lande stemte for, også Frankrig, Spanien og Norge, men ikke Danmark. Vi stemte blankt.
»De resolutioner fremsættes ikke med det formål at hjælpe på situationen,« siger Mette Frederiksen. »Vi stemte blankt sammen med Sverige, Storbritannien, Holland og Tyskland, fordi der intet stod om terrorangrebet 7. oktober eller om at sikre begge befolkninger i to stater.«
– Har du nogensinde været på Vestbredden? I Jenin eller Nablus?
»Nej.«
– Det er jo en brutal besættelse, som du nok ved. Det er ret chokerende at se. Et system af undertrykkelse, en overmagt, der dagligt kontrollerer og ydmyger palæstinenserne. Det er en total retsløshed, og hvis man ikke kan lide ordet apartheid, må man finde på et andet, der betyder det samme.
»Jeg tænker, at det bedste, Israel kunne gøre, var at få det bragt til ophør.«
Men hvad skal de palæstinensere gøre, der faktisk ønsker fred? Israel har i 25 år lukket fredelige politiske kanaler og undergravet det palæstinensiske selvstyre. Hvad gør en palæstinenser, der ikke bare vil acceptere besættelse og kontrol?
”Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikernes private hjem.”
Mette Frederiksen, Statsminister
»Jamen der er sket en radikalisering på begge sider. Og konsekvenserne af konflikten er blevet for store – også for resten af verden. Det er derfor, jeg mener, vi må gennemtvinge en tostatsløsning, hvor bosættelserne stopper.«
– Hvad mener du med gennemtvinge, det lyder heftigt?
»Er det så heftigt endda? Det er lidt mærkeligt, at resten af verden tages som gidsler i noget, der vedrører relativt få mennesker og er så geografisk afgrænset. Så jeg mener virkelig, at det skal gennemtvinges. Hamas ønsker ikke en tostatsløsning. Og der sidder en regering i Israel, som direkte modarbejder en tostatsløsning. Derfor tror jeg ikke, der er anden vej end at tvinge det igennem, og det er ikke med de gamle virkemidler. Vi må skille parterne ad. Og så må vi være til stede der.«
– Militært til stede?
»Det skal jeg jo ikke designe, men jeg synes ikke, man skal afvise noget. Jeg tror ikke, der er anden vej.«
– Nye virkemidler, siger du. Støtter du sanktioner mod Israel, hvis man ikke ruller besættelsen tilbage?
»Det kommer an på, hvad vi taler om. Jeg tror ikke, de velkendte midler er tilstrækkelige.«
– Det lyder som et ja til sanktioner?
»Jeg tror ikke på, at sanktionsvejen vil skabe en tostatsløsning. Det betyder ikke, at sanktioner ikke kan være rigtige på et tidspunkt. Jeg tror, man bliver nødt til at gøre noget ret nyt og radikalt for at få en tostatsløsning. Og det ville være uden opbakning fra den siddende israelske regering. Det er rigtigt.«
– Kan man formulere det sådan, at du faktisk mener, at også Danmark må bidrage til at sætte Israel under et langt større pres for at stoppe besættelsen?
»Ja, det kan du godt sige, ja.«
– Bosætterbevægelsen og det nationalistiske, religiøse Israel har taget magten og undergraver åbenlyst demokratiet i selve Israel. På et eller andet tidspunkt betyder det vel noget, hvad det er for et Israel, du støtter?
»Nej, det gør det altså ikke. Jeg ønsker en palæstinensisk stat på trods af Hamas. Og jeg lader ikke min eller Danmarks støtte til Israel afhænge af, hvilken regering der sidder i Israel. Det er det eneste sted, jøder har en legitim ret til at være, det er ikke for meget forlangt på en så stor jordklode. Støtten til Israel er for mit vedkommende uafhængig af, om jeg er enig med Netanyahu. Man må stå op for sine principper.«
»Jeg savner forargelse«
For Mette Frederiksen er sammenhængen mellem situationen i Mellemøsten og forholdene i Danmark det mest iøjnefaldende det sidste år.
»Antisemitismen er blusset op på en helt ufattelig måde, og det bliver vi nødt til at sige, som det er. Det kommer fra folk, der er kommet til Danmark udefra, men der er også klare strømninger på venstrefløjen. Det har taget fat i Danmark, senest med mistanke om et brandattentat på en kvinde, alene fordi hun er jøde. Man skal være meget, meget varsom med, hvor man lægger ordene i denne debat,« siger hun.
»Vi
blev selv ramt af angrebet på synagogen i 2015, hvor jeg var
justitsminister, og jeg har meget, meget svært ved at forstå, at
der ikke er større forargelse og oprør over, at de eneste i vores
land, der går i skole under politibeskyttelse, er jødiske børn.
Små børn, der knap kender deres etniske eller religiøse ophav. Jeg
savner et engagement i de problemer, vores jødiske medborgere har.«
– Hvilket engagement?
»Et virkeligt og nuanceret engagement. Flere unge, elever og studerende, også med muslimsk baggrund, fortæller mig om det, jeg opfatter som ensidig sindelagskontrol. Du startede med at spørge mig, om jødiske liv tæller mere end palæstinensiske liv. Det interessante er jo, hvis du stiller spørgsmålet den anden vej. Betyder jødiske liv noget for dem?«
– Det er svært at opretholde en klar skelnen mellem Israel og jødiske samfund i Europa?
»Ja, men der er jo den sammenhæng, at der i mine øjne ikke findes en fremtid for det jødiske folk, uden at Israel findes. Alene af den årsag, at vi ikke altid evner at beskytte jøderne i Europa. Det er den smertelige sandhed, og så stiger behovet for at sikre et sted, hvor de kan være i sikkerhed. Og når de så heller ikke kan være i sikkerhed i Israel, bliver vi jo nødt til at understøtte Israels selvforsvar.«
– På et tidspunkt kan man vel ikke blive ved med at henvise til Anden Verdenskrig, når man forsvarer Israel?
»Det er et godt spørgsmål. Problemet er bare, at det ikke er en fjern historie. Det kan godt være, at du kunne have ret i det, hvis Holocaust var sluttet i 1945. Men antisemitismen lever, i ord og i ånd og i handling. Det var unge jødiske drenge og piger, der var samlet den nat i synagogen, da én forsøgte at slå dem ihjel. Det findes i Europa.«
»En alvor, en smerte«
Angrebet på Krudttønden og synagogen i 2015 ændrede hende, fortæller hun, ligesom hendes viden om truslerne mod Danmark har forandret hende.
»Man bliver aldrig helt det samme menneske. Det giver en alvor, en smerte. Det er så uforståeligt, at man kan komme til Danmark som første generation, anden, tredje generation og have så stort et had til vores samfund, at man vil slå ihjel.
– Hvad skyldes smerten?
»Det er jo sådan et lidt dybere spørgsmål. Det er den konkrete viden om den voldsparathed, der findes. Jeg kan ikke få det til at gå væk. Selvfølgelig kan vi gøre alt muligt for at forhindre, at folk bliver radikaliserede. Vi kan bare ikke forebygge os ud af det hele. Derfor bygger vi hele tiden muren højere og højere, indfører strengere straffe, bruger flere og flere penge på politiet og efterretningstjenesterne. Hver eneste gang, der er en, der bliver overfaldet i nattelivet og bliver halvt eller helt invalideret, har jeg følt en fysisk smerte, og sådan har jeg det også med det jødiske mindretal.«
Mette Frederiksen fortsætter: »Jeg har opgivet at få alle til at ville beskytte vores jødiske mindretal. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg får dem til det. Det gælder både i det yderste venstrefløjsmiljø og i indvandrermiljøet. Jeg tror ikke, vi kan komme det til livs. Og det er altså en kæmpe falliterklæring.«
– Hvordan er det en falliterklæring?
»At vi bare bygger en stadig højere mur. Med mere og mere beskyttelse. Det er jo ikke særlig dansk – det viser vores egen danske historie med jøderne under Anden Verdenskrig jo, selvom vi, der lever i dag, ikke kan prale med den. At beskytte sine egne mindretal er en meget, meget vigtig del af det at være et demokrati. Når man bliver ligeglad med sine mindretal, mister man forståelsen for, hvad et helt folk er, også selvom vi kommer med forskellige afsæt og forskellige udtryk. Så ja, vi kommer til at bygge muren endnu højere, hver gang der er behov for en ny mursten. Men jeg begræder det, det er virkelig en stor smerte for mig. Jeg kommer aldrig til at kunne forstå det, og jeg kommer i virkeligheden aldrig til at kunne tilgive det.«
Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2024-40/samfund/indenfor-murene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar