Danmark:

FORSVARET DER DØDE AF SKAM.

USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Carla Sands, udtalte netop til TV2, at danskerne i stedet for at påberåbe sig NATO-Pagtens paragraf fem ( Musketer-eden), i stedet burde tænke over, hvordan vi har det med paragraf tre, der forpligter hvert NATO-land til at kunne forsvare sit eget territorium...

• Af Asger Aamund

• 22/01/2025

Kort efter den russiske invasion af Ukraine bevilligede Folketinget hele 155 milliarder kroner til genrejsning af Danmarks næsten nedlagte forsvar. Beløbet var desværre en rammebevilling, der jo har det med ikke at blive udbetalt, da pengene er sparet så længe, de bliver i rammen. Nu tre år senere er der mangel på alt i forsvaret.

Der er ingen ammunition, uniformer eller støvler til mandskabet. Der er op til seks måneders ventetid på et USB-stik, og i Hærens kampbrigade er der ikke hjelme til officererne. Og det er bare småtingsafdelingen. På det større plan savner Søværnet moderne skibe, Flyvevåbnet kampfly og Hæren artilleri, missilsystemer, kampvogne og infanterikampkøretøjer. Kasernerne ligner Gaza, og der er ingen penge til uddannelse, øvelser og NATO-manøvrer.

Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, og forsvaret blev heller ikke ødelagt på én dag, men gennem årtiers politisk indsats. Efter anden verdenskrig var parolen i Danmark: Aldrig mere en 9. april. Værneviljen var høj, selv om staten var fattig efter krigsårene. I 1953 var forsvarsbudgettet hele 3,4 procent af BNP.  Værnepligten var 18 måneder, og forsvaret var velforsynet med donationer af materiel fra USA og Canada. 

Herefter vendte politikerne kajakken. Udviklingen af velfærdssamfundet tog fart op mod 1960, og forsvaret blev langsomt men sikkert sat på smalkost. Værnepligten blev nedsat, mandskabet reduceret, og nyt materiel blev udsat eller sparet væk. Så kom den berygtede ’fodnoteperiode’, hvor et politisk flertal lykkedes med at indefryse alle omkostninger og bevillinger til forsvaret.

Efter Sovjetunionens sammenbrud skete der tilmed et glidende sammenbrud af det danske forsvar. Politikerne opfandt ’fredsdividenden’ og slankede militæret yderligere med kun 1,6 procent af BNP til forsvaret. Efter år 2000 blev de militære prioriteter omlagt således, at bidrag til internationale NATO-operationer blev foretrukket frem for det danske territorialforsvar, som blev forsømt og afmonteret. I tidligere tider havde Hæren rådet over 29 regimenter, som i dag er reduceret til kun 9. Hvordan kunne det gå til, at Danmarks forsvar i dag er et afpillet, forblæst fugleskræmsel, der ikke ville kunne skræmme selv den ængsteligste fugl?

Ulykken er sket som en kombination af en planlagt politisk proces og en katastrofal omorganisering af forsvaret i nyere tid. I de gode gamle dage var forsvarschefen øverstkommanderende for hele forsvaret og han havde ansvar og autoritet med bistand fra de tre værnschefer til at styre og administrere alle aktiviteter i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

I dag er forsvarsministeriet skudt ind som led mellem forsvarskommandoen og forsvarsministeren. Der er oprettet fem civile styrelser, der reelt styrer forsvaret, hvor generalerne nu arbejder som assistenter for departementschefen i ministeriet. Forsvarschefen er ikke mere chef for ret meget, men har stadig ansvaret for afholdelse af manøvrer og øvelser samt uddannelse.

Forsvaret beslutningskraft er således organiseret i en ufremkommelig labyrint mellem politikere, styrelser, konsulenter og stridende ministerier. Resultatet er det velkendte fænomen i den offentlige sektor, at ansvaret fordeles på så mange enheder, at ingen kan drages til ansvar for noget som helst. Nu, hvor vi er tre år efter bevillingen af de 155 milliarder kroner, kunne forsvaret være kampklart og velforsynet, hvis ledelsen havde været effektivt organiseret.

Forsvarschefen og de tre værnschefer ved nøjagtigt, hvad de har brug for til drift og investeringer. Vi kunne leje eller lease alt nødvendigt udstyr i USA, der har et væld af kampfly, helikoptere, artilleri, krigsskibe og meget andet udstyr gemt væk i ’mølposer’ rundt omkring i landet. Det svenske forsvar har således købt en pakke helikoptere med træningsprogrammer fra USA til hurtig indsættelse i Sverige.

Men sådan spiller den danske regerings klaver ikke.

Bevillinger til forsvaret skal først gennem forsvarsudvalget, hvor flere hader Israel og præsident Trump, der frasorteres som leverandører. Dernæst skal investeringerne i udbud, så lande i og uden for EU kan få lejlighed til at byde ind på alt fra støvler til missilsystemer og droner.

Herefter inddrages Boston Consulting, McKinsey eller andre rådgivere. Sagsbehandlingen roterer langsommeligt mellem styrelser, politikere, konsulenter og officerer, indtil processen stilles i bero, fordi de droner, man endeligt havde besluttet sig for, nu er blevet forældede.

Processen må så startes på ny. Det er derfor, at den tunge kampbrigade, vi har lovet NATO, først bliver kampklar omkring 2035.

Nøglen til enden på denne organisatoriske og militære katastrofe er en ændring i forsvarsstrukturen. Forsvarschefen skal på ny have det fulde ansvar og den fulde autoritet over alle de væbnede styrker. Han refererer direkte til forsvarsministeren. Departementschefen fjernes fra kommandovejen og skal udelukkende servicerer ministeren.

Alle indkøb af materiel, udstyr og driftsmidler sker gennem Hærens, Søværnets og Flyvevåbnets Materielkommando, der er placeret under Forsvarskommandoen. Styrelserne nedlægges og konsulenterne fyres. Så kommer der atter fart over feltet og vi kan atter få det forsvar, vi har forpligtet os til.

USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Carla Sands, der er en kløgtig og kontant dame udtalte netop til TV2, at danskerne i stedet for at påberåbe sig NATO-Pagtens paragraf fem ( Musketer-eden), i stedet burde tænke over, hvordan vi har det med paragraf tre, der forpligter hvert NATO-land til at kunne forsvare sit eget territorium.

Det kan vi ikke i dag.

Men det kunne være, at vi skulle prøve.

https://indblik.dk/forsvaret-der-doede-af-skam-2/

 

Hvad vil Grønland egentlig selv?
Beholde dansk tilskud og forsvar, men agere som en stat, siger eksperter

Grønland har en selvstændighedsforfatning klar i skuffen, som er skræddersyet til, at landet kan indgå en såkaldt »fri associeringsaftale«. Hidtil har Danmark blokeret for, at den kan vedtages. Men måske er tålmodigheden ved at rinde ud.

»Jeg foretrækker at skide i en spand frem for fortsat afhængighed af Danmark og det årlige bloktilskud fra staten.«

Så vulgært og præcist udtrykte en grønlandsk fagforeningsboss engang den selvstændighedssult, som har været støt stigende i Grønland i mange år, og nåede sin foreløbige kulmination i den grønlandske regeringsleder, Múte B. Egedes, netop afholdte nytårstale.

Her varslede han et snarligt opgør med kongeriget, som vi kender det

Men nu tyder det på, at Grønland går efter frihed uden at ville tåle spanden og de øvrige velfærdstab, som den latrinære metaforik dækker over. Det absolutte begreb »selvstændighed« er nemlig veget for det vagere »statsdannelse«, hvor Grønland vil være en nation, men beholde tilskud og forsvar.

Sådan afkoder i hvert fald Ulrik Pram Gad, som forsker i Rigsfællesskabet ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hovedstrømningen i de signaler, han modtager fra verdens største ø.

»Målet er at være en selvstændig stat, som har en indpakning, der gør, at den får lov at være nogenlunde i fred og får en madpakke med et eller andet sted fra og hertil nogle borgerrettigheder i et andet land. Man skal kunne noget med et grønlandsk pas,« siger han.

Grønlands regeringschef Múte B. Egedes er ved at miste tålmodigheden med Danmark.

Ineqi Kielsen er inde på noget af det samme – Grønland vil have frihed til at agere i verden på linje med alle andre nationer.

Han er politisk kommentator efter en tørn som politiker for det grønlandske socialdemokrati Siumut. Men vigtigere var det ham, der ledte fuldførelsen af en grønlandsk forfatning, som det grønlandske parlament, Inatsisartut, havde bestilt.

Det er en forfatning for et selvstændigt Grønland, som snart skal til folkelig debat og ikke kan gælde, så længe Grønland hører under grundloven.

Derfor ligger den indtil videre i skuffen og venter på sit øjeblik. 

Men den er fra fødslen fintunet til lige præcis den situation, at Grønland bliver en stat, men får forsvar og økonomisk tilskud andetsteds fra.

»Jeg synes, der mangler en snak om økonomi. Men jeg tror, man vil anerkendes som en stat og på den anden side mener, man kan have en slags finansiel aftale med en anden nation, som kunne være Danmark. En praktisk relation frem til selvstændighed,« siger Ineqi Kielsen.

Vil være selvstændig med særlig aftale

Spørgsmålene står i kø, når man forsøger at gennemtænke, hvordan det skal foregå.

• Hvorfor skulle USA og Danmark ønske fortsat at forsvare Grønland uden at have det endelige ord om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje eller have kontrollen med de vidtstrakte arktiske land- og vandmasser?
• Hvorfor skulle Danmark fortsætte med at betale de milliarder, grønlandsk økonomi mangler, hvis landet går solo? Hvad skal der så ske med for eksempel politi, retsvæsen og kystbevogtning, som Danmark stadig har ansvaret for og driver?
• Og kan den enkelte grønlænder forvente at have samme rettigheder bagefter, som de har med deres nuværende rødbedefarvede pas?

Men svarene på spørgsmålene blæser i luften. For hidtil har hverken den nuværende eller tidligere grønlandske regeringer forklaret de helt praktiske omstændigheder ved en løsrivelse.

»Jeg tror ikke, at der er en masterplan,« siger Ineqi Kielsen, og Ulrik Pram Gad er enig – endnu er den helt konkrete fremtidsdiskussion udeblevet.

Det grønlandske ønske er dog ikke så vildt, som det lyder, for det er gjort før andre steder i verden. Værktøjet er en såkaldt free association-aftale, som betegner en model for afkolonisering, som er anerkendt af FN.

Flere lande, som indgik free association-aftaler, har siden opsagt dem og er blevet selvstændige. Men fem lande har dem stadig – og de kan se vidt forskellige ud.

Cookøerne er et noget andet sted end Grønland. Men ikke desto mindre har de haft besøg af grønlandske politikere på jagt efter en løsning for forholdet til Danmark.

Et eksempel er Cookøerne, som har haft sådan en aftale med New Zealand siden 1965.

De har eget parlament, egen regering, egne love, bestemmer selv deres udenrigs- og sikkerhedspolitik, og indbyggerne har både statsborgerskab under Cookøerne og New Zealand.

Øgruppen har intet forsvar og modtager mere end 600 millioner kroner om året i tilskud fra New Zealand, som har lovet at træde til med beskyttelse og udenrigspolitisk bistand på opfordring.

En lignende aftale har New Zealand med øen Niue – og begge er anerkendt af FN, omend de ikke har selvstændigt medlemskab. 

Det har til gengæld Marshalløerne, Mikronesien og Palau, som har free association-aftaler med USA.

De får økonomisk tilskud af deres store partnerland. Men indbyggerne er ikke amerikanske statsborgere.

Efter selvstændigheden valgte landene at overgive suverænitet til USA, herunder områder til militærbaser. En vetoret inden for forsvars- og sikkerhedspolitikken er også givet videre til USA, men landene fører til gengæld det meste af udenrigspolitikken selv.

Partileder: Vi har en plan A, B, C og D

At andre lande har valgt modellen, forklarer dog stadig ikke, hvad der får Grønland til at forvente, at Danmark skulle være klar til at finansiere og forsvare landet uden også at have kontrollen.

Nogle af de grønlandske kilder, Berlingske taler med, peger på, at Danmark simpelthen skylder.

Grønland blev nemlig aldrig præsenteret for free association-modellen, da øen med meget kort frist blev integreret under den danske grundlov i 1953 – og det, til trods for at modellen også dengang var velkendt og etableret, som DIIS har slået fast.

Andre peger på, at Grønland i praksis har skubbet grænsen mere og mere for, hvad det selv står for af udenrigspolitik, og at en free association-aftale med Danmark egentlig bare er en formalisering af en bevægelse, der ikke kan stoppes.

Og så er det følelsesmæssige argument, som fylder mere, end de fleste danskere ved eller kan forstå.

Mange grønlændere kan slet ikke forstå, at den tidligere koloniherre skulle forvente en modydelse for at hjælpe Grønland til selvstændighed efter det, de opfatter som Danmarks historiske overgreb på landets befolkning.

Pele Broberg, da han var Grønlands udenrigsminister. I dag leder han selvstændighedspartiet Naleraq, som ved sidste valg fik halvt så mange stemmer som regeringslederens parti, IA.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Lederen af selvstændigheds- og oppositionspartiet Naleraq, Pele Broberg, mener direkte, at Danmark er internationalt forpligtet til at støtte økonomisk indtil et selvstændigt Grønland kan stå helt på egne ben.

Ikke alle er enige i hans tolkning af FN-resolutioner. Men som han læser dem, må økonomi og social- og uddannelsesmæssig uparathed aldrig bruges til at udskyde selvstændighed.

Han læser også, at når det gælder free association, skal tidligere kolonimagter hjælpe til selvstændighed, også hvis det tager lang tid.

»Vi har set andre lande give 25 års bloktilskud og lignende. At danskerne ikke vil det, er mig helt uvedkommende. Vi har en plan A, B, C og D med eller uden bloktilskud, for vi behøver det ikke med det massive spild af penge, vi har i det offentlige,« siger Pele Broberg.

Kommentator: Han vil fremskynde forhandlinger

Ingen af de kilder, Berlingske har talt med, kan dog – uanset hvor mange gange de læser nytårstalen – afkode, hvordan Múte B. Egede ser vejen til free association.

Regeringslederen taler om, at det i næste valgperiode er på tide at tage et nyt stort skridt for Grønland, og han taler om at frigøre sig fra »kolonitidens lænker«.

Men der står ikke noget om, hvad det indebærer, og i hvilken rækkefølge processen skal foregå.

Den politiske kommentator Ineqi Kielsen tror dog, at der kan være noget afgørende under opsejling, hvis Múte B. Egede også er landsstyreformand efter det kommende valg, som senest bliver i starten af april.

»Jeg tror, han lægger op til en afgørelse om, at vi skal fremskynde forhandlinger med Danmark. Vil befolkningen det? Skal vi fortsætte med de lænker, vi har? Det er nærmest ordret det, han siger,« siger Ineqi Kielsen.

Når Grønland tidligere har talt om at forhandle en free association-aftale med Danmark, har svaret været, at Grønland skal være selvstændig først.

Det har effektivt stoppet processen, for nærved ingen grønlandske politikere tror, de kan få befolkningen med på at gamble med bloktilskuddet.

Det beløber sig lige nu til 4,1 milliarder kroner. Regningen for danskerne kommer op på 5,7 milliarder kroner, når driften af samfundsområder, Danmark stadig har ansvaret for, regnes med.

Tilsvarende er tanker om at stemme om det nu færdige grønlandske forfatningsudkast blevet stoppet.

For Danmark har tidligere gjort klart, at selvom der blev indbygget forsinket ikrafttræden, så det først gælder efter en selvstændighed, vil en vedtagelse blive betragtet som en de facto udmeldelse af Rigsfællesskabet og medføre aftrapning af bloktilskuddet over få år.

Ineqi Kielsen vurderer, at nytårstalen er udtryk for, at Múte B. Egede er træt af, hvad han opfatter som konstante hindringer for at varetage Grønlands interesser i udlandet, manglende dansk selverkendelse om kolonitiden og konstante snubletråde for, at Grønland kan stå på egne ben.

»Jeg tror, det er en udviklingsproces hos ham som regeringsleder og i hans selvbevidsthed om hindringerne for selvstændighedsprocessen,« siger Ineqi Kielsen.

Han tvivler på, at det er valgretorik – i hans øjne er det en dybfølt frustration. Og et signal til befolkningen om, at regeringslederen mener, at selvstændighedstoget skal sætte farten op.

»Han snakker nærmest direkte til befolkningen og siger; vi skal ikke behandles på den her måde – vi skal behandles med respekt. Og bliver vi det ikke, må vi tage stilling til, om vi gider det cirkus mere,« siger han.

Forsker: Trump giver mulighed for at presse Danmark

Med til billedet hører, at Grønlands økonomi vokser en lille smule hvert år, hvormed bloktilskuddet fylder mindre og mindre. 

Lige nu dækker det en tredjedel af, hvad det koster at drive den offentlige sektor i Grønland, og håbet er, at et turisteventyr kan bringe andelen yderligere ned.

Grønland i midten

USA vil med Donald Trump ved roret igen diskutere ejerskabet af Grønland. USAs interesse skyldes især Grønlands placering i Arktis mellem Canada, Alaska og Rusland. Både sikkerhedspolitik og økonomi spiller en rolle.

Så er der USAs kommende præsident Donald Trumps ønsker om at eje og kontrollere øen, som Grønland klart afviser.

»Trumps fremfærd skræmmer selvfølgelig befolkningen. Men jeg tror, Grønland kan bruge det til at diversificere samarbejdspartnerne og øge væksten. Grønland er jo allerede mere kendt nu end for tre uger siden,« siger Ineqi Kielsen.

Hertil bør Grønland kunne bruge det i lukkede forhandlinger med Danmark, vurderer DIIS’ Ulrik Pram Gad – også selvom Nuuk og København udadtil står sammen mod USA.

»Man har bygget et pres op på Danmark med de her kolonitidssager, som den danske regering har været nødt til at håndtere. Og nu kommer det her eksterne pres. Så hvis Grønland ikke i den her situation kan få noget goodwill ud af Danmark til en ordning, der er mere fællesskab og mindre Rige, så kan de nok aldrig,« siger han.

Han peger på, at Danmark altid har haft en firkantet holdning til, at Grønland skal have en selvbærende økonomi for at være en »rigtig« selvstændig stat.

Andre steder i verden, herunder i landeparløb om free association-aftaler, har man en helt anden opfattelse af, hvad en nation er. Heriblandt i USA. 

Men Grønland vil hellere have free association med Danmark – og Danmark er måske også ved at indse, at kontrollen med Grønland kan give flere besværligheder end fordele.

»Jeg tror, håbet er, at Danmark, når det kommer til stykket, vil give sig på det, og det er spændende, hvor klart formuleret det bliver af de grønlandske politikere i den kommende valgkamp. De bliver nødt til at beskrive, hvad der skal være i sådan en aftale,« siger han.

Ulrik Pram Gad er dog ikke overbevist om, at grønlandsk selvstændighed er nær så overhængende, som man har kunnet læse i danske medier efter Múte B. Egedes nytårstale.

I hans opfattelse kan en nystiftet grønlandsk ekspertkommission, som skal belyse, hvordan det i praksis skal foregå, hvis Grønland skal aktivere Selvstyrelovens mulighed for selvstændighed, også vise sig at være en syltekrukke.

»Der er ikke en en-to-tre-klar plan på, at sådan bliver vi selvstændige. Men det er et forsøg på at bygge noget op, der involverer vælgerne, og som man kan få danskerne med på, både hjulpet og presset af Trump,« siger han.

FAKTA

Det sagde Grønlands regeringsleder

---

Múte B. Egedes fulde nytårstale kan læses her. I indledningen sagde han blandt andet:

»Nye muligheder forpligter os til fornyet arbejde for at forbedre og forme vor fremtid og vort land.

I lighed med resten af verden, specielt med vore nabolande og venner, må vi nu tage skridt til at udvikle et stærkere samarbejde.

Det er nu blevet tid til at tage det næste skridt for vort land. Ligesom andre lande i verden må vi arbejde for at fjerne de hindringer for samarbejde – som vi kan betegne som kolonitidens lænker – og bevæge os videre.

Historien og de nutidige forhold har vist, at vort samarbejde med Kongeriget Danmark ikke har formået at skabe fuld lighed, og hvis vi stadigvæk skal tage udgangspunkt i den danske grundlov, kan der ikke skabes et ligeværdigt samarbejde.

Det er på tide at vi selv tager et skridt og former vor fremtid, også med hensyn til hvem vi skal samarbejde tæt med og ligeledes hvem der skal være vore handelsforbindelser. For vort samarbejde med andre lande, og vore handelsforbindelser, kan ikke alene blive ved med at ske via Danmark.«

https://www.berlingske.dk/indland/hvad-vil-groenland-egentlig-selv-beholde-dansk-tilskud-og-forsvar-men