VOR TIDS RACISTER OG FASCISTER

 

” Man er ikke antisemit, fordi man ikke bryder sig om jøder, erklærede den ansete religionsforsker, filosof og rabbiner, Dr. Jonathan Sacks” i sin tale til EU-Parlamentet i 2016.

” Vi har jo alle sammen nogen, vi af en eller anden grund ikke kan lide”, fortsatte han, ” men hvis man ønsker at fratage jøder rettigheder og friheder, som andre mennesker har, er man antisemit”. Her mente dr. Sacks retten til livet, til arbejde, til ejendom og retten til at tro, tænke og udtrykke sig frit.

Hermed frikender Sacks vores medfødte, biologiske varslingssystem, der intuitivt drager os mod nogle mennesker, men frastødes af andre. Ofte uden påviselig grund.

Vi tiltrækkes og væmmes instinktivt på samme måde, som dyr uden egentlig årsag kan vise spontan glæde eller aggression mod andre dyr eller mennesker. Man er således ikke racist, bare fordi man ikke kan lide nogen.

Kun hvis man ønsker at skade eller undertrykke sine anderledes medmennesker. Ikke desto mindre er etiketten ’racist’ noget, vi hæfter på dem, vi ikke er enige med, fordi er man først stemplet som racist – eller endnu værre – islamofob, er man dømt ude af den offentlige debat og det gode selskab.

Hvis man er imod, at Danmark importerer klienter fra islamiske kultursamfund, er man racist. Hvis man kritiserer, at det ifølge finansministeriet koster over 90 milliarder kroner om året i overførselsindkomster til migranter uden for arbejdsmarkedet, er man racist. 

Hvis man ønsker fængselsdømte migranter udvist, er man racist. Skriver man kritisk på de sociale medier om de militante bevægelser Black Lives Matter og LGTB+, er man racist og udelukkes fra at ytre sig.

Så lad os prøve dr. Sacks’ racisme-lakmusprøve på os danske: ønsker vi at likvidere sorte og brune mennesker? Ønske vi at fratage muslimer deres tro, deres frihed og deres borgerrettigheder?

Ønsker vi at begrænse muslimers ret til at arbejde? Vi kan svare nej til det hele.

Tværtimod ser vi gerne, at flere migranter fra islamiske kultursamfund slap vandpiben og søgte ud på arbejdsmarkedet, så smeden, sygeplejersken og kassedamen ikke fortsat skal finansiere deres selvvalgte lediggang.

Vi kan således frikende det store flertal af danskere for racisme, men nok ikke for det snæversyn og den intolerance, der bor i os alle. Der er mange, der væmmes ved erhvervsledere, NATO-officerer og borgerlige politikere. Og der er også mange, der afskyer mennesker, der lugter af hvidløg, cyklister og udlændinge fra de varme lande.

Specielt de alternativt pigmenterede.

Det er naturligvis usympatisk og kritisabelt, men sådan er den menneskelige natur nu engang. Vi er ikke alle lige flinke og forstående. Men det gør os ikke til racister, skal vi hilse og sige fra Jonathan Sacks, en af sin generations mest betydningsfulde moralister. Og at et overvældende flertal af danskere afviser og fordømmer den islamiske samfundsmodel, gør os ikke til racister. Det gør os til antifacsister.

 Heldigvis er de tre store fascistiske bevægelser, kommunismen, Italo-fascismen og nazismen lagt i graven og kommer ikke igen. Alligevel fyger luften med beskyldninger om fascisme og nazisme, som især rammer de europæiske grundborgerlige partier som tyske AFD og det franske Rassamblement National til trods for, at begge partiers politiske programmer er fast forankret i forfatning og den demokratiske retsstat. 

Også USA’s kommende præsident har i otte år måttet leve med at fjendtlige medier og politikere har ’trukket nazi-kortet’, som det hedder på moderne vulgær-dansk.

Trumps indvielsestale i januar 2017 blev af tv-kanalen ABC kommenteret med, at ” man kunne høre suset fra tredivernes Tyskland”, og den kommende præsidents store valgmøde i Madison Square Garden i oktober blev i medierne direkte sammenlignet med Hitlers grandiose partikongresser i Nürnberg.

Det er således uhyre let at blive hængt ud som fascist af medier og politikere, der ikke aner, hvad de taler om.

Sovjetkommunismen er al fascismes moder. Benito Mussolini, hvis parti kom til at lægge navne til fascismen som begreb, var som sin far glødende kommunist.

Han gjorde karriere i partiet, blev redaktør af partibladet ’Klassekampen’, men blev smidt ud af kommunistpartiet efter en lang række stridigheder. Mussolini syntes om kommunismens totalitære styreform, men lagde efterhånden afstand til parolen om proletariatets diktatur, da han havde visioner om en genrejsning af det romerske imperium med ham selv som en ny tids Cæsar. Uden sovjetkommunismen havde der ikke været et italiensk fascistparti eller Tysklands nationalsocialistiske parti.

De tre fascistiske bevægelser var ganske vist forskellige, men havde nogle afgørende fællestræk: en ideologisk bevægelse, der med udgangspunkt i en totalitær, centralstyret stat forfølger, undertrykker og myrder sine egne borgere, ikke for, hvad de har gjort, men for, hvad de er.

Sovjetstaten likviderede fire millioner ukrainske husmænd, fordi de ejede en stump jord samt millioner af officerer, embedsmænd og intellektuelle, der blev dødsdømt som ’fjender af staten’. Mussolini fængslede socialister og fagforeningsfolk, og Hitler foranstaltede folkemordet på jøderne samt massedrab på seksuelle minoriteter, sigøjnere og psykisk syge kun, fordi de nu engang var det, de var.

Til trods for, at der i de vestlige demokratier ikke findes hverken partier eller grupperinger, der identificerer sig med fascismens grusomme ideologi, har pressen, politikere og sociale medier let til anklager eller hentydninger, der sætter fascistetiketten på folk, vi ikke kan lide.

Den vaskeægte fascisme lever dog i bedste velgående i Nordkorea, men også i den islamiske ideologi, der lever helt op til definitionen.

Sagesløse jøder og kristne i de islamiske lande er næsten alle fordrevet, fordi islam anser dem for undermennesker og uværdige.

Islam forudsætter et totalitært styre med begrænsede eller ingen rettigheder for ’vantro’, som reelt er fredløse i flere islamiske samfund som for eksempel Pakistan.

Vores kollektive ængstelse forbyder os imidlertid at se disse kendsgerninger i øjnene. I stedet har vi udnævnt islam til kærlighedens og fredens religion.

’Lev med det’, som det hedder i Christiansborg-jargonen.

Åh ja, det gør vi så. Hellere end gerne.

Og takker rørt for dialog-kaffe.

24. november 2024

Asger Aaamund

Indlægsnavigation

 

HVORFOR RIGSRET ?

HVORFOR IKKE LANDSSKADELIG VIRKSOMHED ?

Landsforræderi, højforræderi, traditionel betegnelse for grove forbrydelser mod et land eller de øverste statsmyndigheder. I Danmark kan landsforræderi fx være handlinger, der har til formål at bringe den danske stat helt eller delvist under fremmed herredømme eller at løsrive en del af staten ved hjælp af udenlandsk bistand eller ved magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse.

Omfattende sabotage, produktionsstandsning eller trafikstandsning med samme formål straffes ligeledes som landsforræderi efter Straffelovens § 98. Ordet landsforræderi benyttes ikke i loven.

Det videre begreb landsskadelig virksomhed, som oprindelig blev benyttet i Straffelovstillægget af 1945 (se Forræderiloven og retsopgøret i Danmark), dækker desuden over anstiftelse af krig eller besættelse, bistand til fjenden ved krigstjeneste, angiveri, propaganda, værnemageri, spionage samt anden bistand til fremmed efterretningsvæsen.

Reglerne om såvel landsforræderi som landsskadelig virksomhed står i Straffelovens kapitel 12, som blev omarbejdet og udvidet i 1952 under indtryk af Besættelsen 1940-45. Visse af straffebestemmelserne beskytter tillige danske forbundsfæller; straffen kan blive livsvarigt fængsel.

Kommentar:

Jeg er ikke jurist, men når man kigger godt og grundigt på Danmarks statsminister Mette Frederiksen og hendes udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, vil jeg vove den påstand at de vil kunne dømmes for direkte landsskadelig virksomhed. Det må være landsskadeligt at man involverer sig i krigen i Ukraine, forærer milliarder væk til slyngelstater i både Mellemøsten og Afrika. Det hele uden dem der betaler pengene – de danske skatteborgere er blevet spurgt.

Den arbejdsdygtige danske befolkning arbejder direkte som slaver / skaffere for en regering, hvis top udelukkende bruger danske skattekroner på områder, hvor det samtidig kan befæste deres personlig ønsker om job i udlandet

Samtidig skal man ike glemme at Danmark, rent faktisk deltager i krigen i Ukraine, dermed ændrer strafferammerene sig, således at man for landsskadelig virksomhed / landsforræderi kan idømmes livsvarigt fængsel.

Dette er dog udelukkende min personlig mening ud fra ren fornuft, men jeg er, som sagt, ikke jurist så jeg ser sikkert ikke en masse passende undtagelser, men jeg synes efterhånden at man bør tænke langt mere over hvad det egentlig er vore politikere har gang i.

https://lex.dk/landsforr%C3%A6deri

 

Europa svigter jøderne

I aften kl. 19:15 markeres årdagen for Krystalnatten - som blev starten på holocaust - foran den jødiske ambassade. I dag kommer truslen mod Europas jøder fra islam, mener B.T. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) 

Jøder, der bliver jagtet gennem gaderne. Jøder, der trygler deres overfaldsmænd om at stoppe. Jøder, der springer i byens iskolde kanaler for at undgå tæsk.

I aften kl. 19:15 markeres Krystalnatten foran den jødiske synagoge i Krystalgade i København. En synagoge som er bevogtet af danske soldater året rundt.

Det samme gælder Carolineskolen – den jødiske skole i København. Den er bevogtet af bevæbnet politi og har flere gange været udsat for antisemitisk graffiti.

Vi har vænnet os til, at det er nødvendigt at have politi til at beskytte jødiske børn i Danmark.

Det er jo vitterligt vanvittigt.

Krystalnatten den 9. november 1938 var startskuddet til nazisternes holocaust, som endte med at koste 6 millioner jøder livet.

Efter anden verdenskrig sagde vi kollektivt i Europa – Aldrig mere!

Men aldrig mere er lige nu.

For beskrivelsen af jøder som må flygte gennem gaderne og hopper i byens iskolde kanaler for at undgå tæsk er ikke fra 1938.

Det var virkeligheden torsdag aften i Amsterdam. En hovedstad i Europa.

Vi er nødt til at kunne tale åbent og ærligt om, hvem som står bag den antisemitisme, som ikke er set voldsommere i Europa siden 1940erne.

Den kommer fra islam, og det er muslimer, der udgør truslen mod Europas jøder.

Det kan ikke benægtes og det bør ikke benægtes i et eller andet misforstået hensyn. For benægter vi det, så svigter vi det løfte, som vi gav efter anden verdenskrig.

Det er selvfølgelig langt fra alle muslimer, som er antisemitiske, og de fleste muslimer kunne ikke drømme om at udøve vold.

Men det var også kun et fåtal af tyskerne som deltog i udryddelsen af jøderne under anden verdenskrig.

Det var endda kun et lille mindretal af nazisterne, som deltog aktivt i forfølgelsen og udryddelsen af jøder.

Det faktum har jo ikke forhindret os i at tale om antisemitismen i Tyskland i 1930erne og 1940erne af frygt for, at vi kom til at støde det kæmpe flertal af tyskere, som ikke havde noget med Holucaust at gøre.

Islam har en antisemitisk understrøm.

Et eksempel på det er fra Hadithen, altså de nedskrevne overleveringer af, hvad muslimernes profet, Muhammed, sagde og gjorde.

Ifølge den sagde Muhammed:

»I vil kæmpe mod jøderne, og når så en af dem gemmer sig bag en sten, vil denne sige: 'Du Guds tjener! Det, der er bag mig, er en jøde. Dræb ham!'«

Der er mange andre eksempler på antisemitisme i islams tekster.

Pointen er, at vi ikke kommer uden om, at islam er en del af problemet.

De muslimer, som ønsker at udøve antisemitismen kan finde teologisk dækning for det i islams tekster.

Tekster som efter koranloven endda nyder en helt særlig beskyttelse i dansk lov.

Hvis vi i Europa skal leve op til det løfte, vi gav vores jødiske medborgere efter anden verdenskrig - hvilket vi naturligvis skal - så er vi nødt til at erkende, at indvandringen fra Mellemøsten skal stoppes.

Vi kan i Europa ikke have et stort mindretal af muslimer uden også at have antisemitisme.

Jøder forlader allerede Europa i stor stil og mange overvejer det. 

Det skyldes ikke kun antisemitisme. Men det er en af de væsentlige årsager. 

Vi kan simpelthen ikke tillade, at islam lykkes med at gøre nazisternes arbejde færdigt – at gøre Europa fri for jøder. 

Der er åbenlyst ikke tid til at vente på, at muslimerne tager et hårdt opgør med antisemitismen i egne rækker.

Det kommer næppe til at ske.

Den erkendelse er simpelthen nødt til at indfinde sig.

https://www.bt.dk/debat/bt-mener-europa-svigter-joederne

 

Mona Juul kalder Mette Frederiksen for 'hamrende usympatisk' og får opbakning

Mona Juul (KF) og statsminister Mette Frederiksen (S) efter statsministerens spørgetime i Folketingssalen på Christiansborg, København, tirsdag den 5. november 2024. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix .

De Konservatives formand Mona Juul får opbaking fra sine folketingskollegaer, efter statsminister Mette Frederiksen (S) skældte hende ud i Folketingssalen.

Selv kalder Mona Juul statsminister Mette Frederiksen for »hamrende usympatisk«.

I et opslag på X skriver den konservative formand, at statsministeren begyndte at angribe hende, efter hun ville have regeringen til at finde halvanden million kroner til en sorgorlov til forældre, der mister deres børn.

Udover at tage en alvorssnak med statsministeren i Folketingssalen efter debatten, skriver Mona Juul:

»I stedet for at svare begyndte hun at angribe mig og resten af blå blok. Og så var der vist også noget med min privatøkonomi. Jeg forstod ikke helt sammenhængen, må jeg indrømme.« 

»Men hvor er det hamrende usympatisk, at man som statsminister ikke kan forholde sig menneskeligt til en lille sag, som betyder alt for nogle få danskere,« skriver Mona Juul på X.

Mette Frederiksen kommenterede Mona Juuls privatøkonomi under debatten om sorgorloven.

Det er et forslag, som vil koste halvanden millioner kroner om året og kan hjælpe ti familier, som er i en sådan situation, lød det i debatten. Juul ville vide, om statsministeren kunne støtte forslaget fra De Konservative.

Mette Frederiksen mente, at De Konservative kunne tage forslaget med ind til de igangværende forhandlinger om næste års finanslov. Og i samme forbindelse kommenterede Mette Frederiksen på Juuls privatøkonomi.

»Selv om fru Mona Juul ynder at fortælle historien om, at fru Mona Juul er helt ny i politik og ikke er underlagt samme regler og restriktioner, som vi andre er, og i øvrigt må jeg forstå, er så rig, at fru Mona Juul kan forlade politik med det samme, så ved fru Mona Juul godt, at det er i en finanslov, at vi tilrettelægger den økonomiske politik,« lød det fra Mette Frederiksen blandt andet.

Mette Frederiksen opfordrede derefter Mona Juul til at »blive ved bordet og kæmpe for de her mennesker«.

Udover Mona Juuls svada på det sociale medie har flere opositionskollegaer støttet op om den konservative formand. 

Pernille Vermund bakker sin kollega fra blå blok op og skriver, at statsministeren udviser underskud og temperament.

»Med det underskud og temperament, Mette Frederiksen udstillede under spørgetimen i dag, er det vist meget godt for verdensfreden, at hun ikke blev generalsekretær i NATO. “Vor herre til hest…”,« skriver den tidligere leder af Liberal Alliance.

Partikollegaen Mai Mercado fra De Konservative kalder statsministerens ord for både grov og nedsættende.

»Hold da op et underskud i dagens spørgetime. Den måde, Mette Frederiksen taler til partilederne på, er både grov og nedsættende. Forældre, der skælder ud, ville ikke engang tale så grimt til sine egne børn. Det her er brændt helt sammen,« skriver Mai Mercado.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt beskylder statsministeren for at bruge den retorik, der skal bruges til at lave klip til sociale medier.

»Mette Frederiksen var i dag taget til spørgetime i Folketingssalen for at lave SoMe-klip. Fair. Det skal hun så få,« skriver partilederen.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, giver ikke meget for Juuls kritik af statsministeren.

»Det er hende selv, der har bragt sin privatøkonomi, sin egen formue, i spil,« siger han om Juul.

»Hun har indirekte sagt, at jeg og andre politikere er i politik for pengenes skyld, og at hun bare kan sige tingene, som hun synes, de er, fordi hun har nok penge selv,« siger Rabjerg Madsen, som dog tilføjer, at han generelt oplever Juul som en 'god kollega, der byder ind med mange ting'.

https://www.bt.dk/politik/mona-juul-kalder-mette-frederiksen-for-hamrende-usympatisk-og-faar-opbakning

 

Formand for sig selv

Vi har det efterhånden vanskeligt med Folketingets formand. Foto: Jens Dresling

VI HAR DET efterhånden vanskeligt med Søren Gade (V). 

Faktisk så svært, at vi spørger os selv, om han er værdig til at beklæde nationens øverste embede. Måske er det bare os på Ekstra Bladet, men vi synes, der bør være en vis taktfuldhed forbundet med at være formand for Folketinget. Dertil kommer, at personen, der beklæder og forvalter hvervet, bør være hæderlig uden for enhver tvivl. Kan man sige det om Gade?

Vi tvivler. 

EKSTRA BLADET BRINGER i dag et udpluk af 'Sørens Gade-uorden' i hans to år som formand. Særligt foruroligende står sagen om, at Folketinget ved en fejl udbetalte i omegnen af fem millioner kroner i skattefri kørselsgodtgørelse til bestemte politikere. Her forventede vi, at de folkevalgte ville gå bodsgang, betale tilbage og fremover følge loven. Og dertil at Folketingets formand helt indlysende ville bede de involverede politikere herom. 

Men med formand Søren Gade i spidsen fremsatte Tingets præsidium i stedet et lusket lovforslag, der skulle lovliggøre det ulovlige med tilbagevirkende kraft i 12 år. Først da vi havde skrevet om, at en lille gruppe politikere nu ville lave favorable skatteregler for sig selv, blev forslaget trukket tilbage. 

ER DET VIRKELIG SØREN Gades tilgang til sit embede?

En 'går den, så går den'-tilgang? 

Da han for to år siden blev indsat som formand for Folketinget, udtalte Søren Gade ellers: - Jeg er opmærksom på, at jeg som formand hele tiden skal gøre mig fortjent til tilliden gennem min adfærd og mine handlinger. 

Vakler vores tillid til Søren Gade, er han sikkert både afholdt og højt værdsat i sin bank. Ud over formandslønnen svarende til statsministerens har han tillige fastholdt bestyrelsesposter, en formand for Folketinget bør fratræde. F.eks. som formand for bestyrelsen i Esbjerg Havn til 300.000 kr. om året. 

MAN KAN DERTIL have Søren Gade mistænkt for ikke at have forstået den uegennyttighed, ydmyghed og pligt, som hans embede bør fremmane. Eller også gør han. Og så meget desto værre, må vi konstatere. I 2021 vedtog alle Folketingets partier - undtagen Nye Borgerlige - at der skal udarbejdes en udredning om den fatale krig i Afghanistan. 

SØREN GADE ER hovedpersonen, når det gælder at udrede fiaskoen. Han var forsvarsminister fra 2004 til 2010. Nu nægter han at lade sig interviewe af undersøgerne. En tilgang så arrogant og selvisk, at han med denne modarbejdelse af et klart folketingsflertal er i åbenlyst klammeri med hvervet som demokratiets øverste figur. 

VI ER SÅLEDES IKKE overraskede over, at Søren Gade ikke vil svare på vores undren. Han synes primært at anvende landets højeste embede som en ret til at være hævet over alle os andre. Og det på trods af at opgaven i al redelighed er det modsatte.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/formand-for-sig-selv/10424778

 

Manden bag jernmasken

Portræt. Israel har gjort elimineringen af Hamas-lederen Yahya Sinwar til et af de vigtigste mål i sin igangværende krig i Gaza. Nu er han død. Men hvem var Sinwar egentlig?

En kølig februardag i 1988 vandrede Yahya Sinwar gennem en frodig plantage i Gaza, tvunget af israelske agenter fra Shin Bet, Israels efterretningstjeneste for intern sikkerhed.

Sinwar indtog den dag en besynderlig rolle – han var en slags turguide for sine fjender. Uden tøven førte han agenterne langs stier i plantagen og pegede roligt på de steder, hvor han havde myrdet og begravet palæstinensiske informanter, der havde samarbejdet med israelerne.

»Jeg er klar til at fortælle jer alt – alt om ting, jeg har gjort, men aldrig talt om,« sagde Sinwar.

Denne åbenhed kom ikke som et chok. 

Arkivfoto: Ibraheem Abu Mustafa, Scanpix

Cirka tre år tidligere, i 1986, havde den 25-årige Sinwar i tæt samarbejde med Sheikh Ahmed Yassin, Hamas’ grundlægger, skabt en hemmelig organisation med et klart mål: at opspore og eliminere palæstinensere, der samarbejdede med Israel. Den skulle være Gaza's egen efterretningstjeneste, et spejlbillede af Shin Bet, med ansvaret for enklavens interne sikkerhed.

»Jeg besøgte ofte Ahmed Yassin dengang,« forklarede Sinwar senere om denne tid.

»Vi talte om Gaza, islam og de palæstinensere, der forrådte deres egne ved at samarbejde med Israel. Vi besluttede at samle information om kollaboratører og dem, der gik imod islam. Gaza blev opdelt i zoner, og moskeer fungerede som hemmelige samlingssteder, hvor oplysninger blev udvekslet,« forklarede han ifølge dokumenter, der nu opbevares i Israels Højesteret i Jerusalem.

Efter den dystre vandring i plantagen blev Yahya Sinwar anholdt og bragt til afhøring. Under det flere timer lange forhør leverede han detaljerede beskrivelser af mordene på kollaboratørerne. Han viste ingen tegn på anger, tværtimod var han stolt over sine handlinger, som han betragtede som retfærdige, nødvendige og dydige.

En af de palæstinensere, Sinwar opsporede, var en vis Rasmi Salim.

»Vi kørte i en hvid Peugeot, standsede ved Rasmi, fangede ham og tvang ham ind i bilen,« forklarede Sinwar under afhøringerne.

»Efter at have afhørt ham, tilstod Rasmi, at han havde forbindelser til den israelske efterretningstjeneste gennem en mand ved navn Abu Rami. Han tilstod også, at han lokkede kvinder ind i sin butik og udnyttede dem seksuelt.«

Sinwar og hans mænd kørte Rasmi til et øde sted i byen Khan Yunis uden at afsløre deres hensigter. Her fik den formodede kollaboratør en klud for øjnene, og blev skubbet ned i en grav. Sinwar kvalte ham med bare næver.

»Vi svøbte hans lig i et hvidt klæde og fyldte graven. Rasmi vidste, at han fortjente at dø,« erindrede Sinwar koldt under afhøringen.

En anden hændelse involverede Adnan Safur, endnu en gazaner, som var under mistanke for at samarbejde med Israel. Sinwar kidnappede ham med en pistol i ryggen, afhørte ham og sluttede med at kvæle ham med en palæstinensisk kefije. Kefijen – det palæstinensiske tørklæde – symbolet på palæstinensisk modstand og national identitet – blev det sidste, Safur så, inden plantagen blev hans grav.

Sinwar beskrev også andre mord. En formodet informant døde af hjertestop under Sinwars afhøring. En anden, Hussein al-Sir, en velhavende palæstinenser fra Khan Yunis, døde da Sinwars pistol gik af, før de nåede frem til bestemmelsesstedet. Sinwar og hans folk begravede ham i hast, og rensede bilen bagefter.

For disse drab og to drab på israelske soldater blev Yahya Sinwar i 1989 idømt fem livstidsdomme. Hans tid i fængslet blev skelsættende – både for ham, for Gaza, Israel og Mellemøsten. Det var her, han forvandlede sig til den kommende arkitekt bag den skæbnesvangre 7. oktober.

Fangen

Yahya Sinwar – også kendt som Abu Ibrahim – blev født i 1962 i en flygtningelejr i Khan Younis, Gaza. Hans familie, som så mange andre palæstinensiske familier, blev fordrevet under den arabisk-israelske krig i 1948, da israelske styrker indtog deres landsby al-Majdal, som nu er en del af byen Ashkelon i Israel.

Som ung blev Yahya Sinwar hurtigt grebet af en dyb religiøs overbevisning og en brændende vilje til at kæmpe for Palæstinas sag. Allerede som 20-årig, i 1982, blev han arresteret for undergravende aktiviteter.

Tre år senere, i 1985, blev han endnu engang kastet bag tremmer. Det var her, han mødte sin mentor, Sheikh Ahmed Yassin, Hamas' grundlægger, som skulle forme Sinwars skæbne og bane vejen for hans fremtidige rolle som en af bevægelsens mest frygtede ledere.

Det var dog først under hans lange fængselsophold fra 1989 til 2011, at Sinwar for alvor udviklede sig. Her, blandt de mest indflydelsesrige palæstinensiske fanger, styrkede han ikke blot sin ideologiske overbevisning, men også den strategiske tænkning, der senere skulle gøre ham til en central skikkelse i Hamas' politiske og militære ledelse.

Israelske forhørledere og fængselsbetjente har gennem årene fremhævet Sinwar som intelligent, karismatisk og frygtløs. Selv som fange optrådte han intimiderende over for israelerne, og kunne finde på at deklamere, at han en dag ville komme ud af fængslet, bytte plads, og afhøre dem som hersker.

»Han var frygtløs og skjulte aldrig sin hensigt om at dræbe Shin Bet-betjente,« sagde en Shin Bet-forhørsleder senere.

»Du kunne se det i hans øjne. Han var vores fange, men han hånede os uden frygt. Han forstod psykologisk krigsførelse allerede dengang. Som fange stod han foran dig og bandede og truede dig,« sagde en Shin Bet forhørsleder til den israelske avis, Haaretz, i april.

Sinwars tid i fængslet er blevet legendarisk, ikke kun i Gaza, men også i Israel. Hans stædighed og dedikation imponerede medfangerne, der så et idol i ham. Flere gange forsøgte han at flygte, blandt andet ved at grave et hemmeligt hul i gulvet i sin celle, fast besluttet på at bryde fri.

Medfangerne respekterede også hans brutalitet og snuhed. Selv fra fængslet fortsatte han sin nådesløse jagt på kollaboratører. Israelske myndigheder mistænker ham for at have stået bag drabet på mindst to medfanger, som han mente havde forrådt ham. Deres sønderskårne kroppe blev kastet ud af cellerne med en besked til vagterne:

»Tag hundenes hoveder,« stod der.

Selvom Sinwar var bag tremmer, holdt han stadig kontakt med Hamas-ledere, smuglede mobiltelefoner ind og brugte besøgende til at sende beskeder til Gaza. Han opfordrede ofte til at kidnappe israelske soldater, idet han vidste, at gidsler kunne bruges som magtfulde brikker til at forhandle palæstinensiske fanger fri. Han forstod tidligt, hvor langt israelerne ville gå for at få deres soldater hjem.

»Tilfangetagelsen af en israelsk soldat er for en fange det bedste håb i universet. Det åbner en livline, som kan bringe én tilbage til friheden,« reflekterede Sinwar senere.

Forfatteren

Men der var mere end blot brutalitet i Yahya Sinwar.

I de lange år bag tremmer kastede han sig også over intellektuelle aktiviteter.

Fra 1995 og syv år frem fordybede han sig i studier ved Israels Åbne Universitet. 

Dagene i fængslet blev til en stille kamp mod monotonien, og gennem bøgerne fandt han en flugt. Han lærte hebraisk, studerede jødernes historie om Første og Andet Tempel, rabbinerperioden, holocaust og zionismens rødder. Samtidig læste han statskundskab, hvor han lærte om magtens dynamikker og det israelske demokrati.

Efter at have afsluttet den første intellektuelle kamp, kastede han sig over en ny: at skrive sin første roman, Tornen og Nelliken.

På trods af fængslets strenge restriktioner fuldførte han værket i løbet af sine 15 år bag tremmer. Med hjælp fra tålmodige medfanger blev manuskriptet smuglet ud i små dele. Som en tue fuld af myrer, bemærker han i prologen, unddrog de sig vagternes årvågne blikke, og romanen nåede frem til Gaza bid for bid.

For Sinwar var denne handling mere end blot en sejr over fængslets begrænsninger. Det blev et stærkt symbol på, at selv de strammeste sikkerhedsforanstaltninger ikke kunne forhindre palæstinensiske fanger i at udtrykke deres ideer og håb. Ingen mission er umulig. Hans succes med at smugle romanen ud understregede hans indflydelse, ikke kun blandt medfangerne, men også i Hamas, hvor hans rolle havde været central, længe før hans navn blev kendt i Gaza, på Vestbredden og internationalt.

I Tornen og Nelliken følger vi en palæstinensisk familie, der i 1967 bor i al-Shati flygtningelejren i Gaza, efter at være blevet fordrevet fra deres landsby under krigen i 1948.

Sinwar forsøgte sågar at dæmpe spændingerne mellem Gaza og Israel i 2018 via en direkte sms-chat på hebraisk med premierminister Benjamin Netanyahu, ifølge den israelske avis Haaretz.

Sinwar åbner fortællingen med hovedpersonens tidligste minder, hvor den 5-årige Ahmed ser sin far grave et beskyttelsesrum under deres hjem under Seksdageskrigen. Familien venter, både håbefulde og frygtsomme, på, at den mægtige egyptiske hær skal komme dem til undsætning, mens de gemmer sig i et primitivt underjordisk skjul.

Men den triumf, de håber på, kommer aldrig. Skuffelsen i 1967 bliver i romanen et symbol på fremkomsten af en ny generation af modstandskæmpere. Et gennemgående tema i Tornen og Nelliken er, at når alle andre muligheder er udtømte, bliver optrapning og vold den eneste vej frem. 

Romanen afslører en dybere filosofi hos Sinwar, som i 1967 selv var 5 år gammel ligesom protagonisten: at en afgørende konfrontation med den israelske besættelse er uundgåelig; noget han beskriver som nødvendigheden af at »ændre ligningen.«

Føreren

I 2011 blev Sinwar løsladt af Israel som en del af en stor fangeudveksling, hvor over 1.000 palæstinensere blev byttet til den israelske soldat Gilad Shalit. Hans yngre bror, Mohammed Sinwar, menes at have spillet en central rolle i tilfangetagelsen af Shalit.

Da Sinwar vendte tilbage til et forvandlet Gaza efter 22 år, indtog han hurtigt en magtfuld position i Hamas.

I 2013 blev han valgt til politbureauet i enklaven, og i 2017 overtog han rollen som leder. I modsætning til ledere som Ismail Haniyeh og Khaled Mishaal, der var vant til verdens bonede gulve og internationale medier i Istanbul og Doha, forblev Sinwar en mindre kendt ansigt uden for Gaza.

Forsoneren

I 2018 signalerede Sinwar en mulig ændring i Hamas' militante tilgang og antydede, at en ny krig med Israel ikke var i nogens interesse.

I et interview fra 2018, som blev offentliggjort i den italienske avis la Repubblica, talte han om den »historiske mulighed for forandring« i regionen og understregede, at ingen havde interesse i endnu en konflikt i Gaza.

»Det, jeg siger, er, at jeg ikke ønsker flere krige. Vi kan ikke vinde i en direkte konfrontation med en atommagt« erklærede Hamaslederen.

Sinwar forsøgte sågar at dæmpe spændingerne mellem Gaza og Israel i 2018 via en direkte sms-chat på hebraisk med premierminister Benjamin Netanyahu, ifølge den israelske avis Haaretz.

I de efterfølgende år styrkede Sinwar sine relationer i regionen, herunder forbindelserne til Egypten, samt en fornyet alliance med Iran. Dette skete efter uenigheder om borgerkrigen i Syrien, hvor Hamas havde støttet oprørerne – i modsætning til Assad og modstandsaksen, som Iran var en del af.

Men så vendte han på en tallerken i 2022.

Med dannelsen af Israels mest højreorienterede regering nogensinde og øgede israelske aktiviteter ved al-Aqsa-moskeen samt signaler om en mulig israelsk normalisering af forholdet til Saudi-Arabien, fik både Sinwar og andre ledere i Hamas nok. De besluttede at mobilisere palæstinenserne og regionen.

Sammen med andre Hamas-ledere advarede Sinwar i december 2022 om en kommende konfrontation. Han gentog truslerne i begyndelsen af 2023. Og så kom den 7 oktober.

Siden har Israels gengældelse været altomfattende: destruktionen af Gaza, invasionen af Libanon og en parade af likvideringer i Gaza, Libanon, Syrien, og Iran mod topfolk i modstandsaksen.

Israels målrettede likvideringer af så mange ledere synes at have svækket Hamas og Hizbollah betydeligt.

Nogle mener, at de to bevægelser ikke længere udgør en strategisk trussel. I hvert fald ikke på mellemlang sigt.

Meget muligt forregnede Sinwar sig med terroraktionen den 7. oktober.

Den amerikansk-palæstinensiske historiker Rashid Khalidi mener, at Sinwar måske havde forventet en langt mere vedholdende reaktion fra palæstinenserne i de besatte områder og håbet på, at Hizbollah, andre Iran-allierede militser og måske endda Iran selv ville gå planken ud, og træde ind i krigen mod Israel.

Ifølge Khalidi ses angrebet den 7. oktober nu som et klart bevis på, hvor begrænset Hamas' forståelse af de regionale og globale dynamikker egentlig er.

»På trods af Hamas’ ledernes strategiske evner i mange henseender lider de under det, jeg vil kalde tunnelsyn,« kom det spydigt fra Khalidi i juni.

Folkets martyr

Manden med tunnelsynet mødte dog ikke sin skæbne i en underjordisk tunnel, som mange havde forventet.

Hvorfor han ikke gemte sig i tunnelerne, men i stedet valgte at stå ansigt til ansigt med de israelske soldater i direkte kamp, forbliver nok et mysterium.

Måske var tunnelerne kollapset under bomberne, måske var forsyningerne svundet ind til ingenting, eller måske var de israelske styrker simpelthen kommet for tæt på. Det kan også være, at han var blevet træt af tunnelernes klaustrofobiske mørke og den krig, der syntes uden ende. Eller måske indså han til, at hans død kunne være den brik, der bragte krigen til en afslutning.

I Gaza blev hans navn de senere måneder forbandet i de daglige samtaler. Mange mente, at han, fra sit skjul i tunnelerne, havde påført dem sult, ydmygelse, sygdom, fattigdom og død – og gemt sig som en kujon.

I Gaza og flere arabiske lande æres han i stilhed som endnu en martyr, der ofrede sit liv i den lange kamp mod det, mange ser som Israels nådesløse undertrykkelse.

Men den fortælling har nu taget en uventet drejning. Den israelske hær begik få timer efter drabet et markant selvmål ved at offentliggøre de sidste øjeblikke af Sinwar liv i en droneoptagelse – noget hæren nu officielt har erkendt.

I videoen ser man Sinwar sidde i en sønderbombet lejlighed, iført militærdragt, omgivet af smadrede møbler og et lag støv. Hans ene arm er væk, men hans blik er uanfægtet, fast rettet mod dronekameraet, med en palæstinensisk kefije viklet om hovedet. Udmattet, men stolt, kaster han et stykke træ mod dronen – en sidste, symbolsk gestus af oprør.

I Jerusalem, Paris, København og Washington, D.C. blev nyheden om hans død modtaget med glæde.

Her bliver Sinwar betragtet som en af de mest modbydelige terrorister i moderne tid. En brutal morder, der koldblodigt havde dræbt både sine egne og uskyldige israelere, for til sidst at møde en patetisk død.

I Gaza og flere arabiske lande æres han i stilhed som endnu en martyr, der ofrede sit liv i den lange kamp mod det, mange ser som Israels nådesløse undertrykkelse.

For mange arabere og muslimer døde han på slagmarken – en bedrift få ledere opnår i dag – og han har nu indtaget sin hædersplads i Allahs pantheon, side om side med de helte, der faldt før ham.

Vil hans død afslutte krigen? Det kan ingen forudse. Men man kan forestille sig, at når også Yahya Sinwars bror, Mohammed Sinwar, der nu leder Hamas, bliver dræbt, vil en ny generation af Hamas-krigere træde frem. Måske venter de allerede i tunnelerne under Gaza eller i israelske fængselsceller.

Men vækkelsen finder sted i begge lejre. Om Sinwar forstod det til sidst eller ej, har han også vakt noget i israelerne.

Hamas-lederen blev dræbt af en israelsk infanterisoldat med blot ni måneders tjeneste bag sig. Den 7. oktober var den Sinwars banemand endnu ikke trukket i uniform.

Han kom ikke fra Israels legendariske Shaldag-enhed. Han var ikke fra mægtige Mossad. Han var heller ikke fra flyvevåbnet. Det var blot en ung, uerfaren soldat, der satte det endelige punktum for Sinwars liv.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2024-42/udland/manden-bag-jernmasken

Waleed Safi (f. 1984) er historiker fra Københavns Universitet. Han taler fire arabiske dialekter og har gennem en årrække boet i Kairo, Bagdad, Beirut, Istanbul og Ankara. På Weekendavisen skriver han om politik og kultur i Mellemøsten.

wale@weekendavisen.dk

 

Minky:
INDENFOR MURERNE.

»Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive det.« Mette Frederiksen om 7. oktober, Israel, Gaza og det jødiske mindretal. Om et år, der har defineret hendes tid som statsminister.

Lørdag den 7. oktober 2023 skulle Mette Frederiksen til en 60-års fødselsdag. Terrorangrebet i Israel havde været i gang siden morgenstunden, omfanget var stadig uklart. Men statsministeren kunne tydeligt mærke, siger hun, at begivenheden var skelsættende – for Mellemøsten og for Danmark.

»Da jeg gik hen til fødselsdagen, havde jeg det ligesom med 11. september 2001. Det var jo en massakre, det største angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Jeg var ikke i tvivl om, at det ville få vidtgående indflydelse, og at det også ville sætte sig i vores eget samfund,« siger hun.

Vi sidder på Marienborg sidst i september, og Mette Frederiksen er netop kommet tilbage fra FN-samling i New York, hvor Danmark har stemt blankt til en kritisk resolution mod den israelske besættelse. Frederiksen er blandt Israels mest loyale støtter og har været meget tilbageholdende med kritik. Hendes position har formet hendes tid som statsminister, hvilket hun virker helt afklaret med. Ifølge sine kritikere er hun både »børnemorder« og har »blod på hænderne«. I kritikernes øjne udviser hun enorm mangel på empati for palæstinensernes sorg og frustration.

»Der er ingen tvivl om, at det er Europas lod at have et særligt blik på jøder, det har jeg altid følt mig forpligtet af,« siger hun. »Anden Verdenskrig er definerende for min generation, og vi gav et løfte om, at det aldrig måtte ske igen. Det har jeg altid taget meget alvorligt, og det gør jeg fortsat.«

Hun mener ikke, at Danmark »kan placere sig noget andet sted«:

»Israel er et land med en kort historie, men en kort historie har det jødiske folk ikke. Israel har altid haft det svært, og det er indiskutabelt for mig, at resten af verden skal støtte Israel.«

»Ubærligt at se«

Jeg påpeger det åbenbare: Israel har dræbt over 40.000 palæstinensere, hovedparten civile. Forleden udsendte Hamas en liste over døde palæstinensiske børn, og på de første 14 sider med endeløse navne stod et »0« ud for deres alder. Mener Mette Frederiksen stadig, at det forholdsmæssigt er rimeligt i moralsk, menneskelig forstand?

»Det er ubærligt at se lidelserne i Gaza,« siger hun. »Det har Danmark som del af det internationale samfund påtalt mange gange. Det skal vi blive ved med. Men Israel slås mod Hamas, der er fløjtende ligeglade med civile ofre. Det er deres strategi at ofre mange mennesker. Vi må anerkende, at det er en terrororganisation, der ekstremt kynisk skubber gravide, børn, syge, hele hospitaler foran sig. Der er israelernes udfordring, at vi må forvente mere af dem, og derfor må vi bede dem om at tage nogle hensyn, der er nærmest umulige at tage i et legitimt selvforsvar.«

Men, indvender jeg, næsten alle mener jo, at Israel har ret til at forsvare sig selv; mange påpeger blot også, at grænsen for længst er overskredet. Danmark har jo ikke ligefrem stået forrest i kravet om en våbenhvile?

»Det er rigtigt, det har vi ikke, for det ville betyde, at Hamas ville kunne fortsætte deres krigsførelse, mens beskeden til Israel var, at de ikke ville kunne gøre mere,« siger Mette Frederiksen.

Jeg prøver flere gange at udfordre hendes forklaring: Måske er det faktisk, som mange propalæstinensere siger, at der er forskel på menneskeliv? Var 40.000 israelere blevet slået ihjel, ville hun og hele den vestlige opinion da ikke have fundet det helt uacceptabelt?

»Jeg er ikke enig i, at man kan lægge menneskeliv på en forskellig vægt,« siger hun. »Det er udtryk for, at mange af os godt ved, hvor ufatteligt kompliceret det er. Det står ikke i modsætning til at have enorm sympati for de civile i Gaza. På samme måde er det med nye front med Hizbollah, hvor der er mange civile ofre. Her er der også tale om en terrororganisation, hvor vi må kræve, at Israel tager hensyn, som dets fjender ikke tager.«

Mette Frederiksen insisterer på, at hun bliver lige så følelsesmæssigt påvirket af de mange palæstinensiske ofre.

»Personligt vil jeg gerne have mig frabedt at blive beskyldt for at være ligeglad med nogle menneskeliv frem for andre. Jeg meldte mig ind i ANC i Sydafrika, da jeg var 12 år gammel. Det er en meget ærgerlig måde at diskutere det på. Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikeres private hjem. Jeg opfatter meget af den debat som en form for sindelagskontrol, der forhindrer, at man kan diskutere med hinanden. Jeg vil ikke acceptere, at man får ret, fordi man råber meget højt, bruger skældsord, begår hærværk eller kommer med dødstrusler.«

»Det skal tvinges igennem«

Man siger, at udenrigspolitik ikke bestemmer folks virkelige politiske interesser, men det seneste år har vist noget andet. »Det er jo et emne, der har splittet venner og familier ad,« siger statsministeren, ligesom Israel/Palæstina markerer en stor generationskløft. 

Men det er svært for mange at have to faktiske sandheder i hovedet på samme tid: At Israel er truet på sin eksistens. Og at Israel er en besættelsesmagt. Begge dele er rigtigt. Har statsministeren også svært ved denne dobbelthed? 

Israels kritikere peger jo ofte på besættelsen af Vestbredden som det afgørende problem. Trak Israel sig ud, ville de heller ikke have problemer med den jødiske stat. Forleden blev der fremsat en hård FN-resolution, der kræver, at Israel bringer besættelsen til ophør. Mange lande stemte for, også Frankrig, Spanien og Norge, men ikke Danmark. Vi stemte blankt.

»De resolutioner fremsættes ikke med det formål at hjælpe på situationen,« siger Mette Frederiksen. »Vi stemte blankt sammen med Sverige, Storbritannien, Holland og Tyskland, fordi der intet stod om terrorangrebet 7. oktober eller om at sikre begge befolkninger i to stater.«

– Har du nogensinde været på Vestbredden? I Jenin eller Nablus?

»Nej.«

– Det er jo en brutal besættelse, som du nok ved. Det er ret chokerende at se. Et system af undertrykkelse, en overmagt, der dagligt kontrollerer og ydmyger palæstinenserne. Det er en total retsløshed, og hvis man ikke kan lide ordet apartheid, må man finde på et andet, der betyder det samme.

»Jeg tænker, at det bedste, Israel kunne gøre, var at få det bragt til ophør.«

• Men hvad skal de palæstinensere gøre, der faktisk ønsker fred? Israel har i 25 år lukket fredelige politiske kanaler og undergravet det palæstinensiske selvstyre. Hvad gør en palæstinenser, der ikke bare vil acceptere besættelse og kontrol?

• ”Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikernes private hjem.”

• Mette Frederiksen, Statsminister

»Jamen der er sket en radikalisering på begge sider. Og konsekvenserne af konflikten er blevet for store – også for resten af verden. Det er derfor, jeg mener, vi må gennemtvinge en tostatsløsning, hvor bosættelserne stopper.«

– Hvad mener du med gennemtvinge, det lyder heftigt?

»Er det så heftigt endda? Det er lidt mærkeligt, at resten af verden tages som gidsler i noget, der vedrører relativt få mennesker og er så geografisk afgrænset. Så jeg mener virkelig, at det skal gennemtvinges. Hamas ønsker ikke en tostatsløsning. Og der sidder en regering i Israel, som direkte modarbejder en tostatsløsning. Derfor tror jeg ikke, der er anden vej end at tvinge det igennem, og det er ikke med de gamle virkemidler. Vi må skille parterne ad. Og så må vi være til stede der.«

– Militært til stede?

»Det skal jeg jo ikke designe, men jeg synes ikke, man skal afvise noget. Jeg tror ikke, der er anden vej.«

– Nye virkemidler, siger du. Støtter du sanktioner mod Israel, hvis man ikke ruller besættelsen tilbage?

»Det kommer an på, hvad vi taler om. Jeg tror ikke, de velkendte midler er tilstrækkelige.«

– Det lyder som et ja til sanktioner?

»Jeg tror ikke på, at sanktionsvejen vil skabe en tostatsløsning. Det betyder ikke, at sanktioner ikke kan være rigtige på et tidspunkt. Jeg tror, man bliver nødt til at gøre noget ret nyt og radikalt for at få en tostatsløsning. Og det ville være uden opbakning fra den siddende israelske regering. Det er rigtigt.«

– Kan man formulere det sådan, at du faktisk mener, at også Danmark må bidrage til at sætte Israel under et langt større pres for at stoppe besættelsen?

»Ja, det kan du godt sige, ja.«

– Bosætterbevægelsen og det nationalistiske, religiøse Israel har taget magten og undergraver åbenlyst demokratiet i selve Israel. På et eller andet tidspunkt betyder det vel noget, hvad det er for et Israel, du støtter?

»Nej, det gør det altså ikke. Jeg ønsker en palæstinensisk stat på trods af Hamas. Og jeg lader ikke min eller Danmarks støtte til Israel afhænge af, hvilken regering der sidder i Israel. Det er det eneste sted, jøder har en legitim ret til at være, det er ikke for meget forlangt på en så stor jordklode. Støtten til Israel er for mit vedkommende uafhængig af, om jeg er enig med Netanyahu. Man må stå op for sine principper.«

»Jeg savner forargelse«

For Mette Frederiksen er sammenhængen mellem situationen i Mellemøsten og forholdene i Danmark det mest iøjnefaldende det sidste år.

»Antisemitismen er blusset op på en helt ufattelig måde, og det bliver vi nødt til at sige, som det er. Det kommer fra folk, der er kommet til Danmark udefra, men der er også klare strømninger på venstrefløjen. Det har taget fat i Danmark, senest med mistanke om et brandattentat på en kvinde, alene fordi hun er jøde. Man skal være meget, meget varsom med, hvor man lægger ordene i denne debat,« siger hun.

»Vi blev selv ramt af angrebet på synagogen i 2015, hvor jeg var justitsminister, og jeg har meget, meget svært ved at forstå, at der ikke er større forargelse og oprør over, at de eneste i vores land, der går i skole under politibeskyttelse, er jødiske børn. Små børn, der knap kender deres etniske eller religiøse ophav. Jeg savner et engagement i de problemer, vores jødiske medborgere har.«

– Hvilket engagement?

»Et virkeligt og nuanceret engagement. Flere unge, elever og studerende, også med muslimsk baggrund, fortæller mig om det, jeg opfatter som ensidig sindelagskontrol. Du startede med at spørge mig, om jødiske liv tæller mere end palæstinensiske liv. Det interessante er jo, hvis du stiller spørgsmålet den anden vej. Betyder jødiske liv noget for dem?«

– Det er svært at opretholde en klar skelnen mellem Israel og jødiske samfund i Europa?

»Ja, men der er jo den sammenhæng, at der i mine øjne ikke findes en fremtid for det jødiske folk, uden at Israel findes. Alene af den årsag, at vi ikke altid evner at beskytte jøderne i Europa. Det er den smertelige sandhed, og så stiger behovet for at sikre et sted, hvor de kan være i sikkerhed. Og når de så heller ikke kan være i sikkerhed i Israel, bliver vi jo nødt til at understøtte Israels selvforsvar.«

– På et tidspunkt kan man vel ikke blive ved med at henvise til Anden Verdenskrig, når man forsvarer Israel?

»Det er et godt spørgsmål. Problemet er bare, at det ikke er en fjern historie. Det kan godt være, at du kunne have ret i det, hvis Holocaust var sluttet i 1945. Men antisemitismen lever, i ord og i ånd og i handling. Det var unge jødiske drenge og piger, der var samlet den nat i synagogen, da én forsøgte at slå dem ihjel. Det findes i Europa.«

»En alvor, en smerte«

Angrebet på Krudttønden og synagogen i 2015 ændrede hende, fortæller hun, ligesom hendes viden om truslerne mod Danmark har forandret hende.

»Man bliver aldrig helt det samme menneske. Det giver en alvor, en smerte. Det er så uforståeligt, at man kan komme til Danmark som første generation, anden, tredje generation og have så stort et had til vores samfund, at man vil slå ihjel.

– Hvad skyldes smerten?

»Det er jo sådan et lidt dybere spørgsmål. Det er den konkrete viden om den voldsparathed, der findes. Jeg kan ikke få det til at gå væk. Selvfølgelig kan vi gøre alt muligt for at forhindre, at folk bliver radikaliserede. Vi kan bare ikke forebygge os ud af det hele. Derfor bygger vi hele tiden muren højere og højere, indfører strengere straffe, bruger flere og flere penge på politiet og efterretningstjenesterne. Hver eneste gang, der er en, der bliver overfaldet i nattelivet og bliver halvt eller helt invalideret, har jeg følt en fysisk smerte, og sådan har jeg det også med det jødiske mindretal.«

Mette Frederiksen fortsætter: »Jeg har opgivet at få alle til at ville beskytte vores jødiske mindretal. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg får dem til det. Det gælder både i det yderste venstrefløjsmiljø og i indvandrermiljøet. Jeg tror ikke, vi kan komme det til livs. Og det er altså en kæmpe falliterklæring.«

– Hvordan er det en falliterklæring?

»At vi bare bygger en stadig højere mur. Med mere og mere beskyttelse. Det er jo ikke særlig dansk – det viser vores egen danske historie med jøderne under Anden Verdenskrig jo, selvom vi, der lever i dag, ikke kan prale med den. At beskytte sine egne mindretal er en meget, meget vigtig del af det at være et demokrati. Når man bliver ligeglad med sine mindretal, mister man forståelsen for, hvad et helt folk er, også selvom vi kommer med forskellige afsæt og forskellige udtryk. Så ja, vi kommer til at bygge muren endnu højere, hver gang der er behov for en ny mursten. Men jeg begræder det, det er virkelig en stor smerte for mig. Jeg kommer aldrig til at kunne forstå det, og jeg kommer i virkeligheden aldrig til at kunne tilgive det.«

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2024-40/samfund/indenfor-murene

Martin Krasnik (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

kras@weekendavisen.dk