Danmark:

FORSVARET DER DØDE AF SKAM.

USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Carla Sands, udtalte netop til TV2, at danskerne i stedet for at påberåbe sig NATO-Pagtens paragraf fem ( Musketer-eden), i stedet burde tænke over, hvordan vi har det med paragraf tre, der forpligter hvert NATO-land til at kunne forsvare sit eget territorium...

• Af Asger Aamund

• 22/01/2025

Kort efter den russiske invasion af Ukraine bevilligede Folketinget hele 155 milliarder kroner til genrejsning af Danmarks næsten nedlagte forsvar. Beløbet var desværre en rammebevilling, der jo har det med ikke at blive udbetalt, da pengene er sparet så længe, de bliver i rammen. Nu tre år senere er der mangel på alt i forsvaret.

Der er ingen ammunition, uniformer eller støvler til mandskabet. Der er op til seks måneders ventetid på et USB-stik, og i Hærens kampbrigade er der ikke hjelme til officererne. Og det er bare småtingsafdelingen. På det større plan savner Søværnet moderne skibe, Flyvevåbnet kampfly og Hæren artilleri, missilsystemer, kampvogne og infanterikampkøretøjer. Kasernerne ligner Gaza, og der er ingen penge til uddannelse, øvelser og NATO-manøvrer.

Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, og forsvaret blev heller ikke ødelagt på én dag, men gennem årtiers politisk indsats. Efter anden verdenskrig var parolen i Danmark: Aldrig mere en 9. april. Værneviljen var høj, selv om staten var fattig efter krigsårene. I 1953 var forsvarsbudgettet hele 3,4 procent af BNP.  Værnepligten var 18 måneder, og forsvaret var velforsynet med donationer af materiel fra USA og Canada. 

Herefter vendte politikerne kajakken. Udviklingen af velfærdssamfundet tog fart op mod 1960, og forsvaret blev langsomt men sikkert sat på smalkost. Værnepligten blev nedsat, mandskabet reduceret, og nyt materiel blev udsat eller sparet væk. Så kom den berygtede ’fodnoteperiode’, hvor et politisk flertal lykkedes med at indefryse alle omkostninger og bevillinger til forsvaret.

Efter Sovjetunionens sammenbrud skete der tilmed et glidende sammenbrud af det danske forsvar. Politikerne opfandt ’fredsdividenden’ og slankede militæret yderligere med kun 1,6 procent af BNP til forsvaret. Efter år 2000 blev de militære prioriteter omlagt således, at bidrag til internationale NATO-operationer blev foretrukket frem for det danske territorialforsvar, som blev forsømt og afmonteret. I tidligere tider havde Hæren rådet over 29 regimenter, som i dag er reduceret til kun 9. Hvordan kunne det gå til, at Danmarks forsvar i dag er et afpillet, forblæst fugleskræmsel, der ikke ville kunne skræmme selv den ængsteligste fugl?

Ulykken er sket som en kombination af en planlagt politisk proces og en katastrofal omorganisering af forsvaret i nyere tid. I de gode gamle dage var forsvarschefen øverstkommanderende for hele forsvaret og han havde ansvar og autoritet med bistand fra de tre værnschefer til at styre og administrere alle aktiviteter i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

I dag er forsvarsministeriet skudt ind som led mellem forsvarskommandoen og forsvarsministeren. Der er oprettet fem civile styrelser, der reelt styrer forsvaret, hvor generalerne nu arbejder som assistenter for departementschefen i ministeriet. Forsvarschefen er ikke mere chef for ret meget, men har stadig ansvaret for afholdelse af manøvrer og øvelser samt uddannelse.

Forsvaret beslutningskraft er således organiseret i en ufremkommelig labyrint mellem politikere, styrelser, konsulenter og stridende ministerier. Resultatet er det velkendte fænomen i den offentlige sektor, at ansvaret fordeles på så mange enheder, at ingen kan drages til ansvar for noget som helst. Nu, hvor vi er tre år efter bevillingen af de 155 milliarder kroner, kunne forsvaret være kampklart og velforsynet, hvis ledelsen havde været effektivt organiseret.

Forsvarschefen og de tre værnschefer ved nøjagtigt, hvad de har brug for til drift og investeringer. Vi kunne leje eller lease alt nødvendigt udstyr i USA, der har et væld af kampfly, helikoptere, artilleri, krigsskibe og meget andet udstyr gemt væk i ’mølposer’ rundt omkring i landet. Det svenske forsvar har således købt en pakke helikoptere med træningsprogrammer fra USA til hurtig indsættelse i Sverige.

Men sådan spiller den danske regerings klaver ikke.

Bevillinger til forsvaret skal først gennem forsvarsudvalget, hvor flere hader Israel og præsident Trump, der frasorteres som leverandører. Dernæst skal investeringerne i udbud, så lande i og uden for EU kan få lejlighed til at byde ind på alt fra støvler til missilsystemer og droner.

Herefter inddrages Boston Consulting, McKinsey eller andre rådgivere. Sagsbehandlingen roterer langsommeligt mellem styrelser, politikere, konsulenter og officerer, indtil processen stilles i bero, fordi de droner, man endeligt havde besluttet sig for, nu er blevet forældede.

Processen må så startes på ny. Det er derfor, at den tunge kampbrigade, vi har lovet NATO, først bliver kampklar omkring 2035.

Nøglen til enden på denne organisatoriske og militære katastrofe er en ændring i forsvarsstrukturen. Forsvarschefen skal på ny have det fulde ansvar og den fulde autoritet over alle de væbnede styrker. Han refererer direkte til forsvarsministeren. Departementschefen fjernes fra kommandovejen og skal udelukkende servicerer ministeren.

Alle indkøb af materiel, udstyr og driftsmidler sker gennem Hærens, Søværnets og Flyvevåbnets Materielkommando, der er placeret under Forsvarskommandoen. Styrelserne nedlægges og konsulenterne fyres. Så kommer der atter fart over feltet og vi kan atter få det forsvar, vi har forpligtet os til.

USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Carla Sands, der er en kløgtig og kontant dame udtalte netop til TV2, at danskerne i stedet for at påberåbe sig NATO-Pagtens paragraf fem ( Musketer-eden), i stedet burde tænke over, hvordan vi har det med paragraf tre, der forpligter hvert NATO-land til at kunne forsvare sit eget territorium.

Det kan vi ikke i dag.

Men det kunne være, at vi skulle prøve.

https://indblik.dk/forsvaret-der-doede-af-skam-2/

 

Hvad vil Grønland egentlig selv?
Beholde dansk tilskud og forsvar, men agere som en stat, siger eksperter

Grønland har en selvstændighedsforfatning klar i skuffen, som er skræddersyet til, at landet kan indgå en såkaldt »fri associeringsaftale«. Hidtil har Danmark blokeret for, at den kan vedtages. Men måske er tålmodigheden ved at rinde ud.

»Jeg foretrækker at skide i en spand frem for fortsat afhængighed af Danmark og det årlige bloktilskud fra staten.«

Så vulgært og præcist udtrykte en grønlandsk fagforeningsboss engang den selvstændighedssult, som har været støt stigende i Grønland i mange år, og nåede sin foreløbige kulmination i den grønlandske regeringsleder, Múte B. Egedes, netop afholdte nytårstale.

Her varslede han et snarligt opgør med kongeriget, som vi kender det

Men nu tyder det på, at Grønland går efter frihed uden at ville tåle spanden og de øvrige velfærdstab, som den latrinære metaforik dækker over. Det absolutte begreb »selvstændighed« er nemlig veget for det vagere »statsdannelse«, hvor Grønland vil være en nation, men beholde tilskud og forsvar.

Sådan afkoder i hvert fald Ulrik Pram Gad, som forsker i Rigsfællesskabet ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hovedstrømningen i de signaler, han modtager fra verdens største ø.

»Målet er at være en selvstændig stat, som har en indpakning, der gør, at den får lov at være nogenlunde i fred og får en madpakke med et eller andet sted fra og hertil nogle borgerrettigheder i et andet land. Man skal kunne noget med et grønlandsk pas,« siger han.

Grønlands regeringschef Múte B. Egedes er ved at miste tålmodigheden med Danmark.

Ineqi Kielsen er inde på noget af det samme – Grønland vil have frihed til at agere i verden på linje med alle andre nationer.

Han er politisk kommentator efter en tørn som politiker for det grønlandske socialdemokrati Siumut. Men vigtigere var det ham, der ledte fuldførelsen af en grønlandsk forfatning, som det grønlandske parlament, Inatsisartut, havde bestilt.

Det er en forfatning for et selvstændigt Grønland, som snart skal til folkelig debat og ikke kan gælde, så længe Grønland hører under grundloven.

Derfor ligger den indtil videre i skuffen og venter på sit øjeblik. 

Men den er fra fødslen fintunet til lige præcis den situation, at Grønland bliver en stat, men får forsvar og økonomisk tilskud andetsteds fra.

»Jeg synes, der mangler en snak om økonomi. Men jeg tror, man vil anerkendes som en stat og på den anden side mener, man kan have en slags finansiel aftale med en anden nation, som kunne være Danmark. En praktisk relation frem til selvstændighed,« siger Ineqi Kielsen.

Vil være selvstændig med særlig aftale

Spørgsmålene står i kø, når man forsøger at gennemtænke, hvordan det skal foregå.

• Hvorfor skulle USA og Danmark ønske fortsat at forsvare Grønland uden at have det endelige ord om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje eller have kontrollen med de vidtstrakte arktiske land- og vandmasser?
• Hvorfor skulle Danmark fortsætte med at betale de milliarder, grønlandsk økonomi mangler, hvis landet går solo? Hvad skal der så ske med for eksempel politi, retsvæsen og kystbevogtning, som Danmark stadig har ansvaret for og driver?
• Og kan den enkelte grønlænder forvente at have samme rettigheder bagefter, som de har med deres nuværende rødbedefarvede pas?

Men svarene på spørgsmålene blæser i luften. For hidtil har hverken den nuværende eller tidligere grønlandske regeringer forklaret de helt praktiske omstændigheder ved en løsrivelse.

»Jeg tror ikke, at der er en masterplan,« siger Ineqi Kielsen, og Ulrik Pram Gad er enig – endnu er den helt konkrete fremtidsdiskussion udeblevet.

Det grønlandske ønske er dog ikke så vildt, som det lyder, for det er gjort før andre steder i verden. Værktøjet er en såkaldt free association-aftale, som betegner en model for afkolonisering, som er anerkendt af FN.

Flere lande, som indgik free association-aftaler, har siden opsagt dem og er blevet selvstændige. Men fem lande har dem stadig – og de kan se vidt forskellige ud.

Cookøerne er et noget andet sted end Grønland. Men ikke desto mindre har de haft besøg af grønlandske politikere på jagt efter en løsning for forholdet til Danmark.

Et eksempel er Cookøerne, som har haft sådan en aftale med New Zealand siden 1965.

De har eget parlament, egen regering, egne love, bestemmer selv deres udenrigs- og sikkerhedspolitik, og indbyggerne har både statsborgerskab under Cookøerne og New Zealand.

Øgruppen har intet forsvar og modtager mere end 600 millioner kroner om året i tilskud fra New Zealand, som har lovet at træde til med beskyttelse og udenrigspolitisk bistand på opfordring.

En lignende aftale har New Zealand med øen Niue – og begge er anerkendt af FN, omend de ikke har selvstændigt medlemskab. 

Det har til gengæld Marshalløerne, Mikronesien og Palau, som har free association-aftaler med USA.

De får økonomisk tilskud af deres store partnerland. Men indbyggerne er ikke amerikanske statsborgere.

Efter selvstændigheden valgte landene at overgive suverænitet til USA, herunder områder til militærbaser. En vetoret inden for forsvars- og sikkerhedspolitikken er også givet videre til USA, men landene fører til gengæld det meste af udenrigspolitikken selv.

Partileder: Vi har en plan A, B, C og D

At andre lande har valgt modellen, forklarer dog stadig ikke, hvad der får Grønland til at forvente, at Danmark skulle være klar til at finansiere og forsvare landet uden også at have kontrollen.

Nogle af de grønlandske kilder, Berlingske taler med, peger på, at Danmark simpelthen skylder.

Grønland blev nemlig aldrig præsenteret for free association-modellen, da øen med meget kort frist blev integreret under den danske grundlov i 1953 – og det, til trods for at modellen også dengang var velkendt og etableret, som DIIS har slået fast.

Andre peger på, at Grønland i praksis har skubbet grænsen mere og mere for, hvad det selv står for af udenrigspolitik, og at en free association-aftale med Danmark egentlig bare er en formalisering af en bevægelse, der ikke kan stoppes.

Og så er det følelsesmæssige argument, som fylder mere, end de fleste danskere ved eller kan forstå.

Mange grønlændere kan slet ikke forstå, at den tidligere koloniherre skulle forvente en modydelse for at hjælpe Grønland til selvstændighed efter det, de opfatter som Danmarks historiske overgreb på landets befolkning.

Pele Broberg, da han var Grønlands udenrigsminister. I dag leder han selvstændighedspartiet Naleraq, som ved sidste valg fik halvt så mange stemmer som regeringslederens parti, IA.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Lederen af selvstændigheds- og oppositionspartiet Naleraq, Pele Broberg, mener direkte, at Danmark er internationalt forpligtet til at støtte økonomisk indtil et selvstændigt Grønland kan stå helt på egne ben.

Ikke alle er enige i hans tolkning af FN-resolutioner. Men som han læser dem, må økonomi og social- og uddannelsesmæssig uparathed aldrig bruges til at udskyde selvstændighed.

Han læser også, at når det gælder free association, skal tidligere kolonimagter hjælpe til selvstændighed, også hvis det tager lang tid.

»Vi har set andre lande give 25 års bloktilskud og lignende. At danskerne ikke vil det, er mig helt uvedkommende. Vi har en plan A, B, C og D med eller uden bloktilskud, for vi behøver det ikke med det massive spild af penge, vi har i det offentlige,« siger Pele Broberg.

Kommentator: Han vil fremskynde forhandlinger

Ingen af de kilder, Berlingske har talt med, kan dog – uanset hvor mange gange de læser nytårstalen – afkode, hvordan Múte B. Egede ser vejen til free association.

Regeringslederen taler om, at det i næste valgperiode er på tide at tage et nyt stort skridt for Grønland, og han taler om at frigøre sig fra »kolonitidens lænker«.

Men der står ikke noget om, hvad det indebærer, og i hvilken rækkefølge processen skal foregå.

Den politiske kommentator Ineqi Kielsen tror dog, at der kan være noget afgørende under opsejling, hvis Múte B. Egede også er landsstyreformand efter det kommende valg, som senest bliver i starten af april.

»Jeg tror, han lægger op til en afgørelse om, at vi skal fremskynde forhandlinger med Danmark. Vil befolkningen det? Skal vi fortsætte med de lænker, vi har? Det er nærmest ordret det, han siger,« siger Ineqi Kielsen.

Når Grønland tidligere har talt om at forhandle en free association-aftale med Danmark, har svaret været, at Grønland skal være selvstændig først.

Det har effektivt stoppet processen, for nærved ingen grønlandske politikere tror, de kan få befolkningen med på at gamble med bloktilskuddet.

Det beløber sig lige nu til 4,1 milliarder kroner. Regningen for danskerne kommer op på 5,7 milliarder kroner, når driften af samfundsområder, Danmark stadig har ansvaret for, regnes med.

Tilsvarende er tanker om at stemme om det nu færdige grønlandske forfatningsudkast blevet stoppet.

For Danmark har tidligere gjort klart, at selvom der blev indbygget forsinket ikrafttræden, så det først gælder efter en selvstændighed, vil en vedtagelse blive betragtet som en de facto udmeldelse af Rigsfællesskabet og medføre aftrapning af bloktilskuddet over få år.

Ineqi Kielsen vurderer, at nytårstalen er udtryk for, at Múte B. Egede er træt af, hvad han opfatter som konstante hindringer for at varetage Grønlands interesser i udlandet, manglende dansk selverkendelse om kolonitiden og konstante snubletråde for, at Grønland kan stå på egne ben.

»Jeg tror, det er en udviklingsproces hos ham som regeringsleder og i hans selvbevidsthed om hindringerne for selvstændighedsprocessen,« siger Ineqi Kielsen.

Han tvivler på, at det er valgretorik – i hans øjne er det en dybfølt frustration. Og et signal til befolkningen om, at regeringslederen mener, at selvstændighedstoget skal sætte farten op.

»Han snakker nærmest direkte til befolkningen og siger; vi skal ikke behandles på den her måde – vi skal behandles med respekt. Og bliver vi det ikke, må vi tage stilling til, om vi gider det cirkus mere,« siger han.

Forsker: Trump giver mulighed for at presse Danmark

Med til billedet hører, at Grønlands økonomi vokser en lille smule hvert år, hvormed bloktilskuddet fylder mindre og mindre. 

Lige nu dækker det en tredjedel af, hvad det koster at drive den offentlige sektor i Grønland, og håbet er, at et turisteventyr kan bringe andelen yderligere ned.

Grønland i midten

USA vil med Donald Trump ved roret igen diskutere ejerskabet af Grønland. USAs interesse skyldes især Grønlands placering i Arktis mellem Canada, Alaska og Rusland. Både sikkerhedspolitik og økonomi spiller en rolle.

Så er der USAs kommende præsident Donald Trumps ønsker om at eje og kontrollere øen, som Grønland klart afviser.

»Trumps fremfærd skræmmer selvfølgelig befolkningen. Men jeg tror, Grønland kan bruge det til at diversificere samarbejdspartnerne og øge væksten. Grønland er jo allerede mere kendt nu end for tre uger siden,« siger Ineqi Kielsen.

Hertil bør Grønland kunne bruge det i lukkede forhandlinger med Danmark, vurderer DIIS’ Ulrik Pram Gad – også selvom Nuuk og København udadtil står sammen mod USA.

»Man har bygget et pres op på Danmark med de her kolonitidssager, som den danske regering har været nødt til at håndtere. Og nu kommer det her eksterne pres. Så hvis Grønland ikke i den her situation kan få noget goodwill ud af Danmark til en ordning, der er mere fællesskab og mindre Rige, så kan de nok aldrig,« siger han.

Han peger på, at Danmark altid har haft en firkantet holdning til, at Grønland skal have en selvbærende økonomi for at være en »rigtig« selvstændig stat.

Andre steder i verden, herunder i landeparløb om free association-aftaler, har man en helt anden opfattelse af, hvad en nation er. Heriblandt i USA. 

Men Grønland vil hellere have free association med Danmark – og Danmark er måske også ved at indse, at kontrollen med Grønland kan give flere besværligheder end fordele.

»Jeg tror, håbet er, at Danmark, når det kommer til stykket, vil give sig på det, og det er spændende, hvor klart formuleret det bliver af de grønlandske politikere i den kommende valgkamp. De bliver nødt til at beskrive, hvad der skal være i sådan en aftale,« siger han.

Ulrik Pram Gad er dog ikke overbevist om, at grønlandsk selvstændighed er nær så overhængende, som man har kunnet læse i danske medier efter Múte B. Egedes nytårstale.

I hans opfattelse kan en nystiftet grønlandsk ekspertkommission, som skal belyse, hvordan det i praksis skal foregå, hvis Grønland skal aktivere Selvstyrelovens mulighed for selvstændighed, også vise sig at være en syltekrukke.

»Der er ikke en en-to-tre-klar plan på, at sådan bliver vi selvstændige. Men det er et forsøg på at bygge noget op, der involverer vælgerne, og som man kan få danskerne med på, både hjulpet og presset af Trump,« siger han.

FAKTA

Det sagde Grønlands regeringsleder

---

Múte B. Egedes fulde nytårstale kan læses her. I indledningen sagde han blandt andet:

»Nye muligheder forpligter os til fornyet arbejde for at forbedre og forme vor fremtid og vort land.

I lighed med resten af verden, specielt med vore nabolande og venner, må vi nu tage skridt til at udvikle et stærkere samarbejde.

Det er nu blevet tid til at tage det næste skridt for vort land. Ligesom andre lande i verden må vi arbejde for at fjerne de hindringer for samarbejde – som vi kan betegne som kolonitidens lænker – og bevæge os videre.

Historien og de nutidige forhold har vist, at vort samarbejde med Kongeriget Danmark ikke har formået at skabe fuld lighed, og hvis vi stadigvæk skal tage udgangspunkt i den danske grundlov, kan der ikke skabes et ligeværdigt samarbejde.

Det er på tide at vi selv tager et skridt og former vor fremtid, også med hensyn til hvem vi skal samarbejde tæt med og ligeledes hvem der skal være vore handelsforbindelser. For vort samarbejde med andre lande, og vore handelsforbindelser, kan ikke alene blive ved med at ske via Danmark.«

https://www.berlingske.dk/indland/hvad-vil-groenland-egentlig-selv-beholde-dansk-tilskud-og-forsvar-men

 DANMARK FORLADER GRØNLAND. HVEM SKAL UDFYLDE MAGTTOMRUMMET?

(Asger Aamund)

Julen er et mareridt for nyhedsredaktionerne. Der er kun trafikken og vejret at skrive om. Og så måske en mindre juletræsbrand i Kregme. Men er der ingen nyheder, må man jo lave dem selv.

Når kommende præsident Trump skriver på Truth Social, at ” USA mener, at ejerskab og kontrol med Grønland er en absolut nødvendighed”, bliver opslaget omgående blæst op til, at Trump nu igen-igen vil bemægtige sig Grønland for næsen af de omkring 50 000 inuitter, der troede at landet var deres.

Medierne pisker politikere og grønlændere op til afmægtigt raseri og forargelse. Grønlandske dignitarer har forlængst lært af islams repræsentanter i Danmark, at her kommer man længst med at spille offer for det hvide overherredømme. Og luften er da også tyk af grønlandsk jammer over, at deres land bliver behandlet og anskuet som bare et stykke fast ejendom og grønlænderne som et mindreværdigt folk.

Danske politikere følger trop og lufter deres forargelse over Trumps manglende respekt for både Grønland og Danmark.

USA fulgte meget nøje med, da Danmark i 1953 ændrede Grønlands status fra koloni til dansk amt. Det var et fornuftigt og ansvarligt træk. Som dansk amt havde Grønland nu de samme pligter som de andre amter i kongeriget, men også de samme rettigheder, og den tætte politiske og administrative tilknytning til det øvrige danske samfund medførte i de kommende år en gradvis udbygning af den grønlandske infrastruktur, erhvervsliv og omsorgssektor.

Der bor ikke flere mennesker på Grønland end i Haderslev kommune, og hvis Grønland, nu da amterne er nedlagt, stadig havde været integreret som dansk kommune, ville vi hensynsfuldt kunne holde hånden under de måske flere tusinde grønlandske familier, der ser sig selv som jægere og fangere og ikke som lønmodtagere på fabrik og kontor.

Inspireret af Danmark optog USA protektoratet Hawaii som nationens 50.stat. Vi gjorde det modsatte med Grønland og vedtog i 1979 en lov om grønlandsk hjemmestyre. Fortøjningerne til Grønland blev yderligere kappet i 2009 med loven om Selvstyret, hvor Grønland fik retten til sin undergrund.

Der er siden i brede grønlandske kredse opstået en forestilling om Grønland som et arktisk Qatar, hvor borgerne kan leve en arbejdsfri tilværelse finansieret af kolossale indtægter fra salg af mineraler, sjældne jordarter, uran samt olie og gasforekomster.

Det grønlandske Selvstyre knejser med nakken ligesom konen med æggene og ser sig selv forhandle lukrative kontrakter hjem med Kina, Rusland og USA.

Hvis Danmark havde handlet ansvarligt som USA, der lukkede de 500 000 indfødte Hawaiianere ind i USA som stat, havde Trump naturligvis ikke opfordret til ejerskab og kontrol med Grønland, men ville have været fuldt tilfreds med Grønland som integreret dansk kommune. For så var både ejerskab og kontrol entydigt fastlagt og uden for diskussion.

Den kommende amerikanske administration er helt klar over, at Grønland hverken kan brødføde eller styre sig selv og er særdeles bekymret for, at Danmark er ved at skubbe de ambitiøse, men værgeløse grønlændere i armene på Kina eller Rusland, der begge står klar med åbne arme, tegnebøger og senere et sæt lænker.

Trumps mareridt er Grønland som et arktisk Cuba. Den kommende amerikanske regering kan ikke se en fremtid for Grønland uden en militær, politisk og økonomisk beskytter. Og når nu Danmark er på vej til at snige sig ud ad bagdøren, er det jo bedre for alle parter, at det bliver et vestligt demokratisk retssamfund, der udfylder magttomrummet efter Danmark.

I stedet for at blive hysteriske over Trumps udmelding, burde vi hellere erkende, at vi har skubbet vores egen borgere på Grønland fra os til en uvis skæbne, som Grønland ikke er kompetent til at styre.

I Afrika har Kina i flere stater finansieret al fornyelse og drift af infrastruktur mod til gengæld at bestemme alt. Hvis Grønland ender som et kinesisk protektorat, har vi kun os selv at takke for det.

Og den bliver svær at smøre af på Trump.

23. december 2024

http://aamund.dk

 ÅBNE GRÆNSER ÅBNE KASSER

(Asger Aamund)

Under valgkampen op mod folketingsvalget i 2022 havde den islamiske interesseorganisation Hitzb ut Tahrir ophængt plakater og opslag overalt i de almene boligområder, hvor der bor mange muslimer. Her kunne man læse islams bidrag til demokratiets festdag:

” Demokratiet som styreform er grundlæggende i strid med islam. Demokratiet er baseret på sekularisme, idéen om at mennesket og ikke skaberen af mennesket, afgør, hvad der er slet og ret. Det er i strid med vores grundoverbevisning som muslimer at vælge personer eller partier til en lovgivende forsamling.

Enhver støtte til et sekulært parti er ’haram’ (forbudt). I bekender jer til Allah’s sharia, og I skal holde fast i de islamiske principper og udelukkende tjene Allah’s interesser. Sammen med os skal I kalde til islam fuldt og helt”. Sagen vakte en del opsigt i de danske medier, som spurgte, hvad er det nu for noget? Islam er jo bare kærlighedens og fredens religion, så hvad har det dog med folketingsvalget at gøre?

Danske medier og politikere ser ingen grund til, at muslimer ikke skulle være gode demokrater. Politik og tro har jo i vore tider ikke noget med hinanden at gøre. Og samtidig anses Hitzb ut Tahrir for en formørket kult, der er uden forbindelse til moderne muslimers liv og holdninger. Denne opfattelse er imidlertid en monumental, men bevidst fornægtelse af en virkelighed, vi ikke kan leve md. Hitzb ut Tahrir er således ikke en fundamentalistisk kult, men repræsenterer islams universelle værdier, hverdagens islam som det praktiseres i Pakistan, Irak, Iran og Saudi-Arabien. Og også overalt i de islamiske samfund i Danmark

For nogle år tilbage konstaterede en rapport fra justitsministeriet om ytringsfriheden i Danmark, at 76 procent af migranterne fra islamiske lande ville forbyde kritik af islam. I en meningsmåling som Wilke i 2015 foretog for Jyllands-Posten, mente 77 procent af de adspurgte herboende muslimer, at koranens bud skulle følges fuldt ud, hvilket ville betyde at grundloven byttes ud med sharia. Vi ville så få et Danmark, hvor befolkningen opdeles i mennesker (muslimske mænd), halvmennesker (kvinder) og undermennesker (kristne, jøder og andre vantro).

Det, at herboende muslimer accepterer at leve i et demokrati, betyder ikke, at de ønsker det. Tværtimod er der dokumenteret et udbredt ønske om at få det udskiftet med en totalitær sharia-stat. Så længe danske politikere og medier afviser at forholde sig til disse kendsgerninger, må vi leve med en stor befolkningsgruppes had til vores frihed, vores demokrati og vores retsstat.

Den fraværende integration af migranter fra islamiske kultursamfund blev voldsomt forværret under den omfattende folkevandring, der i 2015 skyllede ind over Europa, som uden modstand og handlekraft accepterede EU som et åbent landskab, hvor enhver araber eller afrikaner kunne slå sig ned og begynde et nyt liv for andre menneskers penge.

For at skærme sig mod folkets vrede, konstruerede politikerne i samarbejde med medierne en myte af Hitlersk vælde: de vandrende folkemasser er hovedsageligt en vaskeægte flygtningestrøm af højtuddannede familier, der med nød og næppe er undsluppet Assads tøndebomber, og som nu ser frem til at virksomt arbejdsliv inden for EU til glæde for os alle.

En analyse fra det tyske Bundesagentur für Arbeit viste imidlertid et noget andet billede: 80 procent af migranterne var enlige unge mænd uden kompetencer, der kunne føre til beskæftigelse på det tyske arbejdsmarked. Kun 25 procent af migrantlavinen var syrere, hvor af de fleste ikke var flygtet direkte fra Syrien, men fra sikre flygtningelejre på jagt efter et bedre liv. Resten var sociale migranter fra Mellemøsten og Afrika.

Efter eget ønske fik EU-Kommissionen i Amsterdam-traktaten i 1992 overdraget ansvaret for at bevogte EU’s ydre grænser, hvad der var forudsætningen for at Danmark valgte at tilslutte sig Schengen-samarbejdet. Da migrant-lavinen ramte os i 2015, viste det sig, at EU-Kommissionen intet havde udrettet i de forløbne 20 år for at beskytte Unionens ydre grænser. Ikke et eneste af medlemslandene havde fulgt op på sagen for at kontrollere, om Kommissionen havde levet op til sine forpligtelser.

Da både Kommissionen, EU-parlamentet, medlemsstaterne og også medierne alle havde en aktie i denne fuldbyrdede organisatoriske katastrofe, kom der ingen kritik af EU’s kollektive handlingslammelse. Ansvaret for migrant-invasionen blev fejet ind under gulvtæppet.

Og her står vi så ved udgangen af 2024 med en total fejlslagen integration af islamiske migranter. Med mere end 300 000 herboende muslimer, der gerne vil være her eller hjemme i Mellemøsten forsynet med et dansk pas og overførselsindkomst, men absolut ikke som en del af det danske demokrati og folkelige fællesskab.

Vælgerne er jo heldigvis nemme at narre med ’stram udlændingepolitik’ og ’holdningssamtaler’, hvad der jo også ser flot ud på tv. Man alle er stadig velkomne. Ingen bliver sendt hjem, for vi skal jo være her alle sammen.

Dilemmaet er uløseligt: islamiske migranter vil ikke integreres. Politikere og medier insisterer på, at det vil de og indretter samfundet derefter. Men det er jo også svært at se kendsgerningerne i øjnene, når man hele tiden skal dreje hovedet for at vende den anden kind til.

19. december 2024

http://aamund.dk

 

Jarl Cordua:
STATSMINISTERENS SIKKERHEDSPOLITISKE SORTSYN

Det stopper, når det kommer til at vælge pensionsalder fremfor forsvar

I forsøget på at få politisk kant til nogen, er regeringen nu begyndt også at diskutere med sig selv.

Søndag fylder SVM-regeringen to år, og det kan flere af regeringens ministre fejre med nye ordner fra kong Frederik. 

Vælgerne giver dog ingen fødselsdagsgave til regeringen i den anledning, for i de to seneste meningsmålinger fra Voxmeter mandag og Epinion fredag er billedet det samme og triste: SVM står til at tabe 30 mandater. S ligger under 20 procent, V på omkring ti procent og M kun på 3,5 procent.

Vælgerne lader sig hverken købe af socialdemokraternes pensionsløfter eller lader sig overbevise af, at regeringen ifølge Venstres formand bør bruge yderligere 300 milliarder kroner på Forsvaret i de kommende år, oveni i de godt 200 milliarder, politikerne allerede har afsat.

Den sølle vælgeropbakning får dog ikke statsministeren til at varsle et kursskifte. Snarere tværtimod. Fremtiden indeholder nærmest kun dårlige nyheder, når man læser de interviews, som Mette Frederiksen har givet i flere af fredagens aviser. 

Her må man forstå, at freden også for Danmark er endegyldigt forbi: Vesten står over for en ond alliance af slyngelstater med Putin i spidsen, hvor krigen i Ukraine kan vise sig kun at være første halvleg i en kamp, der også for danskerne kan vare i årtier.

De lykkelige tidender om Bashar Al-Assads fald fra magten, som herhjemme nok kun kan ærgre folk med større forståelse for hans styre end for de islamistiske oprørsgrupper, såsom Rune Selsing, får kun liden betydning i det store spil, hvor kineserne trækker i trådene bag de mere udfarende parter i aksen som Rusland, Iran og Nordkorea

Budskabet til danskerne fra den åbenlyst stærkt bekymrede statsminister er, at de sidste rester af 90er-ubekymrethed og naivitet nu må bortvejres til fordel for en – sådan lyder det – bunkermentalitet, hvor tiden er kommet til at sanke forråd og forberede os mentalt og praktisk på, at en militær konfrontation kan komme, og at lidelserne og afsavnene kan blive endnu større, hvis ikke vi i rette tid gør os klar. 

Mette Frederiksen har adopteret et tankesæt som balternes, finnernes og polakkernes, hvor alle fortsætter dagligdagen som altid, men hvor man er klar til militært at sætte alt ind mod, hvad man nu måtte møde fra russisk side.

Det er et klart budskab og ansvarligt af statsministeren at varsle, men det er nok også spørgsmålet om det er noget, der får vælgerne til at vende hjem til SVM. For bortset fra Morten Messerschmidt og de få Putin-apologeter/verstehere, der findes så som en popmusiker, en filminstruktør, en forsker på DIIS, dele af den russiske diaspora i Danmark, Marie Krarup, liberalistiske nihilister samt i lommer på yderfløjene, så er der ingen i oppositionen, der reelt indtager det modsatte synspunkt. Alle er enige.

I forsøget på at få politisk kant til nogen, er regeringen nu begyndt også at diskutere med sig selv. Det så man et eksempel på i ugens løb, hvor Socialdemokratiet indrykkede annoncer med overskriften »PENSION«, hvor partiet gentager det selvfølgelige budskab om, at pensionsalderen ikke kan stige uendeligt. 

»Mette Frederiksen har adopteret et tankesæt som balternes, finnernes og polakkernes, hvor alle fortsætter dagligdagen som altid, men hvor man er klar til militært at sætte alt ind mod, hvad man nu måtte møde fra russisk side.«

Foto: Søren Bidstrup.

Det fik regeringspartneren Moderaterne til at reagere med en modkampagne på de sociale medier med helt samme annoncetyper, hvor budskabet lød, at den nuværende privilegerede generation burde tage et halvt år mere på arbejdsmarkedet for ikke at overlade næste generation byrden med en sen pensionsalder.

Udefra ligner det umiddelbart en regering i splid med sig selv, hvor den mulige SVM-vælger kan være i tvivl om, hvad regeringen samlet vil på området. I »spinrummet« forklarer regeringspartierne debatlysten med ord som »oplyst uenighed« eller »kontrolleret uenighed«.

For S ligner det kold beregning, hvor man satser på, at vælgerne til sin tid stående i stemmeboksen vægter tilliden til, at regeringspartiet endnu en gang leverer varen, som man så det med Arne-pensionen. 

»Vi vil hjertens gerne tale pension. Det har vi ingen problemer med«, lyder det fra S.

Det samme lyder fra M: »Vi vil gerne tale pension, og hvor vi finder de penge, der mangler mellem 2030-2045 for, at regnskabet hænger sammen«.

I Venstre er holdningen den, at regeringen inden sommerferien først skal finde 300 milliarder kroner til Forsvaret for at leve op til NATOs styrkemål, men også penge til klimasikring af kyster, byer, boliger og infrastruktur, som kan koste op imod 150 milliarder kroner. Og så må man se, hvor meget, der om fem år bliver tilovers til at sænke tempoet i justeringen af pensionsalderen.

Især S kan dog hænge hatten på den Wilke-måling i Jyllands-Posten, der for nylig viste, at halvdelen af vælgerne foretrak tidligere pension frem for flere udgifter til Forsvaret. Man må så forstå på statsministeren i interviewet med Berlingske fredag, at vælgerne hos S kan få begge dele, selvom Frederiksens hovedbudskab er, at Europa risikerer at blive skyllet væk uden et stærkt forsvar. 

Hvis ikke S havde indrykket pensionsannoncerne i denne uge, ville man tro, at hun var mest enig med Venstre.

Jarl Cordua er politisk kommentator

Kommentar:

Den danske befolkning skal holdes i et jerngreb af frygt, det er det eneste magtmidel vores afskyelige fruentimmer af en statsminister kan forholde sig til.Frygten bygger hun selv op gennem sin markante krigsretorik, en retorik der efterhånden er så afskyelig at man mangler ord.

Ikkke desto mindre får de tre store medier til at ligge spalteplads til vanviddet, for at styrke effekten kan man dagen efter – på DR – se tre velbetalte eksperter bygge et forsvar for statsministerens udtalelser. De sætter ord på alle de ulykker der vil ramme Danmark.

Fakta er jo at der pt absolut INTET er der truer Danmark, den eneste trussel vi oplever, er en statsminister der arbejder med en kortslutning i sine holdning, hun ser efterhånden fjender på hvert eneste gadehjørne og gør alt for at fjendskabet udvikler sig konstant, kun dermed kan hun styre sin magt- og krigsliderlighed.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/jarl-cordua-statsministerens-sikkerhedspolitiske-sortsyn-stopper