Islamisme, demokrati og Det Radikale Venstre – en djævlepagt?

Henning Duus

Det Radikale Venstres alliancedannelse med islamisterne har på grund af den store muslimske indvandring til Europa nok engang givet anledning til spørgs­målet om, hvordan muslimer har det med demokrati, men nok så vigtigt er det at spørge, hvordan DET RADIKALE VENTRE har det med demokrati.

Hvad er problemet?

Hvad islamisterne angår, kan man sige det meget klart, sådan som den amerikanske mellemøstekspert William B. Quandt gjorde det tilbage i 1990’erne. Islamisterne går ind for ”one man, one vote, once” (én mand, én stemme, én gang), sagde han. Det blev sagt i forbindelse borgerkrigen i Algeriet dengang. Quandt har her fat i det helt centrale ved forholdet mellem islam og det vestlige demokrati. Vil muslimer, der kommer i mindretal efter at have haft flertal, afgive magten til et ikke-muslimsk flertal, der vil erstatte love, som det tidligere muslimske flertal har fået gennemført, med sekulære love med et ikke-muslimsk indhold og formål?

Ofte får man det indtryk at demokrati udelukkende handler om at acceptere valg af repræsentanter til et parlament. Det gør det også, men det er i virkeligheden kun en lille del af demokratiet. Det er mindst lige så vigtigt at man, hvis man er blevet valgt og får flertallet imod sig, fredeligt giver magten fra sig igen. Det er ligeledes helt afgørende at det tidligere flertal kan være helt sikre på at de ikke myrdes efter at de har afgivet magten og ikke længere har immunitet. Ingen af disse forhold er garanteret, når muslimer kommer til magten. 

Snarere tværtimod.

 En folkefront?

Det Radikale Venstre har tilsyneladende indgået en slags folkefront-aftale med islamis­terne i Danmark. Tilsyneladende sigter den på at inddrage islamisterne i den demokratiske proces med Det Radikale Venstre som repræsentant på Tinge for islamisternes interesser og som deres parlamentariske talerør og guide. 

Det kunne være en win-win-situation og sådan opfattes den formentlig i Det Radikale Venstre. Win-win-forholdet ville ifølge denne tankegang bestå i at Det Radikale Venstre både ville få mange flere stemmer end ellers og som en sidegevinst indføre islamisterne i demokratiets kunst, hvorved partiet senere  ville kunne kranse sig med sejrens laurbær for at have gjort gode vestlige demokrater ud af islamisterne, så partiet ville blive tiljublet af alle, selv medlemmer af Dansk Folkeparti, der blændet af resultaterne beskæmmet ville indse at de tog så frygteligt fejl:

Vi var bare så fordumsfulde, ville de alle som én udbryde, og slutte med at takke Det Radikale Venstre for dets visdom og klogskab og fremskridts­tro.

Jeg ser denne folkefront helt modsat – som en Faustisk djævlepagt[1], der vil resultere i en fremadskri­dende muslimsk undergravning af det danske demokrati. Ja, faktisk blev en sådan folkefront også etableret med alle ikke-islamiske og sekulære kræfter mod shahen af Persien i slutningen af 1970’erne og dengang tiljublede både den vestlige venstrefløj og den tilsvarende iranske venstrefløj Khomeini.

Det gik som bekendt helt anderledes. Khomeini tog livet af dem eller kastede dem i fængsel til tortur og andre bonuslidelser. Så vidt jeg har kunnet følge, er de gamle shah-modstandere fra dengang senere blevet shah-tilhængere. Shah-styret var det mindste onde.

Den muslimske debat om demokrati og islam

Den teoretiske debat blandt muslimske intellektuelle om demokrati peger kun i én retning: Demokrati skal hvile på sharia’en. I det følgende trækker jeg hovedsageligt på Gudrun Krämers omhyggelige og omfattende disputats[2]. Gudrun Krämer (1953) er historiker, professor ved Freie Universität i Berlin og i dag den ene af redaktørerne af den nye tredje udgave af islam­forskningens flagskib Encyclopedia of Islam på Brill Publishers i Holland.

Jeg skal her skitsere, hvad der ifølge denne debat forstås ved ’islamisk demokrati’, idet jeg dog begrænser mig til sunni islam, den største retning inden for islam med næsten 90% af alle muslimer. De fleste muslimer i Danmark er formentlig sunni-muslimer.

 Udgangspunktet for det liberale vestlige demokrati er folkesuveræniteten. Det er folket og kun folket, som via sine repræsentanter skal afgøre, hvilke love og regler der skal gælde for dette folk, og hvilken politik der skal føres af dets repræsentanter for at realisere folkets vilje.

Hvem skal være suverænen?

Grundlaget for islamisk demokrati er ikke folkesuveræniteten. Grundlaget for islamisk demokrati er Allahs suverænitet, simpelthen fordi kun Allah er suveræn ifølge islam (hakimiyyat Allah).  Menneskene kan ikke besidde suveræ­nitet, da de er under­kastet Allah og hans anvisninger, som de er åbenbaret Muhammed (c. 570 – 632) ved ærke­englen Gabriel og nedskrevet i Koranen – eller alternativt som de fremgår af profetens sunna, det vil sige, hvad Muhammed har sagt og gjort ifølge overleveringen. Underkastelsen er selve sjælen i islam.

 ’Islam’ betyder faktisk ’underkastelse’ under Allahs vilje og denne under­kastel­se påtager den troende sig frivilligt i trosbekendelsen: ”Der er ingen gud uden Allah og Muham­med er hans sendebud”. Hver enkelt muslim er samtidigt forpligtet til at bevidne ret tro gennem ret handling. Det betyder at hver enkelt muslim er forpligtet til at føre tilsyn med at alle, muslimer som ikke-muslimer, opfører sig i overensstemmelse med islam. Herved får islam en moralsk eneret på at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert for alle i et samfund[3], muslimer som ikke-muslimer. Islam kommer før alt andet!

Den samlede sum af Allahs anvisninger til menneskene for, hvad der er rigtig og forkert, kaldes shariaen. Shariaen er forpligtende for den troende og den eneste vej til personlig frelse og paradis hinsides. Efter døden forhøres den troende nemlig i graven af de to dødsengler Munkar og Nakir om sin religion, profeterne han har troet på og om den hellige bog, på hvis for­skrifter han har bygget sit liv. De to engles tilsynekomst er forbundet med så voldsom en skræk at selv fromme, gudfrygtige muslimer er bange for ikke at være i stand til at finde de rigtige svar under dette forhør. Har man ikke gjort sin pligt eller overtrådt Guds bud skal den døde lide de frygteligste pinsler ind til opstandelsens dag. Kun martyren kan springe dette forhør over og vandre direkte ind i paradiset[4]! Den genvej tager jihad-krigeren.

Koranen er Guds direkte ord og derfor evigt sand. Det rejser en række centrale spørgsmål, bl.a. hvordan den troende skal forholde sig til Koranen og shariaen i dag ca. 1390 år efter Muhammeds død i 632. For at løse op for dette problem er alle teoretikere med undta­gelse af salafisterne enige om at indføre en skelnen mellem de evige normer i sig selv og den troendes forståelse af disse normer. Denne skelnen er således omdrejningspunktet for Sherin Khankan i hendes bog LA FEMME EST L’AVENIR DE L’ISLAM. (Kvinden er Islams fremtid). Stock, 2017, 288ss. Jeg vil hurtigst muligt anmelde denne bog.

De gudgivne etiske regler er fuldkomne og derfor vanskelige at forstå for ufuldkomne mennesker. Derfor bliver de normer og anvisninger, som den troende her og nu mener at skulle leve efter et resultat af dødelige menneskers tolkninger og forståelser – og misfor­ståelser. Efter Muhammeds død har de retslærde (ulema) traditionelt været anset for at levere de mest autoritative tolkninger af shariaen, der omsætter de evige normer og anvisninger til normer og anvisninger, som den enkelte muslim gør bedst i at rette sig efter i den aktuelle historiske kontekst, hvis vedkommende vil have en chance for at komme i paradis.

Disse tolkninger udgør således ikke shariaen, selv om de almindeligvis kaldes sharia, de er i stedet lovregler, der er fremkommet ved kyndige tolkninger af shariaen og udgør som sådanne en del af det islamiske retssystem, figh (‘forståelse’)[5]. Mens etikken er evig og uforanderlig er lovreglerne foranderlige – i hvert fald til dels, som vi skal se neden for. Mange muslimer, måske endda flertallet, er helt uvidende om forskellen på sharia og figh, en forskel salafisterne som nævnt helt forkaster.
I forhold til islamisk demokrati er denne skelnen central, da den understreger at de retslærdes konkrete normer og anvisninger er menneskeværk, omend i forskellige grader.

Inden for den islamiske jura, figh-videnskaben, inddeler man traditionelt al menneskelig adfærd i fem grupper i forhold til adfærdens konsekvenser for den troendes evige frelse: Fard (påbudt), haram (forbudt), mandub (anbefalet, men ikke påbudt), makruh (frarådet, men ikke forbudt) og mubah (tilladt). Mens fard og haram ikke kan ændres ved demo­kratiske beslutninger, er der et vist demokratisk spillerum vedrørende mandub- og makruh-adfærd.

Kun mubah-adfærd vil kunne underkastes demokratiske beslutninger i vestlig forstand. Det skyldes at kun mubah-adfærd er helt neutral i den forstand at den troende hverken belønnes eller straffes for disse handlinger hinsides.

Figh-reglerne er som nævnt historisk konkrete tilnærmelser til den evige og uforanderlige sharia-etik, men efter mange moderne muslimske teoretikeres opfattelse får de kun sin sande betyd­ning i det omfang de under ét bedst muligt realiserer ”den indre hensigt med den evige sharia” (maqasid ash-shari’a), som er ”det fælles bedste” (maslaha). Og her er det helt afgørende for vestligt tænkende at være opmærksom på at ”det fælles bedste” ikke forstås og absolut ikke kan forstås som Rousseaus ”almenvilje” endsige heller hans ”fællesvilje”[6].

Det fælles bedste ”maslaha” er den optimale realisering af et samfund, der bedst muligt helt og holdent er underlagt shariaen, sådan som ”det fælles bedste” tolkes af ulemaen. Herved kan figh-regler­ne få en vis plasticitet, som i visse tilfælde kan give et ekstra demokratisk spillerum.
Set fra konservative muslimske demo­krati­-teoretikeres side opstår der imidlertid her en betydelig risiko for et radikalt brud med tradi­tionel Koranforståelse.

Det er da også bemær­kelsesværdigt at ingen muslimsk demokrati-teoretiker vil tillade folket selv at finde frem til, hvad det mener, er ”det fælles bedste”. Den afgørelse forbeholder de retslærde sig helt og holdent! De demokra­tiske afgørelser i et islamisk demokrati vil derfor altid i sidste instans være underkastet de rets­lærdes veto, derom ser der ud til at være enighed blandt teoretik­er­ne.

Shura

Ud over sharia spiller i den moderne muslimske demokratidebat også shura en central rolle. Hermed menes at muslimerne skal spørge hinanden til råds og diskutere forholdene indbyrdes før beslutningerne træffes. Det gælder på alle områder – altså også det poli­tiske. I debatten sammenlignes shura med det vestlige demokrati, som det hævdes at være overlegen. Shura benyttes ikke kun om demokrati, men også om et parlament eller kamrene i parlamentet.

Shura betyder imidlertid ikke et valg af ”ordet” fremfor ”sværdet”, som ifølge Hal Koch er det afgørende for et demokrati[7].

De fleste muslimske teoretikere tillader en pluralisme af meninger, blot pluralismen ikke bruges til at sætte spørgsmålstegn ved islam. Hvad angår egentlige politiske partier og interesseorga­nisationer i vestlig forstand er meningerne derimod delte. Nogle anser dem for fuldt forenelige med islam og drager paralleller til de fire forskellige retsskoler i sunni-islam, andre afviser dem, da de ifølge dem risikerer at føre til splittelse og måske til borgerkrig (fitna). Ikke-islamiske partier og organisationer er selvfølgelig helt udelukkede. Det uindskræn­kede flertalsprincip afvises ligeledes, da spørgsmålene om fard og haram ikke kan afgøres ved flertalsbeslutninger. Derimod er flertalsbeslutninger efter de fleste teoretikeres mening fuldt ud acceptable på det neutrale mubah-område.

Ved at knytte demokratiet til shura udelukker man på forhånd ikke-muslimer fra at deltage på lige fod med muslimerne i beslutninger om samfundet. Ikke-muslimer kan per definition ikke have noget at skulle have sagt vedrørende et muslimsk samfunds indretning. Dermed lægger shura-demokratiet op til at ikke-muslimer bliver dhimmi, andenklassesborgere ”under særlig muslimsk beskyttelse”, som det eufemistisk hedder om diskrimineringen og under­tryk­kelsen af ikke-muslimer. Det er imidlertid tydeligt at mange teoretikere ikke kan lide dhimmi-institutionen. Den støder deres lighedsopfattelse og hører ikke hjemme i et moderne samfund, synes de at mene, men de kan ud fra deres øvrige præmisser ikke argumentere sig uden om den. Det er således tydeligt for Sherin Khankan i hendes ovennævnte bog.

Krav til Det Radikale Venstre og statsministeren

Givet den aktuelle udvikling er det helt afgørende, ja ufravigeligt at de forskellige politiske partier fra Folketingets talerstol forlanger at Det Radikale Venstre fra Folketingets talerstol redegør for de aftaler – mundtlige som skriftlige, direkte som indirekte – partiet har indgået med de muslimske grupper. Det samme krav må ligeledes stilles til den nye statsminister i fald regeringen baserer sig på Det Radikale Venstre. Befolkningen og Folketinget har krav på at vide om der er tale om en djævlepagt.

14. juni 2019

Henning Duus

Henning Duus er født i 1945 og har indtil pensioneringen i 2015 arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab, først og fremmest ved Hærens Officersskole. Han er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Han har undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og været forsker og underviser ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).

 https://denkorteavis.dk/2019/islamisme-demokrati-og-det-radikale-venstre-en-djaevlepagt/