Vesteuropa betaler allerede prisen for radikal indvandringspolitik

Vi kan lukke øjnene, men står i et valg mellem nationalisme eller imperialisme.

Det kan godt være, De Radikale render rundt og smiler ad alting på Christiansborg, i Gellerup, Vollsmose og Tingbjerg, men konsekvensen af partiets ligesindedes indvandringspolitik er allerede mærkbar over det meste af Vesteuropa.

I Sverige har den radikale forkærlighed for indvandring og hastig import af islam og dertil knyttede normer og bander ført til regelmæssige eksplosioner, skudepisoder, voldtægter, overfald og almindelig utryghed i ellers maleriske byer som Uppsala, Göteborg, Malmø og Stockholm, især for kvinder og jøder.

Et droneangreb fik fredag i sidste uge en boligblok i Linköping til at ligne noget fra Beirut, da 250 lejligheder blev ødelagt og en nærliggende børnehave måtte evakueres. Ifølge politiet er brugen af eksplosiver i vores naboland rekordhøj for et land, der ikke officielt er i krig.

I de tre første måneder af 2019 er der registreret mere end 50 eksplosioner i foregangslandet, det er sådan ca. én hver anden dag. Krudtet rettes desværre ikke kun mod kriminelle. Således kom en 63-årig kvinde i vejen for en eksplosion, ligesom en otteårig dreng blev dræbt af en håndgranat og en fireårig pige af en bilbombe.

Hvis man er kynisk anlagt, kan man sige, at der er fut i fejemøget: halalhumanisme til det svenske folk. Selv de slipseklædte kapitalister i svensk industri er så småt begyndt at se realiteterne i øjnene og overvejer, om den nationale krise i Sverige mon kunne hænge sammen med tilstrømningen fra de varme lande.

I Storbritannien har man også tiltagende svært ved at dæmme op for den etniske og religiøse selvsegregation i de større byer, særligt i Nordengland. I et multikulturelt kvarter i Birmingham har lokale muslimer protesteret i månedsvis mod en skole, der tolererer homoseksualitet og nægter at lade, som om det ikke findes. Selv skolens mindste elever bliver således gjort bekendt med, at der findes alternative familieformer i Storbritannien, og at ikke alt foregår efter traditionen.

Det støder de demonstrerende muslimer, der finder, at deres tro og værdier krænkes. Som en af de krænkede, 34-årige Fatima Shah, der har en 10-årig datter på skolen, udtaler til netavisen Birminghamlive:

»Det er upassende, totalt forkert. Børnene får at vide, at det er o.k. at være homoseksuel, selv om 98 pct. af børnene på skolen er muslimer. Det er et muslimsk miljø. Jeg har taget min datter ud af skolen, og det samme har mange andre forældre.«

Konflikten mellem den engelske skole og de muslimske forældre er såre illustrativ. Når det gælder de rette familieværdier, kommer islam først. Og alligevel står vore integrations- og islameksperter klar med den certificerede visdom, at muslimer i Vesten blot vil anerkendes og respekteres; de ønsker intet andet end at imitere værternes tolerante totaldemokrati og hygge sig med fredagsslik, LGTB-venlige skoler, cykelstier og bikini på stranden. Ergo kan vi roligt glemme alt om sharia, separate domstole, terror, tørklæder, de 72 jomfruer i himlen for slet ikke at tale om forbud mod blasfemi eller krænkelser, herunder homoseksualitet, manglende tildækning af kvinders hår, lår, røv og bryster m.m.

Vi kan desuden tillade os den luksus at se bort fra, at muslimer – hvis de stemmer – stemmer på halalpartier, der vil have mere indvandring; det betyder ingenting – eller er ifølge JP’s lederskribent ligefrem opløftende. Lederskribenten tror fejlagtigt, at sagen kun handler om demokrati – og ikke om Danmark.

Vi ved, der var et Danmark før demokratiet, og vi må forvente, at der også vil være et Danmark efter demokratiet. Spørgsmålet er kun: hvilket?

Den liberal-socialistiske beroligelse i medier, politik og underholdning slører både den sociale virkelighed og den dybe strid, der deler den vestlige verden i to. Som den israelske samfundsforsker Yoram Hazony understreger i en ny bog om, hvad han anser for nationalismens fortrin, står vi blandt andet takket være årtiers voldsomme immigration i et vejkryds, der fører enten til nationalisme eller imperialisme.

Nationalismen og dens tilhængere ønsker at bevare deres politiske selvstyre og nationale kultur og traditioner. Imperialismen ønsker omvendt at integrere stadig flere menneskelige aktiviteter i overstatslige institutioner og retssystemer som EU og FN og gøre kloden til ét ”internationalt samfund”. Det er partikularister mod singularister. Konservative mod liberale socialister. Og kampen er kun lige begyndt.

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE11444659/vesteuropa-betaler-allerede-prisen-for-radikal-indvandringspolitik