torsdag den 1. august 2019


KRAGE SØGER MAGE….

Enhedslisten er i sin fremturen nøjagtig ligeså uacceptabelt som det religiøse islam parti – Hizb – but – Tahir og burde på samme vis forbydes i Danmark, men det er en skidt ide at forbyde Enhedslisten, for hvor skal alle de normløse, der er ligeglade med vores land, vores værdier og som ivrigt og ustoppeligt sparker til vores ældste kulturbårne institutioner så gå hen?



Der er ikke plads til flere forskruede hos de radikale, og cirkuspartiet er ved at lette som en gasballon.
Jeg forstår og har sympati med forslaget om at forbyde de rabiate, men man ændrer ikke noget ved at ødelægge et par platforme, når de troende stadig tror, hvad de tror.

Enhedslisten er ikke et demokratisk parti, de accepterer kun demokratiet
for at kunne stille op, komme ind og få indflydelse, de arbejder for den røde revolution,genindfører alt det der spillede fallit ovre øst på. Venstrefløjen alias de autonome, håber kun på væbnet oprør på et tidspunkt mod kapitallist samfundet.



Mange fra Enhedslisten sidder i dag i det Danske Folketing, både som partimedlemmer, men også i form af overløbere til andre partier, men hvem siger det stopper her ?



Hvorfor skal det holdes hemmeligt for danskerne, at der sidder en livstidsdømt terrorist i Europa-Parlamentet?
Det er paradoksalt, at den selvsamme venstrefløj, der altid farer op som trold af en æske for at beskylde konservative EU-skeptikere og -modstandere for at ødelægge den gode tone, samtidig holder hånden over personer i deres egne rækker, som har været dømt for terrorisme.

Siger navnet Martina Anderson dig noget? Formentlig ikke. Sådan tænkte jeg i hvert fald, da jeg hørte det første gang. Anderson er medlem af Europa-Parlamentet, men hun har en blodig fortid.

Anderson er nordirsk terrorist. Hun har – før hun kom i parlamentet – nået at afsone 13 år af en livstidsdom for en terrorbombning i Nordirland for IRA. Hun er kun fri af lænker i dag, fordi hun blev benådet som en del af fredsaftalen i 1998. Derudover er der den »kuriøse detalje«, at hendes medsammensvorne, Patrick Magee, blev dømt for at stå bag hotelbombningen i Brighton, der næsten tog livet af den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, i forbindelse med den konservative partikonference i 1984, hvor fem mennesker omkom og 31 blev såret.

Anderson har aldrig offentligt vist tegn på anger over sine forbrydelser, tværtimod har der siden løsladelsen været debat i Nordirland om Andersons kontroversielle udtalelser om tiden i IRA. Men ingen anger.
Det er beklageligt, at en ekstremist, der har været aktiv i en dræbende terrorcelle, kan gå fri – ydermere at en dømt terrorist kan indtage et så fornemt embede, som en plads i Europa-Parlamentet er.
Jeg undrer mig over, at jeg intet har kunnet læse om Anderson i de traditionelle danske medier. For hvordan kan det være en hemmelighed for danskerne, at der sidder en terrordømt i Europa-Parlamentet? Og nå ja: Hvordan kan det være en offentlig hemmelighed, at hun plejer kontakt med et dansk medlem af parlamentet?
Hotel Brighton

Anderson sidder i den yderste venstrefløjsgruppe, GUE/NGL, i Europa-Parlamentet. En sælsom forsamling af den yderste yderste venstrefløj og en forsamling af separatister – alt godt fra det ekstreme venstre!

En dansker i denne partigruppe, der tæller 42 parlamentarikere, er netop blevet næstformand for gruppen. Det er Enhedslistens Nikolaj Willumsen, der har en fortid i Folketinget. Han er en dygtig mand – tænk sig, at han og Enhedslisten har været i stand til slippe af sted med at sidde dér uden kritiske interviews og forargelse.


»Sagen er, at hvis en dansk socialist kan sidde sammen med en livstidsdømt terrorist, så kan jeg så let som ingenting sidde sammen med de gode folk, jeg sidder med.«

Jeg har undret mig over, at så snart der er den mindste ting eller det mindste problem med et af de partier, jeg sidder i gruppe med, så kontaktes jeg af danske journalister på stribe, der straks vil vide, om Dansk Folkeparti er kommet i dårligt selskab. Og det er helt fair at trykprøve de politiske partier.

Men for fremtiden vil jeg helt undlade at kommentere den slags henvendelser. Sagen er, at hvis en dansk socialist kan sidde sammen med en livstidsdømt terrorist, så kan jeg så let som ingenting sidde sammen med de gode folk, jeg sidder med. Mig bekendt har ingen af dem siddet fængslet for bombeattentater endsige været med i blodige terrorceller eller noget derhenad.
Det er paradoksalt, at den selvsamme venstrefløj, der altid farer op som trold af en æske for at beskylde os konservative EU-skeptikere og -modstandere for at ødelægge den gode tone, samtidig kan holde hånden over personer, der ødelægger og frarøver folk deres liv. Men der er naturligvis ikke noget nyt i venstrefløjens smag for voldelige metoder. Hvad der til gengæld er tankevækkende, er pressens larmende tavshed om det.
Peter Kofod, medlem af Europa-Parlamentet og tidl. MF og retsordfører (DF)

 Enhedslistens historik :
Enhedslisten blev dannet i april 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Baggrunden var, at DKP på sit landsmøde i 1988 ville forsøge at skabe en bredere alliance af venstreorienterede grupper. I starten blev der lagt op til en socialistisk-miljøvenlig alliance mellem DKP, De Grønne, VS, SAP, Humanisterne og Fælles Kurs og andre progressive grupper. Efter at flere af grupperne ikke kom med, blev VS og SAP de eneste, der var med til at stifte partiet, som første gang kom til offentlighedens kendskab ved et pressemøde den 28. april 1989.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var tilhænger af demokratisk centralisme og havde som udgangspunkt en Marxistisk-Leninistisk forståelse af socialisme.Det arbejdede således for kollektiv ejerskab af produktionsmidlerne og planøkonomi, ligesom det ønskede, at samfundet skulle styres af et kommunistisk parti, der skulle forberede overgangen til det klasseløse kommunistiske samfund. Venstresocialisterne bestod af forskellige fraktioner og ideologiske opfattelser, hvoraf nogle var betydelig mere anarkistiske i deres socialismeopfattelse end DKP.
I starten var der ikke særlig stor tiltro til, at partiet ville fungere. F.eks. mente SFs daværende formand Gert Petersen, at et samarbejde mellem to så klart forskellige grupper som leninister og VS'ere nødvendigvis ville slå fejl. 6 år efter blev partiet et egentligt parti, efter måneders arbejde. Samme år tilsluttede Kommunistisk Arbejderparti sig Enhedslisten.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

  Jarl Cordua: STATSMINISTERENS SIKKERHEDSPOLITISKE SORTSYN Det stopper, når det kommer til at vælge pensionsalder fremfor forsvar I fors...