Kommentar.
EN BEKYMRET BORGER….
Af: Peter
Qvistgaard 14. december 2019,
22:00
Nørrebro.
Foto: Steen Raaschou
Forleden dag havde jeg et
ærinde i min nærmeste by. Min destination var en bank, der ligger midt i
hovedgaden. Klokken var 12. Og banken havde naturligvis middagslukket til
kl.13. Suk. Nå, men jeg gik så lidt rundt og kiggede på butiksvinduer, mens jeg
ventede. Jeg kiggede også på de mennesker, jeg mødte.
Så blev jeg overrasket.
For kiggede jeg til højre op ad gaden, så jeg nogle få etniske
danskere, der besøgte de traditionelle danske butikker. Det overraskede mig
ikke, idet de fleste danskere klokken 12 om formiddagen jo enten er i skole
eller på arbejde.
Men kiggede jeg til venstre, opdagede jeg, at gaden her var
indtaget af arabere, der myldrede foran de mange arabiske butikker. Spredte
flokke af unge gik forbi mig. Men også voksne mænd, hvis koner gik flere meter
bag dem. Længere henne holdt en bil, hvor fire mænd i fyrreårsalderen sad og
diskuterede højlydt. Og foran flere butikker stod flokke af andre fremmede, der
højrøstet snakkede. Overalt i denne halvdel af gaden blev der talt et sprog,
som jeg ikke forstod.
– Hvorfor er
disse mennesker ikke i skole eller på arbejde, tænkte jeg?
For jeg har jo læst, at
indvandrere skal i skole for bl.a. at lære det danske sprog, og jeg har jo
læst, at dansk erhvervsliv skriger efter arbejdskraft.
Så satte jeg mig på en bænk –
og tænkte. Tænkte på, at vore politikere konstant fortæller os om integration.
Nu stammer
jeg godt nok fra Sydfyn, og jeg skal da med det samme indrømme, at vi fra denne
egn ikke er de skarpeste knive i skuffen. Men bare ved at vende hovedet
henholdsvis til højre og til venstre kunne jeg bogstaveligt talt se, at selv i
en mindre by betyder integration åbenbart, at danskerne holder sig til den ene
ende, og araberne til den anden. De lever begge i separate boligkvarterer og de
foretrækker egne caféer, klubber, butikker etc.
Kort sagt, både danskere og
arabere vælger fortsat at leve i den kultur, som de er opvokset med.
Det hedder ikke integration.
Der hedder parallelsamfund.
Da jeg senere kørte hjem,
tænkte jeg, at der er uhyggeligt, at vore politikere ikke kan forstå, at
arabisk kultur aldrig vil kunne forenes med en demokratisk kultur. Og derfor
vil Danmark om føje år være endnu mere splittet – i to dele: Det religiøse
samfund og det frie. To diametrale modsætninger, der allerede nu kæmper om det
samme lille stykke land.
Men hvad ved jeg om de
lokale, undskyld, globale lyksaligheder?
PQ – en mand fra provinsen.
Kommentar :
medfølelse for børn på Sjælsmark, som vel har det mere end
rimeligt set i relation til at deres forældre nægter at rejse ud af landet.
Derimod mindes jeg ikke, at den samme Morten Østergaard er ude og udtrykke sin
medfølelse hver gang en kvinde bliver gruppevoldtaget, eller en mand bliver
gruppeoverfaldet af de kulturfremmede. Men det er selvfølgelig heller ikke så
belejliget for Morten Østergaard, da han så skulle gøre det stort set dagligt,
og det måske ville være ilde set af hans vælgersegment. Modløs, ja i den grad.
Efter ca. 40 års massiv propaganda er det så småt ved at gå op
for politikerne og journalister at folk med mellemøstlig baggrund kommer til
Danmark ikke for at blive integreret og selvforsørgende men for at leve i sin
egen kultur og på overførselsindkomst. Det koster det danske samfund ufattelig
stort beløb, når man regner udgifter grundet manglende integration.
Pengene går
ikke til de fattige i tredje verden, men bare til dem, der har fået
opholdstilladelse i landet. Alt imens deres søstre og brødre lever i ufattelig
fattigdom i tredje verdens lande. Er det en fornuftig politik? Som tak for det,
har vi også fået problemer der skyldes import af tilbagestående kultur, med
vold, kriminalitet m.m.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar