KRONIKKER

HVORNÅR GIK DET AF MODE AT KALDE EN SPADE FOR EN SPADE, POLITIKERE..?

Når eufemismer bruges opportunistisk af politikere til at bagatellisere og fortie problemer i samfundet, for at fremstå i et bestemt lys eller tækkes egne vælgere i stedet for at arbejde for det, der tjener samfundet bedst – så er det et stort problem.
Helle Birk, lektor, cand.mag. et jur.

Malmø kaldes Nordens Chicago. Men Stefan Löfven står ikke tilbage for sin forgænger, når han eufemistisk taler om trygghet i en ny tid. Statsministeren fastholder, at han er stolt af det velfærdssamfund, socialdemokraterne har skabt.

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En eufemisme er et retorisk greb til at fremstille tingene i et bedre lys eller som mere trygt og godt, end de i realiteten er.

I privatlivet kan det være en god ide at kalde sit hjertes udkårne for diskussionslysten i stedet for kværulantisk, erfaren og ikke udbrændt eller at omtale kærestens rengøringsvanvid som renlig- og ordentlighed.

Men i politik er det problematisk, at formen skal være så inkluderende, politisk korrekt og ikke-krænkende, at den efterhånden er totalt udvandet. Mange af politikernes udtalelser har åbenlyst været igennem en eller flere spindoktorer, og hvem ved, måske også et embedsværk, der har forsøgt at udarbejde forslag til, hvad den irriterende fjerde statsmagt nu kunne tænkes at spørge om.

Alvorlige problemer i samfundet omtales ofte som udfordringer. Jeg vil gerne udfordres, men problemer er jeg helst fri for. Det er problematisk at bruge de to ord i flæng og gøre udfordringer til eufemisme for problemer. Men de fleste politikere mestrer disciplinen at tale i eufemismer om f.eks. inklusion og inkluderende fællesskaber på folkeskoleområdet, der reelt nok mest er en spareøvelse.

Det grå guld

Den ældre dame er, som alle ved, gammel. Min farmor kaldte sig for aldersrentenyder og det, hun qua denne status levede af, aldersrente. I dag hedder det folkepension og alderen for, hvornår man kan nyde godt af den, er sat op.

Alderdomshjemmet er omdøbt til plejeboligen, hvad det vist ikke er blevet bedre af.

Der tales ikke meget om seniorerne, som de ofte benævnes i valgkampe. Bred enighed er der dog om, at de skal behandles værdigt, og at det skal være trygt at blive gammel.

Samtidig kan man læse i medierne, at 90-årige ikke kan få en plejehjemsplads samt kun kommer i bad og får gjort rent med ugers mellemrum.

Ældrebyrden, det grå guld, om De vil, vokser. Men da radioværten Torben Steno offentligt ytrede ønske om at blive aflivet, hvis han blev dement, vakte det et ramaskrig. Steno selv mente, at det at tage livet af ham således var ganske poetisk. Og at foretrække fremfor at ligge samfundet til byrde.

Men døden er et tabu – og flere og flere kalder det at gå bort.

Ordkrig på Tinge

Ordvalget, da bl.a. lovforslag L 83 om ændring af lov om dansk indfødsret m.v. blev fremsat, var sigende for, hvor på det politiske spektrum ordførerne befandt sig. Forslaget blev stillet i kølvandet på, at fremmedkrigere med dansk pas, der har kæmpet for Islamisk Stat, og disses børn, står for at skulle til Danmark. De er rejst til Syrien, selvom der ifølge bekendtgørelse om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder er indrejseforbud for personer med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark. Udgangspunktet er, at der har danske borgere intet at gøre.

Under den ophedede debat om lovforslaget, der har til hensigt at fratage folk med dansk statsborgerskab og deres børn statsborgerskab, refererede Enhedslisten til denne persongruppe som fremmedkrigermistænkte. Da talen faldt på gruppens børn, kaldte Dansk Folkeparti forældrene  jihadistforældre og forældre, som formentlig er jihadister. De Radikale sagde om børnene, at hvis man føler sig dansk, så er man dansk.

Boligminister Kaare Dybvad vil ikke bruge ordet ghetto som begreb. Ikke desto mindre bliver der i hans ministerium udarbejdet lister over ghettoer og hårde ghettoer, hvor der også kan forekomme visitationszoner, og ghettoplanen vedtaget under den tidligere regering gennemføres fortsat. Angiveligt findes der ikke no go zoner i Danmark som der gør i Sverige, hvor man ikke siger ghetto, men utsatta områder.

Det har - som alle efterhånden ved - ikke ændret problemerne med bilafbrændinger, bombeeksplosioner og fænomenet polisfishing, hvor politiet lokkes i baghold og bliver angrebet med stenkast og sågar granater. I disse områder er politietatens magt- og voldsmonopol ikke udfordret. Det er nærmere tabt.

For nylig fik rigmandsghettoen Östermalm i Stockholm en brat opvågnen, da en bombe eksploderede og forårsagede massive skader.

Sverige som humanitær stormagt

Daværende statsminister Fredrik Reinfeldt opfordrede i sin nu så berygtede tale fra 2014 det svenske folk til at åbne deres hjerter (for flygtninge og migranter.)

I 2018 blev samme Reinfeldt leder af Trygghettskommissionen, der skulle analysere udviklingen i hverdagskriminalitet i Sverige og komme med forslag til, hvordan man kunne bekæmpe den, og - som det hed i kommissoriet - mindske utrygheden i samfundet.

Her mere end fem år senere er det ikke alle, der er lige begejstret for et Sverige som humanitær stormagt. Malmø kaldes Nordens Chicago. Men Stefan Löfven står ikke tilbage for sin forgænger, når han eufemistisk taler om trygghet i en ny tid og siger, at välfärd og trygghet går altid først. Statsministeren fastholder, at han er stolt af det velfærdssamfund, socialdemokraterne har skabt.

Der er lidt »Nero, der spiller på harpe, mens Rom brænder« over broderlandet for tiden.

Löfvens argeste modstander, Jimmie Åkesson, der roser sig af at kalde en spade for en spade, taler om fejlslagen indvandringspolitik og masseindvandring. Om kommuner i knæ og volden, der spreder sig. Om problemer, der som han så malerisk beskriver det, ikke er vokset op som svampe af jorden. Om utrygheden.

Ingen kan beskylde lederen af Sverigedemokraterne for at være eufemismernes mester, når han med egne ord skildrer den kolde, grimme virkelighed.

Men i skrivende stund er der et flertal blandt vælgerne, der kan lide hans politik og – det er da en nærliggende tanke – også hans retorik. Regeringen, anført af Stefan Löfven, oplever derimod vælgerflugt.

California dreaming

I 2017 vedtog Californien the State Sanctuary Law, som gav illegale immigranter et såkaldt fristed i staten, så de ikke bliver udleveret til ICE, immigrationsmyndighederne, hvis de har begået mindre lovbrud.

Californien, the Sanctuary State, har ikke overraskende oplevet en stigning i antallet af hjemløse. Og i visse typer af kriminalitet.

I sin tale til nationen bad præsident Trump Kongressen om at vedtage den lov, der skal sørge for retfærdighed for ofrene for Sanctuary Cities. I utvetydige vendinger talte Trump om, hvad disse ofre havde været udsat for. Til jubel for den ene halvdel af Kongressen.

I San Francisco, der er hårdt ramt af den førte politik, forsøges sproget saneret, så en hård kriminel nu skal omtales som en retsinvolveret person og en ungdomsforbryder som en ung person, der har været involveret i retssystemet.

Da det demokratiske kongresmedlem fra Minnesota, Ilhan Omar, sagde, at »Some people did something«, vakte hendes måde at udtrykke sig på voldsom kritik. Med »Some people« mente hun  Al-Qaeda terrorister og det »something«, de gjorde, var terrorangrebene 11. september 2001. Eufemistisk omtale af det værste terrorangreb i USA har vakt vrede. T-shirts med ordene har været brugt i protestdemonstrationer.

Når eufemismer bruges opportunistisk af politikere til at bagatellisere og fortie problemer i samfundet, for at fremstå i et bestemt lys eller tækkes egne vælgere i stedet for at arbejde for det, der tjener samfundet bedst – så er det et stort problem. Og spørgsmålet er, om ikke det giver bagslag – og politikerlede?

Jeg påstår ikke, at der er en direkte sammenhæng mellem den tendens, der er til at tale i eufemismer og det faktum, at Donald Trump, en mand, der talte om at »grab them by the pussy«, er blevet valgt til USAs præsident. Og heller ikke, at det er grunden til, at han nok går hen og bliver genvalgt.

Helle Birk er lektor, cand.mag. et jur.

Kommentar :

Det er ingen nyhed, at politikere ikke er bedre end andre mennesker. Men det ville være en nyhed, hvis de indrømmede dette faktum.

En nyhed, hvis især de radikale holdt op med at prise deres egen godhed.

Også andre som Uffe Ellemann og Birthe Rønn Hornbech var i deres karriere så glade for deres fine menneskesyn, at de ikke delte det med hvem som helst, det vil sige pøblen, som først og fremmest omfatter Dansk Folkepartis vælgere.

Og Inger Støjberg er ondskaben selv, fordi hun vil beskytte danskerne mod indvandringens følger, såsom kriminaliteten og udgifterne, der betyder færre penge til behandling af syge og gamle danskere.

De radikale - hvoraf ingen har stået på et slagteri i 40 år - kræver pensionsalderen sat op for at skaffe mere "økonomisk råderum", som naturligvis skal gå til yderligere import af muslimer.

Det er kvalmende.

Dansk politik blev påvirket af opløsningen af normer efter 1968 og afspejler for så vidt kun samfundets forfald. Der har været undtagelser - Knud Heinesen, Poul Nyboe Andersen, Svend Jacobsen og et par stykker til, men de blev mast af hele den vulgære generation, der voksede frem i løbet af 1970erne.

Jeg husker 50 år tilbage og tør godt vove den påstand, at vi har de ringeste politikere nogen sinde, også før min hukommelse. At det ikke ser bedre ud i Tyskland, Frankrig og de øvrige skandinaviske lande, er en ringe trøst.

Jeg tror såmænd godt, at mange danske politikere ved den er gal med indvandringen. Men frygten for at miste levebrødet og pladsen i det gode selskab bestemmer. De siger for eksempel, at der er grund til at se på konventionerne, men ingen af dem kunne drømme om at gøre noget. Så hellere optræde i "Vild med dans" eller et bageprogram.

Man kan tydeligt mærke at en ulmende oprør er på vej hos flere og flere danskere som har fået nok af tossegodhed og sødsuppe fra uansvarlige politikere som igennem mange år har solgt ud af vores danskhed, sikkerhed og værdier og som tager mere hensyn til nogle utidssvarende FN-konventioner og et ikke-fungerende overstatsligt EU - istedet for at tage hensyn til danskernes velfærd, demokrati og ikke mindst fremtid! 

Og nye partier som Nye Borgerlige kunne sagtens profitere af dette oprør!

En politiker kan stræbe efter at forstå samfundet og alle dens mekanismer med den hensigt at kunne danne den politik, der skaber forbedringer. En politiker kan desværre også orientere sig efter sin egen karriere og sin såkaldte ”personlige udvikling”, sådan som nutidens ”erhvervsmode” forskriver, og så får man en taktisk politiker, der kan fremme sin egen karriere og remse politiske værdier op, men som er ligeglad med hvordan samfundet fungerer.

Det er desværre den sidst nævnte politikertype, der er flest af, men det gælder ikke kun politikere, der gælder inden for stort set alle fag. Det er kun de få, der med passion forsøger at udforske verden og forstå den, mens flertallet har nok i at dyrke sin egen person. Der eksisterer et narcissismeproblem, der kalder på at blive løst, og som blokerer for evnen til at perspektivere i en større kontekst.

Befolkningen efter politikere, der tør stå frem, rumme krisen og give svar, som ikke alle er enige i, men som bunder i deres samvittighed.

Måske er det der, problemet ligger. Mange af dem lader ikke til at have nogen."

https://www.berlingske.dk/kronikker/hvornaar-gik-det-af-mode-at-kalde-en-spade-for-en-spade-politikere?fbclid=IwAR12PzbrS_Y-YdsRBOkGY_bt6phF6RsiQmqYqn3YVtJDo6iZPqLwfckLtYo