Mikael Jalving

FOLKEOPLYSNING FOR VENSTREFLØJEN: MÅ JEG FORESLÅ AT STARTE FORFRA – MED EN RUSSER ?

Hvad kan den 200-årige russiske forfatter Dostojevskij lære Pernille Skipper, Zenia Stampe, Sikandar Siddique og Carolina M. Maier? En hel del. Ikke mindst om dem selv.

I den forløbne uge udspandt der sig endnu en debat om udlændingespørgsmålet i DR’s ”P1 Debat”.

 

Denne gang mellem bl.a. Pernille Skipper (EL), Zenia Stampe (R), Sikandar Siddique fra Frie Grønne, Pia Kjærsgaard (DF) og Rasmus Stoklund (S). Vist var der et par aktuelle indslag, men holmgangen blev som så mange andre en reprise af debatten i 90’erne og 00’erne.

 

Dvs. en debat om tonen og den påståede racisme i det danske samfund. Ligesom i klummen af det tidligere folketingsmedlem for Alternativet Carolina M. Maier her i avisen 4/6.

 

Må jeg foreslå at starte på en frisk. Med en russer.

 

Der blev født for præcis 200 år siden. Fjodor til fornavn, Dostojevskij til efternavn, forfatter til en hel stribe berømte romaner om menneskesjælens vidder og dybder, en antropologisk ekspert i den menneskelige hang til selvforblindelse.

 

Hvad kan han lære os – og særligt den danske venstrefløj i dag? En hel del. Men vi må først omkring en schweizer ved navn Eduard Thurneysen, der var præst, før han blev professor i praktisk teologi ved universitetet i Basel og i 1921 udgav en lille ekstatisk bog om netop Dostojevskij, der udkommer på dansk i næste uge på forlaget Multivers med et glimrende efterskrift. Det er folkeoplysning for venstrefløjen.

 

Venstrefløjen har så at sige tanket op på blåt blod og hængt kors, bånd og stjerner på hinanden i den veltilpasse tro at have privilegeret adgang til sandheden. Derfor sker der i udlændingespørgsmålet altid det, at venstrefløjspolitikere belærer alle andre om, hvor grimt de tænker, tror og taler om de fremmede.

Jeg havde egentlig gemt den bog til ferien, men var så letsindig at begynde. Bogen forsøger at besvare Dostojevskijs spørgsmål om, hvad et menneske egentlig er. Det gør den ved at undersøge hovedpersonerne i hans værker med sideblik på samtidens idédebat. Det hele er skrevet i et akut toneleje, som lader forstå, at der virkelig er noget på spil. Der er der også:

 

Verdenskrigen har gjort tilværelsen tvivlsom og tragisk. Hvad den tidlige kristendom forstod, blev fortrængt i kirken og siden blodigt bevist i skyttegravene: Paradis findes ikke på jorden.

 

»I bliver som Gud og kan kende godt og ondt«, siger slangen lokkende til kvinden i Første Mosebog. Men som både russeren og schweizeren lader forstå, er mennesket kun lidt af en gud og meget af en djævel, f.eks. når det gælder krig, erotik og MeToo.

Vores civilisation, teknik og politik er kun tynd fernis. Når splid og strid opstår, rammes selv de bedste familier og de fremmeste samfund, der hævdes at hvile sikkert på demokrati, menneskerettigheder og velfærdsstat. Mennesket bliver et vilddyr, hvis det belejres, udnyttes eller trues nok og vil til sidst forsvare sit eget med magt.

Det er der, venstrefløjen er gået fejl. Den tager fejl af det konkrete, empiriske menneske, som er en broget skabning med et stort hjerte og en kniv i støvleskaftet.

 

Ligesom forne tiders aristokrati ser venstrefløjen op mod himlen, men ned på folket, i dette tilfælde de ordinære danskere. Venstrefløjen har så at sige tanket op på blåt blod og hængt kors, bånd og stjerner på hinanden i den veltilpasse tro at have privilegeret adgang til sandheden.

 

Derfor sker der i udlændingespørgsmålet altid det, at venstrefløjspolitikere belærer alle andre om, hvor grimt de tænker, tror og taler om de fremmede. Menneskesynet! Tonen! Racismen! Med udråbstegn.

 

Endnu har venstrefløjen til gode at interessere sig for sit folk og forstå, at et stort flertal af danskere er dødtrætte af indvandringen og dens sociale og kriminologiske konsekvenser og frygter for deres børns fremtid, ligesom de fleste er ubekvemme eller vrede over at have fået trukket multikulturalismen ned over hovedet.

Befolkningen er aldrig blevet spurgt, det er næsten det værste. Var det sket, ville indvandringen og dens lobbyister – lige fra Hans Gammeltoft-Hansen, Morten Kjærum og Klaus Rothstein til Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Arne Melchior, Marianne Jelved, Uffe Elbæk og Tøger Seidenfaden – have lidt et kæmpe nederlag.

Det ville utvivlsomt have hjulpet på forståelsen. I stedet fik idealismen lov til at vokse vildt, mens grænserne blev åbnet.

Det er drivkraften bag denne vildfarne idealitet, Dostojevskij giver liv og krop i ”Onde ånder”, ”Idioten” m.m., og det er den, Thurneysen skildrer så skarpt, at den er mindst lige så aktuel i dag. Ej kun for venstrefløjen, men for alle, der vil kende mennesket bedre – og måske endda vedkende sig, at det er fra fangehuller, klamme knejper og skurvogne, at de fleste sandheder kommer, ikke fra babelstårne, slotte eller den politiske adel.

 

Kommentar:

 

En helt igennem god karakteristik af venstrefløjen. Den er rigtignok vor tid adel, der i egen selvforståelse har fået gudeligende sandhedssyn, og nu har ret til at dømme og revse sit eget folk for deres onde tanker om at bevare Danmark for danskerne. Det er ondt, da de udenlandske "ofre", som Vesten gøres ansvarlige for, skal have al empatien og retten til Danmark. Det danske folk skal ikke have nogen prioritet.

Folkeoplysning for venstrefløjen er umulig. De er så forstokkede i deres tro på den rigtige og korrekte mening. Sund fornuft og rationel tænkning
i politiske sammenhæge ever de ikke.
Derimod er folkeoplysning af den flertal af befolkningen der ikke tilhører venstrefløjen relevant og mulig. Alt for længe har flertallet lade sig forblænde og true af venstrefløjselitens luftkasteller og moraliseren.

Den ekstremistiske venstefløj er nyttige håndlangere for de diktaturer i verden, der ikke overholder menneskerettighederne og som nu kan bruge menneskerettighederne til at svække VESTEN.

Den ekstremistiske venstrefløj vil have staten skal overtage ALT, men vi lever af den private sektor...men de ekstremistiske venstrefanatikere tror økonomi er at give penge til de som råber højst op om at være offer

Og stakkels Rosa Lund og Pernille Skipper mv er produkter af at der er 80 % røde journalister og 80 % røde pædagoger og 80 % røde folkeskolelærere og 80 % røde gymnasielærere og 95 % røde universiteteslærere (alle kan finde disse tal på nettet om den overvægt af røde fanatikere vi har tilladt at overtage medierne og undervisningssektoren). Her sidder gammelkommunisterne og indoktrinerer os hver dag - eller de forsøger !! men så dumme er danskerne ikke

Socialismen mistede sin relevans og sin legitimitet efter de utallige forsøg på at implementere konceptet med katastrofale umenneskelige konsekvenser i det tyvende århundrede.

En stor politisk bevægelse står tilbage uden politik og med en falmende nostalgi omkring 'kampen for det arbejdende folk'. I dag humper bevægelsen videre på mediedrevne enkeltsager omkring alverdens mindretalsofre og den gode tone med stor farisærisk offervilje og ihærdig udskamning af enhver synder uden medlemskort til de højglanspolerede gloriers klub. Vi er de gode, og de er de onde. Hvilken identitet vælger du, når du skal vælge ?