DANSKE POLITIKERE ER BLEVET ADVARET I ÅREVIS,MEN DE VIL IKKE FORSTÅ ALVOREN..

Så står det undrende europa igen med en terror handling, i Norge har en konvertit dræbt 5 mennesker  og såret adskillige.

Selvom man kan se terroren udvikle sig lige foran næsen af dem, ja, så er det eneste der sker at landets statsminister, som vanligt, udtrykker sine følelser for de dræbte og såredes familier, og så håber alle at det hurtigt bliver glemt, alle øvrige mainstream medier – incl. DR og TV2 svælger i terroren, men evner ikke at indplacere den i samfundets udvikling, man betragter det stadig som en enkeltsag,- det går snart over igen.

I september 2018 udgav den tyske økonom og forfatter Thilo Sarrazin sin bog ”Fjendtlig overtagelse”, den burde være tvangslæsning for alle politikere i det danske folketing, men selv om den var det, ville hovedparten af politikerne stadig ikke forstå hvad det er de har gang i. 

De har, ved fælles indsats, placeret en trojanske hest i det danske samfund, indholdet er islam og det begynder at kræve flere og flere ofre iblandt den etnisk danske befolkning..

Bedre sent end aldrig følger her et udsnit af føromtalte bog.

OM TO GENERATIONER ER VESTEN UDSLETTET AF ISLAM, SIGER TYSK ØKONOM, DER HAR LÆST KORANEN..

Med bogen ’Fjendtlig overtagelse’ forsøger den tyske økonom og bestsellerforfatter Thilo Sarrazin sig med en analyse af Koranens oplysningsfjendske og antidemokratiske væsen. Modtagelsen er mere interessant end selve bogen, der konkluderer sit udgangspunkt: Vi står midt i civilisationernes kamp, hvor de høje fødselsrater er den ureformerbare islams farligste våben.

KULTUR

14. september 2018

I over et minut lader han sig bade i fotografernes blitzlys, stiv som en saltstøtte og med sin bog foran brystet. På coveret er der hverken bål, brand eller blod, men blot sorte bogstaver på en grøn baggrund. Helt så tør og saglig virker titlen derimod ikke: Feindliche Übernahme – eller den fulde titel oversat til dansk: ’Fjendtlig overtagelse. Hvordan islam hindrer fremskridtet og truer samfundet’.

Titlen er konklusionen. Og den ’fjendtlige overtagelse’ af Vesten vil ud fra forfatterens statistiske fremskrivning tage ca. 75 år.

Dermed kommer han ikke selv til at opleve et islamisk Europa. Manden i blitzlyset er nemlig den 73-årige økonom og socialdemokrat Thilo Sarrazin — et navn, som de fleste tyskere med blandet fornøjelse har prøvet at tage i deres mund, siden han i 2010 vakte ramaskrig og vækkede en hengemt integrationsdebat med bogen ’Tyskland afskaffer sig selv’. 

Med sine delvist racebiologiske teser om, at indvandring på både kort og lang sigt vil sænke det tyske IQ-gennemsnit og føre til det tyske folks langsomme opløsning, solgte bogen i over 1,5 mio. eksemplarer.

Efter skandalebogen måtte Sarrazin i 2010 forlade sin post som bestyrelsesmedlem i den tyske Forbundsbank. Og i det socialdemokratiske SPD, som Sarrazin har været finanssenator for i Berlin, begyndte en heftig strid om, hvorvidt han skulle udelukkes fra partiet. Den strid rumler nu atter i SPD, men skuldertrækkene fylder næsten lige så meget som protesterne.

Ved bogpræsentationen, som havde lokket over hundrede skandalesultne journalister til, lagde forfatteren med det påfaldende højre hængeøje derfor ud med en stikpille til sit eget parti: Siden 2010 er SPD halveret til omkring 15 procents opbakning, fordi ledelsen ikke lyttede til advarslerne om den muslimske indvandring.

Når man ser verden gennem et islam-filter er det åbenlyst ikke nødvendigt med flere forklaringer.

Økonom som teolog

Man skal ikke læse længe i ’Fjendtlig overtagelse’, før man forstår, hvor bogstaveligt man skal tage forfatterens metode med at gøre en dyd ud af sine manglende forkundskaber. Sarrazin vil finde »Islams væsen, som det fremtræder i Koranen«, nemlig »sådan som jeg læser den som lægmand og uden kendskab til det arabiske sprog«. Han udelader således alt, hvad han »ellers har hørt og læst om Koranen og islam« for at erstatte disse rygter med sin »umiddelbare tekstforståelse«.

Sarrazin og Koranen — face to face, helt uden fordomme. Helt sikkert.

Bogens små 500 sider er så resultatet af det, som Sarrazin har fundet ud af. Ikke bare om Koranen, men også om den muslimske verdens miserable tilstand og islams rolle i Vesten. I logisk opbyggede kapitler refererer han egne og andres holdninger samt et væld af islamkritiske debatter og studier. Og lader det munde ud i sidste kapitels bud på »hvad vi skal gøre« som modsvar på den islamiske trussel.

At resultatet er kritiseret sønder og sammen i den tyske presse, er både forventeligt og fair. Bl.a. har Die Zeit rammende kaldt bogen for »et værk fra en flittig mand, der har meget tid og ingen anelse«.

Såvel i bogen som ved præsentationen af den indrømmer Sarrazin da også frejdigt, at der er mange passager i Koranen, hvor han ikke rigtig kan finde nogen rød tråd. Hvilket dog ikke hindrer ham i at servere »de centrale budskaber« og en indsigt i »islams væsen«.

Mejslet i sten

Det kræver tilsvarende tålmodighed at læse bogens første og centrale kapital, hvor Sarrazin belægger sine teser med et hav af Korancitater. Fordi mange muslimer tager Koranens ord bogstaveligt som et direkte budskab fra Gud, gør Sarrazin det i reglen også. Det munder ud i den gængse udlægning af, hvordan urkristendommen levede som en fredelig religion i over 300 år, før den blev politiseret som romersk statsreligion. Islam er derimod født som en politisk religion, der meget tidligt fik stor sekulær magt.

»I samspil med Koranens enorme ærefrygt for Gud lever islam således af hadet til de vantro. Dette had er også en central del af Koranens åbenbaring,« skriver han.

Den politiske dimension og det medfødte had har ført til en ekstrem intolerance over for mindretal og vantroende, mener Sarrazin. Han henviser her med rette til mindretals trange kår i store dele af den arabiske verden. Men i hans bombastiske stil hedder det »komplet undertrykkelse« og »i hele den muslimske verden«, så pointen ikke går tabt i virkelighedens nuancer. Det handler jo om islam an sich, og den grunder i den menneskefjendske Koran, har hans læsning vist.

Sarrazin argumenterer også negativt i forhold til Koranens samfundsmæssige følger: »En statslig instans, der gør krav på et voldsmonopol og tager gennemførelsen af retten i statslig hånd, forekommer ikke i Koranen,« skriver han blandt andet.

Den slags statslære er nu ellers ikke just det, der præger de monoteistiske religioner, kunne man indvende. Men netop der starter ekkoeffekten i Sarrazin-debatten. Som stort set alle større tyske medier er Frankfurter Allgemeine Zeitung gået i flæsket på bogen med analyser af alle dens overdrivelser, generaliseringer og faktuelle fejl — og hvordan Biblen heller ikke er i nærheden af at leve op til Sarrazins standarder og bogstavelige læsning.

I sit opgør med »rethaveren Sarrazin« og hans »makværk« er Der Spiegel mere forsigtig med den slags kritik:

»På den måde løber man i den fælde, som alt for mange af Sarrazins modstandere allerede sidder i: Med deres modargumenter udsætter de sig for mistanken om, at de vil bortforklare de mange eksisterende problemer med den radikale islam eller med mange muslimske migranters kriminalitet.«

Når det først er sket — når kritik af kritikken udstilles som et naivt forsvar — så opstår der nye fronter, som ikke mere handler om det egentlige problem: at Sarrazin hiver Koranen ud af dens sociale kontekst og 1400-årige fortolkningshistorie. At han ikke giver plads til det flertydige og mangfoldige i den islamiske tradition. Og at han dermed isolerer alle problemer til at være en konsekvens af islams inderste væsen, som ikke kan reformeres, forbedres eller integreres. Det har han jo selv fundet ud af ved at læse i Koranen.

Undertrykkelsesfantasier og præstationsangst

Igen og igen havner bogen i sin argumentation ved denne cirkelslutning og ved generaliserende udsagn om Islam — selv om der både geografisk og teologisk er tale om en næsten uoverskuelig mangfoldighed, der tilmed ikke har en øverste autoritativ instans som den katolske kirke, som kunne repræsentere den rette lære.

Denne fundamentale kritik ændrer ikke ved, at Sarrazin tager fat i en masse interessante og kritisable aspekter som islams paradisforestillinger, kvindebillede eller sharialovgivning. Han går bl.a. i kødet på »Islams herskende jomfruhysteri«, som udtrykker »kombinationen af mandlige undertrykkelsesfantasier og mandlig præstationsangst«. Men samtidig kommer han med ekstremt generaliserede udsagn, som at den islamiske verdens kulturelle misere kan føres tilbage til, at en »samfundsmæssig og social omgang mellem mænd og kvinder i den islamiske verden er utænkelig uden for familien«. Den påstand følger han så op med udsagn som »i Vesten er kvinder historisk set aldrig blevet reduceret til deres kønsroller«.

Hans påstand om, at islam bl.a. på grund af kønsadskillelsen aldrig har udviklet nogen nævneværdig kultur, er lige så festlig. Og dog er det så bredt et udsagn, at man til nøds kan diskutere, hvornår ’nævneværdig’ starter og slutter. Men når Sarrazin bliver mere konkret og f.eks. påstår, at der »aldrig er udviklet en selvstændig islamisk arkitektur«, så klapper løgnefælden. Det er også faldet avisen Süddeutsche Zeitung for brystet, som direkte kræver, at Sarrazin som straf for sin himmelråbende uvidenhed burde få livslangt adgangsforbud i Alhambra.

Foregøglet saglighed

Islam-katastrofen er bredere end det kulturelle, mener Sarrazin.

Hele Koranens underkastelseslogik og fjendskab mod selvstændig tænkning »fører til samfund med et ringe uddannelsesniveau og ringe åndelig nysgerrighed, hvilket er med til at forklare den islamiske verden tekniske og civilisatoriske tilbageståenhed«. Et slående argument er, at den islamiske verden kun høster meget få patenter, og aldrig har opnået nobelpriser i fag som fysik, kemi og medicin.

»I årtier har krige og vold især været koncentreret om den islamiske kulturkreds,« skriver Sarrazin andetsteds.

Religionens rolle i denne misere kan man selvsagt godt analysere. Men historiske sammenhænge, postkoloniale forhold, Vestens krige i Mellemøsten, ulige handelsforhold osv. gøres ikke til en del af ligningen. Altså står ikke bare religionen, men islam tilbage som det eneste problem. Det, der blev puttet ind i maskinen, kommer sjovt nok ud igen, og så er der ikke rigtig nogen, der er blevet klogere. Kun hadet til Islam er vokset.

Alt sammen belægges med tal — med »bundsolide tal«, som Sarrazin forsikrer ved bogpræsentationen, hvor han er flankeret af en snes bodyguards og politifolk.

Men med mindre man er statistisk skolet og har en dyb indsigt i de socioøkonomiske forhold i de islamiske lande, er man som læser fuldstændigt prisgivet Sarrazins egen udlægning af bogens mange tal og tabeller. Alligevel vil de mange kvantitative opgørelser af de islamiske landes ringe uddannelsesgrader, deres store konfliktpotentialer eller deres befolkningers begrænsede kognitive evner sikkert imponere et bredt publikum. Af samme grund har den tyske professor i islamvidenskab Johanna Pink — ud over at påpege, at bogen er smækfyldt med faktuelle fejl — konkluderende kaldt Sarrazins værk for »en overvældende foregøgling af saglighed«.

Invasion gennem fødekanalen

Bogens pointe ligger i advarslen om den ’fjendtlige overtagelse’.

»Det hierarkiske forhold mellem kønnene og kvindernes lave position som uuddannede og dermed afhængige mennesker skaber en reproduktion over gennemsnittet i den islamiske verden, hvilket øger dens demografiske ekspansion,« lyder Sarrazins centrale advarsel.

Mindre kryptisk udtrykt: På grund af kvindeundertrykkelsen får muslimer flere børn end ikkemuslimer. Som nævnt er Sarrazins dystre tidshorisont 75 år for denne »fjendtlige overtagelse« for Europas vedkommende.

»I Tyskland og Europa har vi retten, ja endda pligten til rettidigt at modgå den trussel,« mener han.

I praksis hedder det et totalt »muslim ban« — altså et stop for al indvandring fra muslimske lande. Desuden skal der oprettes transitzoner med 30 dages asylprocesser og »tilbageførelse med militære midler«, hvis oprindelseslandene skulle vægre sig.

At der er grundlovssikret religionsfrihed i Tyskland og bevægelsesfrihed i Europa, rager tilsyneladende Sarrazin en papand. Konsekvenserne af bogen burde derimod rage Sarrazin temmelig meget.

Lige nu ligger han i krig med sit gamle forlag Random House, som han kræver en lille million euro fra, fordi de nægtede at trykke bogen, der angiveligt er »for svagt argumenteret« og »kan vække antimuslimske følelser«.

Den svage argumentation er utvivlsom. At den kan vække antimuslimske følelser, vækker derimod den gamle debat om, hvorvidt ytringsfriheden må finde sig i også at bane vejen for tekster, der opildner til had.

På pressekonferencen lyder spørgsmålet, om man skal lade være med at udgive en bog, bare fordi den helt sikkert vil blive misbrugt på det yderste højre spektrum, der fra NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) over Pegida til AfD (Alternative für Deutschland) sniger sig stadig længere ind mod det tyske samfunds midte?

Svaret er nej. De skal ikke sætte grænserne for, hvilke bøger der må komme på markedet. Heller ikke selv om konsekvenserne kan vise sig at være fatale, kunne man tilføje.

Vores ulykke

Hvis man skulle være i tvivl, sætter Sarrazin selv fronterne på plads med udsagnet »grænsen går ikke mellem tyskere og indvandrere, men mellem muslimer og ikkemuslimer«.

Han smider dermed ikke bare moderate og fundamentalistiske muslimer i én gryde, men sætter også ekstra fut i en integrationsdebat, hvor man skal veje sine ord, hvis de ikke skal blive til selvopfyldende profetier. Det rager igen åbenlyst Sarrazin.

I dette lys har avisen Die Welt sammenfattet ånden i ’Fjendtlig overtagelse’ med én sætning: »Muslimerne er vores ulykke« — en sætning, der rimer på naziavisen Der Stürmers motto om jøderne. Altså nazikøllen igen igen, vil svaret lyde i ekkokammeret. Men Die Welt fører argumentet videre og konkluderer: Idet Sarrazin med sin monokausale læsning gør Koranen til årsagen til alle den muslimske verdens ulykker, er alle forsøg på integration nyttesløse, da de jo grunder i Koranens væsen. Den egentlige konsekvens af hetzen kan derfor meget vel blive vold og fordrivelse.

Så langt er kun få tyske medier gået i deres kritik, der nærmere har været hovedrystende gennemgange af de voldsomme generaliseringer og fordrejninger.

Selvom ’Fjendtlig overtagelse’ fra førstedagen strøg til tops på bestsellerlisten, ser debatbølgen ud til at lægge sig langt hurtigere end ved Sarrazins bog i 2010.

Både fordi integrationsdebatten i dag udspiller sig for åbent politisk tæppe. Og fordi de fleste forhåbentlig har luret, at effekten for Sarrazin er vigtigere end indholdet.

Thilo Sarrazin: ’Fjendtlig overtagelse’.

https://www.information.dk/kultur/2018/09/to-generationer-vesten-udslettet-islam-siger-tysk-oekonom-laest-koranen