Forbehold. Danskerne har aldrig været større tilhængere af EU. Alligevel kan vi være på vej mod endnu et nej. Hvorfor?

INSTINKTIV MODSTAND.

 

Jeg havde rejst mig fra en eller anden lang politisk debat og var gået ud på gangen i Europa-Parlamentet i Strasbourg for at hente kaffe, jeg gik ned ad den forkerte trappe, mistede orienteringen, drejede om et hjørne, hvor nogle kamerafolk fumlede med forlængerledninger, og så stod jeg pludselig lige over for Wyclef Jean. Altså, ham rapstjernen fra 1990erne, fra Fugees-musikvideoerne, ham, der næsten blev præsident i Haiti.

Han var i byen for at tale om noget med ophavsret på nettet, han skulle være stjernedrys og give opmærksomhed, men som han stod der på gangen og stenede i slasket jakkesæt med et tomt blik i øjnene, lignede han ikke en celebrity. Han lignede en fyr på vej i retten i sin storebrors jakke, han lignede en revisor fra kommunen, han lignede en mand, som bare gerne ville lidt ud i solen. Den høring, han skulle deltage i senere på dagen, havde fået det sexede navn »Artikel 13«. 

Der var dækket op med høje papirbunker og juridiske argumenter, lovgivningsprocessen ville tage flere år. Stakkels fyr. Jeg nikkede genert til ham, smøg mig forbi og fandt endelig cafeen, hvor der var kø. Selv en rapstjerne kan EU suge energien ud af, tænkte jeg.

EU er kedeligt, for nu at sige det ligeud. EU er love og regler, fælles standarder, økonomiske beregninger, juridiske domme. Det er tusindvis af embedsmænd, det er uendelige møder. EU er en slags forsamlingshus, hvor ministre og politikere kan forhandle. Som Holger K. Nielsen skriver i sine erindringer, der udkom i efteråret: 

»Dem der påstår, de elsker EU, ved ikke hvad kærlighed er.«

For danske politikere er det stadig en straf at blive sendt til Bruxelles, »det er vist ingen hemmelighed, at jeg ikke selv havde bedt om det«, som DFs spidskandidat Peter Kofod sagde til Berlingske, da han blev valgt til Europa-Parlamentet i 2019. Eller som Birgitte Nyborgs spindoktor, Kasper, siger i et afsnit af Borgen: »I Bruxelles kan ingen høre dig skrige.« Det er ikke helt forkert. For hvor mange kan egentlig nævne tre danske EU-parlamentarikere? Hvem kan forklare forskellen på Kommissionen og Rådet? 

Og hvad skal vi egentlig stemme om 1. juni?

Illustration : Gitte Skov

Danskernes principielle opbakning til EU har aldrig været større. Kun godt og vel 20 procent af danskerne vil i dag ud af EU. Ved EU-valget i 2019 gik de skeptiske partier tilbage, selv Enhedslisten, som i sin tid kom i Folketinget på grund af EU-modstand, er nu en slags tilhængere. Skulle vi i dag stemme om Edinburgh-aftalen, ville det blive et brølende ja. Stemningen skiftede for alvor efter Brexit og Trump i 2016: Pludselig kunne alle se, at internationale aftaler ikke var evige, de kunne forsvinde igen, så opbakning steg.

”Som Birgitte Nyborgs spindoktor, Kasper, siger i et afsnit af Borgen: 'I Bruxelles kan ingen høre dig skrige.' Det er ikke helt forkert.”

Samtidig har de mange kriser de senere år faktisk skabt en slags europæisk offentlighed: Nu interesserer vi os for flygtninge på Lampedusa, for covidnedlukning i Paris, for krig i Ukraine.

Alligevel viser meningsmålingerne ikke nogen overvældende opbakning til et ja: Selv når der er krig i Europa, svarer kun omkring 40 procent, at de vil stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Godt 30 procent siger nej, og 25-30 procent har ikke besluttet sig.

Danskerne er ikke leavers, som det hedder i England, men de har stadig »en instinktiv modstand« mod EU, som professor Uffe Østergaard sagde til mig forleden. Vi kan godt se fordelene – handel, samarbejde og fred og alt det der – men mavefornemmelsen, intuitionen, instinktet, er alligevel skeptisk. Vi har »et købmandsforhold til Europa«, som Thorsten Borring Olesen, der er professor i historie i Aarhus, siger til mig. 

»Vi stemmer ja, når der er en økonomisk fordel, og nej, når samarbejdet bliver politisk.«

Vi kunne aldrig drømme om at flage med EU-flaget. Vi gider ikke engang have de der små EU-symboler på nummerpladerne. Da Aarhus i 2017 var Europæisk Kulturhovedstad, fik kommunen designet 4.000 særlige fortovsfliser, som blev lagt over hele byen, for at markere den store begivenhed. De ligger der stadig, men der står ikke »EU« eller »Europa«, der står slet og ret »Aarhus 2017«. Det opsummerer fint danskernes forhold til Europa, synes jeg.

I næste uge er spørgsmålet, om vi skal afskaffe et af de fire forbehold, som blev skrevet i 1992, da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten. I dag er det juridisk umuligt for Danmark at deltage i militære aktioner, hvis de arrangeres af EU. Vi kan være med, hvis det foregår inden for FN eller NATO, men ikke EU. Hvis forbeholdet ophæves, kan Folketinget i fremtiden vælge at lade danske soldater være med i militære aktioner. Det handler altså om, hvem der skal bestemme: forbeholdet eller Folketinget?

EU-kløften

Forleden dag var der en tegning i Politiken af Roald Als: Mette Frederiksen er ved at sætte en japlakat op i en lygtepæl, mens hun siger: »Selvom vi afskaffer forsvarsforbeholdet, er det stadig den danske regering, der beslutter, hvilke krige vi skal deltage i.« En dansker med klaphat går forbi og mumler: »Det er det, der bekymrer mig!«

Jeg så en del folk fra Enhedslisten dele den tegning på sociale medier. Det var også en af Morten Messerschmidts hovedpointer under partilederdebatten på DR for et par uger siden: Forbeholdet beskytter danskerne imod det EU-begejstrede flertal i Folketinget. Det lyder næsten som dét, venstreorienterede politikere plejer at sige om konventioner og internationale traktater: De beskytter borgerne imod politikerne.

Når det handler om EU, har der altid været »en kløft mellem borgere og politikere«‚ som Martin Vinæs Larsen, der er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, siger til mig. Cirka 70 procent af danskerne ønsker sig »velfærd frem for skattelettelser«, det passer cirka med partierne i Folketinget. Det samme med udlændingepolitikken: 

De fleste danskere vil have en stram politik, det samme vil politikerne. Men sådan er det ikke med EU. Her er politikerne stadig markant mere EU-positive end befolkningen, og sådan har det været i årtier. Måske altid.

Den instinktive modstand har historiske rødder: Efter 1864 blev Danmark en småstat, nationen overlevede kun med skindet på næsen, og siden har vi ifølge Thorsten Borring Olesen haft »småstatens mindreværd kombineret med en national selvovervurdering«: 

Vi frygter at blive opslugt af det store kontinent, at blive ædt af tyskerne, at blive ligegyldige, at forvitre og forsvinde. Men samtidig mener vi selv, at vi har opbygget det bedste af alle samfund, velfærdsstaten, som kun bliver dårligere, hvis andre blander sig med regler om mindsteløn eller barsel.

Det underlige er, at vi ikke har samme skepsis over for amerikanere og briter. Vi ser deres film, vi lærer deres sprog, vi hører Fugees, vi følger med i deres valgkampe, vi ser NFL og Premier League – og vi har ingen problemer med at sende danske soldater på NATO-mission under en amerikansk general. I princippet er der ingen forskel på »en EU-hær« og »en NATO-hær« – begge består af tropper fra suveræne stater, som selv har valgt at sende soldater afsted. 

Men når det kommer til krig, stoler vi nok stadig mere på amerikanere og briter end på franskmænd og italienere. Vi skal ikke »sætte danske soldater under EU-flaget og gå i takt til EU-hymnen«, som næstformanden i Nye Borgerlige, Peter Seier Christensen, skrev i Altinget for et par måneder siden.

»Inden for Forsvaret selv er der en øget velvilje over for britiske og amerikanskledede operationer,« siger Christine Nissen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Jeg tænkte over det i sommer, da Italien og England mødtes i EM-finalen. Det virkede, som om hele Danmark holdt med Italien. Italienerne var cool, de havde jakkesæt, de havde pastaretter, de gjorde det der seje med hænderne, når de talte. Mens briterne, ja, de var bare bøvede og fulde og rødhårede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det i virkeligheden handlede om, at vi ligner og forstår briterne meget bedre, end vi forstår italienerne – vi kender sproget, vanerne og samfundsformen. 

Det gør vi netop ikke med italienerne. 

Vi kender kun landet som en varm feriedestination, et sted, man drikker hvidvin og lever, som en solbeskinnet fortælling, og derfor var det også let at spinne historier om de eksotiske mennesker i syd, som vi kunne heppe på. Men det bekræftede bare, at vi netop ikke føler os forbundet med Sydeuropa. Det var et eksempel på »de små forskelles narcissisme«, som Freud kaldte det – at man skændes mest med dem, der ligner én selv.

Frygt for Trump

Måske er det bedste argument for at stemme ja 1. juni simpelthen, at dem, vi helst vil være sammen med – amerikanerne – ikke længere vil være så meget sammen med os. USA ser mod Asien. I slutningen af 1980erne var der udstationeret over 300.000 amerikanske tropper i Europa, i 00erne var der cirka 100.000, i dag er der godt 60.000. Og som Holger K. Nielsen, der i sin tid forfattede og forhandlede de fire EU-forbehold, skrev i Altinget forleden: »USA er i dag hverken George W. Bush eller Donald Trump, men pendulet kan hurtigt svinge tilbage.«

Europa er nærmest omringet af potentielle problemer: Rusland, Sahel-regionen i Afrika, Mellemøsten, flygtninge på Middelhavet, Balkan … Og »derfor er det virkelige problem ikke truslen om en europahær, det er, at vi ikke har en europahær,« som Thorsten Borring Olesen siger.

»I dag skal EU først sidde i råd, så hjem i parlamenterne, så debat igen, så vil Ungarn ikke, så er det hele blokeret, så går der fire måneder, og så står de fjendtlige tanks jo allerede i Bruxelles.«

Alligevel kommer der næppe nogensinde en rigtig, stor, stående EU-hær, sådan som nejpartierne frygter – det ville jo ikke kun være Danmark, der i så fald skulle overdrage kontrollen over sine soldater til en fremmede kommando, det skulle alle de andre lande også, »og det ville Frankrig aldrig tillade«, som Olesen siger.

I øvrigt er det heller ikke, fordi der lige nu er linet op og gjort klar til, at EU-landene kan gå i krig sammen. Faktisk har EUs missioner »aldrig været i kamp«, som Christine Nissen siger. Jo, der var måske noget med et skib fra en EU-mission, som på et tidspunkt affyrede et varselsskud, som ramte ned i vandet langt fra et piratskib ud for Afrikas Horn, men det er også det skarpeste, EU har været med i.

Suverænitet som handling

Europa har aldrig fået den slags europæiske samarbejde, folk som Uffe Østergaard og François Mitterrand drømte om i 1980erne, den slags samarbejde, som Holger K. Nielsen og de andre nejpartier frygtede: en egentlig føderal europæisk stat med et parlament og måske også en præsident, med fælles hær, penge og det hele. I stedet har vi fået »en føderation af nationalstater«, som Østergaard kalder det. De store beslutninger bliver truffet i Rådet, altså i fag- og statsministrenes klub, hvor unionen består af 27 enkeltlande, og her har de små meget lidt at skulle have sagt.

»Den instinktive modstand er ikke forkert,« siger Uffe Østergaard. Jo, når det kommer til forsvarsforbeholdet, er modstanden »ilde anbragt«, som han siger, for forsvarssamarbejdet er netop ikke overstatsligt, der er ingen i Bruxelles, som kan tvinge Danmark til noget. »Men generelt giver modstanden mening.«

På den ene side har et lille puslingeland, som Jeppe Aakjær kaldte Danmark, svært ved at få indflydelse i Bruxelles. »Hvis beslutningerne flytter til Bruxelles, så bliver det sværere for danskere at påvirke,« som Ditte Brasso fra Tænketanken Europa sagde til mig forleden. På den anden side er EU den eneste måde, et puslingeland rent faktisk kan få indflydelse på i en globaliseret verden, for »hvis vi ikke var i EU, ville vores standarder og vores interesser alligevel blive undermineret,« som Brasso siger.

For hvad kan Danmark selv gøre mod klimaforandringerne eller skattely? Hvis tyskerne brænder kul af, hvis store virksomheder slår sig ned i Holland, hvis grækerne ikke kan patruljere deres egne kyster …. Hvis vi ikke kan forsvare os selv. Hvad har vi så vundet ved at være for os selv? Suverænitet er ikke noget, man har – det er noget, man gør. Det gælder, uanset om man elsker Europa eller ej.

Uanset hvor helt utroligt kedeligt, det hele er.

Kildehenvisning:

https://www.weekendavisen.dk/2022-21/samfund/instinktiv-modstand

Christian Bennike

 

er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

 

Dagens kommentar. Hizb ut-Tahris offerfortælling spises råt, mens hadtalen belejligt ignoreres.

Afledningsmanøvre

 

Hizb ut-Tahrir glemmer gerne at fortælle, at organisationen faktisk er forbudt i store dele af den islamiske verden,men tillades i Vesten, skriver Thomas Hoffmann.

I kølvandet på den midlertidige aflysning af et debatmøde på Københavns Universitet arrangeret af studenterforeningen Muslim Student Association at Søndre Campus med undertegnede og en talsperson fra Hizb ut-Tahrir (herefter HuT) har en fortælling vokset sig stor i det muslimske miljø.

Fortællingens kugler er støbt af HuT og går grundlæggende ud på, at KU – og i bredere forstand hele samfundet – gør sig skyldig i regulær cancelkultur. Den vigtige detalje, at KU havde bedt om en samtale, allerede inden politikere og ministre havde udtalt sig om sagen, forties strategisk. Anledningen for KUs midlertidige aflysning var alene bekymring om eventuelle sanktionerede kønsopdelte arrangementer i universitetets regi, sådan som et tidligere arrangement med søsterforeningen MSA City Campus gav indtryk af. Derfor er HuTs fortælling afledning og fordrejning.

Netop ved at udelade denne vigtige oplysning sættes affæren nu i scene som en fortælling om undertrykkelse og forfølgelse af HuT. Og eftersom HuT også gerne iscenesætter sig som repræsentanter for den muslimske verden tout court, er det ikke bare HuT, der undertrykkes, men muslimer generelt. Især i det materialistiske og åndløse Vesten. Et eklatant eksempel på vestligt hykleri om demokrati og ytringsfrihed. HuT glemmer gerne at fortælle, at organisationen faktisk er forbudt i store dele af den islamiske verden, men tillades i Vesten (med undtagelse af Tyskland).

Problematisk er det, hvor let den HuTske offerfortælling kolporteres og annammes i såvel muslimske som ikkemuslimske kredse. Flere har slået på, at HuT ikke er en ulovlig forening, der virker ved vold. Så hvad er problemet? Det er sådan set sandt nok. Dog tilføjer det unægtelig en nuance til organisationen, at den såkaldte »Løbeseddelsag« figurerer som undervisningscase på Folkedrab.dk, der er Dansk Institut for Internationale Studiers læringsportal. På løbesedlen fra 2002 blev der ved brug af korancitater opfordret til drab på jøder, og man anklagede jøder for at være løgnagtige og mordere. Det kom der en betinget racismedom ud af. Et kommunikativt fejltrin for 20 år siden? Næppe, én af bevægelsens imamer fik så sent som i 2019 en dom for at billige drab på jøder.

Taimullah Abu-Laban, der var taler ved det tidligere muslimske studenterarrangement på KU City Campus, har mig bekendt ingen domme, men er blandt andet kendt for at have udtalt sig i prosa som dette: »Det er kun muslimerne, det er hæren, det er sværdet, som jøderne forstår. De forstår ikke andet. Dræb.« Sådanne udtalelser skal dog ikke forstås antisemitisk, men blot som kras kritik af Israel, har Abu-Laban forklaret.

I fredagens Weekendavisen kunne man så læse et debatindlæg fra Peter Kuzmanovski, der signerer sig som historiker og debattør. Pudsigt nok signerer han sig ikke som konsulent for CEDA, Center for Muslimers Rettigheder i Danmark, en ngo, der hvert år udgiver en rapport om den grasserende islamofobi i Danmark.

Kuzmanovski optrådte også som taler til samme arrangement som Abu-Laban. I Kuzmanovskis indlæg bliver Abu-Laban præsenteret som offer for årelang »hetz« og »stigmatisering«. Men, konkluderes det, det er de hårde vilkår, hvis man er »tro mod værdierne om sandhed og retfærdighed«. Sådan var det for Sokrates og Jesus … og nu også Taimullah. Et ret empatisk defensorat i betragtning af, at én af CEDAs mærkesager er kampen mod racisme og hadtale.

Man kan synes, at Kuzmanovskis sammenligninger med Jesus og Sokrates er rammende eller lettere megalomane. Det er en smagssag. Det er derimod beskæmmende at iagttage, hvordan den fordrejede offerfortælling spises råt, mens HuTs tendens til regulær hadtale og racismedomme belejligt ignoreres for nærværende.

https://www.weekendavisen.dk/samfund/afledningsmanoevre

 

Politiker anklages for dobbeltmoral – prædiker tryghed i nattelivet, mens han anker sin egen søns voldsdom

2. marts sidste år, en aften, tæt ved busterminalen i Aalborg, bliver en ung mand udsat for vold af tre andre unge mænd.

Senere samme år idømmes de 50 dages betinget fængsel. En dom, der senere stadfæstes af landsretten.

Også i marts 2021, et par uger efter overfaldet, skriver Nuuradiin Hussein, dengang gruppeformand for Socialdemokratiet i Aalborg Byråd, i dag rådmand, et indlæg i Nordjyske om utrygheden i nattelivet.

Sammenfaldet? Den ene af de dømte for volden er søn af politikeren.

Den nuværende S-rådmand for Job- og Velfærdsforvaltningen har siden de tragiske dødsfald af Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ibæk Lund arbejdet ihærdigt på tryghedsskabende tiltag.

Derfor undrer det også familien til offeret, der har valgt at stå frem i B.T., at rådmanden ankede den dom fra byretten, som i februar 2022 stadfæstes i landsretten.

I mellemtiden havde Nuuradiin Hussein efter et godt valg sat sig til rette på den kommunale toppost som rådmand.

»Tre mand om en, hvor sølle kan det blive? Sagen har fyldt rigtig meget i vores hjem og har haft store konsekvenser. Det har betydet, at han er blevet utryg ved at færdes i byen, og specielt blevet utryg ved at færdes omkring busterminalen,« siger en berørt mor til ofret, Ulla Bisgaard.

'Vi vil gøre alt for at passe på vores unge mennesker' og 'der skal gøres noget ved utrygheden', var nogle af de budskaber politikeren Nuuradiin Hussein havde, mens sagen kørte for retten.

»Men et er åbenbart de talte ord, og noget andet er konkret handling,« siger moderen til ofret og kalder det 'rendyrket dobbeltmoral', at rådmanden har taget voldssagen helt til landsretten.

Selv mener rådmanden dog ikke, der er tale om dobbeltmoral.

»Dobbeltmoralsk er det sidste, jeg er,« siger han til B.T.

»Jeg er jo ikke et perfekt menneske med en perfekt familie. Jeg er jo far i det her tilfælde. At min søn står det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, gør jo ikke mig til dårligere menneske eller politiker,« fortsætter Nuuradiin Hussein.

Ved overfaldet omkring den befærdede busterminal ved John F. Kennedys Plads, der skete ved aftenstid, fik offeret både slag, spyt og spark, mens både briller og jakke blev ødelagt. Tingskader, der betød at ofret blev tildelt tingskadeerstatning på cirka 4.500 kroner.

Nuuradiin Hussein mener, at sønnen er uskyldig.

»Som familiefar og privatmenneske er jeg dybt ulykkelig over den her sag, som min søn, ved at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, har været involveret i. Men jeg tager rettens dom til efterretning,« siger S-rådmanden.

Men hvorfor mener du, I tog det til efterretning, når I har anket dommen – og du stadig mener, han ikke har gjort det?

»Det var ikke min søns hensigt, da han henvendte sig til ofret. Ofret er jo ikke fremmed for os. Det er en, som er vokset op og er gået i skole med min søn. Et barn, som vi kender, og som er kommet hos os. Derfor er det rigtig, rigtig svært at forstå, at de tror, min søn har udøvet den her vold.«

Men er det ikke dobbeltmoralsk – at snakke om tryghed for unge mennesker og samtidig anke en voldssag mod din egen søn?

»De holdninger, jeg har, dem har jeg stadig. Det her felt har jeg arbejdet inden for de sidste 25 år, og jeg vil mene, jeg har gjort en forskel i unge menneskers liv,« siger han.

Det argument køber Ulla Bisgaard dog ikke.

»Anken af byrettens dom viser med al tydelighed, at han ikke har tillid til vores retsvæsen og politi, og efter min bedste overbevisning er han uværdig som politisk repræsentant.«

Men Nuuradiin Hussein er jo ikke kun rådmand og politiker. Han er også forælder som du selv. Er det ikke i orden at tro på det bedste i sine børn og beskytte dem? Hvorfor er det hyklerisk?

»Det er rendyrket hykleri, når rådmanden påstår, at hans søn har været på det forkerte sted på det tidspunkt. Det er derfor beskæmmende, at vi har en politiker, som ikke vil tage ansvar for handlingen, men i vores øjne billiger den. Man skulle tro, han gik ind for nultolerance over for voldshandlinger,« slutter Ulla Bisgaard, hvis søn i april fik udbetalt sin tingskadeerstatning for sine ejendele.

https://www.bt.dk/politik/politiker-anklages-for-dobbeltmoral-praediker-tryghed-i-nattelivet-mens-han-anker?fbclid=IwAR3QvdmFbM7wxiN2MtDRrOy6eC2CNVcfVKGY61gfNhqiZQxwuB0ze0QyLHI

 

Somalisk viceborgmester i Aalborg: Stop galningen Paludan. Lokalpolitikere bør kunne lukke deres byer for islamkritikere.

 

OBS: Artiklen er fra 2019

 

Nuuradiin S. Hussein er født i Somalia og kom til Danmark som 20-årig. Han er i dag 2. viceborgmester i Aalborg for Socialdemokratiet. Han er desuden SSP-konsulent i Center for Tværfaglig Forebyggelse, hvor han blandt andet skal rådgive unge indvandrere, der er i kontakt med kriminalitet.

 

Nuuradiin S. Hussein har skrevet følgende på Facebook:

 

Jeg begriber ikke at sådan en hadprædikant som Rasmus Paludan får lov til at køre friløb med sine krænkelser og misbrug af ytringsfriheden, mens landets politikere står i kø med opfordringer om at ignorere ham – selvsamme politikere stod i kø for at vedtage imamlisten, som skulle forbyde hadprædikanter – hvad er forskellen?

Vi skal sige fra overfor enhver, som undergraver det danske demokrati og sameksistens – 

STOP den galning før han forårsager større skader for samfundet.

Jeg ville ønske at landets borgmestre og lokalpolitikere kunne få lov til at bestemme, hvem de vil lukke ind i deres byer.

 

Min kommentar:

 

Den somaliske viceborgmester i Aalborg vil altså lukke de danske byer for islamkritikere. Jeg vil til gengæld gerne lukke de danske grænser for fundamentalistiske muslimer fra Somalia.

https://ksdha.wordpress.com/2019/04/18/somalisk-viceborgmester-i-aalborg-stop-galningen-paludan-lokalpolitikere-boer-kunne-lukke-deres-byer-for-