Forbehold. Danskerne har aldrig været større tilhængere af EU. Alligevel kan vi være på vej mod endnu et nej. Hvorfor?

INSTINKTIV MODSTAND.

 

Jeg havde rejst mig fra en eller anden lang politisk debat og var gået ud på gangen i Europa-Parlamentet i Strasbourg for at hente kaffe, jeg gik ned ad den forkerte trappe, mistede orienteringen, drejede om et hjørne, hvor nogle kamerafolk fumlede med forlængerledninger, og så stod jeg pludselig lige over for Wyclef Jean. Altså, ham rapstjernen fra 1990erne, fra Fugees-musikvideoerne, ham, der næsten blev præsident i Haiti.

Han var i byen for at tale om noget med ophavsret på nettet, han skulle være stjernedrys og give opmærksomhed, men som han stod der på gangen og stenede i slasket jakkesæt med et tomt blik i øjnene, lignede han ikke en celebrity. Han lignede en fyr på vej i retten i sin storebrors jakke, han lignede en revisor fra kommunen, han lignede en mand, som bare gerne ville lidt ud i solen. Den høring, han skulle deltage i senere på dagen, havde fået det sexede navn »Artikel 13«. 

Der var dækket op med høje papirbunker og juridiske argumenter, lovgivningsprocessen ville tage flere år. Stakkels fyr. Jeg nikkede genert til ham, smøg mig forbi og fandt endelig cafeen, hvor der var kø. Selv en rapstjerne kan EU suge energien ud af, tænkte jeg.

EU er kedeligt, for nu at sige det ligeud. EU er love og regler, fælles standarder, økonomiske beregninger, juridiske domme. Det er tusindvis af embedsmænd, det er uendelige møder. EU er en slags forsamlingshus, hvor ministre og politikere kan forhandle. Som Holger K. Nielsen skriver i sine erindringer, der udkom i efteråret: 

»Dem der påstår, de elsker EU, ved ikke hvad kærlighed er.«

For danske politikere er det stadig en straf at blive sendt til Bruxelles, »det er vist ingen hemmelighed, at jeg ikke selv havde bedt om det«, som DFs spidskandidat Peter Kofod sagde til Berlingske, da han blev valgt til Europa-Parlamentet i 2019. Eller som Birgitte Nyborgs spindoktor, Kasper, siger i et afsnit af Borgen: »I Bruxelles kan ingen høre dig skrige.« Det er ikke helt forkert. For hvor mange kan egentlig nævne tre danske EU-parlamentarikere? Hvem kan forklare forskellen på Kommissionen og Rådet? 

Og hvad skal vi egentlig stemme om 1. juni?

Illustration : Gitte Skov

Danskernes principielle opbakning til EU har aldrig været større. Kun godt og vel 20 procent af danskerne vil i dag ud af EU. Ved EU-valget i 2019 gik de skeptiske partier tilbage, selv Enhedslisten, som i sin tid kom i Folketinget på grund af EU-modstand, er nu en slags tilhængere. Skulle vi i dag stemme om Edinburgh-aftalen, ville det blive et brølende ja. Stemningen skiftede for alvor efter Brexit og Trump i 2016: Pludselig kunne alle se, at internationale aftaler ikke var evige, de kunne forsvinde igen, så opbakning steg.

”Som Birgitte Nyborgs spindoktor, Kasper, siger i et afsnit af Borgen: 'I Bruxelles kan ingen høre dig skrige.' Det er ikke helt forkert.”

Samtidig har de mange kriser de senere år faktisk skabt en slags europæisk offentlighed: Nu interesserer vi os for flygtninge på Lampedusa, for covidnedlukning i Paris, for krig i Ukraine.

Alligevel viser meningsmålingerne ikke nogen overvældende opbakning til et ja: Selv når der er krig i Europa, svarer kun omkring 40 procent, at de vil stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Godt 30 procent siger nej, og 25-30 procent har ikke besluttet sig.

Danskerne er ikke leavers, som det hedder i England, men de har stadig »en instinktiv modstand« mod EU, som professor Uffe Østergaard sagde til mig forleden. Vi kan godt se fordelene – handel, samarbejde og fred og alt det der – men mavefornemmelsen, intuitionen, instinktet, er alligevel skeptisk. Vi har »et købmandsforhold til Europa«, som Thorsten Borring Olesen, der er professor i historie i Aarhus, siger til mig. 

»Vi stemmer ja, når der er en økonomisk fordel, og nej, når samarbejdet bliver politisk.«

Vi kunne aldrig drømme om at flage med EU-flaget. Vi gider ikke engang have de der små EU-symboler på nummerpladerne. Da Aarhus i 2017 var Europæisk Kulturhovedstad, fik kommunen designet 4.000 særlige fortovsfliser, som blev lagt over hele byen, for at markere den store begivenhed. De ligger der stadig, men der står ikke »EU« eller »Europa«, der står slet og ret »Aarhus 2017«. Det opsummerer fint danskernes forhold til Europa, synes jeg.

I næste uge er spørgsmålet, om vi skal afskaffe et af de fire forbehold, som blev skrevet i 1992, da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten. I dag er det juridisk umuligt for Danmark at deltage i militære aktioner, hvis de arrangeres af EU. Vi kan være med, hvis det foregår inden for FN eller NATO, men ikke EU. Hvis forbeholdet ophæves, kan Folketinget i fremtiden vælge at lade danske soldater være med i militære aktioner. Det handler altså om, hvem der skal bestemme: forbeholdet eller Folketinget?

EU-kløften

Forleden dag var der en tegning i Politiken af Roald Als: Mette Frederiksen er ved at sætte en japlakat op i en lygtepæl, mens hun siger: »Selvom vi afskaffer forsvarsforbeholdet, er det stadig den danske regering, der beslutter, hvilke krige vi skal deltage i.« En dansker med klaphat går forbi og mumler: »Det er det, der bekymrer mig!«

Jeg så en del folk fra Enhedslisten dele den tegning på sociale medier. Det var også en af Morten Messerschmidts hovedpointer under partilederdebatten på DR for et par uger siden: Forbeholdet beskytter danskerne imod det EU-begejstrede flertal i Folketinget. Det lyder næsten som dét, venstreorienterede politikere plejer at sige om konventioner og internationale traktater: De beskytter borgerne imod politikerne.

Når det handler om EU, har der altid været »en kløft mellem borgere og politikere«‚ som Martin Vinæs Larsen, der er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, siger til mig. Cirka 70 procent af danskerne ønsker sig »velfærd frem for skattelettelser«, det passer cirka med partierne i Folketinget. Det samme med udlændingepolitikken: 

De fleste danskere vil have en stram politik, det samme vil politikerne. Men sådan er det ikke med EU. Her er politikerne stadig markant mere EU-positive end befolkningen, og sådan har det været i årtier. Måske altid.

Den instinktive modstand har historiske rødder: Efter 1864 blev Danmark en småstat, nationen overlevede kun med skindet på næsen, og siden har vi ifølge Thorsten Borring Olesen haft »småstatens mindreværd kombineret med en national selvovervurdering«: 

Vi frygter at blive opslugt af det store kontinent, at blive ædt af tyskerne, at blive ligegyldige, at forvitre og forsvinde. Men samtidig mener vi selv, at vi har opbygget det bedste af alle samfund, velfærdsstaten, som kun bliver dårligere, hvis andre blander sig med regler om mindsteløn eller barsel.

Det underlige er, at vi ikke har samme skepsis over for amerikanere og briter. Vi ser deres film, vi lærer deres sprog, vi hører Fugees, vi følger med i deres valgkampe, vi ser NFL og Premier League – og vi har ingen problemer med at sende danske soldater på NATO-mission under en amerikansk general. I princippet er der ingen forskel på »en EU-hær« og »en NATO-hær« – begge består af tropper fra suveræne stater, som selv har valgt at sende soldater afsted. 

Men når det kommer til krig, stoler vi nok stadig mere på amerikanere og briter end på franskmænd og italienere. Vi skal ikke »sætte danske soldater under EU-flaget og gå i takt til EU-hymnen«, som næstformanden i Nye Borgerlige, Peter Seier Christensen, skrev i Altinget for et par måneder siden.

»Inden for Forsvaret selv er der en øget velvilje over for britiske og amerikanskledede operationer,« siger Christine Nissen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Jeg tænkte over det i sommer, da Italien og England mødtes i EM-finalen. Det virkede, som om hele Danmark holdt med Italien. Italienerne var cool, de havde jakkesæt, de havde pastaretter, de gjorde det der seje med hænderne, når de talte. Mens briterne, ja, de var bare bøvede og fulde og rødhårede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det i virkeligheden handlede om, at vi ligner og forstår briterne meget bedre, end vi forstår italienerne – vi kender sproget, vanerne og samfundsformen. 

Det gør vi netop ikke med italienerne. 

Vi kender kun landet som en varm feriedestination, et sted, man drikker hvidvin og lever, som en solbeskinnet fortælling, og derfor var det også let at spinne historier om de eksotiske mennesker i syd, som vi kunne heppe på. Men det bekræftede bare, at vi netop ikke føler os forbundet med Sydeuropa. Det var et eksempel på »de små forskelles narcissisme«, som Freud kaldte det – at man skændes mest med dem, der ligner én selv.

Frygt for Trump

Måske er det bedste argument for at stemme ja 1. juni simpelthen, at dem, vi helst vil være sammen med – amerikanerne – ikke længere vil være så meget sammen med os. USA ser mod Asien. I slutningen af 1980erne var der udstationeret over 300.000 amerikanske tropper i Europa, i 00erne var der cirka 100.000, i dag er der godt 60.000. Og som Holger K. Nielsen, der i sin tid forfattede og forhandlede de fire EU-forbehold, skrev i Altinget forleden: »USA er i dag hverken George W. Bush eller Donald Trump, men pendulet kan hurtigt svinge tilbage.«

Europa er nærmest omringet af potentielle problemer: Rusland, Sahel-regionen i Afrika, Mellemøsten, flygtninge på Middelhavet, Balkan … Og »derfor er det virkelige problem ikke truslen om en europahær, det er, at vi ikke har en europahær,« som Thorsten Borring Olesen siger.

»I dag skal EU først sidde i råd, så hjem i parlamenterne, så debat igen, så vil Ungarn ikke, så er det hele blokeret, så går der fire måneder, og så står de fjendtlige tanks jo allerede i Bruxelles.«

Alligevel kommer der næppe nogensinde en rigtig, stor, stående EU-hær, sådan som nejpartierne frygter – det ville jo ikke kun være Danmark, der i så fald skulle overdrage kontrollen over sine soldater til en fremmede kommando, det skulle alle de andre lande også, »og det ville Frankrig aldrig tillade«, som Olesen siger.

I øvrigt er det heller ikke, fordi der lige nu er linet op og gjort klar til, at EU-landene kan gå i krig sammen. Faktisk har EUs missioner »aldrig været i kamp«, som Christine Nissen siger. Jo, der var måske noget med et skib fra en EU-mission, som på et tidspunkt affyrede et varselsskud, som ramte ned i vandet langt fra et piratskib ud for Afrikas Horn, men det er også det skarpeste, EU har været med i.

Suverænitet som handling

Europa har aldrig fået den slags europæiske samarbejde, folk som Uffe Østergaard og François Mitterrand drømte om i 1980erne, den slags samarbejde, som Holger K. Nielsen og de andre nejpartier frygtede: en egentlig føderal europæisk stat med et parlament og måske også en præsident, med fælles hær, penge og det hele. I stedet har vi fået »en føderation af nationalstater«, som Østergaard kalder det. De store beslutninger bliver truffet i Rådet, altså i fag- og statsministrenes klub, hvor unionen består af 27 enkeltlande, og her har de små meget lidt at skulle have sagt.

»Den instinktive modstand er ikke forkert,« siger Uffe Østergaard. Jo, når det kommer til forsvarsforbeholdet, er modstanden »ilde anbragt«, som han siger, for forsvarssamarbejdet er netop ikke overstatsligt, der er ingen i Bruxelles, som kan tvinge Danmark til noget. »Men generelt giver modstanden mening.«

På den ene side har et lille puslingeland, som Jeppe Aakjær kaldte Danmark, svært ved at få indflydelse i Bruxelles. »Hvis beslutningerne flytter til Bruxelles, så bliver det sværere for danskere at påvirke,« som Ditte Brasso fra Tænketanken Europa sagde til mig forleden. På den anden side er EU den eneste måde, et puslingeland rent faktisk kan få indflydelse på i en globaliseret verden, for »hvis vi ikke var i EU, ville vores standarder og vores interesser alligevel blive undermineret,« som Brasso siger.

For hvad kan Danmark selv gøre mod klimaforandringerne eller skattely? Hvis tyskerne brænder kul af, hvis store virksomheder slår sig ned i Holland, hvis grækerne ikke kan patruljere deres egne kyster …. Hvis vi ikke kan forsvare os selv. Hvad har vi så vundet ved at være for os selv? Suverænitet er ikke noget, man har – det er noget, man gør. Det gælder, uanset om man elsker Europa eller ej.

Uanset hvor helt utroligt kedeligt, det hele er.

Kildehenvisning:

https://www.weekendavisen.dk/2022-21/samfund/instinktiv-modstand

Christian Bennike

 

er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.