FOLKEMØDE MED OG UDEN FOLKET..

Synd tappert, kære venner, der er ikke noget galt i en sommerweekend på Bornholm sammen med nogle andre, der synes, det er den største spas at lege politik hele dagen. Stå dog ved det.

Dette burde dateres ikke-Allinge og forsynes med korrespondent-titlen ”Jyllands-Postens aldeles ikke udsendte medarbejder”, for tout le monde er til folkemøde, men jeg er ikke til folkemøde, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg finder tanken alvorligt trættende, men det er en personlig lede; det kan Folkemødet overhovedet ikke gøre for, men altså:

Helt utrolig mange af mine venner, bekendte og kolleger er til folkemøde, og jeg under dem alle de gratis fadøl, de kan stampe op af jorden til den store fætter-kusine-fest, fred på jord, og skål på det. 

I øvrigt kan Folkemødet have mange kvaliteter, debatter bliver livligere end i tv, latterbrøl og buh-råb skaber sang og fest og glæde, og den politiske klasse kan endog fremlægge undersøgelser, der viser, at folket er til stede på Folkemødet, og vel er deres tilstedeværelse ikke strengt nødvendig for, at man kan hygge sig, men det er immervæk rart med sådan en undersøgelse.

Man skal ikke tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, men man må vel smile lidt ad den hudløshed, man møder, hvis man tillader sig så meget som at antyde, at folket ikke rigtig er en del af Folkemødet. Folkets kærlighed, min styrke, går de og siger til hverandre, kast en sten ind i flokken, så hyler hele koblet.

Ærlig talt: Synd tappert, kære venner, der er ikke noget galt i en sommerweekend på Bornholm sammen med nogle andre, der synes, det er den største spas at lege politik hele dagen. Stå dog ved det. 

Som kritikeren Lars Bukdahl engang skrev om den mad- og vinglade digter Jan Sonnergaard: »Gustav Wied kunne skrive om Ædedolkenes Klub, fordi han selv havde en rem af spækket. Den dag, Jan Sonnergaard erkender, at han er en glad gris, kan han skrive en god novelle om et dumt svin! Som andet end en hellig rad!«

Det er en gammel historie, men i år er der dog sket det opsigtsvækkende, at Clement Kjersgaard i flere minutter ikke havde ordet. 

Det var, da en gruppe aktivister afbrød en klimadiskussion, hvad der fik Statsradiofonien til befippet at slukke for signalet, og Pia Kjærsgaard til rutinemæssigt at rase mod de uopdragne unger, men det kan blive værre endnu, for folk eller ikke folk, uden politikere er der i hvert fald ikke noget folkemøde.

»Hvis politikerne ikke kommer, så er der jo ikke nogen fremtid for Folkemødet. Det er meget enkelt,« siger Morten Rud Pedersen. Hans kommunikationsbureau afholder – i skarp konkurrence med Toga Vinstue og festen på Liberal Alliances båd – en af mødets mest eftertragtede fester.

Nu er der en tendens til, at politikerne begynder at blive væk fra festerne. Det er Politiken, der bragte den ganske sensationelle historie om, at Folkemødet ganske enkelt var blevet for dyrt, selv for politikere.

»Vi har oplevet væsentlige prisstigninger, både på at bo i nærheden af Folkemødet og at være til stede der med arrangementer [...] Derfor mener jeg, at der er mørke skyer i horisonten i forhold til det, jeg ser som en af de vigtigste ting for Folkemødet: 

at folket har mulighed for at møde beslutningstagerne,« siger partisekretær Lasse Ryberg fra Socialdemokratiet salvelsesfuldt til avisen.

Kommer bornholmernes grådighed til at koste dem værtskabet?

For grådige er de. For et par år siden var en ven i nød for overnatning, der var ingen plads i herberget, og jeg mente nok at kunne skaffe ham husly. Det kunne jeg også. Det viste sig at være en luftmadras i en dagligstue med en rumdeler fra Ikea som eneste garant for privatliv. Pris? 2.500 kr. pr. døgn.

Jeg ved ikke, hvordan man ser ud i ansigtet, når man opkræver pengene for sådan en luftmadras, men der er i sig selv ikke noget overraskende i det. Og det er lidt uhyggeligt, at de voksne mennesker, vi har sat til at lede landet, har en så ringe forståelse for almindelig prisdannelse. 

Måske skulle politikerne læse noget mere Anders And, f.eks. den om ”Skillinger fra skyerne”, hvor en tyfon tager fat i Onkel Joakims pengetank, så det pludselig begynder at regne med penge. Alle bliver rige og holder op med at bestille noget, den eneste, der arbejder, er Onkel Joakim på sin gård, og han sætter prisen på æg derefter, hvorfor han snart igen er verdens rigeste mand.

Allinge er Allinge, den bliver ikke større, og det er besværligt, ja, ofte umuligt at komme til og fra, og man skulle jo gerne kunne hygge sig lidt om aftenen. Det er der mange, der tænker, og så stiger prisen, ganske ligesom prisen på en lejlighed på Østerbrogade er steget. Sådan er det, og det bliver ved, indtil det eksploderer.

Kunne man flytte Folkemødet et andet sted hen? F.eks. Herning, der ligger mere midt i landet? Eller Fredericia?

Det bliver ikke det samme. 

Utilgængeligheden er en del af oplevelsen. Det er jo også derfor, man tager i sommerhus med vennerne, for så kan man ikke sådan lige tage hjem igen, og det skaber en anden stemning. 

En bekendt af mig var for nylig til et større seminar på et hotel i det indre København, og invitationen var tilføjet nærmest bønfaldende ord fra chefen: »Lad nu være med at tage hjem om aftenen.«

Hvis hjemmet bare er en cykeltur væk, er fristelsen stor, magien brudt. Så er seminaret ikke længere et afbræk, men bare endnu en dag på kontoret, og da der går alle mulige busser og tog til og fra Herning, er det pludselig en mulighed, og så er den ødelagt.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/verdensgang/ECE14106757/folkemoede-med-og-uden-folket/