MÅSKE HANDLER DEMOKRATIET OM MERE END AT TÆLLE TIL
Mette Frederiksen er ikke en samfundsinstitution, men det tror hun. Storhedsvanviddet flammer, hvad vi så allerede dagen før minkrapportens offentliggørelse, hvor Mette Frederiksen frikendte sig selv.
De kaldte ham Give ’Em Hell Harry, og han var en handlekraftig præsident. Han spillede poker, helst til søs på den præsidentielle yacht, ”Williamsburg”. Det var Truman, der besluttede at droppe bomben over Hiroshima.
Han traf beslutningen. Han var ansvarlig. Han er berømt for udtrykket »the buck stops here«, som han ligefrem havde indgraveret på et messingskilt, der stod på hans skrivebord.
”Som Støjberg fortryder hun intet. Intet. Hun gjorde det rigtige. Lov og ret er ikke top of mind, det er lige meget, vi dræber dem bare ...
Sådan ser statsminister Mette Frederiksen ikke på det. The buck standser alle andre steder end hos hende. Hun bestemmer det hele, hun har magten, men ansvaret – hvis det findes et sted – ligger hos en forpjusket fuldmægtig i fjerde kontor, som desværre er syg i dag.
Som Støjberg fortryder hun intet. Intet. Hun gjorde det rigtige.
Lov og ret er ikke top of mind, det er lige meget, vi dræber dem bare. Nyt, nyt, nyt.
Som Jeppe K. siger. Og iagttagere er enige om, at Mette Frederiksen ikke gjorde det med vilje. Det er ikke, hvad kommissionen siger. Den siger, at man ikke kan bevise, at hun gjorde det med vilje, andet kan den jo ikke sige. Hvis kommentariatet læste lidt flere Peter Plys-bøger, ville de vide, at man aldrig kan vide, hvad bier tænker, men nogle kommentatorer synes at have adgang til Mette Frederiksens sjæleliv.
Det er ikke misundelsesværdigt.
På sit pressemøde fortrød hun altså intet. Dog, ikke alt var ved det gamle, for der var visse kritiske spørgsmål, og nogle af journalisterne fik endda lov til at stille mere end to. Men det var ikke en Mette Frederiksen, der som sagfører Skjold Hansen efter en tur på lastvognens lad ændrede personlighed og blev høflig.
Uagtsom eller ej, hun har stadig ret.
Den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri erklærede, at han bor i Nordjylland, skønt han da vist ikke var under anklage for at bo et andet sted. Heunicke talte inderligt om smitten på Vestegnen. Der var en alenlang indledning om den hellige hensigt, herunder et kort over Nordjylland og en appel til at forstå, at der var travlt på kontoret den dag.
Travlhed? Jamen, Inger Støjberg havde da også travlt. Travlt med at standse ældre mænd i at voldtage mindreårige piger. Folketinget krævede det, forargelsen var unison. Hvad man synes at glemme.
Selv om man har travlt, er man stadig ansvarlig. Almindelige mennesker har pligt til at kende loven og får stadig en bøde og lidt til, hvis de kører 120 i timen gennem en by, for det må man ikke, hvad enten man ved det eller ej. Ukendskab til loven diskulperer ikke. Medmindre man er Mette Frederiksen.
Statsministeren vil nedsætte et ”demokratiudvalg”. Der var ingen, der lo. Det lyder som noget, Sofie Carsten Nielsen har fundet på, og det er det måske også. Strengt taget er der jo ingen grund til at sende demokratiet i udvalg, man kunne bare respektere det.
Den siddende regering kan tælle til halvfems, men har det svært med folkestyret. Man arbejder helst i mørke. Man har som offentlighed skullet gætte sig til meget, og det er vist det, statsministeren kalder »mistillid til samfundets institutioner«.
Det bygger på en grundlæggende misforståelse hos hende. Mette Frederiksen er ikke en samfundsinstitution, men det tror hun. Storhedsvanviddet flammer, hvad vi så allerede dagen før rapportens offentliggørelse, hvor Mette Frederiksen frikendte sig selv.
»Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag,« siger salmisten, men heller ikke Mette Frederiksen er sin egen dommer, selv om hun fører sig frem som sådan. Forfængelighed, forfængelighed, ak, selv den almindeligvis kloge pastor Sørine Gotfredsen lod sig spænde for statsministerens podcastvogn, og tænk, hvis hun havde benyttet lejligheden til at betone, at selv ikke statsministeren kan sætte blade på en nælde.
Den erkendelse synes man at savne i Statsministeriet.
Man har tusind spindoktorer, men savner en slave, der kan sidde ved siden af Magtens Mette og messe: Memento mori. Husk, du skal dø. Hvad Barbara ”brænd mine breve” Bertelsen med det røgtætte nom de guerre BBB helst ikke må opfatte som dødstrussel; hold gendarmerne i ro, jeg ville egne mig dårligt til 16 år i fængsel.
Retsstaten ligger i ruiner, og hvad sker der? Ingenting. SF er en børnehavepædagogisk del af Socialdemokratiet, sådan er det. Enhedslisten er ligeglad, det er jo ikke flygtninge, det er bare fucking minkavlere, dyrplagere og bondske småracister hele bundtet, og man skal jo heller ikke langt tilbage i det partis historie, før man finder stor tilslutning til Stalins skueprocesser som et udtryk for en velfungerende retsstat.
Hvad med De Radikale?
De altid kloge radikale, journalisternes yndlingsparti. De er også ligeglade. Der gøres ubodelig skade på folkestyret, og de tre støttepartier er mere end bare medskyldige.
En meget væsentlig forskel på minksagen og Watergate er den, at Watergate handlede om at aflytte oppositionen for selv at kunne vinde et valg. Ingen mennesker med forstandens fulde brug ville i dagens Danmark bruge kræfter på at aflytte oppositionen i håb om, at noget som helst af interesse kunne komme for en dag. Desuden er de jo selv så glimrende til at lægge alle stridigheder og skænderier ud i det åbne, hvor vi alle kan følge med, hvis vi gider.
Nixons paranoia fik ham til at optage alt, hvad der blev sagt i det ovale kontor, på bånd, mens Mette og BBB med stor omhu har slettet, hvad slettes kan, for at undgå et »farligt revisionsspor«.
Således er The Watergate Tapes en æstetisk mere samlet oplevelse end de brudstykker og forkullede laser, man har kunnet redde ud af Statsministeriets store ildebrand.
Tilstanden er ikke desto mindre isnende klar. Regeringen er bimlende ligeglad med lov og ret. Det kan den være, fordi den har flertal for det. Herunder de såre saglige radikale.
Sådan er det jo.
Departementschefen i Statsministeriet, departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen er under meget alvorlig anklage for grov pligtforsømmelse:
Kommissionen har vurderet, at der kan rejses en sag imod dem.
De bliver siddende.
Alle bliver siddende.
Læg jer ned og rul rundt – og lev med det.
Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar