Hemmeligt. Hans Davidsen-Nielsen er en af de to journalister, der optræder i tiltalen mod Lars Findsen. I en ny bog opruller han hele historien. »Det er en fornærmelse at påstå, at det er kørt efter bogen,« siger han.

JERNMUREN ER GÅET NED

Han kan selvfølgelig ikke dokumentere det med et stykke papir. Hans Davidsen-Nielsen lægger ikke en kopi af tiltalen mod Lars Findsen på bordet, og han har heller ikke set den. Den er tophemmelig, som alt andet i denne sag. Men han har – som alle andre – kunnet læse, at Findsen, den tidligere FE-chef, er tiltalt for at have afsløret statshemmeligheder »for i alt seks forskellige personer, heraf to journalister«, som der står i Anklagemyndighedens pressemeddelelse 16. september.

Og han er sikker på, at han selv er én af de to journalister.

»Jeg ved fra mine kilder, fra flere kilder, der har fortalt mig det uafhængigt af hinanden, at jeg er den ene af de seks personer. Og hvis man spørger, om det er så vigtigt, så er svaret: Ja, det er blevet vigtigt. For FE-sagen har haft store konsekvenser for den frie presse. Det skal frem i lyset,« siger han.

Hans Davidsen-Nielsen har skrevet en bog om sagen, hvor han gennemgår hele forløbet; fra hjemsendelsen af FE-ledelsen, overvågningen og aflytningen af Lars Findsen, hans anholdelse og varetægtsfængsling – frem til forrige uges tiltale mod den suspenderede spionchef. Spion blandt venner hedder bogen, som udkommer lørdag.

Fra venstre mod højre: Barbara Bertelsen, Lars Findsen, Trine Bramsen, Mette Frederiksen, Hans Davidsen-Nielsen, Nick Hækkerup og Finn Borch Andersen. Fotocollage: Katinka Bukh Kildefotos: Philip Davali, Mads Rimer Rasmussen, Mads Claus Rasmussen, Søren Bidstrup, Liselotte Sabroe og Niels Christian Vilmann, Scanpix

Med i nettet

Efter at have dækket efterretningstjenesterne i 25 år uden på nogen måde at inddrage sig selv i historierne har Hans Davidsen-Nielsen, der er journalist på Politiken med fjern fortid på Weekendavisen, fået en opsigtsvækkende birolle.

De fire punkter i tiltalen drejer sig – formodes det – om, at Findsen skal have talt over sig til familie og venner om efterretningssamarbejdet med USA. Af de to journalister er Hans Davidsen-Nielsen den ene. Han ved også, hvem den anden er, men det må vedkommende »selv fortælle«, siger han.

»Det er ikke med min gode vilje at tale om min egen rolle. Jeg har behandlet denne sag præcis, som jeg ville have gjort, hvis jeg ikke var blevet inddraget i den. Jeg er også fortsat med at dække den, selvom jeg er blevet en slags part, og selvom det har konsekvenser for mit arbejde. Findsens advokat vil for eksempel ikke tale med mig, fordi jeg er potentielt vidne i sagen,« siger han.

Hans Davidsen-Nielsen peger på, at FE-sagen har ændret forholdet til kilderne drastisk. »Nu er det blevet normalt, at man lægger sin mobiltelefon i et andet lokale, fordi man ikke ved, om der aflyttes. Folk vil pludselig mødes midt ude i skoven. Men mest er kilderne bare tørret helt ind. De fleste er blevet så bange, at de slet ikke vil sige noget.«

Medierne har fra begyndelsen været omdrejningspunkt, fordi det handler om pressens beskrivelse af hemmelige forhold. Da FE-ledelsen i august 2020 blev hjemsendt efter kritik fra det uafhængige tilsyn, begyndte medierne at dække sagen intenst. Weekendavisen afslørede, at sagens kerne var det omdiskuterede aflytningssamarbejde med USA, og en række andre medier, herunder Politiken, Berlingske og DR, fulgte trop. Den nye, konstituerede FE-chef advarede derefter flere medier mod yderligere at videreformidle hemmelige oplysninger.

Findsen og tre andre blev anholdt og sigtet under meget stort hemmelighedskræmmeri. Siden røg også Claus Hjort Frederiksen i nettet.

– Kan man ikke sige, at du selv har ansvaret for at have fået den rolle? Du har på en måde bidraget til, at Findsen er kommet i fedtefadet?

»Det er en urimelig præmis. Jeg kan ikke vide, om PET har fået en dommerkendelse til målrettet at aflytte og observere mig og andre journalister, eller om vi er kommet med i nettet under overvågningen af efterretningsansatte. Det ved jeg ikke. Men jeg har dækket denne historie, som jeg ellers ville have gjort.«

– Det sandsynlige er, at du er røget med i nettet under aflytningen af Findsen. Så du har medvirket til, at han er endt i den situation. Det er jo ikke meningen, at en spionchef skal fortælle journalister om et tophemmeligt arbejde med amerikanere? Det blev så opdaget. Man kan sige, at du ikke har gjort dit arbejde særlig godt.

»Det er en forkert måde at se det på. Hvem jeg har talt med og under hvilke omstændigheder, det vil jeg simpelthen ikke komme ind på. Det er jo mennesker, der risikerer at komme i fængsel. Og jeg beskytter mine kilder. Det er myndighederne, der vil have mig til at afsløre dem. Og det gør jeg ikke.«

– Men du har talt med Findsen flere gange, fremgår det af bogen. Og du skriver, at han ofte gav interview til journalister?

»Det kan jeg sige helt åbent, ja, jeg har gennem årene interviewet Lars Findsen flere gange, det kan man jo læse i avisen.«

– Som læser af din bog tænker man: Selvfølgelig har Hans Davidsen-Nielsen også talt med ham i denne sag.

»Det er muligt, at nogen vil undre sig over, at jeg ikke vil sige mere om det. Men det kan jeg simpelthen ikke. Andre vil mene, at jeg slet ikke burde dække sagen, fordi jeg er involveret. Det må de så mene. Jeg har dækket sagen, som jeg plejer. Jeg er ikke venner med Findsen. Og det er ikke mit ansvar, at situationen er, som den nu er.«

Fuldstændig utænkeligt

Sagens to vigtigste spørgsmål drejer sig ikke om medierne, men om myndighederne: Hvem besluttede at hjemsende FE-ledelsen, da tjenestens tilsyn udtalte kritik? Og hvem besluttede efterfølgende at indlede en storstilet overvågning og efterfølgende anholde og sigte Lars Findsen?

Der er to helt modstridende svar. Myndighederne påstår, at »alt er gået efter bogen« (Mattias Tesfaye). At justitsministeren »bare er et gummistempel« (Nick Hækkerup). Og at den påståede indblanding fra regeringen jo ville betyde, at Danmark var en »bananrepublik« (Mette Frederiksen). Kort sagt: Regeringen har blot fulgt indstillingerne fra relevante myndigheder.

Den modsatte version lyder således:

»Når det gælder hjemsendelsen af FE-ledelsen, ved jeg, at den beslutning er truffet i Statsministeriet på et møde mellem forsvarsminister Trine Bramsen, Mette Frederiksen og deres to departementschefer,« siger Hans Davidsen-Nielsen.

»Men det mest kontroversielle er det næste skridt: overvågning og anholdelse. Der står i loven om efterretningstjenesten, at justitsministeren skal orienteres om eller forelægges alle væsentlige sager. Det er ikke tilfældigt. Det skyldes, at der kan være efterretningssager med tunge politiske hensyn. Der er mange eksempler på terrorsager, hvor man har haft beviser til at dømme folk, men hvor man for at beskytte kilderne eller andre hensyn har valgt at lade sagen falde.«

– Mange sager ligefrem?

»Ja. Jeg har hørt om flere. Og der er sager, hvor folk er mistænkt for at bryde deres tavshedspligt, hvor man ‘henter dem ind på gulvtæppet’, som man siger, og tager deres sikkerhedsgodkendelse og siger: ‘Nu går den ikke længere, farvel med dig.’«

– Hvordan mener du så, det er foregået her? 

»Ja, her har de gjort det modsatte. Igangsat en hidtil uset overvågning af FE-chefen, der har kostet enorme ressourcer. Og den beslutning skal gennem regeringstoppen, det står i loven. Du kan spørge enhver tidligere PET-chef, og de vil sige, at man efter et møde i regeringens sikkerhedsudvalg tydeligt ved, om de har fået grønt eller rødt lys til så stor en operation.«

– Har der været et sådant møde?

»Ja, det har der, enten i sikkerhedsudvalget eller i Statsministeriet. Men det foregår jo mundtligt. Der står næppe noget i referaterne fra regeringens eller embedsmændenes sikkerhedsudvalg. Der er jo ikke noget fortilfælde. Det er fuldstændig utænkeligt, at en PET-chef på egen hånd skulle have truffet den beslutning.«

– Hvis det er rigtigt, siger regeringen, er Danmark en bananrepublik.

»Jakob Scharf, den tidligere PET-chef, sagde til mig, at hvis han var kommet ind til Michael Lunn, sin gamle departementschef, og havde sagt: ‘Jeg synes sgu, vi skal overvåge FE-chefen’, så ville han have troet, han var faldet ned fra Mars. Det er så vidtgående. Nu vil de give det indtryk, at det er nogle kriminalbetjente i PET, der har fundet på det her. Det er næsten en fornærmelse. Ingen, der ved noget om det, tror på, at det ikke er blevet afhandlet på højeste sted.«

– Afhandlet, hvad betyder det?

»At statsministeren kunne have sagt: ‘Er I fuldstændig vanvittige? I kommer til at smadre efterretningstjenesten, det går ikke.’ Men der ligger jo ikke en sms fra Barbara Bertelsen til Mette Frederiksen eller en båndoptagelse: ‘Nu tager vi Findsen.’«

Bertelsens hold

Hans Davidsen-Nielsen gennemgår netop Barbara Bertelsens rolle ret detaljeret. Det er ét af sagens fascinerende aspekter; mange mener, at hun må have været direkte involveret i Lars Findsens deroute, men det har naturligvis ikke kunnet dokumenteres.

»Uanset hvor jeg har vendt mig, eller hvem jeg har spurgt, er Barbara Bertelsens navn det første, der nævnes. Og det er også folk i regeringen, der peger på hende.«

– Hvordan?

»Det er ikke sådan, at Bertelsen er i lommen på Mette Frederiksen, en partisoldat og indpisker som Martin Rossen, overhovedet ikke. Hun ville have gjort præcis det samme for Søren Pape eller en helt tredje statsminister. Hun træffer hurtige beslutninger, og hun eksekverer. Og det er helt åbenlyst for alle, der har beskæftiget sig med sagen, at Lars Findsen og Barbara Bertelsen har haft en elendig kemi gennem mange år. De har siddet sammen i sikkerhedsudvalget, og de har haft mange konflikter.«

– Men det afslører jo ikke noget, at de ikke kan lide hinanden?

»Nej, men Bertelsen har været i centrum for alle beslutninger, der er blevet truffet om efterretningstjenesterne i mange år. Hun har fra begyndelsen sat sit eget hold. Hun kom ind som Justitsministeriets departementschef i 2015 og fjernede efter få måneder den siddende PET-chef og indsatte i stedet Finn Borch Andersen, som sidder der i dag. Forholdet mellem departementschefen og PET-chefen er meget tæt, det er dér forbindelsen er. I Justitsministeriet kalder de den nuværende departementschef (Johan Legarth) for afdelingschefen og taler åbent om, at Bertelsen er den reelle magthaver. Hun medvirkede også til at fjerne den siddende rigsadvokat under omstændigheder, vi aldrig har fået rigtig opklaret. Han blev erstattet af Jan Reckendorff, der har sagt, at hans opgave er at føre regeringens ønsker ud i livet. Og så har FE jo fået en ny chef, Svend Larsen. Det var ham, der advarede dig og andre mediechefer om, at I risikerer 12 års fængsel, hvis I skriver om sagen.«

– Topledere sætter gerne deres eget hold.

»Det har hun så i den grad også gjort.«

Danmark har lyttet længe

Den aktuelle sag er et dramatisk kapitel i en meget lang historie. I bogen fortæller Hans Davidsen-Nielsen om efterretningssamarbejdet med USA, der rækker helt tilbage til Den Kolde Krigs tidligste år. Her begyndte Danmark at opbygge en efterretningstjeneste, hvor blandt andre søofficerer arbejdede med signalindhentning fra Østeuropa i dét, der blev kaldt Forsvarets Centralradio.

Det kørte frem til 1969, hvor en opsigtsvækkende affære kom i vejen: I Kejsergade havde man etableret en lyttecentral, hvor man overvågede samtaler fra udenlandske ambassader. Det var en storstilet skandale.

»Det blev opdaget af en studerende og en whistleblower, og det mindede på mange måder om den aktuelle sag,« siger Hans Davidsen-Nielsen. »Aflytningssamarbejdet er simpelthen kernen i vores efterretningstjeneste. Det foregår hemmeligt, men det er rammet ind i lovgivning og politisk ansvar. Det er reguleret af et demokrati, men det er ikke åbent. Det er jo det, der gør det så fascinerende.«

– Det er også det, der gør det paradoksalt. Mange af regeringens kritikere mener, at den har smadret efterretningstjenesten. Ved at håndtere sagen så aggressivt og klodset har man kastet lys på noget, der burde være hemmeligt og mørklagt. Og så går vi allesammen og plaprer op om det. Det gør du jo også.

»Jeg kan ikke se for mig, at medierne skulle afstå fra at belyse denne sag. Demokrati dør i mørke, som Bob Woodward sagde det. Jeg er journalist. Mit hensyn er at beskrive virkeligheden og afdække ansvar. Og beskytte mine kilder undervejs.«

– Hvad med hensynet til landets sikkerhed og efterretningstjenesten selv?

»Jeg mener, at offentligheden har krav på at vide, hvad der er sket. Hvad ellers? Jeg er langt mere bekymret for den frygt, sagen har skabt. Folk i hele embedsapparatet er jo blevet bange. Det er helt anderledes, end det nogensinde har været. Det er en jernmur, der er gået ned.«

– Men skal der ikke netop være en jernmur omkring efterretningstjenesten?

»Vi skal da helst kunne afdække problematiske sager og fortælle om dem, hvis der er truffet beslutninger med store konsekvenser. Men jernmuren, der er gået ned i dét miljø, breder sig til alle mulige andre områder. Det er jo ikke for sjov, at man er begyndt at lægge sin mobiltelefon væk. Jeg kan dybest set ikke vide, om de har fået en dommerkendelse til at aflytte mig. Om de har gjort det med mig, det ved jeg ikke, men det sætter sig virkelig psykisk allevegne, hos både journalister og embedsfolk. Det er sgu noget andet end det Danmark, vi har været vant til.«

– Hvad tror du, der kommer til at ske nu?

»Nu er udsigten en retssag mod Findsen i total lukkethed, med et anklageskrift, der er hemmeligt, og en dom, der skal være hemmelig. Hele vejen igennem bryder det med de idealer, vi har i Danmark.«

Hans Davidsen-Nielsen: Spion blandt venner – statshemmeligheden, der ændrede Danmark udkommer på Gyldendal på lørdag.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-39/samfund/jernmuren-er-gaaet-ned

 

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

·    KRAS@WEEKENDAVISEN.DK