Kronik. Med afskaffelsen af store bededag antager flertalsregeringen et totalitært tilsnit, og tonen er slået an af Venstres formand.

Venstre har forladt sig selv

Slaget om store bededag handler om alt andet end store bededag. Der er langt mere på spil, og det burde Venstres ministre være de første til at forstå. I stedet er det, som om Venstre har forladt sig selv. Partiets rødder er kappet over. Der tænkes og handles ikke mere på frihedens grund. Magten har trumfet friheden.

Netop i år kan vi fejre grundlovens runde fødselsdag. Det er 70 år siden, jeg løb rundt med løbesedler: Stem JA til grundloven. For en lille pige og for mange stemmeberettigede borgere drejede det sig om at stemme ja til, at prinsesse Margrethe kunne blive regerende dronning.

Men i disse dage er det en anden samtidig grundlovsændring, jeg tænker på. Mine forfædre i Venstre var længe sat uden for magten, og det imod befolkningens ønske. Valgreglerne var ganske anderledes. Kongen var mere aktiv i regeringsdannelsen. Folketingets flertal havde ingen grundlovssikret ret til at danne regering. Mindretallet regerede.

Det har i mit lange liv været en del af Venstre-folkenes bevidsthed, at det netop var Venstres kamp, der førte til, at kongen endelig i 1901 udnævnte en Venstre-regering. Hermed var det parlamentariske princip indført, og siden har det været statsskik, at der ikke regeres imod Folketingets flertal. Men først i 1953 blev det parlamentariske princip indskrevet i grundloven: En regering kan ikke have et flertal i Folketinget imod sig. Den såkaldt negative parlamentarisme.

Birthe Rønn Hornbech har efter 48 års medlemskab meldt sig ud af Venstre. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen, Scanpix.

Princippet har betydet, at skiftende mindretalsregeringer har været nødt til at forhandle med andre. Som jeg har oplevet det, har det samarbejdende folkestyre fungeret ikke blot som følge af nødvendighed. Det slog mig fra første dag, da jeg i januar 1984 mødte op i Folketingets rets-, skatte-, forsvars-, og kirkeudvalg, hvor anderledes tonen var end i den nys overståede valgkamp. Jeg var på flere NATO-rejser i fodnotetiden, hvor tonen kunne være hård i Folketingssalen. Men på rejserne og i udvalgene arbejdede vi seriøst og venskabeligt mens vi var loyale over for vore partiers værdier.

På få dage er dette nu blevet helt anderledes. Ikke blot har flertalsregeringen på afgørende punkter forladt frihedens grund. Venstre-ministre forkyndte jo ellers frejdigt, at vi skulle træde ind i en ny tid. Med flertalsregeringen var Mette Frederiksens magtfuldkomne tid forbi. Det var jo netop, hvad Venstre gik til valg på. Man må i så fald forstå, at det ikke er magtfuldkommenhed, når forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen rent ud truer gamle forligspartnere med at blive smidt ud af forligsforhandlingerne, hvis ikke de retter ind og stemmer for storebededagsforslaget.

På mediernes spørgsmål, om ikke der var tale om magtfuldkommenhed, svarer forsvarsministeren fast, at det jo aldrig kan være magtfuldkommenhed, så længe regeringen har flertal. Men her går Ellemann galt i byen.

Parlamentarismen blev indført, for at et mindretal ikke skulle tryne flertallet, og traditionen for det samarbejdende folkestyre udviklede sig i en grad, vi kan være stolte af. Men det var aldrig meningen, at flertallet skulle tryne mindretallet! Sådan er det imidlertid nu. Det viser hele bededagsforløbet, ikke mindst Venstre-formandens udmeldinger, der har slået tonen umisforståeligt an i forhold til de folkevalgte. Arme folkestyre.

Det er dog ikke blot klimaet i Folketinget, der er forandret efter diskussionen om store bededag. Der er sket væsentlige indgreb i borgernes frihed, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Angrebet på arbejdsmarkedsparternes frie ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkår er et angreb på en tradition, der er lige så gammel som parlamentarismen.

Og det med stålsatte Venstre-ministre, der kækt kæder indgrebet sammen med nødvendigheden af at skaffe penge til forsvaret. En begrundelse, der er komplet uforståelig.

Det er ikke blot Venstres opgør med det samarbejdende folkestyre, vi er vidne til. Dekretet bliver trumfet igennem uden reel mulighed for at afgive høringssvar. Uden folkelig debat. For regeringen har jo flertallet.

Det er ikke blot indgrebet i aftalefriheden, der har fået mig til at melde mig ud af Venstre. Det er den brutale magtudøvelse, jeg vender mig imod. Det desperate forsøg på at klamre sig til de øverste, tyndeste grene på træet varsler ilde for fremtidige indgreb.

Folkekirken lever videre uden store bededag, men spørgsmålet er, om regeringen ønsker en folkekirke. Netop dekretet om afskaffelse af en helligdag tilsidesætter folkekirken. Regeringen underløber den fornemme balance mellem stat og kirke, som har været en mærkesag for Venstre, siden I.C. Christensen med menighedsrådsloven i 1903 grundfæstede det folkekirkelige demokrati.

Venstre har fuldkommen forladt den vigtige sondring mellem statens forpligtelse til at sikre ro og orden i videste forstand samt beskyttelse af borgernes åndsfrihed. Hvor staten bevæger sig ind på det åndelige område, spirer totalitarismen. For hvert skridt staten tager mod en statskirke, undertrykkes borgernes åndsfrihed. Friheden forrådes.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-3/opinion/venstre-har-forladt-sig-selv

 

 

 

Feedback. Den største krise siden Anden Verdenskrig er forbi. Bør den nye regering nedsætte en coronakommission for at lære af den? »Det kan vi sagtens drøfte,« siger sundhedsminister Sophie Løhde.

Ude af øje

I weekenden ankommer de første mink siden nedslagtningerne til en farm i Nordjylland. Minkavl er atter lovligt i Danmark. Et klarere symbol på, at normaliteten har indfundet sig i samfundet efter coronakrisens årelange undtagelsestilstand, findes næppe. Vi går på arbejde, i motionscenteret og til nytårsfest uden afstand og bekymring. Støvet har lagt sig. Andre kriser hvirvles op: energikrisen, klimaet, krigen.

Men skal man tro et voksende kor af stemmer, er det bydende nødvendigt at se tilbage for at være i stand til se klart, hvis en ny pandemi rammer os i fremtiden: Ja, Danmark kom relativt godt gennem coronakrisen, men meget gik også galt. Det skal vi lære af, lyder det.

Måske er tiden moden til at gøre boet op. Bemærkelsesværdigt var det, at formanden for Folketingets Epidemiudvalg under coronakrisen, Stinus Lindgreen fra De Radikale, i december åbent ærgrede sig over omfanget af skolelukninger.

»Kunne vi have gjort noget anderledes? Uden tvivl. Derfor er læring vigtigt,« skrev Lindgreen på Twitter.

Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, advarede statsministeren mod at lukke skolerne. Foto: Philip Davali, Scanpix

Børn og unges mentale mistrivsel som følge af nedlukningerne af landets skoler »er blot én konsekvens af coronaårenes politiske indgreb«, lød det efterfølgende på lederplads i Berlingske. Stigende inflation efter »coronatidens løsagtige pengepolitik«, minkskandalen, dalende tillid til samfundets institutioner og et hensygnende kulturliv skal også henregnes coronahåndteringens skader. 

Så dybt stikker politikernes beslutninger, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, at der bør nedsættes en bredspektret coronakommission, der undersøger alt fra argumenterne bag restriktioner af borgernes frihed til kapaciteten i sundhedsvæsenet.

Et lignende forslag blev fremsat af Den Lægefaglige Tænketank Atlas, der i en kronik i Information advarede om det mentale efterslæb af nedlukningerne hos børn og unge. Tænketanken efterlyser en coronakommission af uvildige eksperter til at udføre en cost-benefit-analyse af en lang række politiske indgreb. Ikke lidt kunne politikerne lære til næste gang:

»Hvordan kan det påvirke børn og unge på lang sigt at være socialt isoleret? Det spørgsmål burde politikerne have stillet sig selv, da de ad tre omgange uden anbefaling fra sundhedsmyndighederne besluttede at lukke de danske skoler, uddannelsesinstitutioner og fritidsaktiviteter.«

Forklaringsfrihed

Men findes overhovedet viljen til at blive klogere? Skal man tro Berlingskes kronikredaktør, Anne Sofie Allarp, fremstår Danmark et år efter afskaffelsen af coronarestriktionerne som »et forklaringsfrit samfund«:

»Et år senere er vi et sted, hvor vi nægter at lære af, hvad vi gjorde de år under pandemien. Hvor de 120 milliarder, som vi brændte af i testcentre og hjælpepakker og ritualiserede vaskeritualer i skolen, er sådan nogle penge, vi ikke skal tage stilling til effekten af. Vi er uinteresserede i, om smitteopsporingen, vaccinepasset, teststrategien og alt det andet virkede. Vi vil ikke vide det,« skriver hun.

Har Anne Sofie Allarp ret?

Weekendavisen har spurgt samtlige partiledere, om der bør nedsættes en coronakommission. Nogle overlod det til deres sundhedsordfører eller andre at svare.

Vi begynder med oppositionen. Her er bred enighed fra højre til venstre: Samtlige partier uden for regeringen –  på nær SF – svarer positivt, da vi spørger, om der bør nedsættes en coronakommission.

»Coronakrisen var en af de mest skelsættende perioder i moderne danmarkshistorie. Hele samfundet blev lukket ned. Det er relevant at se på, om vi kan lære af det,« siger partiformand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt.

»Med en kommission vil vi med større sikkerhed vide, hvad der virker, og hvad der ikke gør. På den måde undgår vi, at vores reaktion bygger på frygt og mavefornemmelse,« svarer Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh.

Flere partier støtter en undersøgelse af håndteringen af coronakrisen, men undlader at tale om en »kommission«. Efter Minkkommissionens beretning emmer ordet af embedssvig. Og flere understreger over for Weekendavisen, at det her ikke handler om at placere en abe. Det handler om at lære til næste gang.

»Vi støtter en uafhængig undersøgelse. Hvilken form den skal have, må vi tale videre om,« lyder det fra de konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Partiernes politiske ståsteder skinner igennem i deres respektive begrundelser for en undersøgelse. Enhedslisten, Alternativet og De Radikale fremhæver børn og unges mistrivsel efter skolelukningerne, mens Alex Vanopslagh vægter erhvervslivets tab. Inger Støjberg minder om mink og politikerlede:

»Skal borgerne fortsat have tillid til politikerne, forudsætter det, at vi har en effektiv håndtering næste gang,« siger Danmarksdemokraternes partiformand.

SF afviser som eneste parti i oppositionen ideen. Ifølge partiets sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, har vi allerede indsamlet meget viden, vi kan lære af. Hun fremhæver en ekspertgruppe bestående af fem medlemmer, som i september 2021 præsenterede en langsigtet strategi for håndteringen af corona. Den har været med til klæde os godt på til fremtiden.

»Man skal også passe på med at nedsætte kommissioner hele tiden,« siger Normann Andersen.

Hudløst ærlig erfaringsopsamling

Inden vi kommer til de tre regeringspartier, er det vigtigt at nævne, at en del af politikernes håndtering af coronakrisen allerede er belyst. Foruden Minkkommissionens granskning har en uvildig udredningsgruppe anført af professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen undersøgt den politiske og administrative håndtering af kriseforløbet fra januar til april i 2020. Grønnegaard-rapporten blev afleveret i januar 2021.

»Derfor skal man ind og overveje, hvad man virkelig er interesseret i, hvis man vil nedsætte en kommission. Det vil være en fordel at stramme kommissoriet så meget op, at man ikke ender med at traske rundt i noget, vi allerede ved. Men der er en masse ting, som ville være interessant at få belyst,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen og understreger, at repræsentanter fra vidt forskellige sagkundskaber fra sundheds- til samfundsvidenskaben i så fald skulle i spil. Det vil blive en »meget stor opgave«. Grønnegaard Christensen tilføjer:

»Når det kommer til stykket, tvivler jeg på, at der vil være stor politisk interesse for at nedsætte en kommission. Det ser ud til, at corona er noget, vi har lagt bag os.«

Tankevækkende er det, at den første politiker, der i medierne foreslog nedsættelsen af en coronakommission, var partiformand for Moderaterne og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. I foråret 2020 kritiserede han flittigt Frederiksen-regeringens coronapolitik på sin blog hos B.T.

»Når Danmark er åbent igen, bør der nedsættes en corona-kommission. EU og WHO burde gøre det samme, men vi kan begynde med os selv,« skrev Lars Løkke Rasmussen i april 2020 og efterlyste en »hudløs ærlig erfaringsopsamling«.

Står Løkke Rasmussen ved sit forslag i dag? Selv har udenrigsministeren ikke haft mulighed for at svare. Partiets sundhedsordfører, Monika Rubin, fremhæver, at Jørgen Grønnegaard Christensens udredning allerede har frembragt værdifuld viden. Men hun udtaler, at hun –  i tæt dialog med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde – vil undersøge, om »en egentlig kommission fortsat er den bedste løsning«.

Moderaterne afviser altså ikke, at en coronakommission kan være vejen frem. Men hvad mener statsministeren? I marts 2020 – under en af sine taler, hvor hun forsvarede regeringens politik over for danskerne – sagde Mette Frederiksen:

»Vi kan heller ikke læse i en lærebog – hverken sundhedsfaglig eller økonomisk – hvad der er det rigtige at gøre. Vi kan ikke sætte to streger under. Men når krisen er slut, kan man se, hvad der gik godt og dårligt i de forskellige lande. Det skal vi selvfølgelig evaluere.«

Weekendavisen ville gerne have spurgt Mette Frederiksen, om tiden er inde til en evaluering. Og om en coronakommission i så fald er det rette sted at søge feedback. Men det har ikke været muligt. Statsministeriet sender vores forespørgsel videre til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre. Hende fanger vi over telefonen torsdag morgen, hvor vi spørger, om den nye regering bør nedsætte en coronakommission.

Sophie Løhde mener, at Danmark bør lære af de »klare mangler og brister«, der viste sig i beredskabet, da coronaen ramte. Hun peger på, at regeringen og myndighederne allerede er i gang med en »meget stor og grundig indsats«: Blandt andet planlægger Sundhedsstyrelsen at offentliggøre en ny epidemiplan, som vil dække »et bredere trusselsbillede, end den tidligere plan fra 2013 gjorde, hvor vi netop har hele læringen fra coronaepidemien med«.

Hun henviser til, at Venstre tilbage i 2020 gik ind for en kommissionsundersøgelse, men at der ikke var flertal for det.

»I stedet blev kompromiset, at vi fik den grundige ekspertudredning med Grønnegaard i spidsen. Er der behov for noget, der er meget bredere og dybere, som handler om at lære af coronahåndteringen? Mit klare svar er: Ja. Skal det være i en kommission eller i regi af nogle af de andre spor, som er sat i gang uafhængig af en kommission? Det kan vi sagtens drøfte,« siger ministeren.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/ude-af-oeje

MADS STAGHØJ (f.1988) er journalist, uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og San Francisco State University i 2015. Han trådte sine journalistiske sko her på avisen og arbejdede som fast skribent for Zetland fra 2016-2018. Staghøj har skrevet indgående om integration, flygtningekrisen og udenrigspolitik og har rapporteret fra flere lande i Europa og Mellemøsten.

 

MSTA@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

DEJLIGT DOLLARGRIN..

Knud Brix roser statsministeren for at give klækkelige lønforhøjelser til regeringens spindoktorer, bl.a. hendes egen Martin Justensen på billedet. Læs hvorfor i lederen. Foto: Jens Dresling.

Her må gøres en undtagelse. Det er yderst sjældent, at vi fra Ekstra Bladets side takker Mette Frederiksen.

Men her skal statsministeren saftsuseme roses.

Tak, fordi du forgylder dine mange spindoktorer.  

Det er godt, at du og regeringen nu hæver lønrammen, så de centrale spinkarle i stedet for 85 procent af en ministerløn nu får 90 procent, som Ekstra Bladet i denne uge kunne afsløre.

Det er fortræffeligt, at dine særlige rådgivere, som spindoktorerne lidt misvisende også kaldes, nu får op til 1.501.000 kroner i lønposen for at hviske ministeren i øret og bøje sandheden i regeringens favør.

Det er knippelfint, at den inflation, som almindelige mennesker bøvler med, ikke rammer din stabschef Martin Justesen, som har fået en lønstigning på ni procent på blot et år.

Det er glimrende, at din departementschef, Barbara Bertelsen, i fremtiden står til 'bonus', uanset hvor klodset eller brutalt hun bærer sig ad, fordi du har gennemført en 'omlægning af departementschefernes engangsvederlag til faste tillæg'.

Det er også prisværdigt, at spindoktorernes bonus fremover skal konverteres til en fast del af deres løn, så de ikke skal kæmpe for de ekstra lønkroner eller gøre sig fortjent til dem.

Det er også fjong, at der oven i pengepesten kommer en automatisk regulering af de statsansattes løn på 1,48 procent 1. april, så de holdes fri af de lønkampe og overenskomstforhandlinger, der venter til foråret.

Det er fremragende, at du, statsminister, har lukket i som en østers, der har fået et skvæt citron, og nægter at stille op til interview om din inflationssikrede spin-armé.

Tak for det.

Nå denne ros er helt på sin plads, når denne tak er uomgængelig, ja, så skyldes det naturligvis, at du dermed glasklart udstiller regeringens rendyrkede hykleri.  

Nu er dit bluf helt tydeligt for enhver; mens danskerne skal sige farvel til store bededag, kæmpe mod inflationen og de skyhøje energipriser, så forgyldes dine jakkesætklædte venner i korridorerne, de magtfulde kammerater, som ingen har stemt på.

Tak, fordi du så klart demonstrerer, at systemet er sygt.

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/dejligt-dollargrin/9588303

 

Udlændingepolitik. Regeringen linder forsigtigt på døren til den stramme udlændingepolitik. Der er nok at tage fat på, og potentialet er uendelig stort.

Stram, men ikke skør

ANSVAR FOR DANMARK – regeringens politiske program – stritter lidt i alle retninger. Tag Dem ikke af det, for sådan er det med den slags dokumenter. Det ser man ganske klart på udlændingepolitikkens område. Udlændingepolitikken var i praksis væk i den valgkamp, som regeringen voksede ud af. Det betyder ikke, at den er fraværende i regeringsprogrammet. Den nye regering besværger her højt og tydeligt den stramme udlændingepolitik. Alt andet ville være utænkeligt.

Men der er sprækker i den. Regeringen har åbnet døren på klem for små justeringer i en mere åben, om man vil mere liberal retning. »Vi vil føre en udlændingepolitik, der er stram – men samtidig ikke betyder, at uhensigtsmæssige regler spænder ben for almindelige familier.« Regeringen lover også at »håndtere det problem, som vi har set den seneste tid med unge kvinder fra Syrien, der har mistet deres opholdstilladelse til trods for, at de har vist, at de vil Danmark«. Den vil også »justere sprogkravet for den herboende i forbindelse med familiesammenføring« samt »lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft, så længe ledigheden er lav«. Og så lover regeringen endelig »at sikre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)«.

Sprækkerne er ekkoer af tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes ord om, at udlændingepolitikken skal svære stram, men ikke skør. De afspejler også regeringens stilfærdige erkendelse af, at manglen på arbejdskraft forudsætter en mere åben tilgang til indvandring end den, der har været praktiseret i årtier.

POLITISK KAN DET være klogt at nærme sig problemet i meget små skridt. Det burde imidlertid ikke udelukke en nytænkning, som rækker ud over oprydning i de skøre regler, som medierne med konkrete sager den ene gang efter den anden trækker frem til forarget beskuelse. Sagen er nemlig, at Danmark siden årtusindskiftet, da den nuværende stramme udlændinge- og indvandringspolitik blev indvarslet, har skabt et kafkask udlændingebureaukrati.

Den nye regering fastholder denne stramme udlændigepolitik, men der er enkelte sprækker i den. Foto: Søren Bidstrup

Dets fundament er over 100 gældende love, 121 forskellige bekendtgørelser og et sandt væld af vejledninger og cirkulærer. Det er en regellabyrint, hvor et stadig bredere flertal konstant har beflittet sig på at føje nyt og bizart til det, der allerede var svært gennemskueligt og svært administrerbart. Samtidig har politikerne ikke helmet, hvis de ikke havde mulighed for at blande sig i selv de mindste administrative detaljer og konkrete afgørelser.

Denne politik har kostet bureaukrati. Ved indgangen til dette årti kunne forholdsvis få (367 årsværk) embedsmænd i Udlændingestyrelsen administrere lovgivningen på området. 20 år senere er der tre styrelser, Udlændingestyrelsen, den allerede nævnte SIRI og så Hjemrejsestyrelsen, som har den utaknemmelige opgave at sende de ikkeønskede hjem til lande, de enten ikke ønsker at hjemtage dem, eller som de ikke betragter som deres hjemland.

Lægger man dem sammen, beskæftiger dette udlændingebureaukrati 1.200 årsværk, og tager man hele området med departementet, nævnene, id-centret med videre, er der ved udgangen af 2022 beskæftiget godt og vel 2.000 årsværk i den statslige udlændingeforvaltning. Halvdelen af dem er jurister og magistre. Glem i den sammenhæng ikke de mange kommunale embedsmænd, som tumler med de samme regler.

STRAMT, MEN IKKE skørt? De små sprækker, som regeringsaftalen åbner for en revision af udlændinge- og integrationspolitikken, er alle sammen eksempler på det, der har været så skørt, at det ikke tåler dagslys, og på det, der her og nu er kortsigtet uhensigtsmæssigt. Men det er en mere end rimelig antagelse, at sådan som udlændingelovgivningen siden 2001 stykke for stykke og paragraf for paragraf er blevet udbygget, så er reglerne på lange stræk gennemført skøre.

I en situation, hvor der er forholdsvis ro om udlændingepolitikken, og hvor regeringen er en flertalsregering hen over den politiske midte, er der al mulig anledning til at gå hele det udlændingebureaukratiske kompleks igennem med en tættekam. Der er en hel valgperiode forude.

Der er på den pragmatiske midte grundlæggende enighed om en stram udlændingepolitik bygget ud med en friere adgang for udenlandsk arbejdskraft. Så hvad skulle der egentlig være til politisk hinder for, at netop denne regering satte sig i spidsen for en gennemgribende regelsanering af det udlændinge- og integrationspolitiske område?

Hvad galt ville der være i, at den samme regering gjorde det til et klart sigte for enden af denne vej at frigøre arbejdskraft til mere positiv og produktiv beskæftigelse? Hvad galt skulle der endelig være i, at man som mål for en sådan afbureaukratisering også satte en afpolitisering af udlændingeforvaltningen, så fremtidens Støjberg'er bliver beskyttet mod egen politisk dårskab?

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-1/samfund/stram-men-ikke-skoer

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN