Udlændingepolitik. Regeringen linder forsigtigt på døren til den stramme udlændingepolitik. Der er nok at tage fat på, og potentialet er uendelig stort.

Stram, men ikke skør

ANSVAR FOR DANMARK – regeringens politiske program – stritter lidt i alle retninger. Tag Dem ikke af det, for sådan er det med den slags dokumenter. Det ser man ganske klart på udlændingepolitikkens område. Udlændingepolitikken var i praksis væk i den valgkamp, som regeringen voksede ud af. Det betyder ikke, at den er fraværende i regeringsprogrammet. Den nye regering besværger her højt og tydeligt den stramme udlændingepolitik. Alt andet ville være utænkeligt.

Men der er sprækker i den. Regeringen har åbnet døren på klem for små justeringer i en mere åben, om man vil mere liberal retning. »Vi vil føre en udlændingepolitik, der er stram – men samtidig ikke betyder, at uhensigtsmæssige regler spænder ben for almindelige familier.« Regeringen lover også at »håndtere det problem, som vi har set den seneste tid med unge kvinder fra Syrien, der har mistet deres opholdstilladelse til trods for, at de har vist, at de vil Danmark«. Den vil også »justere sprogkravet for den herboende i forbindelse med familiesammenføring« samt »lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft, så længe ledigheden er lav«. Og så lover regeringen endelig »at sikre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)«.

Sprækkerne er ekkoer af tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes ord om, at udlændingepolitikken skal svære stram, men ikke skør. De afspejler også regeringens stilfærdige erkendelse af, at manglen på arbejdskraft forudsætter en mere åben tilgang til indvandring end den, der har været praktiseret i årtier.

POLITISK KAN DET være klogt at nærme sig problemet i meget små skridt. Det burde imidlertid ikke udelukke en nytænkning, som rækker ud over oprydning i de skøre regler, som medierne med konkrete sager den ene gang efter den anden trækker frem til forarget beskuelse. Sagen er nemlig, at Danmark siden årtusindskiftet, da den nuværende stramme udlændinge- og indvandringspolitik blev indvarslet, har skabt et kafkask udlændingebureaukrati.

Den nye regering fastholder denne stramme udlændigepolitik, men der er enkelte sprækker i den. Foto: Søren Bidstrup

Dets fundament er over 100 gældende love, 121 forskellige bekendtgørelser og et sandt væld af vejledninger og cirkulærer. Det er en regellabyrint, hvor et stadig bredere flertal konstant har beflittet sig på at føje nyt og bizart til det, der allerede var svært gennemskueligt og svært administrerbart. Samtidig har politikerne ikke helmet, hvis de ikke havde mulighed for at blande sig i selv de mindste administrative detaljer og konkrete afgørelser.

Denne politik har kostet bureaukrati. Ved indgangen til dette årti kunne forholdsvis få (367 årsværk) embedsmænd i Udlændingestyrelsen administrere lovgivningen på området. 20 år senere er der tre styrelser, Udlændingestyrelsen, den allerede nævnte SIRI og så Hjemrejsestyrelsen, som har den utaknemmelige opgave at sende de ikkeønskede hjem til lande, de enten ikke ønsker at hjemtage dem, eller som de ikke betragter som deres hjemland.

Lægger man dem sammen, beskæftiger dette udlændingebureaukrati 1.200 årsværk, og tager man hele området med departementet, nævnene, id-centret med videre, er der ved udgangen af 2022 beskæftiget godt og vel 2.000 årsværk i den statslige udlændingeforvaltning. Halvdelen af dem er jurister og magistre. Glem i den sammenhæng ikke de mange kommunale embedsmænd, som tumler med de samme regler.

STRAMT, MEN IKKE skørt? De små sprækker, som regeringsaftalen åbner for en revision af udlændinge- og integrationspolitikken, er alle sammen eksempler på det, der har været så skørt, at det ikke tåler dagslys, og på det, der her og nu er kortsigtet uhensigtsmæssigt. Men det er en mere end rimelig antagelse, at sådan som udlændingelovgivningen siden 2001 stykke for stykke og paragraf for paragraf er blevet udbygget, så er reglerne på lange stræk gennemført skøre.

I en situation, hvor der er forholdsvis ro om udlændingepolitikken, og hvor regeringen er en flertalsregering hen over den politiske midte, er der al mulig anledning til at gå hele det udlændingebureaukratiske kompleks igennem med en tættekam. Der er en hel valgperiode forude.

Der er på den pragmatiske midte grundlæggende enighed om en stram udlændingepolitik bygget ud med en friere adgang for udenlandsk arbejdskraft. Så hvad skulle der egentlig være til politisk hinder for, at netop denne regering satte sig i spidsen for en gennemgribende regelsanering af det udlændinge- og integrationspolitiske område?

Hvad galt ville der være i, at den samme regering gjorde det til et klart sigte for enden af denne vej at frigøre arbejdskraft til mere positiv og produktiv beskæftigelse? Hvad galt skulle der endelig være i, at man som mål for en sådan afbureaukratisering også satte en afpolitisering af udlændingeforvaltningen, så fremtidens Støjberg'er bliver beskyttet mod egen politisk dårskab?

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-1/samfund/stram-men-ikke-skoer

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN