Holmens Kirke blev et politisk forsamlingshus

Gudstjenesten, der skulle markere etåret for krigen i Ukraine, blev mere en politisk manifestation end en gudstjeneste. Den vogn skal kirken passe på med at lade sig spænde for.

Sognepræst Marie Høg. Arkiv foto

Som udgangspunkt glæder man sig jo altid over, når vores politikere ønsker at sætte sig i kirkens rum med ansigtet mod øst for at holde gudstjeneste, synge salmer, bekende troen, bede og høre forkyndelsen om deres egen lidenhed og Guds store nåde og barmhjertighed.

 

Men da jeg så programmet for gudstjenesten i forbindelse med årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine, fik jeg en mistanke om, at kirken skulle bruges som politisk forsamlingshus. Og mistanken blev bekræftet. Desværre.

 
”Formildende var det dog, at provst Birgitte Kvist Poulsen i sin prædiken talte om magtens fristelse, ikke bare Putins magtbegær – men over regeringens magtdemonstration ved afskaffelse af store bededag. Men når det så er sagt, skal kirken træde varsomt og ikke gå politiske ærinder.”

Af programmet fremgik det, at under gudstjenesten ville Folketingets formand, Søren Gade, statsminister Mette Frederiksen og Ukraines ambassadør Mykhailo Vydoinyk holde tale, og i mediernes annoncering blev Folketinget omtalt som ”vært” for gudstjenesten.

Og jeg skal da love for, at politikerne påtog sig værtskabet – og kirken afstod fra det. For allerede under de ni bedeslag, der lyder for Faderen, Sønnen og Helligånden – tre slag til hver, holdt Folketingets yderst sympatiske formand, Søren Gade (V), en tale om den meningsløse og grufulde krig i Ukraine, om vores håb for fred og frihed og vores ubetingede sympati og støtte til ukrainerne. 

Han sagde sådan set ikke noget, jeg var uenig i, men i den lutherske kirke holder vi traditionelt ikke politiske taler med alteret som kulisse.

 

Statsminister Mette Frederiksen fortsatte samme budskab og benyttede helt upassende lejligheden til at forsikre offentligheden om, at vi også støtter ofrene for jordskælvet i Tyrkiet og Syrien. Håbet om frihed og fred i Ukraine, det er dét, vi er samlet om i dag, sagde statsministeren.

 

Ja, det kan vi samles om uden for kirkens rum – og der er god grund til at gøre det, hejse det ukrainske flag, vise støtte og sympati. Men i kirkens rum er vi kun samlet om dét ene at høre evangeliet om syndernes forladelse til ethvert menneske – uanset på hvilken side man står i krigen. Og alle de politiske taler, der blev holdt ved gudstjenesten, kunne ligeså vel være holdt i folketingssalen, Landstingssalen eller i Snapstinget.

 

Det undrer mig såre, at kirken og kirkens præster kan bistå, at man erstatter gudstjenestens indledende bønner, der minder os om, hvorfor vi er samlet til gudstjeneste, nådeshilsenen og trosbekendelsen med politiske taler. Og kan man i det hele taget kalde noget en gudstjeneste, når ikke menigheden bekender troen på den treenige Gud – og forsager Djævlen?

 

Næppe. 

 

Formildende var det dog, at provst Birgitte Kvist Poulsen i sin prædiken talte om magtens fristelse, ikke bare Putins magtbegær – men over regeringens magtdemonstration ved afskaffelse af store bededag. Men når det så er sagt, skal kirken træde varsomt og ikke gå politiske ærinder. Ukraines frihedskrig er også vores frihedskrig, blev der sagt i en af talerne.

 

Ja, det er muligt, men uanset at sympatien, også min sympati, ligger i Ukraine – så må vi som kristen kirken besinde os på, at Guds nådesord også gælder det russiske folk, det russiske menneske.

 

Og der blev ikke bedt for russerne ved gudstjenesten, derimod blev der i kirkebønnen sagt, at »vi beder om, at sandheden må gå op for dem, der med deres fordrejninger af sandheden holder gang i en meningsløs krig«.

 

Læs: en politisk sandhed. 

 

Men i kirken taler vi altså kun om én sandhed – menneskets frelse ved Jesus Kristus, ham, der er vejen, sandheden og livet. Derfor beder vi i den kristne kirke også for vores fjender. Vi beder ikke kun for de forfulgte – men også for deres forfølgere – at Guds lys må skinne i det mørke, der kommer fra det syndige menneske.

Derfor:

Vi skal bede både for ukrainere og for russere, at de må bevare troen på Guds barmhjertighed til ethvert menneske. På trods af alt det umenneskelige, de ser. Og gennemlever. 

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE15153067/holmens-kirke-blev-et-politisk-forsamlingshus/

 

MARIE HØGH

Sognepræst, debattør

 

Tiltalt. Sagen mod den tidligere forsvarsminister kaster skarpt lys på det, der skulle være hemmeligt, og den udfordrer centralt princip i retsplejen.
Den hjortiske knude

Det ville have været bekvemt for de fleste, ikke mindst den martrede efterretningstjeneste, hvis der et sted i et hjørne af et offentligt kontor havde stået en syltekrukke til straffesagen mod tidligere minister Claus Hjort Frederiksen.

Men den slags husgeråd er tilsyneladende i restordre, hvorfor Hjort Frederiksen i denne uge blev tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger til skade for statens sikkerhed. Det betyder, at Hjort efter alt at dømme skal for retten engang i det tidlige efterår.

Konsekvenserne af det er stort set skadevirkninger over hele linjen. Men justitsminister Peter Hummelgaard, der traf den endelige beslutning om tiltalen, siger, at han ikke fandt nogen grund til at gå imod Rigsadvokatens indstilling.

For Hummelgaards nyvundne venner i Venstre er sagen specielt delikat. For mindre end et år siden sendte Sophie Løhde, der i dag sidder på ministerbænken sammen med Hummelgaard, et halvt hundrede spørgsmål til dennes forgænger.

Løhde, der dengang var oppositionspolitiker, mere end antydede, at hele sagen var politisk og handlede om at straffe Hjort, fordi han som en del af oppositionen havde forholdt sig kritisk til regeringens håndtering af FE-sagen.

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Det var også Venstre, der førte an, da et flertal i Folketinget sidste år afviste at ophæve Claus Hjort Frederiksens politiske immunitet, fordi man ikke kunne få at vide, hvad tiltalen handlede om.

Tungetale

Nu er Hjort ikke længere medlem af Folketinget, Venstre er en del af regeringen, og tiltalen er stadig hemmelig. Det kræver en særlig evne for politisk tungetale, som partiets de facto-leder, økonomiminister Troels Lund Poulsen, over for DR håndterede således:

»Jeg har kendt Claus gennem mange år, og derfor er jeg ked af, at han nu er blevet tiltalt,« sagde Lund Poulsen og tilføjede:

»Det er ikke en sag, jeg kan blande mig i. Det er en sag for anklagemyndigheden, og derfor kan jeg heller ikke forholde mig til sagen.«

Dermed placerer sagen mod Hjort Frederiksen sig i en allerede betydelig række 180-graders vendinger fra Venstre: Mette Frederiksens egnethed som statsminister og behovet for en advokatvurdering af minksagen eksempelvis.

I Venstres fravær var det op til Liberal Alliances Alex Vanopslagh at forsøge at holde sagen på det politiske spor.

»Jeg synes ikke, det er godt, at vi begynder at retsforfølge oppositionspolitikere for at bruge deres ytringsfrihed i den offentlige debat. Loven er jo ikke indrettet sådan, at regeringen bare er et gummistempel her. Det er jo en politisk beslutning, om man mener, en tidligere oppositionspolitiker skal retsforfølges,« sagde han til DR.

Ved at holde fast i Venstres tidligere position, at tiltalen er udtryk for politisk forfølgelse, retter Vanopslagh selvfølgelig skytset mod den socialdemokratiske justitsminister, men i lige så høj grad rammes Venstre, hvis pludselige omvendelse nådesløst udstilles.

Det sidste kan sagtens vise sig at give Vanopslagh gevinst. Til gengæld vil det også medvirke til at gøre sprækken mellem Venstre og den borgerlige opposition både dybere og bredere. Intet tyder på, at en borgerlig magtovertagelse har nogen plads i virkelighedens verden, medmindre man igen forenes med Venstre, og selv hvis det skulle ske, er udsigterne sløje.

Dertil kan måske føjes, at tidligere forsøg på at politisere sagen ikke er endt som en udpræget succes. I den sammenhæng kan man erindre valgkampens mest mindeværdige pressemøde med Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen i modlys foran Kastellet i København. En påmindelse om, at intet er så skidt, at det ikke kan blive værre.

Overreaktion

Samme lov gælder tilsyneladende i hele sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, som tiltalen mod Hjort Frederiksen er et hjørne af.

Som det fremgår af anklagemyndighedens pressemeddelelse, er den tidligere forsvarsminister tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 109, som handler om at røbe eller videregive oplysninger af betydning for statens sikkerhed. Samme paragraf, som tidligere chef for FE, Lars Findsen, er tiltalt efter.

Selve anklageskriftet er hemmeligt, men det er tidligere kommet frem, at sigtelserne mod Hjort Frederiksen handler om, at han i en række interviews, blandt andet her i avisen, har bekræftet et dansk-amerikansk samarbejde om aflytning af internationale datakabler.

Hele sagen begyndte, da daværende forsvarsminister, Trine Bramsen, i august 2020 hjemsendte Lars Findsen og en håndfuld andre medarbejdere i FE. Det skete på baggrund af en kritisk rapport fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som byggede på oplysninger fra en såkaldt whistleblower.

Bramsen blev efterfølgende kritiseret for at have overreageret til skade for FE og Danmark. En af kritikerne var Claus Hjort Frederiksen, der ifølge anklagemyndigheden i kampens hede har bekræftet det kabelsamarbejde, som var kernen i tilsynets rapport.

At kritikken for overreaktion havde noget for sig, er siden blevet dokumenteret af, at en kommission med tre landsdommere efter et års gennemgang tilbageviste hele tilsynets kritik. Den del bliver i øvrigt nu genstand for en selvstændig undersøgelse.

Tilbage står straffesagerne mod Hjort og Findsen, der begge har den ulyksalige bivirkning, at de ligesom Bramsens reaktion på tilsynsrapporten sætter skarpt projektørlys på det, der egentlig skulle være forblevet i mørke. Nemlig de hemmelige tjenesters dybeste hemmeligheder.

For at begrænse de værste skader vil anklagemyndigheden forsøge at få sagerne ført bag lukkede døre, hvilket vil være en afvigelse fra det danske grundprincip om offentlighed i retsplejen.

Både Claus Hjort Frederiksen, Lars Findsens og deres respektive advokater argumenter for åbne døre netop af hensyn til retssikkerheden. De vil derudover arbejde for, at sagerne skal for et nævningeting med tre juridiske dommere og ni nævninge, mens anklagemyndigheden lægger op til en domsmandssag med en juridisk dommer og to domsmænd.

Både spørgsmålet om åbne døre og nævninge kontra domsmænd skal afgøres, inden den egentlige sag kan begynde. Med anklagemyndighedens tiltale af Hjort Frederiksen tyder meget på, at hans sag er rykket forbi Lars Findsens i køen. Det bliver derfor formodentlig Claus Hjort Frederiksen og hans advokat, René Offersen, der kommer til at tage slagene om døråbning og nævningeting.

Især døråbningen er vigtig. Allerede ved at rejse sagen mod Hjort Frederiksen har anklagemyndigheden på sin vis selv bekræftet det, som Hjort Frederiksen er anklaget for at bekræfte, nemlig kabelsamarbejdet med USA. For fandtes det ikke, ville det ikke være en overtrædelse af paragraf 109 at tale om det.

Endnu værre er det, hvis anklagemyndigheden skal fremlægge beviser og føre vidner i en åben retssal. Det vil betyde endnu en blotlæggelse af Efterretningstjenestens engang så velbevarede hemmeligheder.

Det er nærliggende at antage, at anklageren bliver nødt til at lade hele sagen falde, hvis dommerne giver medhold i, at dørene skal være åbne for offentligheden. Skadevirkningen for FE og landets sikkerhed ved en sag vil simpelthen være for stor.

Hermed udstiller sagen endnu et paradoks. Nemlig et sammenstød mellem princippet om offentlighed i retsplejen og hensynet til statens sikkerhed. Vil det overhovedet være muligt at føre sager om overtrædelse af paragraf 109, hvis det skal foregå offentligt? Hvis ikke man kan lukke dørene, vil det fremover være svært at straffe overtrædelser.

Netop det problem er ifølge flere juridiske eksperter netop grunden til, at det i den slags sager er justitsministeren, der har den såkaldte påtalekompetence. Fordi man skal kunne overveje, om en sag skader større hensyn. Der er altså tale om mere end blot, at ministeren er »gummistempel« for anklagemyndigheden, som en af Peter Hummelgaards forgængere formulerede det.

Sagen er dybt politisk, uanset om man vil det eller ej. Og den har ingen vindere, uanset hvordan den ender.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/2023-8/samfund/den-hjortiske-knude

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Frihed. Borgerne må leve, som de vil. Så længe det også er, som politikerne vil.

Stærk tobak
Sundhedsminister Sophie Løhde vil gøre cigaretter dyrere. Igen.

»Prisen på cigaretter og nikotinprodukter er blevet sat op i flere omgange, men vi er bestemt ikke afvisende over for, at det er noget, vi skal kigge på,« sagde hun for nylig til DR.

Anledningen er nye tal, der viser, at danskerne ikke holder op med at ryge lige så hurtigt, som politikerne vil have det. Lars Løkkes parti, Moderaterne, har længe haft et godt øje til rygernes pengepung og vil hæve prisen fra cirka 60 til absurde 100 kroner for en pakke. Ifølge sundhedsordfører Monika Rubin er det den eneste måde at afskrække unge fra at begynde.

Sjovt nok hylder både Moderaterne og Venstre »personlig frihed« i deres partiprogrammer, men alligevel slår de ned på den selvsamme frihed, så snart danskerne bruger den forkert. Efterhånden må man spørge: Hvad er det egentlig, vi har personlig frihed til?

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde efter regeringsseminar på KolleKolle i Værløse, fredag den 3. februar 2023. Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix

Forældres mulighed for at fordele barslen mellem sig er blevet indskrænket. EUs og Christiansborgs krav om øremærkning betyder, at man mister en periode af barslen, hvis man ikke lever op til politikernes familieideal.

Organer donerer vi heller ikke nok af frivilligt, så nu overvejer sundhedsminister Sophie Løhde at gøre alle danskere til automatiske organdonorer. En slags nej tak til reklamer-ordning, bare for den kropslige integritet.

Under nedlukningerne blev muligheden for at give udtryk for dissens også indskrænket. Dobbeltstraf for coronarelateret kriminalitet – også under demonstrationer – og retsforfølgelse af dukkeafbrændere sendte et klart signal om, at der er grænser for det aktive medborgerskab.

Uanset hvad man mener om Men In Black eller ligestilling, viser det, at Christiansborg har opgivet dialogen med borgerne.

Her er paradokset: På den ene side appellerer politikerne til os som ansvarlige og myndige borgere; på den anden side lovgiver de, som om vi har brug for en værge.

Vi opfordres til at stemme ved lokaldemokrati og folkeafstemninger, men bestemmer mindre og mindre i vores eget privatliv.

Vi får ros for vores danske dialogkultur og tænker ud af boksen på Folkemødet og i det politiske netværk, forløberen til Lars Løkke Rasmussens parti. Men når det gælder Mette Frederiksens coronahåndtering, skal vi gå i takt.

Vi får at vide, at vi skal bryde rammerne for køn og seksualitet, men rammerne for at praktisere vores hverdagspræferencer bliver stadig snævrere. Personlig frihed er åbenbart kun legitim, når vi gør oprør imod ufarlige, abstrakte normer. Vil vi leve på andre måder, end politikerne ønsker, bliver det pludselig mere mangfoldigt, end loven tillader.

Udviklingen er skidt for alle. Et sundt samfund er ikke nødvendigvis røgfrit; borgernes politiske sundhed er vigtigere, og selvom den ikke altid ser køn ud, når den går i elefanthue eller bliver indlagt med lungekræft, er den nu engang udtryk for menneskets natur. På godt og ondt. Statsministeren og staten er til for borgernes skyld, ikke omvendt. Lev med det.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-7/samfund/staerk-tobak

 

 

 

Leny Malacinski

(f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

·    LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Krudt og kugler. Ukraine kræver stadig flere våben og mere ammunition, men Vestens lagre er ved at være tømt. Hvad skal der til, for at forsvarsindustrien kan producere våben i de mængder, som Ukraine og alle NATO-landene har brug for?

Granaternes glidende bånd

»Stilt går granaternes glidende bånd,« skrev den norske digter Nordahl Grieg i sin antikrigshymne fra 1936, »Kringsatt av fiender«. Udsagnet er lige så sandt i dag, som da det blev skrevet under Den Spanske Borgerkrig.

De ukrainske styrker har under de seneste 11 måneders krig affyret lige så mange artillerigranater på en uge, som amerikanske våbenfabrikker er i stand til at producere på en måned. USA planlægger at mangedoble sin produktion af en af de mest brugte typer, 155 mm-artillerigranaten – fra 14.000 granater pr. måned til 90.000 – i løbet af to år. Det vil, selv hvis det lykkes, alligevel kun svare til omkring halvdelen af de granater, Ukraine fyrer af hver måned.

Mens Ukraines vestlige allierede i de seneste uger har talt om Leopard-kampvogne og Patriot-missilforsvar og nu drøfter, om man skal eller ikke skal levere F16-kampfly til ukrainerne, har der været langt mindre fokus på, hvad der i virkeligheden kan vise sig at blive Ukraines største problem i krigen: manglen på raketter, missiler, granater – kort sagt: ammunition.

»Jeg har ikke brug for et lift, jeg har brug for mere ammunition,« lød den ukrainske præsident Zelenskyjs berømte kommentar, da han i krigens første dage blev tilbudt hjælp til evakuering fra den hovedstad, Kyiv, som alle forventede indtaget i løbet af få dage.

En dynge brugte mortergranater ved en ødelagt handelsskole i Arkhanhelske, i den nordlige Kherson-region. Der tales en del om kampvogne og F-16-fly, men i virkeligheden er manglen på ordinær ammunition et mindst lige så stort problem. Foto: EPA/Hannibal Hanschke, Scanpix

Og ammunition fik han i store mængder: fra den mest simple artillerigranat til avancerede våben som for eksempel Javelin-panserværnsmissilet, som siges at være en af hovedårsagerne til, at de russiske styrker aldrig nåede frem til Kyiv.

USA har sendt omkring en tredjedel af sin lagerbeholdning af Javelin-missiler til Ukraine – og en tredjedel af sine skulderbårne Stinger-luftforsvarsmissiler. Og de er ikke så lette at erstatte, som man måske skulle tro. Javelin-missilet er et stykke kompliceret elektronik, der tager op til et år at producere, da produktionen involverer mange underleverandører. Lockheed, den amerikanske våbenfabrikant, der står som hovedproducent af missilet, vil nu sætte produktionen op fra 2.100 om året til 4.000. Langtfra nok til at imødekomme det forventede ukrainske behov.

Løber Ukraine tør for våben?

»Hvis der er én ting, der er mangel på, så er det ammunition,« siger Mark F. Cancian, militærekspert ved den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies over telefonen fra Washington. »Selv den markante udvidelse af produktionen af artilleriammunition, USA har planer om, vil ikke være tilstrækkelig til at holde ukrainerne kørende på det nuværende niveau. Betyder det så, at ukrainerne løber tør for ammunition? Nej. Men det betyder, at i stedet for at få for eksempel 90.000 granater om måneden, får de måske 40.-50.000. Og det fører igen til, at de kun kan skyde efter mål med højere prioritet, hvilket kan gøre en forskel på slagmarken.«

Cancian trøster sig med, at situationen for russerne er tilsvarende slem eller måske endnu værre. »Når man er ude i at måtte importere ammunition og våben fra Nordkorea, så ser det virkelig skidt ud.«

Men russerne har i denne forbindelse den fordel, at de har en diktator, der egenhændigt kan beslutte at omlægge det russiske samfund til en krigsøkonomi, hvor produktion af våben og udstyr har prioritet over alt andet og foregår i treholdsskift døgnet rundt.

»Det kan vi ikke gøre i de vestlige samfund, men der er ingen tvivl om, at vores militærindustri er nødt til at øge produktionen så meget, den kan, i de eksisterende faciliteter og må etablere nye produktionslinjer. Det gælder især for artillerigranater og panserværnsvåben som Javelin,« fortsætter Mark F. Cancian.

»Problemet – i alt fald i USA, men formentlig også i Europa – er, at den overskydende produktionskapacitet, vi nu har brug for, er blevet elimineret, fordi mange anså den for spild i en verden, der stort set havde vænnet sig af med længerevarende landkrige som den, vi nu ser i Ukraine. Vi må vende denne udvikling; det er Pentagon i gang med, og europæerne må følge efter. Og så må vi lære at acceptere en vis overproduktion og spildprocent, også hvis konfliktniveauet reduceres igen.«

Fredsdividenden

Konsekvenserne af, at militærproduktionen blev omlagt til fredstidsforhold, er åbenlyse. I USA blev produktionen af de HIMARS-raketbatterier, som Ukraine har anvendt med stor succes mod de russiske styrker, sat helt på pause i årene 2013-17, da kampene i Irak og Afghanistan klingede af. Produktionen af Javelin-missilet blev reduceret til kun 400 om året fra 2013 og flere år frem. I et land som Tyskland betød fredsdividenden, at tyskerne kun havde ammunitionslagre til to dages intensiv krig – langt fra NATOs målsætning om som minimum at have lagre til en måneds krig.

Det er ikke kun Vestens evne til fortsat at kunne forsyne Ukraine med de våben og den ammunition, de har brug for, der står på spil, men også Vestens kapacitet til at afskrække andre potentielle modstandere, som for eksempel Kina.

"Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod en stor konflikt, som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina invaderede Taiwan, eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig være en udfordring for Vesten med vores nuværende lagre af våben og ammunition."

LUIGI SCAZZIERI, EKSPERT I EUROPÆISK SIKKERHEDSPOLITIK VED LONDON-TÆNKETANKEN CENTRE FOR EUROPEAN REFORM

»Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod en stor konflikt, som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina invaderede Taiwan, eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig være en udfordring for Vesten med vores nuværende lagre af våben og ammunition,« siger Luigi Scazzieri, ekspert i europæisk sikkerhedspolitik ved London-tænketanken Centre for European Reform.

»Det er da også derfor, at nogle NATO-lande tøver med at udlevere alt deres udstyr til Ukraine. For blandt andre de sydeuropæiske lande findes der andre trusler end Rusland.«

Det er ifølge Scazzieri ikke kun »fredsdividende« og underinvestering, der er skyld i NATO-landenes manglende lagre af våben og ammunition. Pengene anvendes heller ikke optimalt. Han peger på, at europæiske lande bruger 17 forskellige typer kampvogne og 20 forskellige typer kampfly, hvor amerikanerne kun har én type kampvogn og seks typer kampfly.

»Vi har en masse varianter af det samme våben, hvilket igen betyder, at vi behøver forskellig ammunition, forskellig logistik, forskellig håndtering, forskellige reservedele. Et andet problem er, at det udstyr, vi har på papiret, i alt for høj grad ikke er funktionsdygtigt og klar til brug, men bare står passivt hen og tæller i statistikken.«

Scazzieri advarer om, at det kan tage lang tid at øge produktionen af våben og ammunition. »Politikerne er hurtige til at love større investeringer i forsvaret, men langt langsommere til at implementere dem. Der er nok af ting at bruge penge på: hjælp til at skærme vælgerne for inflation og stigende energiudgifter, for eksempel. Og så er det ikke bare et spørgsmål om, at hvis du putter penge ind i forsvarsindustrien, så får du straks et output. I virkeligheden er det en lang proces at omstille den militære produktion.«

Langsigtet planlægning ønskes

Det taler Micael Johansson, administrerende direktør for SAAB, en af Europas store våbenproducenter, gerne med om på telefonen fra hovedkvarteret i Linköping. SAAB producerer – under mottoet »det er en menneskeret at føle sig sikker« – blandt andet de NLAW- og AT4-panserværnsmissiler, der også er så efterspurgte i Ukraine, sammen med Carl Gustaf-maskingeværer og RBS-70-antiluftskyts.

»Vi har allerede før invasionen i Ukraine investeret for at fordoble kapaciteten, og nu fordobler vi så igen. Vi har sikret os, at vi har råmaterialerne, komponenterne og den kvalificerede arbejdskraft, og det er en kamp at få det anskaffet alt sammen, absolut, det er ikke nogen walk in the park. Vi har øget med 1.000 ansatte netto i løbet af et år, hvilket er meget i et selskab med 20.000. Og vi gør det for egen risiko, fordi vi tror, at det her vil fortsætte i lang tid.«

»Men,« fortsætter Johansson, »det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt forsvarsindustrien har kapacitet til at producere. Det er i høj grad også et spørgsmål om, at de enkelte lande skal indgå kontrakter med os. Og det er ærlig talt gået langsomt fra februar sidste år, da krigen brød ud, til nu. Det tog os ti måneder at få nye kontrakter på produktion af NLAW-panserværnsvåbnet, på trods af at det har vist sin effektivitet på slagmarken i Ukraine. Det siger noget om, hvor komplicerede sådanne indkøbsprocesser er i mange lande.«

Systemerne er slet ikke indrettet efter, at en pludselig opstået krig kræver en særlig hurtig håndtering, mener han.

»Politikerne er tit hurtige til at tage beslutninger, get going, det kan kun gå for langsomt. Så går det videre til de militære planlæggere – hvad har de brug for lige nu? Det tager nogen tid at beslutte det. Så fortsætter processen hos de myndigheder, der står for at rekvirere udstyret, og de arbejder på samme måde, som de altid har gjort.«

En anden ting, der ligger Micael Johansson stærkt på sinde, er, at politikerne bør give forsvarsindustrien nogle langtidsperspektiver – for eksempel i form af længerevarende kontrakter – så man ikke investerer stort  i nye produktionslinjer, arbejdskraft og materialer på grund af et akut behov og så står med fulde, usælgelige lagre og et uudnyttet produktionsapparat, hvis sikkerhedssituationen pludselig ændrer sig.

»Hvad der er behov for, er, at vi i industrien sætter os sammen med regeringerne og de myndigheder, der står for indkøbene, og sammen finder ud af, hvilke volumener vi skal planlægge efter, og hvilken grad af forberedthed vi skal være i. Vi må dele den risiko, det indebærer, når vi prøver at planlægge en lille smule fremad, måske tre til fem år. Det bør ikke være virksomhederne alene, der tager disse risici, hvad det faktisk er i dag.«

Selv er Johansson nu ikke så bekymret på branchens vegne: »Jeg mener, vi vil se et behov for at øge produktionen i alt fald i de næste ti år. Væksten i forsvarsudgifterne stiger overalt i Europa, mange lande har besluttet at gå længere end NATO-målet på de to procent. Så markedet er øget, endda før krigen i Ukraine. Nu styrker alle deres produktion, det er all over the place.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-5/udland/granaternes-glidende-baand

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

 

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK