Krudt og kugler. Ukraine kræver
stadig flere våben og mere ammunition, men Vestens lagre er ved at være tømt.
Hvad skal der til, for at forsvarsindustrien kan producere våben i de mængder,
som Ukraine og alle NATO-landene har brug for?
Granaternes glidende bånd
»Stilt går granaternes glidende bånd,« skrev den norske
digter Nordahl Grieg i sin antikrigshymne fra 1936, »Kringsatt av fiender«.
Udsagnet er lige så sandt i dag, som da det blev skrevet under Den Spanske
Borgerkrig.
De ukrainske styrker har under de seneste 11
måneders krig affyret lige så mange artillerigranater på en uge, som
amerikanske våbenfabrikker er i stand til at producere på en måned. USA
planlægger at mangedoble sin produktion af en af de mest brugte typer, 155 mm-artillerigranaten
– fra 14.000 granater pr. måned til 90.000 – i løbet af to år. Det vil, selv
hvis det lykkes, alligevel kun svare til omkring halvdelen af de granater,
Ukraine fyrer af hver måned.
Mens Ukraines vestlige allierede i de seneste
uger har talt om Leopard-kampvogne og Patriot-missilforsvar og nu drøfter, om
man skal eller ikke skal levere F16-kampfly til ukrainerne, har der været langt
mindre fokus på, hvad der i virkeligheden kan vise sig at blive Ukraines
største problem i krigen: manglen på raketter, missiler, granater – kort sagt:
ammunition.
»Jeg har ikke brug for et lift, jeg har brug
for mere ammunition,« lød den ukrainske præsident Zelenskyjs berømte kommentar,
da han i krigens første dage blev tilbudt hjælp til evakuering fra den hovedstad,
Kyiv, som alle forventede indtaget i løbet af få dage.
En dynge brugte mortergranater ved en ødelagt
handelsskole i Arkhanhelske, i den nordlige Kherson-region. Der tales en del om
kampvogne og F-16-fly, men i virkeligheden er manglen på ordinær ammunition et
mindst lige så stort problem. Foto: EPA/Hannibal Hanschke, Scanpix
Og ammunition fik han i store mængder: fra
den mest simple artillerigranat til avancerede våben som for eksempel
Javelin-panserværnsmissilet, som siges at være en af hovedårsagerne til, at de
russiske styrker aldrig nåede frem til Kyiv.
USA har sendt omkring en tredjedel af sin
lagerbeholdning af Javelin-missiler til Ukraine – og en tredjedel af sine
skulderbårne Stinger-luftforsvarsmissiler. Og de er ikke så lette at erstatte,
som man måske skulle tro. Javelin-missilet er et stykke kompliceret elektronik,
der tager op til et år at producere, da produktionen involverer mange
underleverandører. Lockheed, den amerikanske våbenfabrikant, der står som
hovedproducent af missilet, vil nu sætte produktionen op fra 2.100 om året til
4.000. Langtfra nok til at imødekomme det forventede ukrainske behov.
Løber Ukraine tør for våben?
»Hvis der er én ting, der er mangel på, så er
det ammunition,« siger Mark F. Cancian, militærekspert ved den amerikanske
tænketank Center for Strategic and International Studies over telefonen fra
Washington. »Selv den markante udvidelse af produktionen af
artilleriammunition, USA har planer om, vil ikke være tilstrækkelig til at
holde ukrainerne kørende på det nuværende niveau. Betyder det så, at ukrainerne
løber tør for ammunition? Nej. Men det betyder, at i stedet for at få for
eksempel 90.000 granater om måneden, får de måske 40.-50.000. Og det fører igen
til, at de kun kan skyde efter mål med højere prioritet, hvilket kan gøre en
forskel på slagmarken.«
Cancian trøster sig med, at situationen for
russerne er tilsvarende slem eller måske endnu værre. »Når man er ude i at
måtte importere ammunition og våben fra Nordkorea, så ser det virkelig skidt
ud.«
Men russerne har i denne forbindelse den
fordel, at de har en diktator, der egenhændigt kan beslutte at omlægge det
russiske samfund til en krigsøkonomi, hvor produktion af våben og udstyr har
prioritet over alt andet og foregår i treholdsskift døgnet rundt.
»Det kan vi ikke gøre i de vestlige samfund,
men der er ingen tvivl om, at vores militærindustri er nødt til at øge
produktionen så meget, den kan, i de eksisterende faciliteter og må etablere
nye produktionslinjer. Det gælder især for artillerigranater og panserværnsvåben
som Javelin,« fortsætter Mark F. Cancian.
»Problemet – i alt fald i USA, men formentlig
også i Europa – er, at den overskydende produktionskapacitet, vi nu har brug
for, er blevet elimineret, fordi mange anså den for spild i en verden, der
stort set havde vænnet sig af med længerevarende landkrige som den, vi nu ser i
Ukraine. Vi må vende denne udvikling; det er Pentagon i gang med, og europæerne
må følge efter. Og så må vi lære at acceptere en vis overproduktion og
spildprocent, også hvis konfliktniveauet reduceres igen.«
Fredsdividenden
Konsekvenserne af, at militærproduktionen
blev omlagt til fredstidsforhold, er åbenlyse. I USA blev produktionen af de
HIMARS-raketbatterier, som Ukraine har anvendt med stor succes mod de russiske
styrker, sat helt på pause i årene 2013-17, da kampene i Irak og Afghanistan
klingede af. Produktionen af Javelin-missilet blev reduceret til kun 400 om
året fra 2013 og flere år frem. I et land som Tyskland betød fredsdividenden,
at tyskerne kun havde ammunitionslagre til to dages intensiv krig – langt fra
NATOs målsætning om som minimum at have lagre til en måneds krig.
Det er ikke kun Vestens evne til fortsat at
kunne forsyne Ukraine med de våben og den ammunition, de har brug for, der står
på spil, men også Vestens kapacitet til at afskrække andre potentielle
modstandere, som for eksempel Kina.
"Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod en stor konflikt,
som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina invaderede Taiwan,
eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig være en udfordring
for Vesten med vores nuværende lagre af våben og ammunition."
LUIGI SCAZZIERI, EKSPERT I EUROPÆISK
SIKKERHEDSPOLITIK VED LONDON-TÆNKETANKEN CENTRE FOR EUROPEAN REFORM
»Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod
en stor konflikt, som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina
invaderede Taiwan, eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig
være en udfordring for Vesten med vores nuværende lagre af våben og
ammunition,« siger Luigi Scazzieri, ekspert i europæisk sikkerhedspolitik ved
London-tænketanken Centre for European Reform.
»Det er da også derfor, at nogle NATO-lande
tøver med at udlevere alt deres udstyr til Ukraine. For blandt andre de sydeuropæiske
lande findes der andre trusler end Rusland.«
Det er ifølge Scazzieri ikke kun
»fredsdividende« og underinvestering, der er skyld i NATO-landenes manglende
lagre af våben og ammunition. Pengene anvendes heller ikke optimalt. Han peger
på, at europæiske lande bruger 17 forskellige typer kampvogne og 20 forskellige
typer kampfly, hvor amerikanerne kun har én type kampvogn og seks typer
kampfly.
»Vi har en masse varianter af det samme
våben, hvilket igen betyder, at vi behøver forskellig ammunition, forskellig
logistik, forskellig håndtering, forskellige reservedele. Et andet problem er,
at det udstyr, vi har på papiret, i alt for høj grad ikke er funktionsdygtigt
og klar til brug, men bare står passivt hen og tæller i statistikken.«
Scazzieri advarer om, at det kan tage lang
tid at øge produktionen af våben og ammunition. »Politikerne er hurtige til at
love større investeringer i forsvaret, men langt langsommere til at
implementere dem. Der er nok af ting at bruge penge på: hjælp til at skærme
vælgerne for inflation og stigende energiudgifter, for eksempel. Og så er det
ikke bare et spørgsmål om, at hvis du putter penge ind i forsvarsindustrien, så
får du straks et output. I virkeligheden er det en lang proces at omstille den
militære produktion.«
Langsigtet planlægning ønskes
Det taler Micael Johansson, administrerende
direktør for SAAB, en af Europas store våbenproducenter, gerne med om på
telefonen fra hovedkvarteret i Linköping. SAAB producerer – under mottoet »det
er en menneskeret at føle sig sikker« – blandt andet de NLAW- og
AT4-panserværnsmissiler, der også er så efterspurgte i Ukraine, sammen med Carl
Gustaf-maskingeværer og RBS-70-antiluftskyts.
»Vi har allerede før invasionen i Ukraine
investeret for at fordoble kapaciteten, og nu fordobler vi så igen. Vi har
sikret os, at vi har råmaterialerne, komponenterne og den kvalificerede
arbejdskraft, og det er en kamp at få det anskaffet alt sammen, absolut, det er
ikke nogen walk in the park. Vi har øget med 1.000
ansatte netto i løbet af et år, hvilket er meget i et selskab med 20.000. Og vi
gør det for egen risiko, fordi vi tror, at det her vil fortsætte i lang tid.«
»Men,« fortsætter Johansson, »det er ikke
bare et spørgsmål om, hvorvidt forsvarsindustrien har kapacitet til at
producere. Det er i høj grad også et spørgsmål om, at de enkelte lande skal
indgå kontrakter med os. Og det er ærlig talt gået langsomt fra februar sidste
år, da krigen brød ud, til nu. Det tog os ti måneder at få nye kontrakter på
produktion af NLAW-panserværnsvåbnet, på trods af at det har vist sin
effektivitet på slagmarken i Ukraine. Det siger noget om, hvor komplicerede
sådanne indkøbsprocesser er i mange lande.«
Systemerne er slet ikke indrettet efter, at
en pludselig opstået krig kræver en særlig hurtig håndtering, mener han.
»Politikerne er tit hurtige til at tage
beslutninger, get going, det kan kun gå for langsomt. Så
går det videre til de militære planlæggere – hvad har de brug for lige nu? Det
tager nogen tid at beslutte det. Så fortsætter processen hos de myndigheder,
der står for at rekvirere udstyret, og de arbejder på samme måde, som de altid
har gjort.«
En anden ting, der ligger Micael Johansson
stærkt på sinde, er, at politikerne bør give forsvarsindustrien nogle
langtidsperspektiver – for eksempel i form af længerevarende kontrakter – så
man ikke investerer stort i nye produktionslinjer, arbejdskraft og
materialer på grund af et akut behov og så står med fulde, usælgelige lagre og
et uudnyttet produktionsapparat, hvis sikkerhedssituationen pludselig ændrer
sig.
»Hvad der er behov for, er, at vi i
industrien sætter os sammen med regeringerne og de myndigheder, der står for
indkøbene, og sammen finder ud af, hvilke volumener vi skal planlægge efter, og
hvilken grad af forberedthed vi skal være i. Vi må dele den risiko, det
indebærer, når vi prøver at planlægge en lille smule fremad, måske tre til fem
år. Det bør ikke være virksomhederne alene, der tager disse risici, hvad det
faktisk er i dag.«
Selv er Johansson nu ikke så bekymret på
branchens vegne: »Jeg mener, vi vil se et behov for at øge produktionen i alt
fald i de næste ti år. Væksten i forsvarsudgifterne stiger overalt i Europa,
mange lande har besluttet at gå længere end NATO-målet på de to procent. Så
markedet er øget, endda før krigen i Ukraine. Nu styrker alle deres produktion,
det er all
over the place.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-5/udland/granaternes-glidende-baand
Ingen kommentarer:
Send en kommentar