fredag den 10. marts 2023

 

Kommentar. Nye Borgerliges offentlige nedsmeltning er et symptom på Christiansborgs aktuelle skrøbelighed.

Giraffer i glashus

Det går stærkt på Christiansborg.

For 32 dage siden overlod Pernille Vermund formandskabet i Nye Borgerlige til Lars Boje Mathiesen, der sent i går aftes blev ekskluderet. I dag meddelte Vermund så i en lækket, intern mail til partiets medlemmer, at hun genopstiller med opbakning fra partiets to øvrige folketingsmedlemmer, Peter Seier Christensen og Kim E. Andersen.

Både Boje Mathiesen og Nye Borgerliges hovedbestyrelse bekræfter, at den nu væltede formand bad om 350.000 kroner samt et månedligt formandsvederlag.

Ifølge Boje Mathiesen skulle et ekstravederlag på 20.000 kroner – netto – om måneden sørge for, at »vi som familie derhjemme ville kunne klare os«, mens de 350.000 kroner var »til det koncept, jeg havde planlagt, som skulle have titlen Boje på Borgen«.



Arkivfoto: Jens Dresling, Scanpix

Hovedbestyrelsen hævder, at Boje Mathiesen forlangte en fireårig, uopsigelig kontrakt med et månedshonorar på 55.000 kroner; at de 350.000 kroner skulle gå til en »personlig brandingkampagne« uden relevans for Nye Borgerlige; og at formanden truede med at gå af, hvis ikke pengene var overført »senest fredag morgen«.

Tilbage står, at Boje Mathiesen er ude, og at partistifter Vermund er på vej tilbage.

Nye Borgerliges personbårne nedsmeltning fortæller en større historie om landspolitikkens brændende platform​.

Aldrig har eksponeringen af de kendteste politikere været klarere, aldrig er der sivet så meget fra partiernes interne slagsmål til offentligheden. Intet rum er længere helligt.

Før jul og kort før regeringsdannelsen blev en lydoptagelse af Jakob Ellemann-Jensens bodsgang ved Venstres forretningsudvalgsmøde lækket. Og i januar sidste år dukkede en lydfil op fra et gruppemøde i Dansk Folkeparti. Her kaldte Morten Messerschmidt Vermund for en »førsteklasses led kælling«, mens Pia Kjærsgaard ytrede, at Nye Borgerliges daværende nummer to, Mette Thiesen, var »dum som et bræt«.

Også før internettet er partier selvantændt for åbent tæppe. Fremskridtspartiet husker alle. Personlighed har altid været væsentlig i toppolitik. Vi stemmer ideologisk eller efter vores pengepung, men ikke kun. Vi stemmer også på dem vi kan mærke. Sådan har det været siden Socialdemokratiets ikoniske 1935-valgplakat »Stauning – eller kaos«.

Alligevel er det svært at komme udenom, at persondyrkelsen de seneste år har nået et niveau, hvor et flertal af partier er blevet ét med deres giraffer.

Moderaterne er Lars Løkke Rasmussen, Dansk Folkeparti er Morten Messerschmidt, Nye Borgerlige var Pernille Vermund, Liberal Alliance er Alex Vanopslagh, Danmarksdemokraterne er Inger Støjberg. Hvem kan tænke på Alternativet uden stadig at se Uffe Elbæk for sit indre blik – og hvor ville gamle SF være uden Pia Olsen Dyhr?

Det er således – trods vælgerforeninger, landsorganisationer, principprogrammer, byrådspolitikere, hovedbestyrelser, ungdomsafdelinger og tusinder af medlemmer – efterhånden vanskeligt at forestille sig disse partier, selv de ældste eller mest populære, uden deres spidser.

Det er vel derfor, Boje Mathiesen overhovedet kan få den tanke, at han skal bruge 350.000 til et personligt »koncept«, og ligeledes derfor Vermund føler sig nødsaget til at tage en ny tørn: uden én markant personlighed, ethvert barn kan genkende, intet parti.

Partier med tilslutning fra hundredtusinder af vælgere står og falder med ét ansigt, der kan ses hele tiden og overalt. Når man ikke bare skal lave politik, men også vise vælgerne, hvordan man pudser vinduer, bæller Cola Zero eller tager på vandreture med familien, da er man altid kun én uforsigtig statusopdatering eller en lækket mail fra at tabe fem mandater.

Christiansborg er blevet et glashus: Dem indenfor gør sig til med trætte trutmunde, mens vi andre vedbliver med at glo ind 24/7 for ikke at gå glip af det næste ulykkestilfælde. Det er ikke kun skrøbeligt for det enkelte parti, men et problem for folkestyret.


Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/giraffer-i-glashus


ASKER HEDEGAARD BOYE Asker Hedegaard Boye (f. 1982) er cand.mag. i idéhistorie og har skrevet for Weekendavisen siden 2009. Han er debatredaktør foruden sports- og kulturmedarbejder samt litteratur- og teaterkritiker. Han har skrevet en lang række bøger om sport til både børn og voksne, bl.a. Spillets forvandling. Europæisk fodbold i 30 år (2019) og Om fodbold (2021).

ASKERBOYE@WEEKENDAVISEN.DK


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

  Jarl Cordua: STATSMINISTERENS SIKKERHEDSPOLITISKE SORTSYN Det stopper, når det kommer til at vælge pensionsalder fremfor forsvar I fors...