Magtfuldkommenhed. Danske statsministre er blevet mere indflydelsesrige, og i dag er magtkoncentrationen så voldsom, at det er et problem. Tim Knudsen afslutter sit kæmpeværk.
De egenrådige

Da Mette Frederiksen dannede sin første regering i 2019, udnævnte hun sin politiske rådgiver Martin Rossen som stabschef for det politiske sekretariat i Statsministeriet. Rossen skulle angiveligt være med til at formulere regeringens politik, og derudover skulle han sikre, at hver enkelt minister fulgte denne politik.

Rossen fik samtidig sæde i to af regeringens centrale udvalg, nemlig koordinationsudvalget og økonomiudvalget. Dermed gav statsministeren sin politiske rådgiver siden 2011 andel i regeringsansvaret og den politiske magt, men uden at han skulle stå til ansvar for vælgerne.

Mette Frederiksens placering af Rossen i regeringens magtcentrum var kulminationen på en proces, der har fundet sted siden 1800-tallet, hvor der først var »kollektive« regeringer, dernæst »individualiserede« regeringer og endelig i dag »topstyrede« regeringer. Det er en proces, hvor hver enkelt statsminister siden 1848 har formet embedet på forskellig vis, men med det fællestræk, at magten er blevet gradvist mere koncentreret omkring regeringschefen.

Det er en vigtig iagttagelse om magtens centralisering, og det har politologen Tim Knudsen skrevet et kæmpeværk om, hvoraf det femte og sidste bind nu foreligger. Værket fortjener mange læsere, men desværre er argumentationen ofte lidt for tendentiøs. Det vender vi tilbage til.

I VÆRKETS FØRSTE BIND analyserer Tim Knudsen »kampen om regeringsledelsen« 1848-1901. Det andet bind handler om de »første demokratiske statsministre« efter parlamentarismens indførelse i 1901 frem til 1942, mens det tredje og fjerde bind er viet til henholdsvis krigstid og det »samarbejdende folkestyre« 1942-1972 samt de »folkelige statsministre« 1972-2001.

Dette, værkets femte og sidste bind, er en analyse af de stærkt styrende statsministre fra 2001 til 2019. To analyser udfoldes parallelt. Den ene vedrører regeringsførelsen, og den del handler om den måde, hvorpå periodens statsministre – Anders Fogh Rasmussen (2001-2009), Helle Thorning-Schmidt (2011-2015), Lars Løkke Rasmussen (2009-2011, 2015-2019) og Mette Frederiksen (2019-) – forvaltede deres embeder. En række af de kapitler, der vedrører Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts regeringer, er skrevet sammen med politologen Peter Heyn Nielsen.

Collage: Mathias Hoeg

Anders Fogh Rasmussen beskrives som en dygtig statsminister, der var i stand til at lede og styre Venstre, regeringssamarbejdet, oppositionen i Folketinget og kommunikationen med offentligheden. Som statsminister var han velforberedt, strategisk tænkende, en målrettet forhandler, en velovervejet kommunikator og forsigtig med både at hyre og fyre såvel ministre som rådgivere.

Desuden gjorde Anders Fogh Rasmussen maksimal brug af det folketingsflertal, VK-regeringen havde med Dansk Folkeparti, og han gav flertallet så mange udvalgsformandsposter i Folketinget som muligt. Statsministerens magt voksede kraftigt under Anders Fogh Rasmussen.

Vurderingen af Helle Thorning-Schmidt som statsminister er helt anderledes. Hun var en uerfaren leder, kæmpede med et splittet parti, som hun aldrig fik styr på, og var gennem det meste af regeringens levetid genstand for dårlige meningsmålinger. Alligevel fortsatte magtkoncentrationen. Der blev ansat flere rådgivere, offentlighedsloven blev strammet, og regeringens ansættelsesudvalg fik øget magt.

Lars Løkke Rasmussen var en helt tredje type statsminister. Som Helle Thorning-Schmidt kæmpede han med et splittet parti og havde periodevis enorme vanskeligheder med sit parlamentariske bagland. Sammenlignet med sine forgængere skabte Lars Løkke Rasmussen kun få ændringer i Statsministeriet, men udvidede dog ministeriet med et nyt kommunikationssekretariat.

Var Løkke Rasmussen forsigtig med institutionelle ændringer, så var han til gengæld kreativ i brugen af de beføjelser, der ligger i at være statsminister. For eksempel ændrede han på regeringskonstellationer uden at udskrive valg. Han oprettede desuden nye ministerposter og omlagde ressortområder uden indblanding fra Folketinget. Lars Løkke Rasmussen adskilte sig fra sin Venstre-forgænger ved kun i begrænset omfang at gøre regeringsgrundlaget til et styringsredskab.

Mette Frederiksen er ifølge Tim Knudsen den, der minder mest om Anders Fogh Rasmussen. Også hun var velforberedt, da hun blev udnævnt til statsminister. Frederiksen styrkede Statsministeriet mandskabsmæssigt, blandt andet ved at oprette et udviklingssekretariat, der skulle udarbejde fireårsplaner.

Hun startede og sluttede desuden flere af de politiske processer hos sig selv, erklærede at ville svække embedsværkets indflydelse, udskiftede departementschefer i stort omfang, ansatte hele tre særlige rådgivere i Statsministeriet og ansatte som nævnt sin politiske rådgiver i en ledende funktion i Statsministeriet og placerede ham samtidig i centrale ministerudvalg.

VÆRKETS ANDEN ANALYSE er en beskrivelse af store beslutninger, som statsministrene har været centrale aktører i mellem 2001 og 2019. Det er periodens krigsbeslutninger, Danmarks økonomiske politik, håndteringen af FNs klimakonference i 2009, strukturreformen, efterlønsreformen, lærerkonflikten, covid-19 og spørgsmålet om aflivningen af mink osv. Det er småt, hvad Tim Knudsen har af væsentligt nyt at berette om disse spørgsmål, men der er tale om spændende gennemgange af vigtige politiske anliggender. Samtidig er sproget oplagt og stedvis tilmed sarkastisk, for eksempel da han nævner, at Økonomi- og Erhvervsministeriet frem til begyndelsen af 00erne vistnok »mest havde set de handicappede som en arbejdskraftreserve«.

Til gengæld reducerer det læselysten betragteligt, at Knudsen leverer utallige æselspark til politikere, han tilsyneladende ikke bryder sig om. For eksempel omtales Anders Fogh Rasmussen som »korsridder«, Jesper Langballe og Søren Krarup som »rabiate« og Søren Gade som »den jyske major«. Helle Thorning-Schmidts øgenavne gengives, Lars Løkke Rasmussens privatforbrug er genstand for omtale, og en kritiker af Mette Frederiksen citeres for at omtale hende som »magtsyg«. Tim Knudsen synes ikke uenig i ordvalget.

Er det småt med nyheder i analysen af de politiske hovedanliggender, er der så meget desto mere grund til at være opmærksom på de tolkninger, Tim Knudsen lægger ned over stoffet, og det materiale, der ligger til grund for tolkningerne. Og her er der mere at diskutere.

FOR DET FØRSTE er bogens materialegrundlag og kildeanvendelse ikke altid stærkt. Tim Knudsen, der er professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, vil helt ind ikke blot i regeringerne, men i Statsministeriet og i ministerudvalgene for at forstå og vise, hvordan magten er blevet udfoldet.

Det er en god ambition, men Knudsen har ikke haft adgang til det relevante kildemateriale, og han er derfor henvist til sekundære kilder, herunder erindringer skrevet af (undertiden: skuffede og bitre) ekspolitikere, interview med nuværende og tidligere aktører samt et stort antal dagbladsartikler. Men det er ikke nødvendigvis de bedste kilder til at forstå, hvad der foregår i lukkede ministerudvalg. Og hvad ministerudvalg angår, undrer det, at Knudsen langt hen fravælger at diskutere regeringens sikkerhedsudvalg. Her sidder statsministeren for bordenden, og her behandles flere af de helt alvorlige sager. Sikkerhedsudvalget er formentlig i stigende grad et nøgleudvalg for statsministerens magtudøvelse.

Dernæst er det uforståeligt, at Knudsen bruger Mogens Lykketoft til at karakterisere og vurdere aspekter af Fogh Rasmussens økonomiske politik. De havde i 00erne et herostratisk dårligt forhold til hinanden, Lykketoft mente sig snydt af Fogh Rasmussen op til Irakkrigen, og ved folketingsvalget i 2005 kørte Fogh Rasmussen Lykketoft over med en damptromle. Efterfølgende synes Lykketoft ikke at have forbigået en eneste mulighed for at tale dårligt om Fogh Rasmussen.

Hermed også antydet, at Tim Knudsens analyser undertiden er for subjektive. Et eksempel er spørgsmålet om, hvorfor det ikke lykkedes Helle Thorning-Schmidt at blive genvalgt i 2015. Her vælger Knudsen at citere Dan Jørgensen for, at regeringen blev identificeret med »nødvendighedens politik«, og derfor gik det, som det gjorde.

Men sandheden er, at Socialdemokratiet gik et mandat frem, hvilket Tim Knudsen endda selv nævner. Derimod blev De Radikale halveret, mens det forhenværende regeringsparti SF befandt sig i en dødskamp. Det var derfor ikke bare Socialdemokratiet, men nok så meget De Radikale og SF, der tabte valget. Efter at have læst bogen er det imidlertid svært helt at frigøre sig fra tanken, at Knudsen ikke bryder sig om »nødvendighedens politik«, corydonismen og konkurrencestaten, og at det måske er derfor, han falder for fristelsen til at citere Dan Jørgensen, men det bliver læserne reelt ikke klogere af.

ENDELIG ER AKRIBIEN i henvisningerne gennemgående for ringe. Det kan lyde som en detalje, men er det ikke. De måske mest hyppigt anvendte kilder i bogen er avisartikler og nyhedsindslag fra dagspressen. Derfor nytter det ikke blot at henvise til en avis og en dato. Endnu værre er følgende henvisning, hvis fulde ordlyd er: »DR2 26.11.2013«. Men hvilke læsere har adgang til DR2s fulde programflade 26. november 2013? Henvisningerne underbygger desværre opfattelsen af et arbejde, der er hastet lidt for hurtigt igennem.

Så hvordan skal regnebrættet gøres op?

Først og fremmest har Tim Knudsen leveret en herkulisk indsats, der aftvinger respekt. Der er også meget, der tyder på, at værkets hovedsynspunkt er rigtigt, for så vidt som at magtkoncentrationen omkring de seneste statsministre ubetvivleligt er øget.

Men Knudsen har ikke anstrengt sig tilstrækkeligt for at underbygge sine teser, og det er en skam. Det er for eksempel påfaldende, at forfatteren Carsten Jensen fremhæves som en af de få eksperter i Danmark, der på et tidligt tidspunkt forstod konflikten i Afghanistan.

Det er vanskeligt at skrive nutidshistorie, både fordi kildegrundlaget er porøst, og fordi fristelsen til moralisering er stor. Det er bogen desværre også en påmindelse om.

Tim Knudsen: Statsministeren. Mellem almagt og afmagt 2001-2019. 636 sider. 400 kr. Samfundslitteratur.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-23/boeger/de-egenraadige

RASMUS MARIAGER