Interview. Et år efter angrebet, der nær slog ham ihjel, fortæller Salman Rushdie om den person, offentligheden kender, som ikke er ham; om mørket i mennesket og om at skrive for at overleve. Forfatteren forklarer også, hvorfor et blasfemiforbud i Danmark er en dårlig idé.

Rushdie og hans skygge

NEW YORK – Salman Rushdie har i mere end 30 år levet med en dødstrussel hængende over hovedet. I august sidste år gik det næsten helt galt, da en 24-årig mand med muslimsk baggrund gik til angreb på ham med en kniv under et forfatterarrangement. Den i dag 76-årige forfatter blev stukket i alt ti forskellige steder på kroppen, inden det lykkedes tililende gæster at uskadeliggøre overgrebsmanden. Angrebet kostede Rushdie det højre øje og påførte ham varige nerveskader i den ene hånd.

Vi mødes på The Wylie Agency, et litteraturagentur, som holder til i en upåfaldende kontorbygning på en af byens fine adresser. I lokalet, hvor interviewet skal foregå, står den indiskfødte forfatter med ryggen vendt mod døren og pjatter med fotografen. Idet han vender sig om, får jeg øje på brillestellet, der har fået byttet det ene glas ud med en sort linse. Hans hvide skjorte poser, og på højre kind løber et ar. Hans ansigt er mærket.

Er han også selv en mærket mand? Har det ændret hans tilgang til det at skrive? Det er spørgsmål, alle med interesse for Rushdies liv og værker stiller sig selv i denne tid.

Når forfatteren selv har talt om sin tilværelse efter fatwaen i 1989, har man fået indtryk af, at han mistede livet og fik en skæbne. At en skygge overtog scenen. Er hans romaner i den forstand at betragte som en slags protestlitteratur?

Foto: Philip Montgomery

»Til en vis grad, ja. Denne ikkelitterære begivenhed overgik mig, og de fleste ved intet andet. Det har skabt et mig, som ikke føles som mig.«

– Hvorfor føles det ikke som dig?

»Fordi jeg føler mig som forfatter til mine bøger, mine venners ven og en del af min familie.«

– Og hvem er skyggen?

»En eller anden person, som er fanget i en morderisk og voldelig historisk begivenhed. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Det forhindrer folk i at læse mine bøger. Jeg har været nødt til at kæmpe imod det i flere årtier.«

– Hvordan?

»Ved ikke at opføre mig som den person.«

Meningstab

Derfor insisterer Rushdie også på at tale om sin litteratur frem for den realitet, som han er blevet påtvunget. Alligevel har hans forfatterskab altid drejet sig om de øjeblikke, hvor historierne, vi fortæller os selv, mister deres forklaringskraft. Han nikker, da jeg spørger, om han selv har erfaring med den slags meningstab.

»Første gang var omkring 1963, hvor jeg var 16-17 år og gik på kostskole i England. Mine forældre besluttede at sælge huset i Bombay. Jeg havde virkelig følelsen af, at tæppet blev trukket væk under mig. Min plan var jo, at jeg skulle færdiggøre universitetet og vende tilbage til Indien. Det var der, mit liv skulle være, men pludselig havde jeg ikke noget hjem,« siger han.

»Det er 60 år siden, men jeg er stadig vred. Jeg ved, at hvis mine forældre ikke havde solgt huset, var jeg vendt tilbage i stedet for at bosætte mig i Vesten, og jeg ville stadig bo der.«

Jeg havde det ikke godt, jeg var bestemt ikke særlig stærk, og optrinet var traumatisk. Jeg kunne ikke skrive noget som helst.

SALMAN RUSHDIE, FORFATTER

Hans forældre flyttede i stedet til Pakistan.

»De var ikke religiøse, og jeg fik aldrig nogen god forklaring på, hvorfor de gjorde det. Min mor påstod, at det var for at finde muslimske ægtemænd til mine søstre. Min far sagde, at det skyldtes forretningsmuligheder. Det gav ingen mening. Indiens muslimske befolkning flyttede til Pakistan i 1947, ikke i 1963. Jeg tror, der var en hemmelighed, som jeg aldrig blev fortalt. Måske havde min far problemer med skattevæsenet.«

Som forfatter har han også erfaret, hvad det vil sige at miste kontrollen over historien. Den oplevelse bearbejdes i romanen Sejrens by, som han færdiggjorde, ti dage før han blev stukket ned. Romanen udkom på dansk i denne uge.

Den handler om fantasiens livgivende kraft, der i romanen tager form af den idealistiske profet og vogter Pampa Kampana, som »hvisker« byriget Bisnagas første indbyggere til eksistens. Hun drømmer om et samfund med ligestilling og religiøst frisind, men som tiden går, vender befolkningen sig mod hende. De ønsker noget helt andet. Hvad går galt?

»Mennesker går galt,« svarer Rushdie lakonisk. »Det ligger i skabelsens natur. Så snart du har skabt en karakter, er du ikke længere fri til at gøre, som du vil. Du er forpligtet på karakterens, ja, karakter.«

Salman Rushdie skrev Sejrens by efter at have afsluttet, hvad han betragter som en selvstændig romantrilogi om USA bestående af To år, otte måneder og otteogtyve nætter, Det gyldne hus og Quichotte.

»Alle tre var forsøg på at forstå USA og det vanvid, som udspiller sig her. Da jeg blev færdig med Quichotte, var jeg blevet træt af USA. Jeg ville hjem. Derfor tænkte jeg, at det måske var det rette tidspunkt at skrive den her bog, som jeg har haft i tankerne i flere årtier.«

Romanen kan også læses som en allegori over, hvordan det 20. århundredes nye nationer, inklusive Indien, blev fremtvunget gennem magtanvendelse og kollektiv forestillingskraft. Grundlæggernes ambition var at fremme liberalisme og demokrati. I dag bliver den vision modarbejdet. Hvad skyldes det?

»I Indien skyldes det, at det er lykkedes regeringen at overbevise hindumajoriteten om, at landet skal være en hindunationalistisk stat i stedet for en sekulær stat. Den muslimske minoritet bliver behandlet dårligt. Det er det moderne Indiens tragedie, og endnu mere tragisk er det, at udviklingen er så populær.«

– Hvordan lykkedes det dem at overbevise inderne om, at sekularisme er en dårlig idé?

»Lige siden massakrerne, som opstod efter Indiens deling, har der været enighed om, at sekularisme var måden at opretholde freden på. Det er denne regering ligeglad med,« siger Rushdie med henvisning til Modis hindunationalistiske parti.

Det er også et opgør, Rushdie har oplevet i det land, USA, han har gjort til sit eget.

»Her var der mange, som ikke kunne holde ud, at der sad en sort mand i Det Hvide Hus. Det vækkede det racistiske højre på en måde, intet andet kunne have gjort. Hvis man troede, Obama sendte landet i en mere progressiv retning, tog man fejl.«

– Hvorfor ser man det?

»Der eksisterer et mørke i mennesket, som populistiske, demagogiske, autoritære ledere er dygtige til at slippe løs. Trump udløste USAs mørke. Han bevæbnede det. Men splittelsen fandtes i forvejen.«

– Og drejede sig om hvad?

»Race. Det er USAs arvesynd. På den ene side udryddelsen af de oprindelige indbyggere og på den anden side slaveriet. Det er landet bygget på. Hvis det er sådan, et land bliver til, vil det altid bære byrden med sig.«

Det fantastiske

Når Rushdie udtaler sig offentligt, er han koncis, uforfærdet og sprogligt virtuos. Det er han også, når han skriver fiktion, men lige siden gennembrudsromanen Midnatsbørn fra 1981 – en fortælling om det moderne Indiens grundlæggelse – har han sværget til det fantastiske. Jeg har i efterhånden mange år læst Rushdies romaner, skønt jeg normalt ikke bryder mig om det overnaturlige. Jeg fortæller Rushdie om mit forbehold og sammenligner det med en kvinde, som altid går med sort, men føler en besynderlig tiltrækning af ...

»Lilla,« foreslår Rushdie grinende.

I essaysamlingen Languages of Truth fra 2021 forklarer han sin glæde ved fantastisk litteratur, som han finder langt bedre egnet til at udtrykke sandheder end den realistiske tradition. Men hvad er det for sandheder, han taler om?

»Sandheder om mennesker. Jeg voksede op med Panchatantras dyrefabler. De adskiller sig fra vestlige fabler ved slet ikke at være moraliserende, og det gør dem meget mere interessante og nutidige. Vi lever i en verden, hvor den gode ikke nødvendigvis vinder. Faktisk står det ikke klart, hvem den gode er.«

– I vestlig tradition er romanen ellers blevet betragtet som en moralsk form. Det gør du op med?

»Ja. Jeg bryder mig ikke om, at bøger fortæller mig, hvad jeg skal tænke. Jeg vil hverken belæres af præster eller forfattere.«

I 1990 udkom Harun og eventyrhavet om drengen Harun, som sammen med sin fader, Rashid, begiver sig ud på en rejse for at genvinde faderens tabte fortælleevne. Historien var en allegori over Rushdies egen situation, og bogen var dedikeret til forfatterens ældste søn, som på det tidspunkt var ti år gammel. Men ud over den har fatwaen ikke rigtig fået lov til at fylde i Rushdies fiktion.

»Jeg ønskede ikke, at det skulle aflede mig fra den rejse, jeg var på. Midnatsbørn var mit forsøg på at komme overens med opvæksten i Indien, Skam handlede om Pakistan, og De sataniske vers betragtede jeg som en roman om at være immigrant i Thatchers London. Da jeg var færdig med de tre bøger, havde jeg følelsen af at have afsluttet første akt. Og så kom fatwaen.«

Fatwaen

Først i 2012 valgte Rushdie at fortælle sin version af historien i den selvbiografiske Joseph Anton. Bogens titel henviser til det dæknavn, Rushdie benyttede i de 12 år, han levede under konstant politibeskyttelse. Hvorfor ventede han så længe med at skrive den bog?

»Jeg vidste ikke, hvad historien var, og hvordan det ville gå. For at skrive historien er man nødt til at have følelsen af, at den er afsluttet.«

Bogen slutter i 2002, da han bliver inviteret til afskedsfest på Scotland Yard arrangeret af de politifolk, der gennem årene har beskyttet ham.

Efter mordforsøget sidste år fremstår afslutningen ildevarslende. Har det ændret den historie, han gerne har villet fortælle om sit eget liv? Det spørgsmål stiller han også sig selv i en ny bog, han er ved at skrive.

»Først troede jeg ikke, jeg skulle skrive om angrebet sidste år. Der gik mange måneder. Jeg havde det ikke godt, jeg var bestemt ikke særlig stærk, og optrinet var traumatisk. Jeg kunne ikke skrive noget som helst,« erindrer Rushdie.

Men en dag havde han det, som om lyskontakten var blevet tændt igen. »Det var ligesom efter en strømafbrydelse, når der endelig er nogen, der fikser strømforsyningen. Mit helbred blev bedre, og jeg følte mig som mig selv. Jeg var glad for at være i live.«

Foto: Philip Montgomery

Som han siger flere gange i løbet af samtalen, var oddsene ikke gode.

»Jeg er utrolig heldig, at jeg overlevede,« konstaterer han nøgternt.

Da angrebet fandt sted, var Rushdie så småt gået i gang med at tage noter til sin næste roman. Men da han mange måneder senere følte sig klar til at tænde computeren igen og så, hvad der stod, forekom det meningsløst.

»Det var latterligt. Så fjernt fra det sted, jeg var. Det ville ikke betyde noget. Jeg forstod, at jeg var nødt til at skrive den nye bog for at vende tilbage til at skrive om det, jeg har lyst til at skrive om. Planen er at bruge kunsten som et svar på volden.«

Om det bagefter vil lykkes ham at vende tilbage til sin fiktion, ved han ikke endnu.

Koranloven

Siden vores interviewaftale kom i stand, har den danske regering ikke blot varslet, men også præsenteret sit bud på en lovgivning, der skal forhindre koranafbrændinger. Rushdie ser træt ud, da jeg spørger, hvad han mener om sagen.

»Jeg har ikke lyst til at blive trukket ind i diskussionen: Men jeg mener, begge sider tager fejl. Jeg tager afstand fra bogafbrændinger, uanset hvilken bog det er. I den europæiske historie har bogafbrændinger symboliseret rædselsfulde ting. Jeg tænker både på nazismen og inkvisitionen, hvor udtrykket autodafé stammer fra. Bøger skal ikke brændes.«

Men Rushdie mener samtidig ikke, at løsningen er en blasfemilovgivning.

»Det er en fejl at genopfinde blasfemilove i det 21. århundrede, hvor næsten alle moderne samfund for længst er sluppet af med dem og klarer sig uden. Hvis jeg skulle vælge, valgte jeg ikke at gennemføre lovgivningen, men jeg er ikke dansk, så jeg overlader det til jer at træffe beslutningen,« siger han.

Emnet huer ham tydeligvis ikke:

»Her er to principper, som støder sammen. Det ene gælder modstanden mod bogafbrændinger. Det andet handler om, at religiøse ekstremister ikke skal have lov til at diktere loven. Hvis jeg var konge af verden, ville jeg ikke have lovgivning baseret på frygt. Det er en meget dårlig lovgivning, hvis man spørger mig. Man er nødt til at finde på andre, mere sociale måder at håndtere problemerne på i stedet for at vende tilbage til middelalderen. Det gør man med en blasfemilovgivning.«

Rushdie ved om nogen, hvorfor man ikke skal bukke under for trusler om vold. I 1991 udgav han essaysamlingen Imaginary Homelands. Den første udgave sluttede med et essay, hvori han bekendte sig til islam. Senere fjernede han det og skrev et nyt, som var et utvetydigt forsvar for ytringsfriheden.

»Det er den største fejl, jeg nogensinde har begået. Jeg løj. Jeg har aldrig været religiøs og da slet ikke muslim. Det skete i et frygteligt svagt øjeblik forårsaget af ekstrem stress, og jeg fortrød det med det samme, men det tog tid at omgøre. Min søster ringede til mig og spurgte, om jeg var blevet sindssyg. Hun kender mig bedre end nogen anden,« forklarer han.

Fatwaen har lært Rushdie noget om frygt. Den lammer evnen til at tænke fornuftigt. Derfor skal man lære at håndtere frygten. Eller som han siger: »Man må beslutte at placere frygten i en kasse i et hjørne og fortsætte. Og så skal man gøre det samme dagen efter.«

At skrive

Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit udgav i 2021 bogen Orwell's Roses, der handler om den britiske forfatter George Orwells kærlighed til roser. Solnit kunne ikke forbinde Orwells verdensvendte engagement med hans indadvendte hang til havearbejde, men undervejs indså hun, at roserne gav ham energi til at fortsætte sit arbejde. Hvad er Rushdies roser?

»Måske kunne Orwell bare godt lide havearbejde,« svarer Rushdie tørt. Men han vælger også at besvare spørgsmålet.

»Det er nemt at svare på, hvad der har holdt mig kørende. At skrive. Det kunne jeg gøre, mens jeg sad alene i et rum. Det ville have været langt vanskeligere, hvis jeg for eksempel skrev skuespil. De ville være svære at opsætte, og folk ville være bange for at komme. Hvis jeg lavede film, ville ingen have lyst til at finansiere dem. Projekterne ville heller ikke blive forsikret. Heldigvis er forfattergerningen den mest lavteknologiske form for kunst. Det kræver blot et stykke papir og en blyant, og det gør det meget vanskeligere at stoppe. Så skrivningen har holdt mig kørende og hjulpet mig. Uden den ville det have været meget svært.«

I samme forbindelse afslører han sin personlige last: tv.

At miste en ven er som at miste en version af sig selv.

SALMAN RUSHDIE, FORFATTER

»Sports-tv er min form for uvane. Det hjælper mig til at slå hjernen fra, og jeg er gladere, når baseballsæsonen er i gang. Efter at have tilbragt en dag med at skrive er det en stor fornøjelse at tænde fjernsynet og se dem spille. Jeg elsker også at se tennis. Jeg har lige været til US Open, hvor jeg så Coco Gauff slå Caroline Wozniacki. Sorry Denmark,« ler han.

Rushdies hang til nydelse har gennem årene givet anledning til kritik fra folk, som mente, at han brugte sin pariastatus til at klemme sig vej ind i det internationale jetset. Kritikerne hæftede sig ved hans overraskelsesoptrædener til vip-events omgivet af smukke kærester og berømte forfattervenner. Eller hans gæsteoptræden i filmversionen af Bridget Jones' dagbog.

– Nydelse betyder tydeligvis meget for dig og kan fortolkes som forfængelighed og hedonisme, men din situation taget i betragtning kan man også vælge at sige, at det bedste, man kan gøre stillet over for en fanatisk dødskult, er ...

»... at vende sig mod de gode ting i livet. Mod nydelse og kærlighed. Hvad er ellers meningen?«

Huller i verden

I Rushdies sene forfatterskab fylder tab mere og mere. I Sejrens by bliver Pampa Kampana så gammel, at hun mister sine mænd, elskere og børn og til sidst bliver træt af livet. Det overraskede mig at læse, Rushdies liv taget i betragtning. Han har trods alt brugt årtier på ikke at blive slået ihjel. Hvordan hænger det sammen?

»Jeg har nået en alder, hvor folk dør. På blot få måneder har jeg mistet flere venner, og det kommer ikke til at ske i mindre grad, som tiden går. Det skaber huller i verden, som ikke fyldes op igen. At miste en ven er som at miste en version af sig selv. Man bliver ikke betragtet på samme måde af andre mennesker, og det tab er helt indlysende stort. Når man er ung, tænker man ikke over det, men som ældre sker det hele tiden.«

– Gør det døden mindre skræmmende?

»Jeg er ikke bange. Jeg har bare ikke lyst til, at det skal ske. Det skete næsten, og så skete det ikke. Der er en gammel joke med Woody Allen, hvor han bliver spurgt, om han føler stolthed over at leve videre i sine film. Svaret er, at han foretrækker at leve videre i sin lejlighed.«

– Forestiller du dig indimellem det andet liv i Indien, hvis huset ikke var blevet solgt?

»Der findes et berømt digt af Robert Frost om den ubetrådte vej. Jeg tror, vi alle oplever sådanne øjeblikke. I mit tilfælde blev beslutningen truffet for mig. Jeg håber, at jeg stadig ville have skrevet bøger, men måske ville de have været skrækkelige. Man kan ikke fortryde sit liv. Man har det liv, man har. Og måske gjorde mine forældre mig ligefrem en tjeneste. Hvem ved, om jeg ville have skrevet bøger, hvis jeg boede i Bombay.«

Før vi tager afsked, viser jeg Salman Rushdie den danske oversættelse af Sejrens by. Romanen er oversat af Gyldendals forhenværende litterære direktør Johannes Riis, som i sin tid stod bag den danske udgivelse af De sataniske vers, og Rushdie benytter lejligheden til at kalde ham en »forrygende allieret«.

– Hvad har alt det her lært dig om den menneskelige natur?

»Jeg tror, enhver ekstrem begivenhed vil vise dig begge ekstremer. Folk kan opføre sig dårligt; det at stikke en kniv ind i en andens øje er dårlig opførsel. Men der findes også god opførsel. Gæster i salen overmandede ham. I det øjeblik åbenbaredes begge sider af den menneskelige natur.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-37/samfund/rushdie-og-hans-skygge

KATHRINE TSCHEMERINSKY (f. 1988) er kulturredaktør på Weekendavisen. Uddannet i antropologi fra Københavns Universitet og Columbia University, New York. Startede med at skrive for Atlas Magasin, og har siden 2015 gjort det på Weekendavisen, hvor hun også har redigeret sektionen Bøger. Har tidligere boet i Jerusalem, og undersøger i dag gennem kultur som prisme, hvem vi var, og hvem vi er ved at blive.

 

KATS@WEEKENDAVISEN.DK