Eftergivenhed. »Danmark
repræsenterer ikke blot sig selv, men hele Europa.« Chefredaktøren
for satirebladet Charlie Hebdo advarer Danmark om følgerne af en lov
mod koranafbrændinger. Hvis Danmark først bøjer sig for
islamisternes afpresning, vil det aldrig stoppe.
En
revne i muren
er nok
PARIS
– »Jeg er ikke sikker på, at danskerne helt forstår, hvad deres
regering er i færd med at gøre,« siger Gérard Biard.
Allerede
før han har sat sig til rette over for mig i det luftige lokale med
udsigt til den franske hovedstads karakteristiske taglandskab, er
chefredaktøren for det berømte og berygtede franske satiremagasin
Charlie Hebdo i fuld gang med at advare om farerne »ikke blot for
demokratiet i Danmark, men for hele Europa ved den danske regerings
lovforslag om koranafbrændinger«, som vil gøre det strafbart med
op til to års fængsel at »ødelægge eller på anden måde udsætte
genstande af religiøs betydning for et trossamfund for utilbørlig
behandling«.
Ja, der kan være forkastelige grunde til at
brænde Koranen såvel som helt rimelige og kunstneriske årsager.
Men ved at forbyde handlingen genskaber man reelt blasfemiparagraffen
i Danmark, siger Biard, og dermed lukker man ned for den demokratiske
debat.
»Blasfemi er ikke at såre eller fornærme de troende, men at betvivle eller bespotte Guds magt. Og ved at nægte sine borgere denne ret tager man en helt grundlæggende rettighed fra dem. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor alvorligt det er.«
Foto: Joel Saget, AFP/Scanpix
Han tamper pegefingeren i bordet.
Onsdag bragte den 64-årige chefredaktør en åben advarsel til danskerne om deres regerings lovforslag på forsiden af sit blad, som også er blevet sendt til avisredaktionerne i Danmark. I teksten skrev han blandt andet, at »loven vil sætte spørgsmålstegn ved selve hjørnestenen i vore moderne demokratier«, og at »den danske regering udviser stor fejhed« og »gør sig til tjener for det iranske regime og Taliban-styret«.
Mange danskere vil måske rynke brynene over så voldsomt et udsagn. Men Gérard Biard mener det bogstaveligt.
»Hvilket signal sender den danske regering til de iranske mullaher i Teheran, når man gør det strafbart at brænde Koranen? Man siger dybest set til dem, at det er fint, når de spærrer kvinder inde, undertrykker dem eller henretter dem for at tage hovedtørklædet af eller krænke religionen. Begge lande anser jo nu blasfemi og gudsbespottelse som ulovligt. Den eneste forskel er strafudmålingen.«
FÅ, DER KRYDSEDE Gérard Biard på gaden, ville nok genkende ham. Beskeden af statur i en lidt for stor bomuldsjakke, kridhvid hørskjorte og let udtrådte sneakers under et par vel lange chinos, men når han taler, er det en anden sag: Da genkender man hans hvasse tone, og pludselig er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor islamisterne opfatter ham og hans redaktion som en trussel mod deres politiske projekt. Han taler med afdæmpet røst i en let staccato, hvis kraft og patos står i skarp kontrast til hans gemytlige udseende og blide blik gennem stålindfattede briller.
Gérard Biard kender om nogen til faren ved at nægte at underlægge sig fundamentalisternes dogmer. For Charlie Hebdo har altid mødt modstand fra religiøse fanatikere. Skabt i 1970 som et religions- og magtkritisk, antiracistisk og svagt anarkistisk blad fristede »Charlie« – som avisen kaldes i folkemunde – i mange år en relativt diskret tilværelse på den yderste venstrefløj som fransk presses sjofle knægt med nedrige tegninger af politikere og religiøse overhoveder i lidet flatterende og ofte seksuelle positurer, med alt hvad dertil hører af patter og dryppende tissemænd. Men da bladet i 2006 genoptrykte Jyllands-Postens muhammedtegninger, røg det alligevel op i en anden liga. En række islamiske organisationer lagde sag an, og i den ugelange retssag, der dybest set handlede om ytringsfrihedens rammer, deltog nogle af Frankrigs fremmeste intellektuelle og politiske personligheder.
Overskriften på Charlie Hebdos forside i denne uge lyder: Hold op med at brænde Koranen … »Læs den i stedet!« siger manden: »Jeg dør af grin!«
Charlie Hebdo vandt retssagen, men fem år efter, i 2011, blev bladet ramt af et brandattentat, som efterlod redaktionslokalerne i ruiner. Og i januar 2015 fulgte så det gruopvækkende attentat, hvor to islamister skød og dræbte otte medlemmer af redaktionen, en livvagt, ejendommens vicevært og en tilfældig politibetjent på gaden. Gérard Biard undslap kun, fordi han tilfældigvis var i London. Og siden 2015 har han og kollegerne redigeret Charlie Hebdo på en hemmeligholdt lokalitet i Paris, som er under konstant politibeskyttelse.
Vi mødes derfor heller ikke på bladets redaktion, men på Charlie Hebdos kommunikationsbureau, der af forståelige grunde heller ikke skilter med sin tilstedeværelse. Det ligger i en ganske anonym bygning på en boulevard i et af Paris' folkelige arrondissementer. Da jeg bliver lukket igennem den første port, fortæller en vagt mig, at bureauet ligger øverst oppe på den anden side af gården. Efter at jeg har lusket rundt på den ramponerede bagtrappe i ti minutter, stikker en medarbejder hovedet ud ad en af de navnløse døre og beder mig komme ind. Ved indgangen hænger et kunsttryk af tegneren Cocos forside efter terrorangrebene på fortovscafeerne og Bataclan 13. november 2015: Et dansende attentatoffer drikker af en flaske champagne, så boblerne springer ud af hans gennemhullede krop: »De har våbnene. Men vi skider på dem, for vi har champagnen!«
Champagnen symboliserer den ophøjede europæiske ånd og oplysningstidens kultur og dannelsesidealer. Og netop denne demokratiske kultur, der rækker tilbage til 1700-tallet og dets spiddende religionskritik, er helt afgørende for, hvad der egentlig udgør Europa, mener Biard. Dét er kernen i hans kritik af den danske regerings koranlov:
»Den
eneste ukrænkelige ting i et oplyst demokrati er folkets magt, der
manifesterer sig i frie og uhildede valg. Alt andet bør kunne
udsættes for kritik og latterliggørelse. Men det er selvsagt slut
med denne lov. Danmark afskaffede ellers netop blasfemiparagraffen i
2017 i en erkendelse af, at den var forældet, og at
religionskritikken var et bolværk mod islamismens fremmarch. Men når
man dybest set genskaber loven, siger man jo direkte, at man tog
fejl. At man har erkendt, at man ikke må kritisere Gud. Dermed
signalerer man også, at Gud står over folket. Man går altså
direkte fra oplysningstiden mod de totalitære teokratiers mørke,«
siger han.
At
justitsminister Peter Hummelgaard har lovet, at det ikke vil »være
en glidebane«, og at loven ikke vil gælde ord og satiretegninger,
giver han ikke meget for. Som han siger: »Hvordan vil man reelt
adskille disse former for blasfemi?«
GÉRARD BIARD MENER, at noget grundlæggende må have forandret sig i Danmark. For også efter at Jyllands-Posten oprindeligt trykte sine muhammedtegninger i 2005, kom der massivt pres fra muslimske lande på de danske politikere: brændende ambassader, voldsomme demonstrationer og boykot af danske varer. Men dengang stod regeringen last og brast med Jyllands-Posten og nægtede at bøje sig.
»Og i 2005-2006 havde Danmark ovenikøbet en blasfemiparagraf, som ingen åbenbart kunne drømme om at bruge,« siger han.
Hvad siger han til, at de seneste koranafbrændinger blev påbegyndt af den menneskelige stormstikke Rasmus Paludan, en person, der dybest set gerne så Danmark helt ryddet for muslimer?
»Det er underordnet,« mener Biard. »Hvis han ytrer sig racistisk, er det domstolenes opgave at dømme ham.«
– I Frankrig blev Paludan arresteret og vist ud af landet, fordi han havde planlagt at brænde Koranen af under Triumfbuen. Hvad er forskellen?
»Det var på grund af hensynet til den offentlige ro og orden. Og det var politiet, der traf den beslutning. Det er de i deres gode ret til. I Sverige forbød politiet også et par af hans afbrændinger, men der fandt domstolene efterfølgende, at det var en krænkelse af hans ytringsfrihed. Det foregik med andre ord på demokratisk vis. Og med debat. Sådan er det at leve i en retsstat,« siger Biard.
– Mange bruger det let skamredne citat af forfatteren Heinrich Heine om, at »der, hvor man brænder bøger, ender man også med at brænde mennesker« som argument for forbuddet?
»Det er voldsomt at brænde bøger, og det giver vanvittig ubehagelige mindelser om nazismen. Men der taler vi altså også om et totalitært regime, der bortskaffede al intellektuel kritik og 'degenereret' kunst og litteratur. Ikke om enkeltstående individer, der næppe vil brænde andre mennesker af. Men som snarere vil skabe en diskussion om det, som Koranen repræsenterer. Man burde måske i stedet stille sig selv det spørgsmål, hvorfor det afstedkommer så voldsomme reaktioner i lidet demokratiske lande, hvor det ellers ikke er tilladt at demonstrere imod noget som helst, når én enkelt person brænder Koranen af. Det er jo i disse lande, at muslimerne bliver undertrykt. Ikke i Europa. Ikke i Danmark. Ja, der er diskrimination og sociale problemer i Danmark, Frankrig og resten af Europa, men de problemer løser man ikke ved hjælp af religion. De religiøse regimers mål har aldrig været at give folket flere rettigheder. Tværtimod.«
Charlie Hebdos opfordring til at droppe regeringens koranlov er ledsaget af tegninger. I venstre spalte: 1) Velkommen til vor debat om blasfemi. Undgå venligst enhver provokation. 2) Fyringsrunde for blasfemikere – Endnu et uddøende håndværk. 3) Test grænserne. »Og hvis prutten fænger …? Må man det?« Højre spalte: 1) »Hey! Man må ikke pisse på Koranen!« »Jeg pisser ikke på den, jeg er i færd med at redde den!« 2) Stop afbrænding af træer. Det svarer til at brænde alle de koraner, man kunne have trykt af deres stammer.
Det er tydeligt, at han er oprigtigt oprørt over regeringens lovforslag. Og det piner ham tydeligvis også, at det kommer fra Danmark, der ellers har stået som et stædigt fyrtårn i kampen for ytringsfriheden, og som trods sin beskedne størrelse ikke bukkede under for repressive regimers eller gruppers trusler.
»Det minder os om,« siger han, »at vi aldrig må tage vores grundlæggende rettigheder for givet. Se bare, hvad der skete med retten til fri abort i flere delstater i USA. Det kom jo som et chok, da de afskaffede den. Og nu er Danmark så i gang med at gøre det samme med den demokratiske religionskritik og dermed ytringsfriheden.«
Og til hvad nytte? Islamisterne vil aldrig stille sig tilfreds. »Har den danske regering aldrig hørt om 'afpresningens lov': Man må aldrig give efter for bøller, for så vil prisen bare stige og stige.«
Men det handler jo ifølge regeringen også om hensynet til landets sikkerhed?
Den køber Gérard Biard ikke.
»Skulle det virkelig hjælpe Vladimir Putin med at skabe en muslimsk alliance mod Vesten? Altså, hans primære støtte er den russisk-ortodokse kirke, og måske skulle nogen så minde muslimerne om, at han var manden bag krigen i det muslimske Tjetjenien, hvor han offentligt sagde, at han ville 'jagte dem og skyde dem, når de sad på lokum, om nødvendigt'.«
Men hvad da med Sverige, som Tyrkiet ikke vil lade komme med i NATO, hvis ikke man forbyder koranafbrændinger?
»Svenskerne afviser jo selv at indføre en lov mod koranafbrænding. Og i Norge, hvor jeg var for nylig i forbindelse med Arendalsuka (Norges folkemøde i august, red.), kan jeg forsikre dig og danskerne om, at det eneste, folk bekymrede sig om, var den danske regerings snak om at forbyde afbrændingen af Koranen. For det er klart, at arabiske regimer vil bruge en dansk lov til at lægge pres på Sverige. Og siden andre.«
Så der er virkelig god grund til ængstelse, mener Biard.
»Danmark repræsenterer ikke blot sig selv og Skandinavien, men hele Europa. Og over for islamismen er man nødt til at have en solid og enig demokratisk mur. Men Danmark er i færd med at slå sprækker i denne mur. Og så risikerer det hele at styrte sammen. Så er det ude med Europa. For har man én gang gjort sig sårbar for pression fra totalitære regimer, kan de se, at man giver efter,« siger han og slår ud med armen.
Danskerne bør ifølge Gérard Biard ihukomme, at Europa ikke bare er en geografisk størrelse: »Det er en idé. Og hvornår blev denne idé til? Efter Anden Verdenskrig, der var ved at lægge verden i ruiner. Denne idé hviler på en grundlæggende filosofi, der handler om fred. Men man hverken bygger eller sikrer freden ved at give efter for totalitære regimer.«
JEG FORHOLDER HAM den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser, at lidt over halvdelen af danskerne faktisk støtter et koranafbrændingsforbud, og jeg fortæller, at mange gentager argumentet, som også er blevet luftet flere gange af medlemmer af regeringen, at »man jo ikke behøver provokere unødigt«.
Gérard Biard sukker højlydt og løfter skuldrene. Det er helt tydeligt, at han har hørt dét argument før ...
»At respektere andre handler om at respektere deres intelligens, ikke om at respektere deres idioti. Når folk siger, at man 'ikke skal provokere unødigt', siger de jo samtidig, at muslimerne er tilbagestående og ikke tåler kritik. Det er i bund og grund racistisk at sige den slags; at de er et par hundrede år bagefter. Jeg har hørt det tusind gange før: 'Ja, men min oldemor gik også med tørklæde.' Fair nok, men det var ikke en abaya eller en niqab, og det var i slutningen af 1800-tallet. Hverken i Teheran eller Riyadh lever man altså i 1800-tallet. Det er hypermoderne, men stærkt repressive samfund uden de mest basale borgerlige rettigheder. Og hør nu her: Hvis man respekterer nogen, debatterer man med dem. Man hverken underkaster sig eller siger til dem, at man ikke kan diskutere med dem, fordi 'de er vilde og uciviliserede'.«
Da jeg spørger ham, hvordan det er at leve under konstant politibeskyttelse, bare fordi man laver satire, sukker han igen dybt og konstaterer, at man »desværre vænner sig til det«.
»Det bliver et livsvilkår,« siger han og ser frem for sig.
Han er ikke et sekund i tvivl om, at de mange danskeres tilslutning til lovforslaget bunder i frygt. Og det forstår han godt: »Men det nytter ikke at give efter for frygten. Problemet går jo ikke væk, bare fordi vi lukker øjnene. Det er, som Churchill sagde, da han kritiserede Chamberlains fodslæbende holdning til Nazityskland:
»De har valgt vanæren for at undgå krigen. Men de vil få både vanæren og krigen.«
På Charlie Hebdo lever man således fortsat efter den dræbte chefredaktør Stéphane 'Charb' Charbonniers devise: »Hellere dø stående end at leve på knæ!«
Men som Biard siger med et lille og lidt trist smil: »Det er naturligvis bedre slet ikke at dø. Men hvis vi giver afkald på vore demokratiske rettigheder, hvad er der så tilbage?«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-36/kultur/en-revne-i-muren-er-nok
Ingen kommentarer:
Send en kommentar