Levned & meninger. Når man har rundet de 50, må man måske bare erkende, at glasset aldersmæssigt både er halvt tomt og halvt fyldt.

ALDERENS KLARSYN.

Jeg har et slemt mareridt. Et af dem, der vender tilbage igen og igen. Jeg står over for en gammel, bitter knark, der sidder i hjørnet på en stol og vrisser og sprutter over de unges larm, ballade og mangel på respekt. Jeg ler overbærende ad den ældre mands galdespyende udfald og tænker »gamle fjols«. Men pludselig virker han mere og mere bekendt. Og lige med ét kan jeg gennem rynkernes folder og de buskede bryn se, at det gamle fjols er mig.

Og dér vågner jeg som regel, badet i koldsved. Jeg genvinder pusten ved tanken om, at det bare var en drøm. Men når jeg ser mig i spejlet, opdager jeg, at mareridtet ikke er langt fra virkeligheden, og jeg bliver dybt chokeret over at stå ansigt til ansigt med en afpillet skrælling, der har stjålet refleksionen fra den frejdige ungersvend, som plejede at kigge ud.

Lad mig indledningsvist sende en udstrakt langemand til forfatterne til de talrige klummer, jeg har læst, hvor aldrende mænd og kvinder i blomstrende vendinger udbasunerer alderens lyksaligheder og bedyrer, at »livet er blevet lettere og mere glædesfyldt«.

Det er i hvert fald ikke helt sådan, min – subjektive – opfattelse af det er. Tværtimod.

Illustration: Gitte Skov

DET BEGYNDTE, da jeg fyldte 50. På selve dagen bliver man budt velkommen til den senile lavalder med en lige højre: en hvervefolder fra Ældre Sagen. Skarpt efterfulgt af en uventet uppercut: en gratis – og stærkt tilrådet – screening for tyktarmskræft.

Siden er fulgt en mindre serie af lussinger i form af online-bannerreklamer for remedier mod alt fra impotens og inkontinens til prostataproblemer, dårlig hørelse og paradentose.

Lige siden har jeg følt mig som en udtjent bil, der ikke længere klarer frisag ved det toårlige syn: Hudens pigmentering er begyndt at vise tydelige tegn på heftig soleksponering i ungdommen, amalgamplomberne fra 80erne får kindtænderne til at flække, så de skal genopbygges som broer, og åreknuder og blodsprægninger på lår og lægge er efterhånden så tydelige, at de til forveksling ligner udviskede stammetatoveringer, som en eller anden yogi-guru har lavet med nål og blæk under et find din sjæl-ophold på Bali. Leverpletterne vokser, øjenlågene synker, og håret bliver gradvist tyndere og synes at vandre fra isse og nedad, hvor det til min store ærgrelse er begyndt at slå rod i næse, ører og på skuldrene.

Jeg er begyndt at gå op i søvn og fordøjelse, og mine poser under øjnene forsvinder nu først hen mod eftermiddagen (hvis overhovedet), ligesom Panodil er blevet et næsten nødvendigt kosttilskud.

Jeg er et levende eksempel på, at summen er større end værdien af de enkelte dele, og jeg har da også tit overvejet, hvorvidt der egentlig overhovedet er nogen af mine organer, som stadig er egnet til donation og genbrug. Eller om de burde kategoriseres som anatomiens pendant til »småt brændbart«.

Da en bekendt for nylig spurgte, om min kæreste og jeg egentlig ikke skulle have et barn (vi har tre tilsammen fra tidligere forhold), affejede han selv sporenstregs sit eget spørgsmål med et »nå nej, så bliver du en virkelig gammel far«.

Jeg føler mig ikke yngre af at gå med hættetrøje eller baseballkasket, og man siger da også, at alder er en mental tilstand. Og den mentale alderdom sætter ufrivilligt ind: Jeg er for eksempel blevet »abonnine« i Tivoli, selvom jeg bilder mig ind, at det jo primært er, fordi mine døtre elsker at mosle derover efter skole og stadig gerne vil have mig med.

Jeg er for længst begyndt at brokke mig over de unges svineri i Kongens Have, hvor ethvert antræk til solstrejf bliver fulgt til dørs med soundboxes og chipsposer, takeaway-service og tomme dåser og flasker, der næste morgen får parken til at ligne en friluftslosseplads.

Og jeg har allerede grebet mig selv i at sige, at »dengang jeg var ung, da gjorde vi ikke sådan«, mens jeg vrissent spankulerede over mod bænkene ved staudebedet for at mildne mit opildnede sind ved at beundre de saftige vækster iklæde sig forårets og sommerens sprudlende palet.

Så ung er jeg simpelthen ikke mere – ej heller af sind.

MEN HVORFOR KAN JEG IKKE affinde mig med det? Måske fordi jeg stadig befinder mig i en form for overgangsfase. Ifølge gængse alderskategorier er jeg vel midaldrende – men jeg bliver alligevel altid stødt over, at jeg nu optræder i 51-70-segmentet. For hvad har jeg dog tilfælles med den flok grånende gubber?

Måske kan jeg først slappe af med den mærkat i panden, når erkendelsen for alvor bundfælder sig.

Men bedst som jeg forsøgte at nå netop denne erkendelse, stak skæbnen mig én på siden af hovedet med den foreløbig største ydmygelse: at blive bedt om at smide jakkesættet og tage plads på lægebriksen i bar røv og skjorteærmer, mens en voksen mand, der havde pli nok til at undgå unødig øjenkontakt, gav sig til at inspicere den eneste kropsåbning, hvor solen med garanti aldrig skinner. Men han stillede sig ikke tilfreds med en uskøn omgang pegefingerskjul eller prostata-titte-bøh, næ nej, med bekymret mine sendte han et fuldt Hollywood-filmhold på analrundfart.

Jeg bed kæberne sammen og krydsede fingre for, at koloskopet ikke fandt cancer, men kun polypper eller hæmorider, der tilsyneladende rammer over halvdelen af den voksne befolkning over 50, der – ligesom jeg – har for stillesiddende arbejde og lidt for fiberfattig kost.

Men da han ikke kunne komme ordentligt til, selvom han blæste så meget luft derind, at jeg følte mig som en overgrebsramt luftmadras, må jeg nu til CT-scanning i stedet.

Nuvel, mens jeg venter, forsøger jeg at anlægge et mere positivt livssyn. Nå ja, måske også let tilskyndet af et større studie fra Harvard University, der påviste, at folk, der ser glasset som halvt fyldt, lever længere end dem, der ser det som halvt tomt. Så jeg har besluttet mig for at se lysere på tingene: at nyde hver dag og de små ting; et glas vin i sommerhuset, en is på havnen, at læse højt for børnene og et kys fra kæresten.

Men faktisk er jeg jo heldig: Mit arbejde er dybest set min hobby, mine børn er søde og har det godt, jeg har en skøn kæreste og bonusdatter, gode venner tæt på, og mine forældre er – trods talrige skavanker – stadig i live. Og det er jeg jo også selv.

Så når man har rundet de 50, må man måske bare erkende, at glasset aldersmæssigt både er halvt tomt og halvt fyldt: Man ved, at døden rykker tættere på, men der kan stadig være langt, endog meget langt, dertil endnu.

Eller som den spansk-amerikanske filosof George Santayana så rigtigt ymtede: »Der er intet at stille op over for fødsel og død andet end at nyde intervallet.«

https://www.weekendavisen.dk/2022-29/kultur/alderens-klarsyn

 

ASKE MUNCK (født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har tidligere været korrespondent i London for Information, assisterende udlandsredaktør på Politiken og har siden 2003 arbejdet i Frankrig for blandt andre, Politiken og P1 Orientering og siden 2011 som Weekendavisens korrespondent. Sideløbende har han været kommentator på de franske tv-stationer France24 og iTélé. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009) og Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020).

 

ASMU@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

MÅSKE HANDLER DEMOKRATIET OM MERE END AT TÆLLE TIL

Mette Frederiksen er ikke en samfundsinstitution, men det tror hun. Storhedsvanviddet flammer, hvad vi så allerede dagen før minkrapportens offentliggørelse, hvor Mette Frederiksen frikendte sig selv.

 

De kaldte ham Give ’Em Hell Harry, og han var en handlekraftig præsident. Han spillede poker, helst til søs på den præsidentielle yacht, ”Williamsburg”. Det var Truman, der besluttede at droppe bomben over Hiroshima.

 

Det gjorde han under et ugelangt pokerspil med pressens gentlemen ombord på ”USS Augusta”. Truman vidste, at udenrigsminister James Byrnes var meget kraftigt imod idéen, men hvis Truman spillede poker, forhindrede det ministeren i at prøve at overtale chefen, præsidenten måtte ikke forstyrres.

Han traf beslutningen. Han var ansvarlig. Han er berømt for udtrykket »the buck stops here«, som han ligefrem havde indgraveret på et messingskilt, der stod på hans skrivebord.

 ”Som Støjberg fortryder hun intet. Intet. Hun gjorde det rigtige. Lov og ret er ikke top of mind, det er lige meget, vi dræber dem bare ...

 

Sådan ser statsminister Mette Frederiksen ikke på det. The buck standser alle andre steder end hos hende. Hun bestemmer det hele, hun har magten, men ansvaret – hvis det findes et sted – ligger hos en forpjusket fuldmægtig i fjerde kontor, som desværre er syg i dag.

 

Som Støjberg fortryder hun intet. Intet. Hun gjorde det rigtige.

Lov og ret er ikke top of mind, det er lige meget, vi dræber dem bare. Nyt, nyt, nyt.

Som Jeppe K. siger. Og iagttagere er enige om, at Mette Frederiksen ikke gjorde det med vilje. Det er ikke, hvad kommissionen siger. Den siger, at man ikke kan bevise, at hun gjorde det med vilje, andet kan den jo ikke sige. Hvis kommentariatet læste lidt flere Peter Plys-bøger, ville de vide, at man aldrig kan vide, hvad bier tænker, men nogle kommentatorer synes at have adgang til Mette Frederiksens sjæleliv.

 

Det er ikke misundelsesværdigt.

 

På sit pressemøde fortrød hun altså intet. Dog, ikke alt var ved det gamle, for der var visse kritiske spørgsmål, og nogle af journalisterne fik endda lov til at stille mere end to. Men det var ikke en Mette Frederiksen, der som sagfører Skjold Hansen efter en tur på lastvognens lad ændrede personlighed og blev høflig.

 

Uagtsom eller ej, hun har stadig ret.

 

Den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri erklærede, at han bor i Nordjylland, skønt han da vist ikke var under anklage for at bo et andet sted. Heunicke talte inderligt om smitten på Vestegnen. Der var en alenlang indledning om den hellige hensigt, herunder et kort over Nordjylland og en appel til at forstå, at der var travlt på kontoret den dag.

Travlhed? Jamen, Inger Støjberg havde da også travlt. Travlt med at standse ældre mænd i at voldtage mindreårige piger. Folketinget krævede det, forargelsen var unison. Hvad man synes at glemme.

Selv om man har travlt, er man stadig ansvarlig. Almindelige mennesker har pligt til at kende loven og får stadig en bøde og lidt til, hvis de kører 120 i timen gennem en by, for det må man ikke, hvad enten man ved det eller ej. Ukendskab til loven diskulperer ikke. Medmindre man er Mette Frederiksen.

Statsministeren vil nedsætte et ”demokratiudvalg”. Der var ingen, der lo. Det lyder som noget, Sofie Carsten Nielsen har fundet på, og det er det måske også. Strengt taget er der jo ingen grund til at sende demokratiet i udvalg, man kunne bare respektere det.

Den siddende regering kan tælle til halvfems, men har det svært med folkestyret. Man arbejder helst i mørke. Man har som offentlighed skullet gætte sig til meget, og det er vist det, statsministeren kalder »mistillid til samfundets institutioner«.

Det bygger på en grundlæggende misforståelse hos hende. Mette Frederiksen er ikke en samfundsinstitution, men det tror hun. Storhedsvanviddet flammer, hvad vi så allerede dagen før rapportens offentliggørelse, hvor Mette Frederiksen frikendte sig selv.

»Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag,« siger salmisten, men heller ikke Mette Frederiksen er sin egen dommer, selv om hun fører sig frem som sådan. Forfængelighed, forfængelighed, ak, selv den almindeligvis kloge pastor Sørine Gotfredsen lod sig spænde for statsministerens podcastvogn, og tænk, hvis hun havde benyttet lejligheden til at betone, at selv ikke statsministeren kan sætte blade på en nælde.

Den erkendelse synes man at savne i Statsministeriet.

 

Man har tusind spindoktorer, men savner en slave, der kan sidde ved siden af Magtens Mette og messe: Memento mori. Husk, du skal dø. Hvad Barbara ”brænd mine breve” Bertelsen med det røgtætte nom de guerre BBB helst ikke må opfatte som dødstrussel; hold gendarmerne i ro, jeg ville egne mig dårligt til 16 år i fængsel.

 

Retsstaten ligger i ruiner, og hvad sker der? Ingenting. SF er en børnehavepædagogisk del af Socialdemokratiet, sådan er det. Enhedslisten er ligeglad, det er jo ikke flygtninge, det er bare fucking minkavlere, dyrplagere og bondske småracister hele bundtet, og man skal jo heller ikke langt tilbage i det partis historie, før man finder stor tilslutning til Stalins skueprocesser som et udtryk for en velfungerende retsstat.

 

Hvad med De Radikale?

 

De altid kloge radikale, journalisternes yndlingsparti. De er også ligeglade. Der gøres ubodelig skade på folkestyret, og de tre støttepartier er mere end bare medskyldige.

 

En meget væsentlig forskel på minksagen og Watergate er den, at Watergate handlede om at aflytte oppositionen for selv at kunne vinde et valg. Ingen mennesker med forstandens fulde brug ville i dagens Danmark bruge kræfter på at aflytte oppositionen i håb om, at noget som helst af interesse kunne komme for en dag. Desuden er de jo selv så glimrende til at lægge alle stridigheder og skænderier ud i det åbne, hvor vi alle kan følge med, hvis vi gider.

 

Nixons paranoia fik ham til at optage alt, hvad der blev sagt i det ovale kontor, på bånd, mens Mette og BBB med stor omhu har slettet, hvad slettes kan, for at undgå et »farligt revisionsspor«.

Således er The Watergate Tapes en æstetisk mere samlet oplevelse end de brudstykker og forkullede laser, man har kunnet redde ud af Statsministeriets store ildebrand.

Tilstanden er ikke desto mindre isnende klar. Regeringen er bimlende ligeglad med lov og ret. Det kan den være, fordi den har flertal for det. Herunder de såre saglige radikale.

 

Sådan er det jo.

 

Departementschefen i Statsministeriet, departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen er under meget alvorlig anklage for grov pligtforsømmelse:

 

Kommissionen har vurderet, at der kan rejses en sag imod dem.

 

De bliver siddende.

Alle bliver siddende.

Læg jer ned og rul rundt – og lev med det.

 

Link: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/verdensgang/ECE14162775/maaske-handler-demokratiet-om-mere-end-at-kunne-taelle-til-90/

 

Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.

 

 

 

 

 

FOLKEMØDE MED OG UDEN FOLKET..

Synd tappert, kære venner, der er ikke noget galt i en sommerweekend på Bornholm sammen med nogle andre, der synes, det er den største spas at lege politik hele dagen. Stå dog ved det.

Dette burde dateres ikke-Allinge og forsynes med korrespondent-titlen ”Jyllands-Postens aldeles ikke udsendte medarbejder”, for tout le monde er til folkemøde, men jeg er ikke til folkemøde, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg finder tanken alvorligt trættende, men det er en personlig lede; det kan Folkemødet overhovedet ikke gøre for, men altså:

Helt utrolig mange af mine venner, bekendte og kolleger er til folkemøde, og jeg under dem alle de gratis fadøl, de kan stampe op af jorden til den store fætter-kusine-fest, fred på jord, og skål på det. 

I øvrigt kan Folkemødet have mange kvaliteter, debatter bliver livligere end i tv, latterbrøl og buh-råb skaber sang og fest og glæde, og den politiske klasse kan endog fremlægge undersøgelser, der viser, at folket er til stede på Folkemødet, og vel er deres tilstedeværelse ikke strengt nødvendig for, at man kan hygge sig, men det er immervæk rart med sådan en undersøgelse.

Man skal ikke tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, men man må vel smile lidt ad den hudløshed, man møder, hvis man tillader sig så meget som at antyde, at folket ikke rigtig er en del af Folkemødet. Folkets kærlighed, min styrke, går de og siger til hverandre, kast en sten ind i flokken, så hyler hele koblet.

Ærlig talt: Synd tappert, kære venner, der er ikke noget galt i en sommerweekend på Bornholm sammen med nogle andre, der synes, det er den største spas at lege politik hele dagen. Stå dog ved det. 

Som kritikeren Lars Bukdahl engang skrev om den mad- og vinglade digter Jan Sonnergaard: »Gustav Wied kunne skrive om Ædedolkenes Klub, fordi han selv havde en rem af spækket. Den dag, Jan Sonnergaard erkender, at han er en glad gris, kan han skrive en god novelle om et dumt svin! Som andet end en hellig rad!«

Det er en gammel historie, men i år er der dog sket det opsigtsvækkende, at Clement Kjersgaard i flere minutter ikke havde ordet. 

Det var, da en gruppe aktivister afbrød en klimadiskussion, hvad der fik Statsradiofonien til befippet at slukke for signalet, og Pia Kjærsgaard til rutinemæssigt at rase mod de uopdragne unger, men det kan blive værre endnu, for folk eller ikke folk, uden politikere er der i hvert fald ikke noget folkemøde.

»Hvis politikerne ikke kommer, så er der jo ikke nogen fremtid for Folkemødet. Det er meget enkelt,« siger Morten Rud Pedersen. Hans kommunikationsbureau afholder – i skarp konkurrence med Toga Vinstue og festen på Liberal Alliances båd – en af mødets mest eftertragtede fester.

Nu er der en tendens til, at politikerne begynder at blive væk fra festerne. Det er Politiken, der bragte den ganske sensationelle historie om, at Folkemødet ganske enkelt var blevet for dyrt, selv for politikere.

»Vi har oplevet væsentlige prisstigninger, både på at bo i nærheden af Folkemødet og at være til stede der med arrangementer [...] Derfor mener jeg, at der er mørke skyer i horisonten i forhold til det, jeg ser som en af de vigtigste ting for Folkemødet: 

at folket har mulighed for at møde beslutningstagerne,« siger partisekretær Lasse Ryberg fra Socialdemokratiet salvelsesfuldt til avisen.

Kommer bornholmernes grådighed til at koste dem værtskabet?

For grådige er de. For et par år siden var en ven i nød for overnatning, der var ingen plads i herberget, og jeg mente nok at kunne skaffe ham husly. Det kunne jeg også. Det viste sig at være en luftmadras i en dagligstue med en rumdeler fra Ikea som eneste garant for privatliv. Pris? 2.500 kr. pr. døgn.

Jeg ved ikke, hvordan man ser ud i ansigtet, når man opkræver pengene for sådan en luftmadras, men der er i sig selv ikke noget overraskende i det. Og det er lidt uhyggeligt, at de voksne mennesker, vi har sat til at lede landet, har en så ringe forståelse for almindelig prisdannelse. 

Måske skulle politikerne læse noget mere Anders And, f.eks. den om ”Skillinger fra skyerne”, hvor en tyfon tager fat i Onkel Joakims pengetank, så det pludselig begynder at regne med penge. Alle bliver rige og holder op med at bestille noget, den eneste, der arbejder, er Onkel Joakim på sin gård, og han sætter prisen på æg derefter, hvorfor han snart igen er verdens rigeste mand.

Allinge er Allinge, den bliver ikke større, og det er besværligt, ja, ofte umuligt at komme til og fra, og man skulle jo gerne kunne hygge sig lidt om aftenen. Det er der mange, der tænker, og så stiger prisen, ganske ligesom prisen på en lejlighed på Østerbrogade er steget. Sådan er det, og det bliver ved, indtil det eksploderer.

Kunne man flytte Folkemødet et andet sted hen? F.eks. Herning, der ligger mere midt i landet? Eller Fredericia?

Det bliver ikke det samme. 

Utilgængeligheden er en del af oplevelsen. Det er jo også derfor, man tager i sommerhus med vennerne, for så kan man ikke sådan lige tage hjem igen, og det skaber en anden stemning. 

En bekendt af mig var for nylig til et større seminar på et hotel i det indre København, og invitationen var tilføjet nærmest bønfaldende ord fra chefen: »Lad nu være med at tage hjem om aftenen.«

Hvis hjemmet bare er en cykeltur væk, er fristelsen stor, magien brudt. Så er seminaret ikke længere et afbræk, men bare endnu en dag på kontoret, og da der går alle mulige busser og tog til og fra Herning, er det pludselig en mulighed, og så er den ødelagt.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/verdensgang/ECE14106757/folkemoede-med-og-uden-folket/

 

KLUMME : PALUDAN VS SIKANDER..

26. juni 2022 Klaus Ewald Klummer

I HBO-serien Vikings kan man følge hverdag, fest og krig blandt vore skandinaviske forfædre for 12-1.400 år siden. Serien var oprindelig planlagt af canadieren Michael Hirst som en dramadokumentar om vikingernes liv og levned, og blev så i sin endelige udformning til en føljeton med den historiske person, Ragnar Lodbrog, og hans ætlinge. Skuespillerrækken er allerede nu ikonisk med hovedpersonen Ragnar i skikkelse af den australske skuespiller, Travis Fimmel. Ragnar gik fra at være fattig agerbruger i den næstlaveste ende i hierarkiet efter trællene til at blive en kriger og siden hen konge over bygden Kattegat.

Man følger ham i vesterled til England på togt, og hvor han siden ender sine dage efter at have raidet klostret Lindisfarne i år 793. Det første kendte vikingeangreb beskrevet i The Anglo Saxon Chronichle. Siden hen som den, der fik etableret Danelagen, den danske provins i nutidens England. Ragnars sønner, der også er historiske personer, som bl.a. Ivar Benløs, huserede langs den spanske og nordafrikanske kyst, i østerled i Rusland og helt over til Vinland, dagens New Foundland.

Det var dengang man ikke var nærig og tilbageholdende i sin udenrigs- og angrebspolitik. Det var før bureaukrater i Bruxelles havde kastreret Danmark og danske mænd. Det var, da den danske jord blev forsvaret med blod og stål.

 

Når jeg reflekterer over min yndlingsserie, hænger det sammen med at sammenligne dengang med nu. Vikings er så tæt på samtiden som tænkes kan. Nutiden oplever vi selv. Den er endnu mere grum og forfærdelig end den, der udspandt sig på Ivar the Boneless og Bjørn Ironsides tid.

Vi er gået fra et asatro (dyrkelsen af de gamle nordiske guder – red.) macho-samfund, vores oprindelige stammefællesskab, til kristendommens svøbe og så nu til et afkristnet og degenereret woke og islamiseret samfund baseret på politisk korrekthed.

Der er intet i dagens samfund, som blot i uddrag minder om fortidens glorie og krigerkultur.

Dagens høvdinge og ledere i Kattegat er for mændenes vedkommende født kønsløse. De er bange for deres egen skygge, og den presse, som nidkært vogter over en afdød nidding, Karl Marx, hvis eftermæle og åndelige udøvere ligger lige så langt fra mindet om vikingernes dåd og virke som afstanden mellem månen og jorden.

Parfumerede svæklinge huserer i overført betydning på træmurene af det, der i fordums tid husede krigere og skjoldmøer som Ragnars første ægtefælle, Lagertha.

Som eneste minde om fortidens høvdinge og skjoldmøer ser jeg Rasmus Paludan, Martin Henriksen, 4-banden fra Nye Borgerlige og Inger Støjberg. Mænd og kvinder, der trodser enhver modstand og trussel og giver sig ud i en nærmest umulig kamp mod tidens største trussel mod Kattegat i skikkelse af Danmark islam.

Fortæl hvem eksempelvis af dagens jarler, høvdinge og konger som turde tage på togt blandt udefrakommende fjender af Kattegat andre end Paludan? Fortæl mig, om Ragnar eller hans ætlinge havde lukket udefrakommende fjender ind i Kattegat, fordi nogen syntes, at det i år 800 var politisk korrekt at åbne byporten?. At det var racistisk ikke at gøre det. En høvding skal altid være parat til at træde fra slagmarken ind i Valhalla, hvis det gælder forsvaret af hans land og kæreste, og de tapreste af hans krigere vil altid følge ham. Det ved han.

Kun et degenereret samfund som vores, der er dømt til undergang, ville lade islamister og fjender af vores eget folk få opholdsgrundlag inden for palisaderne.

Som et af de bedste og måske værste eksempler på fjender af bygden, folket og dagens Kattegat befinder sig niddingen og pakistaneren Sikander Siddique.

Kun tåber og trælle ville i fordums tid have ladet en fjende som ham komme ind. En ynk er han, men farlig en af slagsen. Han indtager kontinuerligt offerrollen præcis som koranen tilsiger. Han venter blot på, at hans ånds- og stammefæller bliver mange nok til, at de kan komme ud af den trojanske hest og banke os ud af vort elskede Kattegat. Dagens Danmark.

Trods at hans tankesæt og ideer fortaber sig i sandstorme syd for Sahara, så formår han ustraffet og nærmest upåagtet at ture frem med krav og beskyldninger mod os efterkommere af Ragnar Lodbrog. Vi lader det ske i den politiske korrektheds navn. Havde dagens ånd hvilet over Kattegat på Ragnars tid, havde vi ikke som efterkommere levet i 2022. Så havde byen været jævnet med jorden og vores forfædres hoveder hængt på stager oppe på bymuren. Stav til skik-følge-eller-land-fly og forsøg ikke at kolonisere dansk jord som var du en invasiv art, Sikander og ligesindede. Vi har kigget jer ud, vi vogtere over Danas have.

Mit budskab er, at vi aldrig må glemme, hvor vi kommer fra, hvor vi skal hen, og hvem vi er. Hvis dagens Danmark, og fortidens Kattegat, skal overleve fordrer det, at vi fostrer flere krigere som Rasmus Paludan. Det fordrer også, at vi viser fjender af bygden som Sikander Siddique vintervejen. Landsforvisning har altid været et konsekvensmæssigt begreb, der virkede over for ransmænd, tabere og landstrygere som ham.

Glem aldrig de kinesiske visdomsord om, at i fredstid skal man forberede sig på krig. Thi kun en tåbe ser ikke en fjende i et kvindagtig, kaglende fjols som Sikander. Ragnar havde på en hverdag gjort ham et hoved kortere og på en festdag givet ham en blood eagle.

https://24nyt.dk/klumme-paludan-vs-sikander/?fbclid=IwAR3LKZTkRCduHAw1iaYebLMdkYhdzKnt3u3xRKHS4U5zYhoSGKYy3UQzc8A

 

Artiklen er fra DR den  09. Aprtil 2019.

METTE FREDERIKSEN  VIL IKKE VÆRE STATSMINISTER, HVIS DET KRÆVER UDLÆNDINGELEMPELSER..

- Der kommer ikke til at blive lempet i udlændingepolitikken efter folketingsvalget, sagde oppositionslederen efter spørgetime.

Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet kan godt glemme alt om, at der skal ske lempelser i udlændingepolitikken, hvis oppositionen vælter blå blok af pinden ved det kommende folketingsvalg.

 

Sådan lød det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, efter dagens spørgetime i Folketingssalen, hvor partilederne på skift havde mulighed for at stille spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Og her omhandlede store dele af debatten et pressemøde, hvor tre Venstre-ministre tidligere i dag langede kraftigt ud efter Socialdemokratiets udlændingepolitik. De mener, at Danmarks udlændingepolitik vil blive lempet kraftigt, hvis magten skifter ved valget.

 

Det afviser Mette Frederiksen dog pure efter spørgetimen:

 

- Den stramme udlændingepolitik, som er fastsat af et bredt flertal i Folketinget, står fast.

 

Jeg fik anledning til det i spørgetimen, og jeg vil gerne gentage det nu: Der kommer ikke til at blive lempet i udlændingepolitikken, og der er ikke noget parti eller nogle partier, der kan stille ultimative krav om det her, sagde hun.

 

På Venstre-pressemødet i formiddags lød det fra blandt andet udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at Socialdemokratiet ville være nødt til at lempe deres udlændingepolitik, hvis Socialdemokratiet skal have de resterende partier i oppositionen til at pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Frederiksen: Ingen kan true os

 

Det er dog ren og skær skræmmekampagne, siger hun, for Socialdemokratiet kommer ikke til at rykke sig en tøddel, selvom blandt andet Radikale Venstre gentagne gange har stillet krav om, at der skal ske markante ændringer i udlændingepolitikken.

 

- Der skal selvfølgelig ikke være et parti, som ikke har mandaterne til at omgøre beslutningen, der skal kunne true sig til en anden udlændingepolitik end den, som danskerne bakker så aktivt op om, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

 

Hvis vi gik til valg på højere ydelser, så ville vi sige, at vi gik til valg på det. Ydelseskommissionen skal finde en bedre balance i ydelserne og se på, at der ikke er børn, der kommer i klemme.

METTE FREDERIKSEN

- De Radikale må gøre op med sig selv, om de ønsker en situation som i Sverige, i Tyskland og i Italien, hvor man ikke kunne danne en regering. For jeg kommer ikke til at danne en regering, der lemper på udlændingepolitikken.

 

Så du undlader hellere at danne en regering end at gå med på krav om lempelser i udlændingepolitikken, som Radikale Venstre for eksempel er kommet med?

 

- Ja, for jeg er af den klare overbevisning, at vi er nødt til at få strammet op på udlændingeområdet, ellers kan det her samfund ikke fungere i fremtiden, siger hun.

 

Så du har en ultimativ besked til de andre partier i rød blok, at hvis de prøver at presse dig på udlændingepolitikken i forbindelse med en regeringsdannelse, så vil du ikke være statsminister?

 

- Fuldstændig klart, så derfor skal Radikale Venstre allerede melde ud til sine vælgere, at en stemme på Radikale Venstre måske er en stemme på Lars Løkke Rasmussen, siger hun.

Løkke: Oppositionen vil presse S på ydelserne

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtrykte efter spørgetimen bekymring for, at Socialdemokratiet vil hæve ydelser for blandt andet flygtninge, hvis magten skifter.

 

Her hentydede han blandt andet til, at en flygtningefamilie vil få 10.000 kroner ekstra om måneden, hvis de fire partier i oppositionen får presset Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til at lempe ydelserne ved at fjerne 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet.

 

- Mette Frederiksen siger, at der skal nedsættes en ydelseskommissionen. Men hvor stor bliver lempelsen så?

 

Er det 7.000 kroner? Er det 8.000 kroner? Det svarer Socialdemokratiet ikke på, sagde statsministeren.

 

Netop Ydelseskommissionen har været det svar, der er kommet hver gang, Socialdemokratiet er blevet spurgt om de forskellige ydelser.

 

Og netop det svar gentog Mette Frederiksen, da hun blev spurgt ind til statsministerens udtalelser.

 

- Vi kan se, at der er nogle børn, som er udfordret af, at ydelserne er sat ned, og vi ønsker selvfølgelig ikke, at der skal være børnefattigdom. Så vil skal finde en måde at hjælpe de børn på, men vi går ikke til valg på at sætte ydelserne op.

 

Kan de her børn se frem til højere ydelser?

 

- Nej, det kan de ikke.

 

Hvis vi gik til valg på højere ydelser, så ville vi sige, at vi gik til valg på det.

 

Ydelseskommissionen skal finde en bedre balance i ydelserne og se på, at der ikke er børn, der kommer i klemme. Det kan for eksempel være et tilskud til huslejen.

 

Ydelseskommissionen skal senest 12 måneder efter valget komme med bud på, hvordan ydelserne skal være i fremtiden. De skal blandt andet se på kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

 

Kommentar:

 

Man savner simpelthen ord. Mette Frederiksen er desværre så fuld af løgn og hendes vælgere burde for længst have sat hende stolen for døren og bedt hende om at leve op til  sine valgløfter.

 

Med baggrund i artiklen fra DR er det simpelthen det rene striptease og det bør virkelig få konsekvenser for Statsministeren.

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-vil-ikke-vaere-statsminister-hvis-det-kraever-0?fbclid=IwAR2rZLmVxhow4Pk9wgEr-8qZj2AMFj4JX5sRGkNnzrFuRnNct_wWt3zhsT0