Højreradikal ungdomsgruppe breder sig i Danmark: 'Vores kultur overlever kun, hvis vi kæmper'

Aurelija Aniulyte, dansk talsperson for den højrenationalistiske bevægelse Generation Identitær. Foto: Thomas Lekfeldt

»Jeg ville blive og kæmpe for Danmark. For hvem skal ellers gøre det? Og det vil jeg også mene, at jeg allerede gør nu.«

Hvis der udbryder krig i Danmark, er det sådan, talskvinden for Generation Identitær - den forholdsvis nye ungdomsbevægelse på den yderste højrefløj - vil reagere.
Talskvinden Aurelija Aniulyte er bekymret på Danmarks og hele Europas vegne, for ifølge hende er vi gået i en form for dvaletilstand, der kan ende med at koste os dyrt, hvis masseindvandringen fra ikke-vestlige lande fortsætter.

»Det, der allerede er ved at ske i Danmark og Europa, er, at man ikke rigtig har noget overlevelsesinstinkt, og der er den her ligegyldighed - ‘hvorfor skulle jeg kæmpe for mit eget?’« siger Aurelija Aniulyte og fortsætter:

»Men sagen er, at en kultur kun overlever, hvis dem, der har skabt den, kæmper for den og sætter den over andre. Alle skal jo kæmpe for deres eget, for der er ikke nogen andre til at gøre det,« siger hun og kalder sig selv og de øvrige aktivister i organisationen for patrioter.

Men hvem er de her unge patrioter, der kalder sig selv Generation Identitær?

Ifølge dem selv er de fredelige kæmpere. De kæmper for at bevare dansk og europæisk identitet og folkefærd. Og de kæmper imod masseindvandring fra ikke-vestlige lande til Europa ved at lave forskellige aktioner.

Generation Identitær er en europæisk højrefløjsbevægelse, der har været i Danmark siden 2017, og som begyndte i Frankrig for syv år tilbage. Siden har den bredt sig med hastige skridt til flere europæiske lande, hvor den er størst i Tyskland, Storbritannien, Italien og Østrig.

De er langt fra forestillingen om marcherende skinheads. De ligner almindelige unge mennesker, og de er ofte godt uddannede

Rasmus Hage Dalland, journalist

Gruppen er beskrevet som den ‘mest aktive, ekstreme højrefløjsbevægelse i Tyskland’. Og den britiske tænketank Institute for Strategic Dialogue, der iagttager politisk ekstremisme, kalder Generation Identitærs greb i de unge for ‘radikaliseringen af generation Z’.

Selv beskriver de sig dog som en ikke-partipolitisk organisation og som modstandere af vold og ekstremisme generelt.

Journalist Rasmus Hage Dalland har gennem to år rejst rundt i Europa for at følge medlemmer af Generation Identitær, og ifølge ham står bevægelsen i stærk kontrast til, hvad man før har set på den yderste højrefløj.

»Det, der adskiller Generation Identitær fra alle mulige andre, er deres strategi og deres image. De er langt fra forestillingen om marcherende skinheads. De ligner almindelige unge mennesker, og de er ofte godt uddannede,« siger Rasmus Hage Dalland.

Han fortæller, at de på deres sommerlejre rundt omkring i Europa træner forskellige former for kampsport, så de altid er i stand til at forsvare sig.
Og så går det ligeledes hånd i hånd med deres image om, at man skal være kultiveret, sportslig, se ordentlig ud og gerne være lidt trænet.

»De italesætter en potentiel fremtidig konflikt, og nogle taler om en borgerkrig. Deres manifest hedder også ‘krigserklæringen’. De træner sig ud fra devisen om, at hvis vi bliver angrebet, er vi i stand til at forsvare os,« siger Rasmus Hage Dalland.
Der har ikke været nogle voldelige optrin fra den danske organisations side, men ser man til organisationen i Frankrig, er billedet et lidt andet.

I en dokumentar udgivet sidste år af den arabiske tv-kanal Al-Jazeera går en journalist undercover i den franske afdeling af Generation Identitær.

I dokumentaren, som hedder ‘Generation Hate’, kan man blandt andet se, hvordan medlemmer af bevægelsen heiler og overfalder indvandrere på gaden.

Og det har journalist Rasmus Hage Dalland spurgt forskellige af de europæiske medlemmer ind til:

»De siger, at det ikke var medlemmer; at det var nogle hang-arounds. Men lederen i den franske afdeling står i dokumentaren og siger, at de godt kan acceptere vold. Det vil sige, at den tankevirksomhed findes.«

Generation Identitær kan være med til at rebrande hele højrefløjen

Rasmus Hage Dalland, journalist

Men den udlægning tager talskvinden for den danske afdeling af Generation Identitær, Aurelija Aniulyte, stærk afstand fra. Hun mener på ingen måde, at den tankevirksomhed findes, og så har de i dokumentaren også manipuleret med virkeligheden, mener hun.

»For det første er den lavet af en arabisk kanal, der hylder det muslimske broderskab - så har vi det på plads. For det andet, jeg kan ikke supergodt fransk, men der er en del fejloversættelser i den. Og de personer, der bliver vist, som er voldelige, de er overhovedet ikke nogle af vores aktivister,« siger Aurelija Aniulyte.

Den måde, de danske aktivister arbejder på, er anderledes i forhold til de andre europæiske lande, fortæller hun.

I modsætning til dem, der er lidt mere alvorlige, laver de i Danmark, hvad de selv kalder humoristiske aktioner.

De har for eksempel klædt sig ud som kaptajner og stewardesser og gået rundt på gader og stræder for at dele boardingpasses ud til folk, hvorpå der stod: ‘Navn: Usama, destination: Syrien, afrejse: I dag’.

»De kalder det humor. Jeg vil kalde det morbid humor. At dele boardingpass ud og sige, 'rejs ned til Syrien, hvor der er krig'. Så sjovt er det heller ikke jo. Men det er en strategi, de har,« siger Rasmus Hage Dalland.

Og de er enormt dygtige strategisk, fastslår han. Netop fordi de har opbygget et image, hvor de både udstråler høflighed, humor og intelligens, kan de få et fast greb om den yngre generation:

»Jeg tror helt oplagt, at det kan tiltrække nogle mennesker, der ellers ikke normalt ville eller turde associere sig med højrefløjen, og som nu måske har et sted at gå hen. Så Generation Identitær kan være med til at rebrande hele højrefløjen.«

https://www.bt.dk/samfund/hoejreradikal-ungdomsgruppe-breder-sig-i-danmark-vores-kultur-overlever-kun-hvis

POLITIK ER BARE NOGET VI LEGER…

27.06.2019 kl. 18:30

Pengene? Dem taler vi ikke om

Danskerne står i den ildevarslende situation, at de har fået præsenteret et billede af, hvad mindretalsregeringen og dens ”forståelsespartier” agter, men hverken hvad det kommer til at koste, eller hvem der skal betale.

Et politisk ”forståelsespapir” kalder den nytiltrådte regering under statsminister Mette Frederiksen den aftale, som det tog en snes dage at forhandle på plads med De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Et ”forståelsespapir”, kan hænde, men sandt for dyden ikke et ”talforståelsespapir”. Hver af de 18 sider har i gennemsnit taget én dag at udarbejde, men intet sted er mangfoldigheden af udgiftskrævende politiske løfter ledsaget af så meget som ét konkret forslag til finansiering.

Danskerne står dermed i den ildevarslende situation, at de har fået præsenteret et billede af, hvad mindretalsregeringen og dens ”forståelsespartier” agter, men hverken hvad det kommer til at koste, eller hvem der skal betale.

En ny regering skal ikke nødvendigvis i detaljer kunne fremlægge detaljerede finansieringsløsninger for alle påtænkte politiske tiltag, men i dette tilfælde er detaljeringsgraden i de mange ønsker ikke-eksisterende.

Ambitionerne på klimaområdet vil blive særdeles indgribende i hver eneste familie, i hver eneste virksomhed og i hvert eneste landbrug. Bærende søjler i samfundet, der træffer langsigtede beslutninger, herunder om vidtrækkende investeringer, men som nu er efterladt i total vildrede om, hvordan de skal kunne disponere.

”Retfærdig retning for Danmark” lyder den særegne titel på ”forståelsespapiret”, da intet er mere uretfærdigt, end at danskerne ikke må kende prisen.

Uvægerligt efterlader det indtrykket af, at politik bare er noget vi leger. 

Mette Frederiksens regering består for to tredjedeles vedkommende af ministre med en fortid i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), hvor man per definition leger politik, og måske derfor er den ny regering tankevækkende fattig på ministre med rod i og erfaring fra den virkelige virkelighed i det private erhvervsliv. Netop her kan forklaringen ligge på den nonchalante tilgang til, at man gerne oplister udgifter, men ikke anviser indtægter.

Interessant skal det blive at se, om statsministeren agter at realisere sine tidligere fremsatte betragtninger om at stække Finansministeriets magt og at få en anden tilgang til at konsekvensberegne politiske tiltag. Dette kan i teorien være en overvejelse værd at prøve, men det ligner alkymi og er i disharmoni med, at Økonomiministeriet nu nedlægges.

Den kendsgerning, at regeringen og dens støttepartier har ulideligt lettere ved at enes om at bruge penge end at tjene penge, vidner ikke blot om manglende seriøsitet, men også at det med overvejende sandsynlighed bliver en markant hårdere beskatning af samfundets skaffedyr, der vil blive den primære og måske endda eneste finansieringskilde.

For Mette Frederiksen var valgkampens helt store slagnummer retten til en tidligere folkepension for nedslidte på arbejdsmarkedet, og her var der sat tal på: 3 mia. kr. Et præcist beløb, der står i skærende kontrast til, at Danmarks nye statsminister på intet tidspunkt har evnet at forklare, hvem der skulle have ret til at gå før tid, og i særlig grad hvem der ikke skulle. At der nu er tale om et klokkeklart løftebrud, er skæbnens ironi, men det frigiver da 3 mia. kr., eller gør det?

Den første lakmusprøve på regeringens tilgang til danskernes penge kommer i forbindelse med finanslovforslaget, der offentliggøres i slutningen af august.

Når partierne bag ”forståelsespapiret” efter næsten tre uger ikke har evnet at kvantificere deres mangfoldige løfter, hvordan skal de da kunne gøre det, når de skal realiseres?

”Retfærdig retning for Danmark” lyder den særegne titel på ”forståelsespapiret”, da intet er mere uretfærdigt, end at danskerne ikke må kende prisen.

https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE11463858/Pengene-Dem-taler-vi-ikke-om/

DE RADIKALE ER I GODT HUMØR…

 Af Ulla Dahlerup

Men nej. Deres partiprogram er for sofistikeret til at høste ghettoområdernes stemmer ved næste folketingsvalg. 

Den holder ikke vand.

Enhedslisten vil tage føringen hos muslimerne. Hør her, kigge lige på den historiske udvikling.
Efter sovjet kommunistens fald i 1992- 93 var marxisterne / socialisterne i Vesteuropa slået af banen og lå nede i muddergrøften. I Danmark var de ikke mere repræsenteret i Folketinget, de talte ikke med længere, og partikassen var tom. 

Men så skete miraklet. Fra Chile ankom de første få flygtninge til vores land, de var kommunistiske og fattige. Palæstinenserne kom, de tyrkiske PKK- kurdere kom i stadig større mængder, de var også marxister med kamperfaringer. I hele Vesteuropa fandt den døende socialisme snart ud af, at det var uhyre vigtigt, at de allierede sig med udenlandske frihedsbevægelser og tilstrømmende flygtninge. Indvandring blev en nødvendig marxistisk/ socialistisk blodtransfusion.

Pludselig væltede det ind i Vesteuropa med et tilbagestående proletariat, som passede til partiprogrammet, som venstrefløjen er så stolt af. Socialismen, som vil bekæmpe fattigdom, havde jo længe savnet fattigfolk i en velfærdsstat. 

Europæiske marxister rejste rundt i de latinamerikanske lande og i Gazaområdet, traf lederne af oprørsgrupper, som opholdt sig i de mest spændende og farlige omgivelser. Det arbejde opslugte marxisterne/ socialisterne fuldstændig, de blev som besatte af begær. Fra at være de onde kommunister i verdenshistorien, blev de med et slag til de gode socialister. En besejret ideologi er genopstået og på march igen.

Pakistanerne og tyrkerne var ganske vist indvandrere, ikke flygtninge, men de folkemasser var også et uuddannet, fattigt proletariat. Aktive marxister/ socialister blev lidenskabeligt optaget af at hjælpe de fremmede, og gode, humanistiske og naive folk ude i samfundet hjalp også til. 

De private hjælpeorganisationerne voksede i grådighed og styrke. I fællesskab fik disse grupper tvunget humanitære love igennem, som pressede de fremmede ind i den danske befolkning. Venstrefløjen fik deres partikammerater indsat i flygtninge- og indvandrer organisationer. De hjalp de bedst begavede fremmede med at forstå deres partiprogram og fik dem ind i politik som lokkeænder. 

Planen er lysende genial: at få fingrene i magten via demokratiske folketingsvalg, hvor marxister/ socialister i forskellige forklædninger høster nemme stemmer fra ghettoerne med sloganet: ”Stem på os, eller I bliver smidt ud af landet!” Socialisterne/ marxisterne kom igen i Folketinget under et mere moderne navn, medlemslisterne voksede, for hvert folketingsvalg blev sejrene større og større, fra nulpunktet bevæger de sig nu mod popularitetens og magtens tinder. 

Men venstrefløjen var uvidende om islams kolossale magt over de troendes sind og kendte intet til religiøst betinget had til ”de vantro”. Hvem på venstrefløjen har gidet/ turdet læst de 114 suraer i Koranen?
Venstrefløjen troede, at de kunne styre primitive tilrejsende muslimer, men det er umuligt. ”Så så, nu skal I være søde, her taler vi politik, religion er noget privat noget, I har derhjemme.” Jeg har som journalist på indvandrer- og flygtningestoffet hørt røde folketingspolitikere sige den slags dumheder på offentlige muslimske møder i 1990´erne.

I et hvidt, kulturkristent land kunne marxisterne/socialisterne aldrig have ændret vores befolknings sammensætning uden at få ukritisk hjælp fra pressen og flygtningeorganisationerne. Disse førte an med forløjede hulkehistorier imod hjemsendelser, ophidsede fakkeldemonstrationer på gader og stræder og tårevædede kirkebesættelser for flokke af arabiske og mellemøstlige muslimer, der senere viste sig at være letbenede svindlere.

I et demokrati kan vi tale om alt, ellers er det ikke et demokrati. Men i årtier er Vesteuropas befolkninger blevet skræmte, utrygge, forfulgte og tør ikke tale højt om visse fremmedes opførsel. Ytringsfriheden har åndenød og bliver mindre og mindre, og tankeundertrykkelsen større. 

Så okay, hvor kom den djævelske magt fra, som siden midten af 1980´erne pludselig skabte angst og gjorde det umuligt i årtier at argumentere imod masseindvandringen uden at blive nedgjort som racist. Kraften er det marxistiske had, som havde knuget Sovjetunionens befolkning i 70 elendige år. 

I min nye fremtidsroman ”Storhedsvanvid”, beskriver jeg, hvordan Danmark ser ud, efter at Enhedsvejen og Islamisk Fredsfront på demokratisk vis har erobret regeringsmagten. Årene er 2039-40. 

Kom kære venner! Gå et smut med ind i fremtiden, porten står åben, og lampen er tændt, som overstråler tiden.

For sådan kan det måske gå Danmark, hvis vi ikke sætter en urokkelig grænse i tide.

(Trykt hos Trykkefrihedsselskabet.)

https://www.trykkefrihed.dk/de-radikale-er-i-godt-humoer..htm

Denne kronik er skrevet den 23.11.2018 kl. 16:30 , men har vel aldrig været mere aktuel end nu.
I Danmark har vi politiske partier som heller ikke har problemer med at optræde som komplet ligeglade med deres eget land.

Øvelsen er: at hjælpe dem der hjælpes vil i hjemlandet - hvis de ikke vil det, så lad dem føre deres egen sag og tage konsekvenserne heraf - jeg føler ingen skyld for fortiden - hvorfor skulle jeg det? Når jeg ikke var til stede!

HVEM SKAL GENOPBYGGE SYRIEN..?

Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”.

Fahmy Almajid

forfatter og tidl. integrationskonsulent og tolk, Rødovre

Asylpolitikken i Danmark er ugennemtænkt. Da tusindvis af syriske ”flygtninge” væltede ind over landets sydlige grænser, iværksatte politikerne en asylpraksis, som efter min mening har vist sig at være en fejl. Måske var de påvirket af krigsbillederne i medierne, men store områder i Syrien var ikke ramt af luftbombardementer og direkte krigshandlinger. I disse områder kæmpede syrerne som altid mere mod korruption, inflation og de høje priser på dagligvarer. Dette er årsagen til, at flugten til Vesten først og fremmest er en økonomisk flugt. Millioner af rigtige flygtninge lever under forfærdelige vilkår i flygtningelejre eller slumboliger i nabolandene. De venter på at kunne vende tilbage til Syrien.

Der kommer måske ikke længere flygtninge hertil i samme omfang som tidligere, men de, der har fået asyl, vedligeholder strømmen, fordi de henter deres slægtninge hertil. De rejser til Syrien eller Tyrkiet for at blive gift, og med familiesammenføringsloven i hånden hentes kone eller mand til Danmark. Flygtninge bliver sendt på sprogkurser, men der mangler motivation hos en stor procentandel af dem. Der er travlt hos læger og psykologer, så man kan få en lægeerklæring med diagnosen PTSD, selv om de pågældende flygtninge kommer fra sikre områder i hjemlandet, og der bliver skudt mere på Nørrebro end i deres by i Syrien. De, som er ”flygtet fra døden” og har nydt sikkerheden i Danmark efter en familiesammenførelse, søger efterfølgende asyl; ikke på grund af sikkerheden, men pga. de fordele som en flygtning opnår.

I Mellemøsten brænder vi de vestlige symboler, træder på dem med vores støvler og kaster vores sko efter deres præsidenter, når de besøger vores hovedstæder. Vi bruger vores opsparing på pilgrimsrejser til Mekka, men når vi ”flygter”, så er det til Vesten. Det er beskæmmende, at unge, som forlod deres hjem til fordel for et liv som bistandsklienter, indimellem demonstrerer foran Christiansborg, Udenrigsministeriet eller på Rådhuspladsen i København. Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”. Vi brokker os på kommunekontoret og kalder dem racister, når vi ikke kan få flere tillægsydelser i bistand. Den bistand, som bliver betalt til de, der har snydt sig til asylstatus. Bistandshjælpen, som bliver udbetalt til syriske flygtninge i Danmark, kunne mætte mange fattige familier i det nord- og nordøstlige Syrien og deres børn.

Immigranter fra syd har banket på de rige landes døre i mange år, men restriktionerne og de voldsomme betalinger til menneskesmuglere havde hidtil begrænset antallet af migranter. Det Arabiske Forår i bl.a. Syrien gav mulighed for næsten fri immigration til Vesten. Da det rygtes, at man automatisk fik asyl i Vesten, krydsede tusindvis af unge syrere adskillige landegrænser for at nå frem til ”sikkerheden”. Syrien har i dag brug for sine unge til genopbygning, men disse unge er i dag migranter. Nogle af områderne i Syrien er næsten tømt for mennesker. Op til 60 pct. af beboerne befinder sig i Europa. Hovedsageligt er det unge mænd uden uddannelse eller erhvervserfaring fra landområder.

Der hopper kæden af. Hvorfor giver Vesten de unge syrere asyl, mens Vesten samtidig sender soldater af sted for at kæmpe mod terrorister?

I marts 2011, da den fredelige modstand mod regimet begyndte i Syrien, trak Assad sine styrker fra den nord- og nordøstlige del af Syrien. Symbolske styrker fra regimet beholdt nogle poster i området, resten kontrollerede og administrerede kurderne med deres erfarne krigere. Kurderne indførte for første gang kurdisk sprog i skolesystemet. De rekrutterede blandt de unge kurdere for at holde hundredtusindvis af medlemmer fra terrororganisationerne IS, Al-Nusra og de mange jihad-terrorgrupper væk fra det kurdiske område. Tyrkiet, kurdernes ærkefjende på den anden side af den nordlige grænse, angreb området og lukkede øjnene for strømmen af terrorister fra hele verden, som via Tyrkiet kom for at kæmpe i Syrien.

Jo mere kurderne forsøgte at rekruttere de unge kurdere, jo flere flygtede mod Vesten. Vesten gav de unge koden til at opnå asyl: ”Jeg er blevet indkaldt, men jeg vil ikke i krig”. De søgte asyl på baggrund af, at de blev indkaldt til militærtjeneste. Enten hos regimet eller hos de kurdiske grupper YPG og YPD, som kæmper mod IS. Disse befriede blandt andet byen Raqqa, som var IS’ hovedstad. Der hopper kæden af. Hvorfor giver Vesten de unge syrere asyl, mens Vesten samtidig sender soldater af sted for at kæmpe mod terrorister?

I 2014 blev Kobani, en syrisk-kurdisk by tæt på den tyrkiske grænse, indtaget af IS, og i 2018 blev Afrin, ligeledes tæt på grænsen, erobret af forskellige bevæbnede grupper bl.a. Den Syriske Frie Hær under tyrkisk kommando. Begge byer blev erobret meget nemt, fordi dem, der burde have forsvaret byerne, har flygtningestatus i Europa. De kurdiske områder i det nord- og nordøstlige Syrien er mere eller mindre blevet skånet fra krig i alle syv år, bortset fra førnævnte Kobani og Afrin. Resten af området blev beskyttet af de kurdiske styrker. Men udvandringen mod Vesten fortsætter, og tusindvis er druknet i Middelhavet på vej til det forjættede land.

Dette skaber splittelse mellem dem, som blev i Syrien, og dem, som opnåede asyl og bistand her i Vesten. De to forfattere, Hjalte Tin og Nina Rasmussen, har for nylig besøgt det kurdiske område i Syrien og beskriver dette i deres bog ”Dem der blev”. De mødte flere, som mente, at deres landsmænd har ladt dem i stikken ved at flygte i stedet for at blive og kæmpe. Forfatterne mødte også en kurder, som tidligere var flygtning her i Danmark. Han ville stemme på Dansk Folkeparti, hvis han havde dansk stemmeret, fordi mange af dem, han havde mødt på asylcentrene, fortalte fuphistorier for at opnå asyl i Danmark.

Med hjælp fra de russiske styrker i Syrien blev millionbyen Aleppo, den næststørste by i Syrien, erklæret en sikker by. Damaskus har hele tiden været under regimets kontrol, og i år indgik regimet og oprørerne en aftale om en fredelig løsning for hele området omkring hovedstaden. Desuden har regimet tilbagekaldt indkaldelserne til reservehæren. Tilbagekaldelsen gælder både for dem, som befinder sig i Syrien, og dem, som er flygtet til udlandet.

Nu hvor aftaler mellem regimet og oprørere får lyden af bombefly og kanoner til at stilne af, ser vi en vandring tilbage mod Syrien. I april i år viste ”Panorama”, et program på tysk tv, en udsendelse om disse syriske flygtninge, der vender hjem. 

Udsendelsen fortalte, at mange syrere vender hjem ved hjælp af menneskesmuglere. En smugler i grænseområdet mellem Grækenland og Tyrkiet sagde, at han i gennemsnit sendte halvtreds mennesker om dagen til Tyrkiet, især syriske flygtninge, der allerede havde fået asyl i Europa. Ifølge ”Panorama” flyver de syriske flygtninge lovligt til Grækenland fra det vestlige land, de har bosat sig i. Derefter bliver de smuglet til Tyrkiet via små både over Evros-floden, fordi de ikke kan få visum til landet, og derefter videre til Syrien. Ifølge den tyske migrations-og flygtningestyrelse er der i år forsvundet omkring 4.000 syriske flygtninge.

Tidligere på året rapporterede hjælpeorganisationer fra Syrien, at 150.000 borgere var vendt tilbage til byen Raqqa efter befrielsen fra IS. Og flere arabiske nyhedssider på nettet viste fotos af tomme syriske flygtningelejre i Tyrkiet. En tyrkisk borgmester i en grænseby udtalte til en netavis, at »hvis titusindvis af dem krydser grænsen til Syrien i forbindelse med højtider og efter et par uger vender tilbage til Tyrkiet, så kan det ikke være farligt for dem at vende hjem«.

I Danmark benytter flere og flere sig af repatrieringsstøtte. Den dækker udgifter til flybillet og flytning. Desuden gives et tilskud på op til 133.866 kr. pr. person. Reglen gælder for både indvandrere og flygtninge. I 2014 benyttede 150 personer sig af dette. I løbet af 2016 og 2017 steg dette til 300. Ifølge Ritzau den 18. september ser tendensen ud til at fortsætte. I år har 232 personer taget imod støtten frem til udgangen af august.

Mange områder i Syrien er erklæret som sikre områder, men der forestår et stort genopbygningsarbejde. Skoler, infrastruktur og boliger er ødelagte på grund af krigshandlinger eller andre årsager. Hvem skal genopbygge Syrien? Burde herboende syriske flygtninge ikke være blandt de første, som gør det? Bistandshjælpen, som bruges på såkaldte flygtninge og repatrieringsstøtten kunne overføres via internationale kanaler til genopbygning af landet.

Kronikøren er kurder, født og opvokset i det nordøstlige Syrien. Han kom til Danmark i 1971 for at studere. Han er aktuel med romanen ”Et varmt forår”.

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11015443/hvem-skal-genopbygge-syrien/?fbclid=IwAR1p4g6YjA-xALV7fpHDyr-17dJps122OMZGGLaGueOcSyLKKc3N0ekd1tM

PERNILLE SKIPPERS HYKLERI….

Hvad skal vi med partier i det danske folketing der konstant modarbejder det danske samfund ? Derfor er det ret og rimeligt at man forbyder både Enhedslisten og det Radikale Venstre. Som etnisk dansker agter jeg ikke at betale til min egen udryddelse.

Jeg medgiver derfor også højrefløjen, at det har været patetisk at overvære den yderste venstrefløjs magtsyge hykleri og kujonspil fra galleriet.Føler du dig truffet, Pernille Skipper?

Han er imam og tidligere talsperson for islamisk trossamfund. Han går ind for stening af kvinder. Kort inden valgdagen figurerede du og kvindehaderen smilende på et billede fra hans Facebook-profil. Her opfordrede Kasem Ahmad alle muslimer til at stemme på dig og dit parti. Det gjorde han i øvrigt under hele valgkampen. Og du tog glædeligt og ukritisk imod hans opbakning, jævnført jeres fælles-selfie.

Hvad ville en kvindelig politiker, der ikke bare foregiver at have ligestilling og kvinders rettigheder som mærkesag, gøre?

Hun ville selvfølgeligt, utvivlsomt og til enhver tid tage totalt og aktivt afstand fra en imam, der forsøger at skaffe hende stemmer, når imamen, for et par år tilbage, har siddet på landsdækkende tv og forsvaret, ja nærmest pralet med, stening af kvinder:

'Vi kan forhindre, at folk har sex udenfor ægteskabet. Hvad er straffen for det i Danmark? Der er ingen straf for det. Hvordan skal vi ellers holde familierne sammen? 

Jeg er stolt af stening som en del af sharia-lovens straffesystem.' (Deadline, 2016).

Tænk at tage ligestillingen som gidsel for at få flere mandater. Tænk at udnytte voldtægtsofrenes desperate kamp mod gerningsmændene og retssystemet for at få mere magt. Tænk at foregive at kæmpe udsatte kvinders kamp, når det efterfølgende viser sig at være tomme ord, varm luft og intet andet end et politisk spil, hvor man rotter sig sammen med imam, der ikke en gang forsøger at skjule sit had til kvinder eller for den sags skyld behovet for at undertrykke dem.

Måske skyldes det Enhedslistens sædvanlige berøringsangst. Da Blågårdsplads på Nørrebro, i midten af april måned, stod i flammer på grund af utilpassede og udemokratiske muslimer, sad Pernille Skipper i sit gatet community og lavede statusopdateringer om søde rap-ænder et andet sted på Nørrebro.

Man fristes jo på samme måde til at tro, at Skipper ikke tør konfrontere muslimske mænd, der prædiker frihedsberøvelse og stening af seksuelt frigjorte kvinder. Hun har hvert fald ikke haft det fjerneste problem med at benytte sig af Kasem Ahmads hjælp til at skaffe flere stemmer og mere magt.

Pernille Skipper,du foregiver at gå forrest i kampen for kvinders rettigheder. Du foregiver at gå forrest i forsøget på at indføre en samtykke-lov, der skal sikre voldtægtsofrenes retssikkerhed. Du foregiver at være ligestillingens vogter.

Men kort før valget afslørede du dig selv i at være fløjtende ligeglad med netop kvinders rettigheder.

Du afslørede, at dit partis valgresultat var vigtigere end undertrykte kvinders kamp mod undertrykkelse. Du afslørede, at du sætter politisk magt og popularitet over principper, værdighed og kvindekønnet.

Navnet Kasem Ahmad siger dig måske noget?

Prøv at Google: palæstinenserloven. Og læs hvad der kom ud af at venstrefløjen skulle pudse GODHEDENS GLORIE. Det kom skatteborgerne og ofrene for deres handlinger til at betale for.

Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Enhedslisten har fuldstændig glemt venstrefløjens rødder. Det næste bliver vel at de tropper op til dronningens næste gallamiddag.

Religion er magt. Selv i deres tempel / minaret / kirke arkitektur afspejles magtens sprog. Store imposante bygningsværker der "trykker" den troende allerede ved indgangen.
Magt over små børn som kan følge i forældrenes fordummende hjulspor.

Men i Danmark er opgøret med eviggyldige "sandheder" for længst taget. Fat det nu politikere.

Enhedslisten er en samling psykopater, der med alle midler vil til magten. Det forfærdelige er titlerne andre vil opnå ved at lade sig forføre af de folk. Der er kun en løsning, socialdemokratiet og venstre, så behøver der ikke blive imamer og radikale svinehunde indblandet.

Vi har desværre en mangfoldighed af tossehoveder i dansk politik. Politikere, der skamroser multi kulti samfundet, men selv bor langt fra multi kulti bydelene. Senest er der ofret milliarder på at nedrive bydele og bygge nye bydele for at fjerne ghettoerne.

Århus internationale by er et eksempel. Men ingen “normale” danskere vil bo der. ElendighedsListen og ghettopartiet De islamiske Radigale er de bedste eksempler på selvfede, verdensfjerne og tomhjernede partier. En Rasmus Paludan var et forfriskende indslag, der med knivskarp tydelighed viste, hvor voldelige, uopdragne, utaknemmelige og hadske tilbederne af “fredens religion” er. Men han skulle af medierne fremstå som nazist. 

De største af den slags findes i ghettoerne og ikke hos en enkelt frihedskæmper.

Efter min mening er "tomhjernerne" på Christiansborg hverken naive, godtroende eller dumme. De seneste 30-40 års ødelæggelse af nationalstaten Danmark kan (desværre) kun forklares med en ret bevidst og planlagt ødelæggelse. Her et citat der er værd at have i tankerne:

Franklin D. Roosevelt Quotes. In politics, nothing happens by accident. If it happens, you can bet it was planned that way.

Er Pernille Skipper ikke bare en tankeløs, populistisk gås, der til enhver tid vender ansigtet med vinden, uanset hvor hun befinder sig ?


Jeg tror faktisk ikke at hun gør sig ret mange dybere tanker om tingene, når det er populær tale, så er hun imod forældrekøb lejligheder, men er taknemmelig for sin egen, bare det ikke breder sig, og hun smiler dumt, ligegyldigt hvor hun er og hvad anledningen er.

Hvad mon hendes kernevælgere synes om at de nu skal have mindre i hjælp, når de skal dele med en stort antal velfærds immigranter ?

https://ekstrabladet.dk/opinionen/nimazamani/pernille-skippers-hykleri-lod-sig-rose-af-sharia-imam/7681135