Demokrati og islam er som ild og vand

Vi har i Danmark en smuk tradition for at tillade totalitære partier og bevægelser, der målrettet arbejder på at erstatte folkestyret med et diktatur.

Asger Aamund, bestyrelsesformand

Siden folketingsvalget har der været en debat i medierne om, hvorvidt det nu var godt eller skidt, at muslimske vælgere på imamernes bud havde stemt massivt på Enhedslisten og de Radikale. Østergaard og Skipper glædede sig og hævdede, at de mange stemmer viste, at man godt kunne være en god muslim og en god demokrat. Andre mente, at de Radikale og Enhedslisten var taget som gidsler og nu ville blive presset til at tage hensyn til islamiske særinteresser.

Overfladisk set er der jo ikke noget at sige til, at vælgerne stemmer egennyttigt. Arbejderen stemmer således traditionelt på Socialdemokratiet, skolelæreren på de Radikale, journalisten på SF, landmanden på Venstre og den klimafortvivlede på det grønneste parti, hun kan løbe op. Så det er naturligt nok, at muslimske vælgere stemmer på partier, som beskytter deres parallelsamfund uden forringelse af de sociale ydelser. 

Danske medier og politikere betragter islam som fredens og kærlighedens religion, der dog er sprinklet med stumper af gammel arabisk kultur, som rummer et andet syn på familien, kvinder og levevis end det gængse i de vestlige retsstater. I løbet af et par generationer forventes det, at muslimer bliver en aktiv del af det samarbejdende folkestyre på samme måde som gammeldanskerne. Denne opfattelse stemmer imidlertid ikke med realiteterne.

Islam er en samfundsmodel, en religion og et retssystem (sharia). Enhver bestemmelse eller lov i islam skal have sin rod i islams tre hellige skrifter, der består af Koranen, bogen om traditionerne (hadith) og Muhammeds biografi (sira). Koranen er hellig, fordi den er Allahs egne ord sendt direkte, komplet og uforanderlig til den troende muslim. De to øvrige skrifter anses også for hellige og bindende for enhver muslim, for nok er de ikke Allahs direkte diktat, men de er udtryk for Allahs vilje. Dette fastlåser islam og muslimer i et politisk system, der blev udviklet, inden Gorm den Gamle blev konge i Danmark.

"Der er sikkert mange, som tror, at Koranen er lidt ligesom den kristne bibel, der som bekendt beskriver og diskuterer forholdet mellem mennesker og Gud.
Størstedelen af Koranen handler hverken om Allah eller Muhammed, men derimod om, hvad fromme muslimer skal gøre ved de foragtede og forhadte vantro. I Koranen er der ikke noget med at vende den anden kind til. Her bliver der gået til stålet: »Dræb de vantro, hvor end du finder dem!« (9:5) »Bekæmp de vantro indtil islam er enehersker!« (8:39).

Islams hadeliste er lang. Den omfatter hinduer, buddhister, jøder, kristne, ateister og frafaldne samt alle andre mennesker, der ikke er muslimer. Forfølgelser af kristne er vekslet i intensitet siden islams erobring af Mellemøsten, Nordafrika og dele af Europa.

Perioder med massiv undertrykkelse er blevet afløst af andre tider, hvor kristne har kunnet overleve som ydmyge undermennesker i et islamisk apartheid-samfund uden rettigheder til meget andet end selve livet.

I begyndelsen af forrige århundrede kulminerede den islamiske terrorbølge med folkemordet på 1,5 millioner kristne armeniere.
Herefter var der relativt fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer, indtil ayatollah Khomeini i 1979 kom til magten i Iran. Samme år holdt Khomeini en tale på Teherans teologiske fakultet, hvor han sagde:

»Islam er blodets religion for dem, der ikke tror. Jihad betyder drab på alle vantro overalt på kloden!«

Khomeini var en ordholden mand. Han indfriede sine barbariske politiske løfter og har ifølge historikeren Bernard Lewis haft afgørende indflydelse på nutidig islamisk justits og sharia-loven i praksis.
Når homoseksuelle i Brunei i dag bliver dømt til døden ved stening, kan de takke Khomeini for deres smertefulde afsked med livet.

Kristenforfølgelserne er kommet op i gear. Alene i 2017 blev over 3.000 kristne myrdet, 1.250 blev bortført, over 1.000 blev voldtaget og 739 kirker blev vandaliseret ifølge »Open Doors«-organisationen, der kortlægger vold mod kristne. I dag lever 215 millioner kristne i højrisiko-områder, hvor de udsættes for vold, voldtægt og mord. Det er islamiske lande som Afghanistan, Pakistan, Irak, Iran, Saudi-Arabien og Somalia, der topper listen, som består af 50 lande, hvoraf de 45 er islamiske stater.

Og hvad gør vi kristne samfund så ved det?
..... Tja, bum-bummelum, vist ikke noget, man sådan lige kan få øje på. Der er jo mode i så meget også i mediernes terrorprioritering.
Det er lidt kikset at skrive om islamisk terror mod kristne. Hvem gider læse om sidste måneds islamiske nedslagtning af 100 kristne nigerianere, når nu man havde en vaskeægte Breivik-dobbeltgænger i Christchurch til at dominere sendefladen?

Hvis nogen havde håbet på, at pave Franciskus ville komme de kristne ofre til undsætning, vil man blive skuffet. Denne hjælpeløse karikatur af en Herrens Stridsmand rejser rundt i Mellemøsten og forbrødrer sig med islamiske ledere, der griner ad ham bag hans ryg. 

Pave Franciskus, hvis titel også er Pontifex Maximus, altså den største brobygger, taler ustandseligt om, »at vi skal bygge broer, ikke mure«. Paven har nægtet at forholde sig til den accelererende forfølgelse af kristne i islamiske samfund.
For 100 år siden udgjorde kristne 14 pct. af befolkningen i Mellemøsten. I dag kun fire pct. og ifølge FN blot 3,5 pct. i 2025.

Det er en skændsel, at det kristne Danmark har vendt ryggen til vore nødstedte trosfæller. Bibelen fortæller os, at vi skal elske vores næste som os selv. Den næste er den, der står os nær og nærmest. Det er ikke alle mennesker, overalt, til alle tider. Vores næste er vores familie, vores venner, vores meningsfæller og vores trosfæller. Hverken den danske folkekirke, politikerne eller medier gider gøre en indsats for at hjælpe vores kristne næste i nød. 

Naturligvis skal vi prioritere flygtningearbejdet således, at kristne flygtninge står først i køen til ophold, som foreslået af Marcus Knuth og i modsætning til mange migranter med arabisk kulturbaggrund accepterer kristne flygtninge med glæde den demokratiske retsstat. 

To store pan-europæiske meningsmålinger, PEW og WZB, har klart påvist, at et flertal af muslimer bosat i EU ønsker den demokratiske retsstat udskiftet med en islamisk formynderstat. Hvem er mon vores sande næste i den sammenhæng?

I år 846 og igen i 849 forsøgte en islamisk invasionshær at indtage Rom med det formål at myrde paven og ødelægge Vatikanet, som imidlertid var beskyttet af høje mure, der frelste paven og kristendommen. Hvis den daværende pave Leo i stedet havde fablet om at »bygge broer, ikke mure«, havde islam sat en brat stopper for vores kulturelle udvikling hen imod vor tids folkestyre og frie retsstat."

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/demokrati-og-islam-er-som-ild-og-vand?fbclid=IwAR3Gv36_uECmor-jgMh8VunWSReWTTYWwfFmd3T_O1F_mt0yggLrTTR1-sE

Kommentar :

Asger Aamund i Berlingske:
Vi har i Danmark en smuk tradition for at tillade totalitære partier og bevægelser, der målrettet arbejder på at erstatte folkestyret med et diktatur. Disse partier har dog aldrig været store nok til at true folkestyrets grundfjeld i vort land. Måske skulle vore politikere tænke over, hvad der sker, når 30 procent af vælgerkorpset ønsker sig et sharia-domineret samfund. Man burde nok lytte til, hvad Tyrkiets kække præsident Erdogan har at sige om den sag:

»Demokrati? Det er ligesom at køre med sporvogn. Når man kommer til endestationen, står man af.«