Opinion. Den socialdemokratiske regering trues ikke fra højre, men fra venstre af støttepartier og storbyliberale.

Hævnen er rød

LARS OLSEN

Forfatter

Over hele det nordlige Europa er de socialdemokratiske partier i krise. I Tyskland er De Grønne blevet det store venstreparti. I England går arbejderklassen over til De Konservative, og i Holland er PvdA nede på seks procent. Danmark er en markant undtagelse. På næste lørdag markerer vi toårsdagen for valget i 2019, der skabte et nyt politisk flertal og bragte Mette Frederiksen til magten.

Under overfladen lurer imidlertid de samme klassemæssige konflikter, som ryster de øvrige S-partier. De går bare ikke internt i Socialdemokratiet, men i et stadig mere anspændt forhold mellem regeringen, der er orienteret imod arbejderklassen og provinsen, og en velstillet storbyopinion med stor indflydelse på støttepartierne.

Den egentlige trussel imod Mette Frederiksen kommer ikke fra højre, men fra venstre. Mens den borgerlige opposition er splittet og rådvild, bliver stemningen i den venstreliberale storbyopinion stadig mere betændt. Betegnelsen stammer fra den tyske venstrefløjspolitiker Sahra Wagenknecht. Mens venstrefløjen historisk kæmpede for det brede lag af underprivilegerede, er de venstreliberale ifølge Wagenknecht »orienteret imod et relativt privilegeret miljø, nemlig storbyernes akademiske lag« af velstillede og studerende.

De venstreliberale har stor indflydelse på støttepartierne, mest entydigt hos Radikale. Enhedslisten og især SF favner bredere, men også hér er en solid dosis venstreliberale akademikere og studerende. Nye Borgerlige mobiliserer flere arbejdervælgere end SF og Enhedslisten tilsammen.

Samtidig sætter storbyopinionen dagsordenen i medierne. De borgerlige dagblade og TV 2 News er højreliberale, DR, Politiken og Information venstreliberale. Resultatet er et pres, der får støttepartierne til at skærpe kursen og skabe mistrøstighed omkring en af Europas få venstrefløjsregeringer. Truslerne fra Radikale og Enhedslisten er efterhånden lige så hyppige som forårets regnbyger; faren er, at bordet på et tidspunkt fanger, og at der udløses en regeringskrise, ingen egentlig har interesse i.

I disse år spaltes Europas centrum-venstre stadig mere tydeligt i to strømninger. Med Mette Frederiksen kom en ny generation til med ideologer som Kaare Dybvad, Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye, der i debatbøger og kronikker har udviklet en særegen dansk strategi. Efter Blairs tredje vej og Thornings »reform-amok« er kursen blevet lagt til venstre i velfærds- og fordelingspolitikken, mens Socialdemokratiet i samme åndedrag har strammet indvandringspolitikken og svøbt sig i Dannebrog.

Inderkredsen i det danske parti er på linje med den hollandske samfundsforsker og socialdemokrat René Cuperus. Han udtalte i sidste uge til Weekendavisen:

»Vi forrådte vores vælgerbase, arbejderbefolkningen, to gange. Første gang, fordi den økonomiske liberalisme betød nedskæringspolitik, et opgør med velfærdsstaten og dermed den sociale kontrakt (…) Anden gang var, da vi erklærede nationalstaten død. Nu skulle vi alle være europæere, åbne grænserne og leve i det multikulturelle samfund.«

Socialdemokratiets nye linje er også kommet til udtryk i Arne-pensionen til arbejdergrupper, der kom tidligt på arbejdsmarkedet. Læg hertil minimumsnormeringer i daginstitutionerne og nok så vigtigt: Mette Frederiksen & co. vil skabe nye muligheder uden for storbyerne. Uddannelserne decentraliseres, og der oprettes nærpolitistationer og nærhospitaler.

I Rige børn leger bedst dokumenterer vi da også, at arbejderklassen er fortrængt fra hovedstadsområdet og stor-Aarhus. Billige boliger og produktionsjob er i dag i provinsen. Storbyerne er blevet domæner for højere middelklasse og studerende på vor tids masseuniversiteter. Danmark har fået de samme sociogeografiske skel, der førte til Trump, Brexit og Frankrigs Gule Veste.

Med den nye strategi har Socialdemokratiet vundet terræn i provinsens arbejderklasse og lavere middelklasse. Problemet er, at mange af fremskridtene hverken interesserer eller imponerer den venstreliberale storbyopinion. De kommer ikke tidligt på arbejdsmarkedet, men tager lange uddannelser med verdens højeste SU. De bryder sig ikke om motorveje, selvom det skaber job og udvikling i provinsen.

I starten holdt verdens mest ambitiøse klimamål sammen på koalitionen, men nu ses Socialdemokratiets hensyn til energitung produktion og folk med langt til arbejde som illegitimt klimanøl. Mest kontroversiel er indvandringspolitikken. For de venstreliberale er den stramme indvandringspolitik symbolpolitik og knæfald for folkedybet. For den nye generation af socialdemokrater handler det om selve velfærdsstaten.

Få måneder efter valget til partiformand advarede Mette Frederiksen om, at store indvandrergrupper på overførselsindkomst presser velfærdsstaten: »Et universelt finansieret nordisk velfærdssamfund med fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og sociale ydelser er ikke foreneligt med en åben udlændingepolitik,« fastslog hun på en S-kongres i Stockholm. Det har vist sig sværere end som så at integrere store grupper fra Mellemøsten og Nordafrika.

Derfor er Mattias Tesfaye & co. ved at omkalfatre asylsystemet gennem modtagecentre i Rwanda og andre lande – flygtninge på midlertidigt ophold skal ikke ende som indvandrere. Regeringen kan blive tvunget til indrømmelser, sådan som det skete med IS-mødrene og flere klimatiltag. Men vi kommer næppe til at se meget af den slags, S-toppen er bevidst om de snævre grænser.

Over hele Europa deserterer arbejderklassen og provinsen – for nylig tabte Labour igen til Boris Johnson i det røde Nordengland. I 2015 oplevede vi »det gule Danmark«, da DF blev størst i Syd- og Vestsjælland og hele det sydlige Jylland. Socialdemokratiet må nødvendigvis fastholde sit sociogeografiske fokus, herunder den stramme indvandringspolitik. Gymnasielæreren på Østerbro og kommentatoren i Hellerup brokker sig højlydt, men har et dilemma:

Hvis Mette Frederiksen vælter, får de Søren Pape & Pernille Vermund – eller andet af samme skuffe. Måske er det på tide, at de ser lidt ud over deres egen næsetip?

https://www.weekendavisen.dk/2021-21/samfund/haevnen-er-roed

 

Marie Høgh

GEM JERES PAPHJERTER VÆK, DER ER INTET AT JUBLE OVER..

Euforien vil ingen ende tage i barmhjertighedsafdelingen af venstrefløjen.

 

Politikernes profiler på de sociale medier flyder over med hjerter, billeder og tilkendegivelser af, hvor lettede og lykkelige, glade og rørte og stolte de er over at få hentet de tre radikaliserede mødre og deres 14 børn hjem fra Syrien.

 

Et billede viser Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, telefonerende, smilende, siddende på sin Børge Mogensen-tremmesofa – forsynet med teksten:

 

»Jeg har lige fortalt mormoren til den fireårige pige med PTSD, at hendes børnebørn og datter kommer hjem til Danmark« og efterfulgt et ”hjertesymbol”.

 

Et andet foto viser Enhedslistens nye darling Mai Villadsen med store våde hundeøjne, holdende et paphjerte med påskriften

 

 »Tak«. Og for at det ikke skal være løgn, er venstrefløjsadvokaten Knud Foldschack, der har kæmpet Syrienbørnene og deres mødres sag, også med på den rørstrømske barmhjertighedsbølge og giver udtryk for at han »aldrig, aldrig har oplevet noget så rørende som dette.

 

Det er ubeskriveligt (…) jeg er sgu lige ved at græde,« siger advokaten til Berlingske og mener, at sagen er en sejr for dansk moral, etik og retssikkerhed.

 

Etik og moral er der vist ingen grund til at rode ind i det.

 

Sagen handler alene om danskernes retssikkerhed og vores forbandede forpligtelse over for egne statsborgere. Vi hænger på dem, når først de er udstyret med et rødbedefarvet pas – medmindre altså de har dobbelt statsborgerskab, og vi kan fratage dem det danske.

 

Politisk skal man altid skelne mellem ”retfærdighed og barmhjertighed".

Det er en fuldkommen lokumskold sag, og enhver politiker burde være bekymret, bedrøvet og beklagende over for landets borgere, fordi det er vores sure pligt at hente livsfarlige, radikaliserede kriminelle mennesker til landet, der med åbne øjne og ved deres fulde fem er rejst til Syrien for at tilslutte sig vor tids blodigste og mest bestialske terrororganisation, der begraver børn levende, hugger hovederne af alle vantro, ønsker Vestens udslettelse og et verdensomspændende kalifat.

 

Kalifatet faldt, men kalifatet lever i terroristernes hoveder. Børnene kan man ikke bare omkode i et antiradikaliseringsforløb. Og mødrene er der ingen grund til at have et romantisk forhold til – stod kalifatet i dag, var Vesten faldet, havde de jublet. Jeg har slet ikke ord for, hvor meget man som politiker burde skamme sig over de lyserøde paphjerter, kyssemunde, hundeøjne og hjerteformede hænder.

 

Politisk skal man altid skelne mellem ”retfærdighed” og ”barmhjertighed”, som tyske Richard Schröder slog fast i Die Welt, da menneskemængderne i 2015 bevægede sig op igennem Europa. Ingen standsede dem, politikerne så til med blødende hjerter, og prisen vil europæerne betale de næste mange generationer.

 

Stik imod den tyske velkomstkultur, ”wir schaffen das”-mottoet og den flygtninge-/indvandringsomfavnende tyske kirke argumenterede Schröder for, at staten skal være retfærdig – også hvis det nogle gange går imod barmhjertigheden.

 

For lidenskaben, som barmhjertighedspolitikken er båret af, »har et blødende hjerte for den elendige uden at spørge hvad det koster.« Og han fortsætter: »Barmhjertigheden kigger nemlig børnene i øjnene og siger: Børneøjne lyver ikke« og tager så børnene til sig.

 

Jeg bliver også rørt over at se børnene i de syriske fangelejre, jeg kan faktisk næsten ikke bære at se dem. Jeg blev rørt over børnene på motorvejen, da de vandrede der.

 

Og børneøjne rører ethvert politikerhjerte, selvfølgelig. Men vedkommende skal tænke på følgerne af de åbne hjerters politik.

 

Og følgerne er grusomme, dyre, uoprettelige, ansvarsløse og faktisk hjerteløse over for landets egne borgere.

 

Kommentarer :

Det er kvalmende at se venstreekstremisterne svømme rundt i tårer over deres egen godhed. Og at se deres jubel over sejren over den retfærdighed som folkets flertal hylder.

Det er i modstrid med vælgerflertallets retsfølelse at disse terrorister nu skal serviceres af danske myndigheder, og hentes "hjem" på første klasse med særfly. Hvor den mest retfærdige straf ville have været en udelukkelse fra det danske folkefællesskab, vil de nu i bedste fald få en nærmest symbolsk straf.

Efter udstået "hotelophold" kan de så nyde det søde liv på skatteborgernes regning resten af livet. Deres hadindpodede børn vil i årtier herefter udgøre en tung byrde for det det danske samfund, sikkerhedsmæssigt såvel som økonomisk.

Og deres hadideologi vil spredes omkring dem i deres parallelsamfund.

Tror mange socialdemokrater havde ønsket Mette Frederiksen havde udskrevet valg til afholdelse sidst i juni, vist venstrefløjen -nok er nok- reduceret radikale til støv, forvist Enhedlisten til grøftekantens regnvåde ukrudt - dannet en regering bestående af Socialdemokratiet-SF - Det Konservative Folkeparti.
Radikale og Enhedslisten bringer alligevel Socialdemokratiet til valgurnerne -lad valget komme snart.

Reichkansler Mette von Aalburg, alias Mette Mink / Mette Makrel / Mette Fup / Børnenes Statsminister / Skrigeskinken / Afrikas dronning / Landets moder - kært barn har mange navne …..... - kan vel udnævnes til Danmarks historiens absolut DYRESTE statsminister inden for hukommelsens årti / århundrede , …...- FISKER nu i oprørte vande efter en redningskrans , der kan bære vægten af alle sine løftebrud – brudte valgløfter , forståelsespapirer m.v.- samt NYE skattepenge for at tilfredsstille sine venstreorienterede og radikale bagmænd / damers trang til brugen af andre folks penge , på for os fuldstændige ligegyldige og uønskede udlændinge, herhjemme såvel som i udlandet.

Hun fortjener måske at blive frataget jernkorset , storkorset og kongehusets fortjeneste medalje , for at forøge Danmarks statsgæld i 1000 milliardklassen ( penge til minkskandalen – ned og opgravninger - unødvendig nedlægning af et helt mink erhverv og dens følge industri - corona nedlukningens øvrige omkostninger - EU`s genopretningsfond , dermed også penge til udlændinge – extra børnepenge og ydelser til de multikulturelles udlændinges multistore børneflokke , samt nye luksuriøse indkvarterings muligheder for afviste asylansøgere og kriminelle udlændinge + desværre med meget mere ).

Husk Mettedamen – og socialdemokratiet - når du står i valglokalet med tomme lommer og en lang næse , måske endda ved siden af fattige folkepensionister og den velpensionerede Arne - omgivet af arabisk og udenlandsk talende personagers tilfredse smil og mangfoldige tungemål.

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mariehoegh/ECE12998974/gem-jeres-paphjerter-vaek-der-er-intet-at-juble-over/?fbclid=IwAR2SWAqxCptRew5HarBxpFHkQ2O4LoAI1-Yw4STV-2ksovV5oRQ5Eamg6ME

 

Mikael Jalving

LOKALE PROTESTER MOD UDREJSECENTER PÅ LANGELAND ER EN RINGE TRØST..

Socialdemokrater og liberale borgerlige lader kun til at ville bekæmpe den symbolske indvandring. Den virkelige sender de videre til børnene.

Der er noget glædeligt ved at se langelændere gå ned til gadekæret i protest over, at den socialdemokratiske regering vil placere et såkaldt udrejsecenter til knap 150 udvisningsdømte kriminelle fremmede, heriblandt den kulturberiger, der for 11 år siden forsøgte at slå avisens tegner Kurt Westergaard ihjel med en økse i hans eget hjem. Danskere, der siger stop – hvornår han man sidst set det?

 

Protesten kommer som bekendt ikke ud af det blå. Sporene fra andre ”udrejsecentre” taler deres tydelige sprog fra Sandholm i Nordsjælland til Kærshovedgård i Midtjylland.

Siden det sidste åbnede i 2016, har politiet ifølge en optælling i JP rejst i alt 763 sigtelser for blandt andet vold, trusler, narko og en lang række tyverier. Kriminaliteten foregår ikke kun i nærområdet, men også i Herning, Aarhus og København.

 

De udviste, der nægter at forlade landet, dækker øjensynlig det meste af landet som et omrejsende cirkus. Alene i 2020 blev der konstateret lige knap 38.000 overtrædelser af opholds- eller meldepligten i politikredsen.

 

De udviste er ikke spærret inde, men bevæger sig frit rundt som charlataner for andre folks penge. Jeg kan i skrivende stund ikke give et mere himmelråbende eksempel på dansk naivitet og dumhed.

 

"Udrejsecentrene” er en logisk følge af flere generationers grænseløshed, særligt i Socialdemokratiet og på venstrefløjen, men sandelig også blandt borgerlige politikere og liberale meningsdannere.

Når de lokale protester mod ”udrejsecentret” på Langeland alligevel er en ringe trøst, så skyldes det forhistorien. Som er, at skiftende regeringer gennem de seneste 40 år har gjort Danmark til ét stort indrejsecenter og hotel for fremmede mennesker fra hele kloden.

”Udrejsecentrene” er en logisk følge af flere generationers grænseløshed, særligt i Socialdemokratiet og på venstrefløjen, men sandelig også blandt borgerlige politikere og liberale meningsdannere. Som den modige skønlitterære forfatter Birgithe Kosovic understregede for nylig i selveste Politiken og gentog i et interview med netmediet Kontrast, lever vi nu i en stat med flere folk, og multikulturen ser kun ud til at blive mere konfliktuel med tiden.

Fordi vi i alle disse forbandede år har sagt ja og amen til den tiltagende immigration fra kulturfremmede områder og afvist at smide kriminelle udlændinge ud på røv og albuer, vokser problemerne eksponentielt fra skole over parallelsamfund til vold og terror.

Den multikulturelle skade er sket. Nu handler det i bedste fald om at få en lille smule kontrol med fremtidsscenariet og begrænse den ulykkelige udvikling for Danmark. Her spiller de magtfulde socialdemokrater på to heste.

Den ene hest er venstrefløjen, der med typer som Rosa Lund og Mai Villadsen i spidsen nok er for unge til at have lært noget af det immigrationspolitiske eksperiment og ikke aner hvad Islamisk Stat er. De er simpelthen flasket op på multikulturalisme.

 

På den anden side forsøger Socialdemokratiet at trække roret i mere national retning og sluge Dansk Folkeparti, skønt det sejler internt, fordi Socialdemokratiet nu engang har en broget historie, når det gælder indvandringspolitik.

 

Mette Frederiksens manøvre er lykkedes indtil videre, men spørgsmålet er hvor længe. Vist luner det på en regnvejrsdag, når den socialdemokratiske folketingskandidat Malthe Johan Poulsen fra Gentofte gør grin med krealækre skuespillere som Pilou Asbæk og tweeter under hashtagget #FlygtingeFritSommerhusPåMallorca: »Husk nu, at når Pilou Asbæk og andre velstillede fra den kreative klasse siger, at vi godt kan tage imod flere flygtninge, så mener de, at I godt kan tage imod flere flygtninge«.

 

Lige så befriende er det, når han tilføjer, at »Langelandsdebatten viser, hvilke humanistiske fjer folk pynter sig med. Behagelige enkeltsager og floskler om medmenneskelighed klinger hult, når konsekvensen af asylmigrationen og en liberal udlændingepolitik bliver til virkelighed«.

 

Men når Poulsens parti og regering alligevel ikke har viljen til at løse problemets rod – et fejlslagent asylsystem og internationale konventioner – så kan det alt sammen være lige meget.

Da bliver det til symbolik, satire og ”udrejsecentre”. Socialdemokrater og liberale borgerlige lader fortsat til kun at ville bekæmpe den symbolske indvandring. Den virkelige sender de videre til vores børn.

Kommentar:

Hvem har lyst til at lukke et hav af muslimer ind i Dk - der aldrig har villet DK - bortet fra Socialkontoret ?

Men man skal nok også lige være klar over, hvad hele denne dygtigt inscenerede ballade skal dække over. Hvor bliver kovendingen i spørgsmålet om IS-brudene og deres yngel af i det her? Står vi i virkeligheden ikke over for et spin stunt af sjælden professionel karakter? Over nattet render selveste Mette Fredriksen fra alt, hvad hun hidtil har sagt om "hjem"tagelse af IS-krigere. Dagen efter diskuterer vi så alle meget ophidsede Holmegård, som allerede nu - det er lidt for tidligt i forhold til drejebogen - ikke bliver til noget. Jeg synes ikke fokus fra de islamiske krigsdeltagere skal have lov at forsvinde i det her. Som selvfølgelig også er alvorligt nok.

Flertallet af politikerne i lange tider har svigtet og med åbne øjne skabt denne kompromissituation.
Nu må de tage sig sammen - støttet af befolkningen - og fjerne denne uholdbare tilstand - fjerne uhensigtsmæssige konventioner.
Enten ud og mene UD, eller blive, som accepterede borgere.
Så er disse mellemstationer midt i vadestedet overflødige, og politikerne kan igen respekteres.
Find sammen inspirationen i denne aktuelle sag og negliger de åbenlyse tåber, der ødelægger landet uden at ville det.

Generelt er det opløftende, at de såkaldte "venligboere", der for år tilbage ville have været til stede på Langeland med skilte " velkommen", og "vi har ventet jer med glæde", i dag er fuldtstændigt fjernet fra jordens overflade, ikke blot der, men overalt i landet ! Lad os håbe de har stukket hovedet så lngt ned i busken, at de ikke kan få det op igan, for hvor har de skabt megen sorg i vort land !

Mon ikke Danskerne er ved føle, hvad et ræverødt styre betyder af ødelæggelser for vort land, for hvem har reelt magten i landet i dag, med et stigende antal jihadblokke og et stigende antal under PET beskyttelse ? "regeringen" ? mon de selv tror på det ?

Fakta er at langelænderne ligger som de har redt! De stemte på en borgmester fra SF som i 2019 bad regeringen om at få et udrejsecenter til Langeland! Ellers placer centret på Ærø hvor de lokale socialdemokrater de sidste uger qua div. udtalelser har kæmpet for at beholde afviste syrere i Danmark. Men nu er der snart kommunalvalg og så udstiller alle de røde borgmestre deres enorme hykleri og vil lige pludselig ikke kendes ved de enorme problemer som disse ikke-vestlige indvandrere afstedkommer i danskernes hverdag!
Den røde løftebrudsregering forhandler p.t. med Rwanda og andre afrikanske lande om asylcentre i Afrika. Når Danmark bidrager med ca. 5 mia. kr. p.a. til Grønlands økonomi - hvorfor kan vi så ikke placere asylcentre/udrejsecentre på Grønland som har så meget plads? Det vil også give en naturlig løsning på problemet da langt de fleste så vil rejse hjem frivilligt!
Hvorfor har afviste asylansøgere forøvrigt ikke fået en fodlænke på - eller det må man heller ikke - selv om de ikke overholder vores lovgivning?

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE12998698/lokale-protester-mod-udrejsecenter-paa-langeland-er-en-ringe-troest/

 

Frankrig. Militærfolk og politibetjente advarer om, at statens autoritet forvitrer. De taler om borgerkrigslignende sammenstød i forstæderne, der er i islamisternes vold. Er der noget om snakken, og vil det få betydning for præsidentvalget til næste år?

FRANKRIG   PÅ   RANDEN   AF   BORGERKRIG

 ASKE MUNCK

 

Debatten om vold, kriminalitet, islamisme og usikkerhed er gået helt over gevind i disse dage i Frankrig.

Årsagen er intet mindre end tre åbne breve til præsidenten, som er blevet offentliggjort i løbet af de seneste uger, og som i mere eller mindre enslydende termer advarer mod »Republikkens forvitrede autoritet« og risikoen for »en borgerkrig«, der allerede ulmer i forstæderne og de socialt belastede kvarterer, som i alt for lang tid er blevet overladt til islamister og kriminelle.

Budskabet er voldsomt, og brevene har fået vægt i Frankrig, fordi de alle tre har højst usædvanlige afsendere:

Det første – der blev offentliggjort i det konservative nyhedsmagasin Valeurs Actuelles – var affattet af ikke færre end 20 generaler, de fleste pensionerede, men enkelte stadig i aktiv tjeneste, samt 1.000 andre soldater. Magasinet havde ikke uden en vis sans for dramatisk iscenesættelse valgt at publicere deres brev på årsdagen for det fejlslagne kupforsøg mod præsident Charles de Gaulle i 1961, da fire generaler forsøgte at modsætte sig de Gaulles løfte om at give den franske koloni Algeriet uafhængighed.

Ifølge en undersøgelse ville 60 procent af landets soldater og politibetjente stemme på Marine Le Pen som præsident, hvis valget stod mellem hende og Macron. Her er fransk politi i aktion i denne måned under en demonstration i Paris mod en ny lov, der giver politiet flere beføjelser til overvågning af borgerne. Foto: Pau de la Calle, Getty Images

Det næste brev fulgte få uger efter og var denne gang affattet af soldater, der havde gjort tjeneste i Mali, Irak, Centralafrika og havde taget del i Opération Sentinelle, de tungt bevæbnede militærpatruljer på gader og pladser, der er led i antiterrorberedskabet i Frankrig. De optrådte anonymt, da soldater – både i aktiv tjeneste og sidenhen – ikke må udtale sig offentligt.

Og sidst men ikke mindst kom forleden et åbent brev fra 93 tidligere politibetjente af forskellig rang, der bønfaldt præsident Macron om »at genetablere statens tabte autoritet«. Brevet blev offentliggjort kort tid efter, at to gerningsmænd på 19 og 20 skød og dræbte en politibetjent i Avignon.

Brevene har skabt en hidsigt blussende debat, for det er forståeligt nok chokerende, når de, der skal sikre statens, borgernes og selve demokratiets sikkerhed, råber op i så direkte termer.

Men hvor velbegrundet er denne frygt for en borgerkrigslignende konfrontation? Kunne det ske for et land som Frankrig, eller er ord som »borgerkrig« og »omstyrtelse« – som historikeren Jacques Marseille skriver i sin veldokumenterede bog Du bon usage de la guerre civile en France (Om anvendelsen af borgerkrig i Frankrig) »blot retoriske greb i dette land, som ikke kender til ordet konsensus?«

»Borgerkrig i Frankrig? Absurd. Kommer ikke til at ske.«

Så klar lyder meldingen fra Gilles Dorronsoro. Han er professor i statskundskab ved Université Panthéon-Sorbonne og ved Det Europæiske Center for Sociologi og Politologi, CESSP, i Paris. Og han har forsket i borgerkrige i over 30 år.

»Vi har set og vil igen se både opstande, optøjer i forstæderne og flere terrorangreb – men ingen borgerkrig. Det er ren retorik,« siger han til Weekendavisen.

Men han er til gengæld ikke overrasket over udviklingen i retorikken i hverken hæren eller politiet.

Volden er blevet mere brutal, udtalt og afstumpet, og det har givet især ordensmagten og militærfolkene en følelse af, at statens og dermed deres autoritet er blevet undermineret.

LUC ROUBAN, POLITOLOG VED DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FORSKNINGSCENTER CEVIPOF

»Der er et meget stærkt holdningssammenfald mellem Rassemblement National på det yderste højre og medlemmerne af hæren og politistyrkerne,« forklarer han.

Det bekræftes af politologen Luc Rouban. Han er forskningschef ved det samfundsvidenskabelige forskningscenter Cevipof, som netop har offentliggjort en større undersøgelse af tilslutningen til de politiske ekstremer i hæren og i politistyrkerne:

60 procent af landets soldater og politibetjente agter således ifølge undersøgelsen at stemme på Rassemblement Nationals leder Marine Le Pen, hvis præsidentvalget til næste forår igen ender med en duel mellem hende og præsident Emmanuel Macron.

Luc Rouban tilføjer dog, at »tallet sagtens kan være højere« og derfor »bør opfattes som et minimum«.

Han forklarer sympatien over for Le Pen med en blanding af de seneste års terrorangreb, jævnlige optøjer i forstæderne og ikke mindst gadedemonstrationerne, der især med De Gule Veste er blevet mere og mere præget af grov vold mod ordensmagten.

»Der har ikke været nogen statistisk stigning i kriminaliteten, men volden er blevet mere brutal, udtalt og afstumpet, og det har givet især ordensmagten og militærfolkene en følelse af, at statens og dermed deres autoritet er blevet undermineret,« siger Luc Rouban til Weekendavisen. Og tilføjer, at utilfredsheden også gælder deres ringe arbejdsforhold, forældet udstyr, nedslidte kontorer og elendige køretøjer, »der nogle gange er så gamle, at de ikke kan indhente de kriminelle«.

Borgerkrigsromantik

Rassemblement Nationals leder Marine Le Pen har haft travlt med at opfordre de utilfredse røster fra såvel politiet som de væbnede styrker til at slutte sig til sin kamp for at »retablere republikkens værdighed og autoritet«.

Og det undrer ikke Jean-Yves Camus. Han er politolog og leder af L’Observatoire des radicalités politiques ved tænketanken Fondation Jean-Jaurès i Paris.

Han afviser også kategorisk, at det nogensinde skulle kunne komme til en decideret væbnet konflikt: »Husk på,« siger han emfatisk, »der er altså over 270.000 mand i aktiv tjeneste i det franske militær, så det nytter ikke at lægge for megen vægt på et brev fra velkendte pensionerede generaler.«

Han er til gengæld temmelig rystet over dét, som han over for Weekendavisen tydeligt forarget betegner som »en slags borgerkrigsromantisme blandt nogle politiske røster, som tilsyneladende aldrig har oplevet, hvad borgerkrig egentlig er«. Jean-Yves Camus er dog overbevist om, at brevene primært er et lumpent forsøg på at puste sig op og skade præsident Macron og hans regering på et tidspunkt, da der er under et år til næste præsidentvalg.

Ikke desto mindre vurderer Gilles Dorronsoro, at der er sket »et autoritært skred i Frankrig de senere år«:

»Ved hvert attentat bliver de borgerlige rettigheder indskrænket, og flere og flere af de midlertidige tiltag, der normalt hører til nødret og undtagelsestilstande, indbygges pludselig i den almindelige lovgivning,« siger han. Senest har Frankrigs øverste administrative myndighed, Statsrådet, givet grønt lys til ordensmagtens »registrering af politisk, religiøs og fagforeningsmæssig orientering« hos borgerne i sin overvågning af potentielle trusler mod statens sikkerhed. Et skridt, der ifølge flere rettighedsorganisationer »sætter Frankrig i Big Brothers skygge«.

Træder man to skridt tilbage og ser det hele lidt på afstand, bliver det imidlertid også tydeligt, at det »autoritære skred« ikke ser ud til at blive bremset foreløbig.

Først og fremmest fordi usikkerheden ser ud til at blive en fast bestanddel af den politiske dagsorden. Ifølge en opinionsmåling fra meningsmålingsinstituttet Elabe stikker ængstelsen for republikkens autoritetstab nemlig dybt: 85 procent af franskmændene synes, at udvandingen af statens og myndighedernes autoritet er et alvorligt problem, og over en tredjedel af dem mener, at sikkerhed bør være hovedtemaet ved næste præsidentvalg.

Det har allerede længe ligget helt oppe i toppen hos Emmanuel Macron og hans hovedkonkurrent på den yderste højrefløj Marine Le Pen. Og nye potentielle præsidentkandidater ved, at de næppe vil have en chance i kapløbet mod Élyséepalæet med holdninger, der er mere moderate end i hvert fald præsident Macrons. Således forsøgte den tidligere franske centrumhøjre-udenrigsminister og EU-Brexitforhandler Michel Barnier forleden at køre sig i stilling til et kandidatur med et løfte om at lukke Frankrigs grænser hermetisk til for immigranter fra tredjelande de næste tre-fem år: »Der er en forbindelse mellem migrationsstrømmene og terroristnetværk, der forsøger at infiltrere dem,« sagde Barnier.

Le Pen vinder frem

Regeringen har indtil videre kategorisk afvist at indlade sig på en grundigere diskussion af de omdiskuterede breves indhold, for som forsvarsminister Florence Parly sagde til BFM-TV: »Det er utrolig vanskeligt at diskutere med nogen, når man ikke ved, hvem de er ...«

Et udsagn, der minder påfaldende om den valne og afventende holdning, regeringen udviste over for De Gule Veste, før oprøret for alvor greb om sig, og det pludselig var for sent.

Den manglende lydhørhed over for især politifolkenes ængstelse risikerer at øge utilfredsheden med præsident Macron, der i forvejen døjer med sløje meningsmålinger. Imens æder Marine Le Pen langsomt procentpoint i målingerne, så den endelige holmgang mellem hende og Emmanuel Macron ser mere og mere jævnbyrdig ud.

Ifølge Luc Rouban er det på lang sigt ikke længere usandsynligt, at den yderste højrefløj kan komme til magten i Frankrig:

»Mange analytikere har stirret sig blinde på det, de kalder Rassemblements Nationals catch-22: at de ikke kan få flere vælgere, for hvis de bliver for rabiate, mister de deres moderate vælgere, og omvendt. Men de analyser overser sofavælgerne, som repræsenterer ’det største parti i Frankrig’,« siger han og pointerer, at Cevipofs analyser tydeligt viser, at der er et sammenfald mellem Rassemblement Nationals vælgere og dem, der plejer at blive på sofaen.

»Så det er altså dem, hun skal fokusere på,« tilføjer han. »Og gør hun det, kan hun vinde valget.«

Den analyse deler Gilles Dorronsoro: »Vi må erkende, at der er en fare for, at Rassemblement National vil vide at udnytte de nu indførte indskrænkninger i de borgerlige rettigheder, som vi har accepteret i kampen mod terror etc. Og derfor risikerer vi inden for en overskuelig fremtid at se Frankrig udvikle sig i retning af et nyt Polen eller Ungarn – to regimer, som Marine Le Pen ikke skjuler sin beundring for.«

https://www.weekendavisen.dk/2021-20/samfund/frankrig-paa-randen-af-borgerkrig

Aske Munck

(født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har tidligere været korrespondent i London for Information, assisterende udlandsredaktør på Politiken og har siden 2003 arbejdet i Frankrig for blandt andre, Politiken og P1 Orientering og siden 2011 som Weekendavisens korrespondent. Sideløbende har han været kommentator på de franske tv-stationer France24 og iTélé. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009) og Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020).