Frankrig. Militærfolk og politibetjente advarer om, at statens autoritet forvitrer. De taler om borgerkrigslignende sammenstød i forstæderne, der er i islamisternes vold. Er der noget om snakken, og vil det få betydning for præsidentvalget til næste år?

FRANKRIG   PÅ   RANDEN   AF   BORGERKRIG

 ASKE MUNCK

 

Debatten om vold, kriminalitet, islamisme og usikkerhed er gået helt over gevind i disse dage i Frankrig.

Årsagen er intet mindre end tre åbne breve til præsidenten, som er blevet offentliggjort i løbet af de seneste uger, og som i mere eller mindre enslydende termer advarer mod »Republikkens forvitrede autoritet« og risikoen for »en borgerkrig«, der allerede ulmer i forstæderne og de socialt belastede kvarterer, som i alt for lang tid er blevet overladt til islamister og kriminelle.

Budskabet er voldsomt, og brevene har fået vægt i Frankrig, fordi de alle tre har højst usædvanlige afsendere:

Det første – der blev offentliggjort i det konservative nyhedsmagasin Valeurs Actuelles – var affattet af ikke færre end 20 generaler, de fleste pensionerede, men enkelte stadig i aktiv tjeneste, samt 1.000 andre soldater. Magasinet havde ikke uden en vis sans for dramatisk iscenesættelse valgt at publicere deres brev på årsdagen for det fejlslagne kupforsøg mod præsident Charles de Gaulle i 1961, da fire generaler forsøgte at modsætte sig de Gaulles løfte om at give den franske koloni Algeriet uafhængighed.

Ifølge en undersøgelse ville 60 procent af landets soldater og politibetjente stemme på Marine Le Pen som præsident, hvis valget stod mellem hende og Macron. Her er fransk politi i aktion i denne måned under en demonstration i Paris mod en ny lov, der giver politiet flere beføjelser til overvågning af borgerne. Foto: Pau de la Calle, Getty Images

Det næste brev fulgte få uger efter og var denne gang affattet af soldater, der havde gjort tjeneste i Mali, Irak, Centralafrika og havde taget del i Opération Sentinelle, de tungt bevæbnede militærpatruljer på gader og pladser, der er led i antiterrorberedskabet i Frankrig. De optrådte anonymt, da soldater – både i aktiv tjeneste og sidenhen – ikke må udtale sig offentligt.

Og sidst men ikke mindst kom forleden et åbent brev fra 93 tidligere politibetjente af forskellig rang, der bønfaldt præsident Macron om »at genetablere statens tabte autoritet«. Brevet blev offentliggjort kort tid efter, at to gerningsmænd på 19 og 20 skød og dræbte en politibetjent i Avignon.

Brevene har skabt en hidsigt blussende debat, for det er forståeligt nok chokerende, når de, der skal sikre statens, borgernes og selve demokratiets sikkerhed, råber op i så direkte termer.

Men hvor velbegrundet er denne frygt for en borgerkrigslignende konfrontation? Kunne det ske for et land som Frankrig, eller er ord som »borgerkrig« og »omstyrtelse« – som historikeren Jacques Marseille skriver i sin veldokumenterede bog Du bon usage de la guerre civile en France (Om anvendelsen af borgerkrig i Frankrig) »blot retoriske greb i dette land, som ikke kender til ordet konsensus?«

»Borgerkrig i Frankrig? Absurd. Kommer ikke til at ske.«

Så klar lyder meldingen fra Gilles Dorronsoro. Han er professor i statskundskab ved Université Panthéon-Sorbonne og ved Det Europæiske Center for Sociologi og Politologi, CESSP, i Paris. Og han har forsket i borgerkrige i over 30 år.

»Vi har set og vil igen se både opstande, optøjer i forstæderne og flere terrorangreb – men ingen borgerkrig. Det er ren retorik,« siger han til Weekendavisen.

Men han er til gengæld ikke overrasket over udviklingen i retorikken i hverken hæren eller politiet.

Volden er blevet mere brutal, udtalt og afstumpet, og det har givet især ordensmagten og militærfolkene en følelse af, at statens og dermed deres autoritet er blevet undermineret.

LUC ROUBAN, POLITOLOG VED DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FORSKNINGSCENTER CEVIPOF

»Der er et meget stærkt holdningssammenfald mellem Rassemblement National på det yderste højre og medlemmerne af hæren og politistyrkerne,« forklarer han.

Det bekræftes af politologen Luc Rouban. Han er forskningschef ved det samfundsvidenskabelige forskningscenter Cevipof, som netop har offentliggjort en større undersøgelse af tilslutningen til de politiske ekstremer i hæren og i politistyrkerne:

60 procent af landets soldater og politibetjente agter således ifølge undersøgelsen at stemme på Rassemblement Nationals leder Marine Le Pen, hvis præsidentvalget til næste forår igen ender med en duel mellem hende og præsident Emmanuel Macron.

Luc Rouban tilføjer dog, at »tallet sagtens kan være højere« og derfor »bør opfattes som et minimum«.

Han forklarer sympatien over for Le Pen med en blanding af de seneste års terrorangreb, jævnlige optøjer i forstæderne og ikke mindst gadedemonstrationerne, der især med De Gule Veste er blevet mere og mere præget af grov vold mod ordensmagten.

»Der har ikke været nogen statistisk stigning i kriminaliteten, men volden er blevet mere brutal, udtalt og afstumpet, og det har givet især ordensmagten og militærfolkene en følelse af, at statens og dermed deres autoritet er blevet undermineret,« siger Luc Rouban til Weekendavisen. Og tilføjer, at utilfredsheden også gælder deres ringe arbejdsforhold, forældet udstyr, nedslidte kontorer og elendige køretøjer, »der nogle gange er så gamle, at de ikke kan indhente de kriminelle«.

Borgerkrigsromantik

Rassemblement Nationals leder Marine Le Pen har haft travlt med at opfordre de utilfredse røster fra såvel politiet som de væbnede styrker til at slutte sig til sin kamp for at »retablere republikkens værdighed og autoritet«.

Og det undrer ikke Jean-Yves Camus. Han er politolog og leder af L’Observatoire des radicalités politiques ved tænketanken Fondation Jean-Jaurès i Paris.

Han afviser også kategorisk, at det nogensinde skulle kunne komme til en decideret væbnet konflikt: »Husk på,« siger han emfatisk, »der er altså over 270.000 mand i aktiv tjeneste i det franske militær, så det nytter ikke at lægge for megen vægt på et brev fra velkendte pensionerede generaler.«

Han er til gengæld temmelig rystet over dét, som han over for Weekendavisen tydeligt forarget betegner som »en slags borgerkrigsromantisme blandt nogle politiske røster, som tilsyneladende aldrig har oplevet, hvad borgerkrig egentlig er«. Jean-Yves Camus er dog overbevist om, at brevene primært er et lumpent forsøg på at puste sig op og skade præsident Macron og hans regering på et tidspunkt, da der er under et år til næste præsidentvalg.

Ikke desto mindre vurderer Gilles Dorronsoro, at der er sket »et autoritært skred i Frankrig de senere år«:

»Ved hvert attentat bliver de borgerlige rettigheder indskrænket, og flere og flere af de midlertidige tiltag, der normalt hører til nødret og undtagelsestilstande, indbygges pludselig i den almindelige lovgivning,« siger han. Senest har Frankrigs øverste administrative myndighed, Statsrådet, givet grønt lys til ordensmagtens »registrering af politisk, religiøs og fagforeningsmæssig orientering« hos borgerne i sin overvågning af potentielle trusler mod statens sikkerhed. Et skridt, der ifølge flere rettighedsorganisationer »sætter Frankrig i Big Brothers skygge«.

Træder man to skridt tilbage og ser det hele lidt på afstand, bliver det imidlertid også tydeligt, at det »autoritære skred« ikke ser ud til at blive bremset foreløbig.

Først og fremmest fordi usikkerheden ser ud til at blive en fast bestanddel af den politiske dagsorden. Ifølge en opinionsmåling fra meningsmålingsinstituttet Elabe stikker ængstelsen for republikkens autoritetstab nemlig dybt: 85 procent af franskmændene synes, at udvandingen af statens og myndighedernes autoritet er et alvorligt problem, og over en tredjedel af dem mener, at sikkerhed bør være hovedtemaet ved næste præsidentvalg.

Det har allerede længe ligget helt oppe i toppen hos Emmanuel Macron og hans hovedkonkurrent på den yderste højrefløj Marine Le Pen. Og nye potentielle præsidentkandidater ved, at de næppe vil have en chance i kapløbet mod Élyséepalæet med holdninger, der er mere moderate end i hvert fald præsident Macrons. Således forsøgte den tidligere franske centrumhøjre-udenrigsminister og EU-Brexitforhandler Michel Barnier forleden at køre sig i stilling til et kandidatur med et løfte om at lukke Frankrigs grænser hermetisk til for immigranter fra tredjelande de næste tre-fem år: »Der er en forbindelse mellem migrationsstrømmene og terroristnetværk, der forsøger at infiltrere dem,« sagde Barnier.

Le Pen vinder frem

Regeringen har indtil videre kategorisk afvist at indlade sig på en grundigere diskussion af de omdiskuterede breves indhold, for som forsvarsminister Florence Parly sagde til BFM-TV: »Det er utrolig vanskeligt at diskutere med nogen, når man ikke ved, hvem de er ...«

Et udsagn, der minder påfaldende om den valne og afventende holdning, regeringen udviste over for De Gule Veste, før oprøret for alvor greb om sig, og det pludselig var for sent.

Den manglende lydhørhed over for især politifolkenes ængstelse risikerer at øge utilfredsheden med præsident Macron, der i forvejen døjer med sløje meningsmålinger. Imens æder Marine Le Pen langsomt procentpoint i målingerne, så den endelige holmgang mellem hende og Emmanuel Macron ser mere og mere jævnbyrdig ud.

Ifølge Luc Rouban er det på lang sigt ikke længere usandsynligt, at den yderste højrefløj kan komme til magten i Frankrig:

»Mange analytikere har stirret sig blinde på det, de kalder Rassemblements Nationals catch-22: at de ikke kan få flere vælgere, for hvis de bliver for rabiate, mister de deres moderate vælgere, og omvendt. Men de analyser overser sofavælgerne, som repræsenterer ’det største parti i Frankrig’,« siger han og pointerer, at Cevipofs analyser tydeligt viser, at der er et sammenfald mellem Rassemblement Nationals vælgere og dem, der plejer at blive på sofaen.

»Så det er altså dem, hun skal fokusere på,« tilføjer han. »Og gør hun det, kan hun vinde valget.«

Den analyse deler Gilles Dorronsoro: »Vi må erkende, at der er en fare for, at Rassemblement National vil vide at udnytte de nu indførte indskrænkninger i de borgerlige rettigheder, som vi har accepteret i kampen mod terror etc. Og derfor risikerer vi inden for en overskuelig fremtid at se Frankrig udvikle sig i retning af et nyt Polen eller Ungarn – to regimer, som Marine Le Pen ikke skjuler sin beundring for.«

https://www.weekendavisen.dk/2021-20/samfund/frankrig-paa-randen-af-borgerkrig

Aske Munck

(født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har tidligere været korrespondent i London for Information, assisterende udlandsredaktør på Politiken og har siden 2003 arbejdet i Frankrig for blandt andre, Politiken og P1 Orientering og siden 2011 som Weekendavisens korrespondent. Sideløbende har han været kommentator på de franske tv-stationer France24 og iTélé. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009) og Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020).