MAN DISKUTERER MANGEL PÅ ARBEJDSKRAFT, MEN DER ER ET
HAV AF INDVANDRERE, SOM IKKE ER PARATE TIL AT ARBEJDE – SÅ SIG DOG LIGEUD ,
HVORFOR DET ER SÅDAN..
Der er tryk på dansk økonomi, og det fører til akut mangel på
arbejdskraft i mange danske virksomheder. Derfor er der nu gang i de politiske
forslag til, hvordan man får flere mennesker i arbejde.
Senest har De Konservative og De Radikale fremlagt et
fælles forslag: Topskattegrænsen skal hæves. Skatten skal lettes i bunden (øget
beskæftigelsesfradrag). Og man skal sænke beløbsgrænsen for udenlandsk
arbejdskraft, så flere udlændinge kan komme ind på det danske arbejdsmarked.
Det skal give økonomiske incitamenter at tage et
arbejde og til at arbejde mere.
Så er det, at man naivt kan spørge: Hvorfor hedder det
sig, at vi mangler arbejdskraft? Der er jo masser af ikke-vestlige indvandrere,
der går ledige på overførselsindkomst.
Hvorfor strømmer de ikke ud på arbejdsmarkedet nu,
hvor det skriger på arbejdskraft?
Det siger De Konservative og De Radikale ikke noget
om. De fleste andre partier gør det heller ikke.
Problemet er, at der er noget helt skævt i debatten om
øget beskæftigelse.
Som om vi bare skal
dreje på nogle økonomiske skruer
Debatten føres, som om man bare skal dreje på nogle
økonomiske skruer, og så vil flere mennesker få lyst til at arbejde mere.
Det er rigtigt et stykke ad vejen. Økonomiske
incitamenter kan få flere til at finde et arbejde eller arbejde mere.
Men det er langt fra hele historien. Med til denne
historie hører, at vi nu har fået en stor gruppe ikke-vestlige indvandrere i
vores samfund. Og i denne gruppe er der mange, der bevidst holder sig uden for
arbejdsmarkedet – i hvert fald det ’officielle’ arbejdsmarked.
Man ved ikke, om man
skal grine eller græde
Der er ikke bare økonomiske barrierer
for, at de tager et arbejde. Der er også store kulturelle barrierer.
For eksempel muslimske mænds enorme kontrol med deres koner og døtre. Disse
mænd vil ikke have, at familiens kvinder færdes på arbejdsmarkedet blandt
fremmede mænd.
Kvinderne i familien er ikke selvstændige kvinder. De
er familieoverhovedets kvinder. Han bestemmer, om de skal tage et arbejde. Og
meget ofte forhindrer han konen eller døtrene i at tage et arbejde.
Man ved ikke, om man skal grine eller græde, når man
ser en samfundsdebat, der foregøgler, at bare disse kvinder får tilstrækkelige
økonomiske incitamenter, så skal de nok gå fra passiv forsørgelse på det
offentliges regning til aktivt arbejdsliv.
Der er lavet endeløst mange projekter for at få
ikke-vestlige indvandrerkvinder i arbejde. Der er for eksempel
’opkvalificeringskurser’, hvor somaliske kvinder skal bruge deres evner til at
lave somalisk mad som et springbræt til arbejdsmarkedet – uden nogen mænd i
nærheden. Så går der tid med det.
Kultur og
paralleløkonomi
Der er to hovedårsager til, at de mange anstrengelser
for at få ikke-vestlige indvandrere i arbejde giver så beskedne resultater:
Den ene er den kultur, som er medbragt fra den
muslimske verden. Med ekstrem social kontrol fra mændene parret med ringe
kvalifikationer og måske ringe motivation hos kvinderne.
Den anden årsag er, at hel del indvandrermænd har
deres helt paralleløkonomi ved siden af den officielle økonomi. Denne
paralleløkonomi foregår for en væsentlig dels vedkommende uden for
myndighedernes rækkevidde.
Man kan få et vist indtryk af disse aktiviteter ved at
læse politirapporterne. Man får også en fornemmelse af, at det er en verden for
sig, når man hører om indvandrere, der ikke har nogen officielt synlig
indtægtskilde.
Den enorme sociale kontrol med kvinderne og den
livlige paralleløkonomi (sorte økonomi), som en del af mændene tjener
penge på, er helt centrale for at forstå, hvorfor ikke-vestlige indvandrere
bidrager så forholdsvis lidt til den officielle samfundsøkonomi.
Masser af jobs – ingen
interesserede
Det er samtidig en vigtig del af forklaringen på, at
virksomheder henvender sig til jobcentrene med tilbud om arbejde – hvorefter de
oplever, at kun meget få ledige er interesserede i at få dette arbejde.
I dag kan Berlingske således berette om
rengøringsfirmaet De 5 Stjerner, der meddelte Jobcenter København, at man havde
job til 450 ledige. Men ifølge avisen resulterede det kun i … 2 nye
medarbejdere!
Det er helt absurd. Og denne absurditet finansieres af
de danske skatteydere.
Økonomisk dødvægt og
samfundssind
Selvfølgelig skal vi have en debat om, hvilke økonomiske incitamenter der kan trække flere ud
på arbejdsmarkedet. Det er fint, at De Konservative og De Radikale inviterer
til fornyet debat om dette – selv om man må være uenig i en del af det, de
foreslår.
Men frem for alt er det afgørende at slå fast,
ikke-vestlige indvandrere udgør en kæmpemæssig økonomisk dødvægt på det danske
samfund. Det kan man ikke bare passivt acceptere.
Dette handler ikke om højere topskattegrænse og øget
beskæftigelsesfradrag – i hvert fald ikke primært.
Dette handler i høj grad om kultur og samfundsværdier.
Det handler om samfundssind eller mangel på samme.
Det handler om arbejdsmoral.
Det handler om et kvindesyn, der er undertrykkende,
samtidig med at det unddrager det danske samfund en arbejdskraft, der kunne og
burde have gjort nytte i vores samfund.
Nogle ikke-vestlige indvandrere gør en god indsats på
det danske arbejdsmarked – det skal vi glæde os over. Men alt for mange gør det
ikke.
De hænger fast i en kultur, som skaber alvorlige
problemer for det danske samfund.
Man leder forgæves
Det er helt uhyrligt, at det danske samfund bliver ved
med at finde sig i det. Det er helt uhyrligt, at en virksomhedsleder tilbyder
arbejde til 450 personer – hvorefter kun to (2!) stiller sig til rådighed.
Problemet drejer sig ikke kun om indvandrere. Der er
også danskere, der smyger sig udenom at gøre en indsats på arbejdsmarkedet.
Men det er åbenbart, at vi har store problemer med
indvandrere, der vender ryggen til det danske samfund – herunder det danske
arbejdsmarked.
Man leder dog forgæves, hvis man vil læse noget om
dette i det fælles oplæg fra De Konservative og De Radikale.
EVIGHEDS – BISTANDSKLIENTER
Af Kirsten Damgaard, psykolog & uddannelses-og
erhvervsvejleder
Hver fjerde kvinde på uafbrudt kontanthjælp i ti år
eller mere er en kvinde med ikke - vestlig baggrund. Det viser en ny opgørelse
fra Beskæftigelsesministeriet.
Kvinder fra de såkaldte MENAPT-lande, der tæller lande
fra Mellemøsten, Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet udgør bare to procent af
befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 18 og 65 år.
Men i statistikkerne over personer, der uden afbrydelser har modtaget
kontanthjælp i ti år eller mere, udgør de 20 procent, altså hver femte.
Ikke-danske
problematikker
Jobcenter København er nu opmærksom på at “den
overrepræsentation skyldes noget andet end de problematikker, vi generelt
observerer og arbejder med hos langtidsledige”.
Det lyder endvidere som at jobcentret forventer at
problemerne i vid udstrækning kan løses af socialrådgivere, hvis de altså får
tid til arbejdet ( jfr. Charlotte Storm Berlingske.dk 08.03)
Hvorfor tester vi
ikke?
I årene 2012 -14 forsøgte jeg at få jobcenter CBSI
Nørrebro i København ( for borgere med indvandrerbaggrund og utilstrækkelige
danskkundskaber) med på et udviklingsprojekt.
Min tanke var at teste kursister der ikke rykkede sig sprogligt
for personlige, sociale og kulturelle problemstillinger – herunder begavelse.
Det lykkedes ikke. En afvisning lød at disse voksne, jo havde
klaret sige hele livet indtil nu, uden at blive henvist til psykologiske
undersøgelser.
Jeg mente dengang, at der var behov for en “skolepsykologisk ” afdækning
af mange af kursisternes problemstillinger ligesom man fx gør i grundskoler og
gymnasium, når man observerer mistrivsel eller for ringe læring. Det er min
opfattelse af megen af ledelsens og erhvervs- og uddannelsevejledernes
modstand på CBSI skyldtes berøringsangst for at stemple disse svage
personer negativt.
Problemer fra barndom
og opdragelse
Psykolog Karin Riber har påvist i et mindre
forskningsprojet om arabiske flygtninge, at mange af deres traumer stammer fra
barndommen, og ikke fra flygtningesituationen.
Der gælder altså nærmiljøet/opdragelsen og i sidste ende den
muslimske traditionelle kulturs tilgang til begreber som individets udvikling.
Sagt på en anden måde for megen ligegyldighed, for lidt frihed , for
ustimulerende, for megen vold.
Læs selv her.
De nye tal fra Beskæftigelseministeriet og Jobcenter
Københavns observationer tyder på at grundig afdækning”a la psykolog
Riber” af problemstillingerne hos især de langvarigt offentlig forsørgede
indvandrerkvinder kunne være på sin plads.
Det vil sandynligvis efterfølgende blive dyrt for samfundet, for
megen omsorgssvigt og dårlig begavelse kan ikke repareres. Det kan så blive
fortsat kontanthjælp eller førtidspensioner …
Måske vil ansvarlige politikere herefter ønske udvidet
screening fremover, før opholdstilladelser uddeles i gæstearbejdergruppen og
ved familieetablering med import af brud eller brudgom fra MENAPT-lande?
https://denkorteavis.dk/2021/331222/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar