Leder. Statsministeren mistede de facto sit flertal på grund af minkskandalen. Det er to måneder siden. Alligevel trækker hun tiden ud i den længste og mest pinefulde valgkamp i nyere danmarkshistorie.

POLITISK PÆLESIDNING

Nu er minksagen overstået. Og den var slet ikke så slem. Faktisk mest en mellemstor personalesag, som kan afsluttes med hjemsendelsen af to ledende embedsmænd, ingen kan huske navnene på i morgen. Helt fejlagtigt er det at kalde den for en skandale. Det er menneskeligt at fejle, og så taler vi ikke mere om det. Sådan forsøger statsministeren at lukke sagen.

Rigspolitichefen og Miljøministeriets departementschef hjemsendes, mens Justitsministeriets departementschef og Barbara Bertelsen slipper med irettesættelse og advarsel. Og så kan der ikke koges mere suppe på den pølsepind. Mener statsministeren.

ER hun helt overbevist om sin udlægning af sagen, er det lige så tydeligt, at situationen er blevet absurd. Statsministeren er gået i total fornægtelse og afviser blankt al kritik. Oppositionen antyder korruption i Medarbejderstyrelsen og er samtidig ved at kvæles i hykleriet i dens holdning til Inger Støjbergs eventuelle ministerpost.

Vores ledende politikere er låst fast som passagerer i havarerede biler efter et frontalsammenstød. Det kan som bekendt være pirrende og tillokkende at stirre på, men det er faktisk mest ubehageligt, og man føler sig som en tilskuer, der burde gå videre.

DET er nu otte uger siden, De Radikale »væltede« statsministeren, som åbenlyst har tænkt sig at trække tiden så længe, hun kan. Vi er tilskuere til den længste og mest pinefulde politiske pælesidning i nyere danmarkshistorie.

Den hidtil længste valgkamp – i 1964 – varede i 52 dage, og hvis Frederiksen bliver siddende på sin pind, og valget først kommer sidst i oktober, kan vi præstere mere end en fordobling: Næsten fire måneders valgkamp! En tredjedel af året med dette håbløse spil, taktiske manøvrer og udspil nøje designet til udvalgte vælgergrupper.

VIRKELIG påtrængende er det at minde om årsagen til den uholdbare situation: Minkkommissionens rapport, der fik De Radikale til at kræve, at statsministeren udskriver valg senest 4. oktober, når Folketinget åbner. Dette halvkvædede mistillidsvotum betyder, at vi nu må tåle statsministerens forsøg på at distrahere og aflede vælgernes opmærksomhed i månedsvis. Med denne uges Bandepakke IV for eksempel, hvor stats- og justitsministeren fremmanede billedet af et land, hvor borgerne bliver stadig mere utrygge. Og hvor et stort mørketal af danskere end ikke tør gå til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet. Det dystre billede skydes ikke bare ned af jurister og kriminologer, men også af regeringens egen faglige ekspertise. Justitsministeriet har i to rapporter i år konkluderet, at borgerne føler sig tryggere end nogensinde før – og at de i stadig højere grad går til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet.

TRÆLS er denne umaskerede populisme selvfølgelig. Men mest symptomatisk er det, at forslaget er så blottet for faglig opbakning. Det er jo netop det, der gør regeringsførelsen de sidste tre år så problematisk. Regeringen har skiftevis politiseret embedsmændene og ignoreret og trynet den faglighed, der skal sikre saglighed og holdbare beslutninger. Minksagen var kulminationen.

»Det kan ikke fortsætte på denne her måde,« sagde Sofie Carsten Nielsen straks efter minkrapporten: »Vi kommer ikke til at kunne lave noget egentlig, ordentligt politisk arbejde. Der skal ny luft og ny ilt til Christiansborg.«

STATSMINISTER Mette Frederiksen har det politiske ansvar. Alene det, at rigspolitichefen hjemsendes for at have bistået den grundlovsstridige minkaktion, er jo historisk, og den manglende erkendelse af ansvaret i regeringens top er rystende. Kommissionen placerede et utvetydigt ansvar i Statsministeriet og savede i rapporten de bærende søjler i Frederiksens principper for magtudøvelse over.

Og synes man ikke, at det er tilstrækkeligt, kan man lægge sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste oveni. Her blev ledelsen hjemsendt straks, da der forelå en anklage mod dem, og selvom de blev renset af en efterfølgende undersøgelse, er de alligevel blevet sendt over i andre job. Statsministeren prøver helt åbent at trække tiden ud og fjerne opmærksomheden fra de to sager, der bør være centrum for denne valgkamp. Så kan vi i en måneds tid endnu diskutere, hvornår hun, statsministeren, hovedpersonen, alle må forholde sig til, mon udskriver valget, og så tage endnu tre ugers formel valgkamp.

Midt i denne højrøstede palaver er én ting afgørende: Statsministerens etpartiregering har de facto mistet sit flertal. De Radikale begik den fejl ikke at udtrykke klar mistillid, men tag ikke fejl: Situationen skyldes, at statsministeren har sat folkestyret i venteposition. Som vælger føles det som at få besked om, at man er nummer 500 i køen, og så blive sat på evig valgmuzak. Politisk ordentligt og værdigt ville det være af statsministeren at anerkende sit manglende flertal og udskrive valget. At trække tiden lægger sig i forlængelse af den magtfuldkommenhed og uansvarlighed, statsministeren er blevet kritiseret for.

Det er en hån mod det folkestyre, hun skylder sin magt.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-34/samfund/politisk-paelesidning

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

·    KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Kommentar. Vi må konstatere, at hadet imod Salman Rushdie, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

Guds fjendes hals og evigheden

»Bravo til denne modige og pligtopfyldende mand, der angreb den frafaldne og depraverede Salman Rushdie i New York«, skriver den konservative iranske avis Kayhan med forbindelser til den iranske ledelse i anledning af kniv-overfaldet på den britisk-indiske forfatter i New York fredag.

»Lad os kysse hans hænder, han der flænsede Guds fjendes hals med en kniv«, fortsætter avisen. Flertallet af iranske aviser følger trop og hylder gerningsmanden, den 24-årige californiske Hadi Matar, der efter de første rapporter synes at være fascineret af ekstreme varianter af shia-islam, Hizbollah og Revolutionsgarden i Iran.

Modsætningsvis tager vestlig presse generelt afstand til handlingen som et afskyeligt og kujonagtigt angreb, både på en konkret forkæmper for fri tale og på ytringsfriheden mere generelt. Den »anstændige« advarsel om at Rushdie jo bare selv kunne have holdt lav profil og at ytringsfriheden ikke medfører nogen ytringspligt, har vi endnu ikke hørt, men vi kan med en vis sandsynlighed forudsige, at den inden længe vil melde sig i koret. Mens Rushdie ligger i respirator og det ikke vides hvilken grad af invaliditet overfaldet vil medføre, kan man overveje hans mærkelige skæbne. Han blev katapulteret ind i en kontroversiel verdensberømmelse, da Irans leder ayatollah Khomeini udstødte en fatwa imod hans 1988-roman De sataniske vers med krav om dødsstraf til forfatteren.

Anledningen var nogle drømmeagtige passager, der kan fortolkes som om de handlede om den såkaldte profet Muhammed. Fatwaen gav anledning til en årrække, hvor Rushdie måtte flygte fra det ene safe house i England til det næste, forfulgt af iranske agenter og radikale britiske muslimer, sådan som han selv senere berettede om i den ret fantastiske bog Joseph Anton. Han påtog sig med autoritet den rolle, som skæbnen tildelte ham – som forsvarer for ytringsfrihed og forfulgte forfattere – og har de seneste år i stort omfang optrådt uden beskyttelse og udtalt sig som om truslen mod ham nu var forældet og tilhørte en anden tid. Det kan vi nu konstatere ikke er tilfældet.

Rushdies tredive år lange kamp for ytringsfrihed har delt vandene i de vestlige lande, mellem deciderede tilhængere af fatwaen i radikale dele af de islamiske indvandrermiljøer, men også mellem forsvarere for ytringsfriheden og anstændige, der hævder, at ofre som Rushdie selv er skyld i forfølgelsen af dem.

Det er ikke mærkeligt, at ytringsfrihed ikke nyder fremme i totalitære lande som Rusland, Kina, Iran eller Saudi-Arabien, men man må konstatere, at emnet også er blevet kontroversielt i de traditionelt mere åbne vestlige demokratier, hvor det er stadig sjældnere at høre støtte til det vigtigste aspekt af ytringsfrihed: at den også må gælde ens egne værste modstandere. I forhold til den iranske jubel over overfaldet kan man meditere over grunden til, at den forældelse af fatwaen, Rushdie havde håbet på, ikke har indfundet sig.

Meget religiøse mennesker lever i en anden tidsregning end sækulære personer. »Sækulær« kommer af »saeculum«, århundrede, og angiver netop, at ikke-troende mennesker lever i deres egen tid. Stærkt troende, derimod, lever i og for evigheden, og for dem gælder ingen forældelse. For dem skrumper historien til en overskuelig liste af identifikationspunkter med akut gyldighed i nuet.

Man kender det fra hvordan de nordirske kamphaner, protestantiske som katolske, henviser til Battle of the Boyne i 1690 som noget der skete i forgårs, eller de serbiske ortodokse og deres besættelse af Slaget på Solsortesletten i 1389. Men ville vi udvise anstændig forståelse for religiøse sensibiliteter, hvis katolske terrorister stak Michael Palin eller John Cleese ned i protest mod Life of Brian?

Man må håbe, at Rushdie overlever og kommer ud af respiratoren i nogenlunde helbredt og fungerende stand. Men vi må konstatere, at hadet imod ham, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

https://www.weekendavisen.dk/samfund/guds-fjendes-hals-og-evigheden

FREDERIK STJERNFELT (f. 1957) er professor på Aalborg Universitet København og har skrevet fast i Weekendavisen siden 1994 om filosofi, idehistorie, politik, litteratur, etc. Redigerede KRITIK fra 1993-2013. Har bl.a. skrevet Hadets Anatomi om Ex-Jugoslavien og Adskillelsens Politik om multikulti, begge med Jens-Martin Eriksen; Kritik af den negative opbyggelighed med Søren Ulrik Thomsen, Tal en tanke med Vincent Hendricks, MEN - ytringsfrihedens historie i Danmark med Jacob Mchangama. På engelsk har jeg publiceret disputatsen Diagrammatology og Natural Propositions om den amerikanske filosof Charles Peirce. Har redigeret Kampen om disciplinerne og Kortlægning af dansk humanistisk forskning med David Budtz Pedersen.

 

STJERN@HUM.AAU.DK

 

KULTURKAMPEN I SKOLERNE ER I FULD GANG – NY UNDERVISNINGSBOG VISER, HVORDAN ELEVERNE INDOKTRINERES

En gymnasielærer, Iman Hassani, har skrevet en undervisningsbog om Danmarks kulturmøde med muslimer. Det er en dybt problematisk bog, der giver et ensidigt billedet af kulturmødet på muslimske præmisser. Man frygter for, hvad hun fortæller eleverne.

Omar el-Hussein angreb Krudttønden og synagogen i 2015. I Iman Hassanis undervisningsbog om kulturmødet mellem danskere og muslimer beskrives Anders Breivik som terrorist og højreekstremist, men Omar el-Hussein som en socialt forstyrret ung mand. Det er symptomatisk for en ensidig bog, der gør muslimer og imamer til lige så udsatte som Flemming Rose efter Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne. Værdikampen er i fuld gang i undervisningssektoren, og man gruer for, hvad eleverne får fortalt.

Værdikampen er i fuld gang. Den har spredt sig fra universiteterne og medierne til hele uddannelsessektoren. Normstormerne, der er udtryk for den nye identitetspolitiske woke-venstrefløj, har fået millioner fra Københavns og Aarhus Kommune til at nedbryde samfundets normer i skolerne. Men de er kun en flig af den kulturkamp, der nu udkæmpes i uddannelsessektoren.

Det er en ny bog et tydeligt bevis på. Bogen er skrevet af Iman Hassani, cand.mag. i historie og engelsk og lektor på Falkonergårdens Gymnasium. Den hedder »Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror.« Den er en undervisningsbog til folkeskoleklasser og gymnasier og til historielærere på ungdomsuddannelserne og vil muligvis blive brugt af mange lærere. Dét er dybt bekymrende, for Iman Hassani er en repræsentant for yderliggående synspunkter.

I et afsnit om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger skriver hun om dengang, daværende kulturredaktør Flemming Roses og daværende chefredaktør Jørn Mikkelsens (som ikke var chefredaktør, det var Carsten Juste) trykte tegningerne i Jyllands-Posten med den begrundelse, at muslimerne »må acceptere at deres religiøse følelser bliver udsat for hån, spot og latterliggørelse.«

»Både Mikkelsen og Roses udtalelser er udtryk for en ekskluderende sprogbrug, hvor muslimer ikke inkluderes i det nationale fællesskab, men derimod bliver forstået som nogen, der truer det,« hedder det.

Nej, det er jo netop det modsatte, man ville med tegningerne, nemlig at gøre muslimer til en del af fællesskabet, fordi vi i Danmark også udsætter religioner for latterliggørelse og satire.

I Iman Hassanis fortolkning er Muhammed-krisens konsekvenser lige fordelt, idet tegneren Kurt Westergaard og Flemming Rose ganske vist blev udsat for trusler og måtte leve med konstant PET-beskyttelse, men »en del muslimske debattører oplevede også chikane som følge af deres involvering i debatten.«

Der følger så en beskrivelse af disse muslimer og imamer, der fik begrænset deres muligheder for at bidrage til den offentlige debat, og en forsker citeres for: »det er blevet svært at være muslim og have religiøse synspunkter i Danmark, og imamerne har vanskeligt ved at træde frem uden at brænde nallerne …«

Iman Hassani konkluderer: »På den måde kan man sige, at nogles ret til at ytre sig har kostet andres ret til ytring.«

Altså, hvis jeg forstår forfatteren ret, så blev muslimerne ofre for Jyllands-Postens tegninger og fik begrænset deres ytringsfrihed. Men ingen har forhindret muslimer og imamer i at deltage i den offentlige debat – tværtimod. At gøre dem til ofre for Jyllands-Posten er at vende tingene på hovedet, og at ligestille Kurt Westergaard og Flemming Rose med fanatiske imamer er jo på grænsen til det uanstændige.

Men det slutter ikke der, for Iman Hassanis forståelsesramme er, at det politiske klima lagde op til at definere et DEM (muslimer) over for et OS (danskerne). Altså at skabe en kløft og modsætning:

»Tegningskrisen udsprang fra en allerede eksisterende debat om værdier i Danmark, der var præget af en Os (majoriteten) vs. Dem (minoriteten)-diskurs«.

Iman Hassani nævner daværende kulturminister for Konservative Brian Mikkelsen og Dansk Folkeparti-medlemmer som debattører, der skærpede holdningerne og gjorde kløften mellem »dem« og »os« større. Konklusionen ligger lige for, nemlig at muslimers vrede over tegningerne skyldtes den voksende vrede over en fjendtlig dansk holdning.

Den subjektive fremstilling er tydelig hele bogen igennem. I omtalen af Anders Breivik kaldes han terrorist og en »norsk højrenational ekstremist«. Men når det drejer sig om Omar El-Hussein, der angreb Krudttønden og synagogen, så er han »en ung mand«: »Hans motiv bag gerningerne kendes ikke, men efter drabene var der en del debat om, hvorvidt drabene var begået af en socialt forstyrret ung mand, eller om de havde et større ideologisk mål og dermed kunne være et terrorangreb.«

Men vi ved, at terroristen Omar El-Hussein var påvirket af islamisk ideologi, så hvorfor skjule det?

Selvfølgelig skal forfatteren have Israel/Palæstina-konflikten med, for det er jo en uundgåelig ønskeforklaring, når venstrefløjen vil bortforklare hjemlig terrorisme. Ifølge Iman Hassani blev der begået stor uret mod palæstinenserne: »I et brev fra 2. november 1917 til den zionistiske leder Lionel Walter Rothschild (1868-1937) havde den engelske udenrigsminister Arthur J. Balfour (1848-1930) erklæret sin støtte til oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Erklæringen blev senere kendt som Balfour-erklæringen, som var medvirkende til Israels oprettelse i 1948, og som gjorde palæstinenserne statsløse.«

Dette er en forvrængning af fortællingen om Israel. Balfour-erklæringen var en af mange erklæringer og løfter til både jøder og arabere, og det afgørende, som Iman Hassani udelader, er, at med FNs delingsplan i 1947 fik palæstinenserne tildelt en stat, men de nægtede at acceptere den, og sammen med arabiske hære angreb de den nye jødiske stat. Iman Hassani fortæller de unge elever en dolkestødslegende, som svarer til tyskernes fortælling om forræderiet mod Tyskland efter Versailles-freden.

Der foregår som sagt allerede en voldsom kulturkamp i undervisningssektoren. Elever skal nu indoktrineres med storm mod normerne og med venstreekstreme holdninger til kulturmødet og Muhammed-tegningerne. Det lover ikke godt for fremtiden, og man gruer for, hvad eleverne bliver fortalt på Falkonergårdens Gymnasium.

Forfatter: Iman Hassani Titel: Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror Sider: 223 Pris: 249,95 kr Forlag: Frydenlund

 

https://www.berlingske.dk/litteratur/kulturkampen-i-skolerne-er-i-fuld-gang-ny-undervisningsbog-viser?fbclid=IwAR0MZXRtG8rlEwKFAOyiNLr9gOHkWu1Gmmd4m7P8K-nlFPVeCHvchJ2cJ3w