Leder. Statsministeren mistede de facto sit flertal på grund af minkskandalen. Det er to måneder siden. Alligevel trækker hun tiden ud i den længste og mest pinefulde valgkamp i nyere danmarkshistorie.

POLITISK PÆLESIDNING

Nu er minksagen overstået. Og den var slet ikke så slem. Faktisk mest en mellemstor personalesag, som kan afsluttes med hjemsendelsen af to ledende embedsmænd, ingen kan huske navnene på i morgen. Helt fejlagtigt er det at kalde den for en skandale. Det er menneskeligt at fejle, og så taler vi ikke mere om det. Sådan forsøger statsministeren at lukke sagen.

Rigspolitichefen og Miljøministeriets departementschef hjemsendes, mens Justitsministeriets departementschef og Barbara Bertelsen slipper med irettesættelse og advarsel. Og så kan der ikke koges mere suppe på den pølsepind. Mener statsministeren.

ER hun helt overbevist om sin udlægning af sagen, er det lige så tydeligt, at situationen er blevet absurd. Statsministeren er gået i total fornægtelse og afviser blankt al kritik. Oppositionen antyder korruption i Medarbejderstyrelsen og er samtidig ved at kvæles i hykleriet i dens holdning til Inger Støjbergs eventuelle ministerpost.

Vores ledende politikere er låst fast som passagerer i havarerede biler efter et frontalsammenstød. Det kan som bekendt være pirrende og tillokkende at stirre på, men det er faktisk mest ubehageligt, og man føler sig som en tilskuer, der burde gå videre.

DET er nu otte uger siden, De Radikale »væltede« statsministeren, som åbenlyst har tænkt sig at trække tiden så længe, hun kan. Vi er tilskuere til den længste og mest pinefulde politiske pælesidning i nyere danmarkshistorie.

Den hidtil længste valgkamp – i 1964 – varede i 52 dage, og hvis Frederiksen bliver siddende på sin pind, og valget først kommer sidst i oktober, kan vi præstere mere end en fordobling: Næsten fire måneders valgkamp! En tredjedel af året med dette håbløse spil, taktiske manøvrer og udspil nøje designet til udvalgte vælgergrupper.

VIRKELIG påtrængende er det at minde om årsagen til den uholdbare situation: Minkkommissionens rapport, der fik De Radikale til at kræve, at statsministeren udskriver valg senest 4. oktober, når Folketinget åbner. Dette halvkvædede mistillidsvotum betyder, at vi nu må tåle statsministerens forsøg på at distrahere og aflede vælgernes opmærksomhed i månedsvis. Med denne uges Bandepakke IV for eksempel, hvor stats- og justitsministeren fremmanede billedet af et land, hvor borgerne bliver stadig mere utrygge. Og hvor et stort mørketal af danskere end ikke tør gå til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet. Det dystre billede skydes ikke bare ned af jurister og kriminologer, men også af regeringens egen faglige ekspertise. Justitsministeriet har i to rapporter i år konkluderet, at borgerne føler sig tryggere end nogensinde før – og at de i stadig højere grad går til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet.

TRÆLS er denne umaskerede populisme selvfølgelig. Men mest symptomatisk er det, at forslaget er så blottet for faglig opbakning. Det er jo netop det, der gør regeringsførelsen de sidste tre år så problematisk. Regeringen har skiftevis politiseret embedsmændene og ignoreret og trynet den faglighed, der skal sikre saglighed og holdbare beslutninger. Minksagen var kulminationen.

»Det kan ikke fortsætte på denne her måde,« sagde Sofie Carsten Nielsen straks efter minkrapporten: »Vi kommer ikke til at kunne lave noget egentlig, ordentligt politisk arbejde. Der skal ny luft og ny ilt til Christiansborg.«

STATSMINISTER Mette Frederiksen har det politiske ansvar. Alene det, at rigspolitichefen hjemsendes for at have bistået den grundlovsstridige minkaktion, er jo historisk, og den manglende erkendelse af ansvaret i regeringens top er rystende. Kommissionen placerede et utvetydigt ansvar i Statsministeriet og savede i rapporten de bærende søjler i Frederiksens principper for magtudøvelse over.

Og synes man ikke, at det er tilstrækkeligt, kan man lægge sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste oveni. Her blev ledelsen hjemsendt straks, da der forelå en anklage mod dem, og selvom de blev renset af en efterfølgende undersøgelse, er de alligevel blevet sendt over i andre job. Statsministeren prøver helt åbent at trække tiden ud og fjerne opmærksomheden fra de to sager, der bør være centrum for denne valgkamp. Så kan vi i en måneds tid endnu diskutere, hvornår hun, statsministeren, hovedpersonen, alle må forholde sig til, mon udskriver valget, og så tage endnu tre ugers formel valgkamp.

Midt i denne højrøstede palaver er én ting afgørende: Statsministerens etpartiregering har de facto mistet sit flertal. De Radikale begik den fejl ikke at udtrykke klar mistillid, men tag ikke fejl: Situationen skyldes, at statsministeren har sat folkestyret i venteposition. Som vælger føles det som at få besked om, at man er nummer 500 i køen, og så blive sat på evig valgmuzak. Politisk ordentligt og værdigt ville det være af statsministeren at anerkende sit manglende flertal og udskrive valget. At trække tiden lægger sig i forlængelse af den magtfuldkommenhed og uansvarlighed, statsministeren er blevet kritiseret for.

Det er en hån mod det folkestyre, hun skylder sin magt.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-34/samfund/politisk-paelesidning

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

·    KRAS@WEEKENDAVISEN.DK