Frisættelse. I Frankrig har
det muslimske hovedtørklæde været forbudt ved lov i skoler og gymnasier siden
2004. Men har det så fremmet integrationen og ligestillingen og dæmmet op for
den sociale kontrol?
TILSLØRET ISLAMISME
PARIS – Set med franske briller ligner det et dansk
deja-vu, at forfatteren Salman Rushdie blev livsfarligt såret i et
knivattentat, få dage før debatten om et forbud mod islamiske hovedtørklæder
blussede op i Danmark.
For det iranske præstestyres fatwa mod den
britisk-amerikanske forfatter på grund af hans roman De sataniske vers faldt
også sammen med debatten om hovedtørklædet i Frankrig: Året var 1989.
Åstedet for den franske debat var
pariserforstaden Creil, cirka 60 kilometer fra den franske hovedstad. Tre
13-14-årige skolepiger, Leila, Fatima og Samira, blev bortvist, fordi de nægtede
at følge deres rektors ordre om at tage tørklædet af, når de gik i skole.
Rektoren mente, at tørklædet var i modstrid
med den franske folkeskoles kodeks, der hviler på den veletablerede
verdslighedslov fra 1905, der strengt adskiller kirke og religion fra stat og
offentlige myndigheder og embeder. Der er således hverken kirkeministerium,
kirkeskat eller offentligt betalte præster i Frankrig, hvor heller ikke
kirkebryllupper er juridisk gyldige, men blot kristen staffage.
Et år efter forbuddet mod hovedtørklæder trådte i kraft,
havde undervisningsministeriet i Frankrig registreret 47 bortvisninger og
omkring 15 indskrivninger til hjemmeskoling.
Tørklædesagen røg hurtigt til tops i den offentlige
debat, og af frygt for at gå det antimuslimske Front Nationals ærinde, sendte
den daværende socialistiske regering sagen videre til landets øverste
administrative myndighed, Statsrådet. Her slog man noget lunkent fast, at
»tørklædet ikke i sig selv var undertrykkende«, men at man i øvrigt ville
overlade det til lokale myndigheder at løse eventuelle tvister. Dem var der en
del af i de følgende år, og mange skoler og gymnasier forsøgte sig med
uhensigtsmæssige og besværlige lappeløsninger som enerums- eller
fjernundervisning af de muslimske elever, der nægtede at aflægge tørklædet.
Fem år senere fulgte et cirkulære fra den nu borgerlige regering, der de facto forbød »udfordrende tegn på religiøse eller politiske tilhørsforhold« – uden dog at have status af en egentlig lov.
Det
førte til endnu en hidsig debat, der resulterede i bortvisning af 200-300
skole- og gymnasieelever, flere demonstrationer og enkelte sultestrejker. Og
efter endnu ti år med jævnligt opblussende tørklædestridigheder fulgte så et
egentligt lovforbud i 2004.
Den heftige debat i Algeriet og i Tunesien vidner om, at
hovedtørklædet også for muslimer er et islamistisk symbol.
Det skete dog først, efter at en uafhængig
kommission grundigt havde gransket alle de problemer – og fordele – der ville
være forbundet med at forbyde såvel hovedtørklædet som andre »ostentative
(tilskuestillende, red.) religiøse
beklædningsgenstande«, som det kom til at hedde i den endelige lovtekst.
Til at begynde med var tre fjerdedele af
kommissionens medlemmer faktisk imod et forbud, men vidnesbyrd fra snesevis af
intellektuelle, forfattere, politikere, religiøse overhoveder og sociologer fik
kommissionen til at skifte mening. Formanden, Bernard Stasi, endte med at
konkludere, at »hovedtørklædet er et redskab til fremmedgørelse af kvinden«, og
at man derfor anbefalede et forbud.
Islamismens udbredelse
Den algeriske forfatter Boualem Sansal, der
vidnede for kommissionen om situationen i sit hjemland, fortalte mig for nogle
år tilbage, at han anså »hovedtørklædet for at være islamisternes trojanske
hest«. På overfladen ser det uskyldigt ud, men slipper man det inden for
portene, har man lukket fjenden ind.
Han mindede om, at man i Algeriet i
begyndelsen af 1990erne havde præcis de samme diskussioner om, hvorvidt man i
demokratiets navn skulle give demokratiets fjender plads. Her endte flere års
blodig borgerkrig med en våbenhvile og et sekulært styre, der dog er under
konstant pres fra religiøse fundamentalister. Hovedtørklædet er i dag tilladt i
Algeriet – i modsætning til de mere tildækkende niqab og chador, men den
heftige debat i Algeriet (og i Tunesien) vidner om, at hovedtørklædet også for
muslimer er et islamistisk symbol.
Også filosoffen Elisabeth Badinter, der
ligeledes vidnede for kommissionen og var blandt de første til at protestere
mod hovedtørklædet i 1989, har talt dunder mod hovedtørklædet, som hun kalder
et politisk redskab for islamismens udbredelse.
Omend hun frygter, at det måske allerede er
for sent at standse islamismens fremmarch i Frankrig. »Islamisterne kunne jo nu
se, at der ikke skulle mere end tre småpiger til for at sætte den franske
verdslige republik på den anden ende,« som hun sagde med et suk, da jeg
interviewede hende i fjor.
De største modstandere mod et forbud af
hovedtørklædet er ikke overraskende de religiøse muslimske organisationer,
heriblandt UOIF, Union des organisations islamiques de France, der har
forbindelser til Det Muslimske Broderskab.
Organisationen kalder forbuddet »en lidelse
for dem, der døjer med de skæbnesvangre konsekvenser af den ulovlige lov« og
insisterer på, at det er en del af pigernes kultur, og de selv bør kunne
bestemme, om de vil bære hovedtørklæde eller ej.
To muslimske piger har også appelleret til
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som imidlertid i 2005
underkendte deres klage med henvisning til, at »verdsligheden er indskrevet i
den franske forfatning«, og at målet med loven er »at holde det verdslige
imperativ i hævd i grund- og gymnasieskolen«.
Positive resultater
Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser
forbuddet har haft.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at der har
været den kraftige modreaktion fra de muslimske miljøer, som man ellers kunne
have frygtet.
Et år efter loven trådte i kraft, havde
undervisningsministeriet kun registreret 47 bortvisninger og omkring 15
indskrivninger til hjemmeskoling.
Men selvom det stod i loven, at effekten
skulle opgøres et år efter ikrafttrædelsen, er der ikke lavet en fyldestgørende
opgørelse over, hvor mange muslimske piger der er skiftet til muslimske eller
katolske privatskoler (som i modsætning til det danske forslag ikke er omfattet
af forbuddet) eller ligefrem har forladt skolen efter det fyldte 16. år, hvor
undervisningspligten ophører.
En af årsagerne til dette – som man nok burde
have kunnet forudse – er, at det ikke er tilladt for staten i Frankrig at lave
statistikker på grundlag af religion eller etnicitet.
En rapport fra den islamiske organisation
UOIF anslog året efter, at der var tale om cirka 800 piger på landsplan, der
havde skiftet til privatskole, hjemmeundervisning eller ligefrem var fraflyttet
landet.
Det er vanskeligt at vurdere oplysningernes
validitet, men uanset hvad synes omfanget at være forsvindende lille i forhold
til landets samlede antal på over 12 millioner elever.
Den eneste større empirisk underbyggede
undersøgelse af lovens effekt på unge pigers skolegang kom i februar i år.
Den konkluderer, at allerede cirkulæret, der
forbød tørklædet i 1994, førte til en væsentlig forbedring i »de unge kvinders
akademiske integration«.
»Forbuddet førte både til en markant
forbedring af uddannelsesniveauet for kvindelige elever af muslimsk oprindelse
og til en stigning i antallet af blandede ægteskaber,« konkluderer rapportens forfattere,
Éric Maurin fra Paris School of Economics og Nicolás Navarrete fra City
University i London.
De er ikke i tvivl om, at stigningen må
skyldes cirkulæret, og at der tale om en kausal sammenhæng og ikke blot en
tilfældig korrelation. Dels fordi der ikke fandt en lignende stigning i
uddannelsesniveauet hos de mandlige muslimske elever sted, dels fordi der ingen
andre umiddelbare forklaringer er at finde.
De mener således at kunne konkludere, at
cirkulæret har afstedkommet en bedre integration af muslimske kvinder i det
franske samfund. Og lader forstå, at det efterfølgende lovfæstede forbud
sandsynligvis har forstærket tendensen, fordi det – i modsætning til cirkulæret
– ikke kan indklages for – og dermed udfordres af – lokale myndigheder.
De opvoksende generationer
Alligevel kan man ikke uden videre
konkludere, at tørklædeforbuddet har sikret det religiøse mindretals bredere
værdimæssige integration i det omgivende samfund.
Enhver, der har tilbragt blot fem minutter
foran en skole i en af Marseilles, Lyons eller Paris' forstæder, vil bemærke,
at tørklæderne kommer tilbage på hovedet, så snart de muslimske piger forlader
skolegården.
Og et par opsigtsvækkende meningsmålinger har
da også vist, at det måske er så som så med den egentlige integration af de
yngre muslimske franskmænd.
En meningsmåling fra opinionsinstituttet Ifop
i efteråret 2020 viste således, at fundamentalismen trives og er i vækst blandt
Frankrigs fire-fem millioner muslimer.
Overraskende nok primært blandt de yngre, og
det er de fleste, da 85 procent af landets muslimer er under 50.
74 procent af muslimer under 25 år svarer
således »ja« på spørgsmålet, om »islam kommer før republikken?« Mens hele 57
procent i samme aldersgruppe siger, at »sharia har større vægt end republikkens
love«.
Og det ville også være synd at sige, at
tørklædeforbuddet er blevet mere accepteret med tiden af muslimerne selv.
75 procent af alle franske muslimer synes, at
kvinder skal have lov at gå med hovedtørklæde overalt; en holdning, som kun
deles af 25 procent af den samlede befolkning.
På samme måde deler vandene sig i forhold til
den franske verdslighedslov fra 1905, der adskiller stat og religion: Den
værdsættes kun af 44 procent af muslimerne, mens den nyder massiv tilslutning
(omkring 90 procent) i den samlede befolkning.
Mest rystende er dog, at fundamentalismen som
nævnt særligt synes i vækst blandt de yngste muslimer.
Som filosoffen Elisabeth Badinter sagde, da
jeg talte med hende i fjor, kan man roligt konkludere, at »tesen om, at
integrationen bliver stærkere for hver generation, ikke holder«.
Hvordan det går til, er der mange meninger
om.
Sociologen Raphaël Liogier mener at vide, at
det er en konsekvens af globaliseringen. Den religiøse overlevering kommer ikke
længere fra forældrene, men fra politisk-religiøse grupperinger, der ikke
mindst formidler deres budskaber via internettet: Hvad enten det drejer sig om
Det Muslimske Broderskab, Tabligh, salafistiske netværk eller sågar Islamisk
Stat.
Han mener, at de unge finder svaret på deres
søgen efter en muslimsk identitet i en form for »fundamentalistisk globaliseret
islam«, og kalder det en »form for ungdomsoprør«.
Og netop derfor kan det ifølge ham være
problematisk at svare hårdt igen med tiltag som tørklædeforbud, »fordi man da
risikerer at forstærke denne sort-hvide dikotomi«, siger Raphaël Liogier til
netavisen 20minutes.
Det er altså fortsat et trosspørgsmål, om det
er godt eller skidt for integrationen af muslimer at forbyde tørklæder.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-35/samfund/tilsloeret-islamisme
Ingen kommentarer:
Send en kommentar