Kommentar. Vi må konstatere, at hadet imod Salman Rushdie, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

Guds fjendes hals og evigheden

»Bravo til denne modige og pligtopfyldende mand, der angreb den frafaldne og depraverede Salman Rushdie i New York«, skriver den konservative iranske avis Kayhan med forbindelser til den iranske ledelse i anledning af kniv-overfaldet på den britisk-indiske forfatter i New York fredag.

»Lad os kysse hans hænder, han der flænsede Guds fjendes hals med en kniv«, fortsætter avisen. Flertallet af iranske aviser følger trop og hylder gerningsmanden, den 24-årige californiske Hadi Matar, der efter de første rapporter synes at være fascineret af ekstreme varianter af shia-islam, Hizbollah og Revolutionsgarden i Iran.

Modsætningsvis tager vestlig presse generelt afstand til handlingen som et afskyeligt og kujonagtigt angreb, både på en konkret forkæmper for fri tale og på ytringsfriheden mere generelt. Den »anstændige« advarsel om at Rushdie jo bare selv kunne have holdt lav profil og at ytringsfriheden ikke medfører nogen ytringspligt, har vi endnu ikke hørt, men vi kan med en vis sandsynlighed forudsige, at den inden længe vil melde sig i koret. Mens Rushdie ligger i respirator og det ikke vides hvilken grad af invaliditet overfaldet vil medføre, kan man overveje hans mærkelige skæbne. Han blev katapulteret ind i en kontroversiel verdensberømmelse, da Irans leder ayatollah Khomeini udstødte en fatwa imod hans 1988-roman De sataniske vers med krav om dødsstraf til forfatteren.

Anledningen var nogle drømmeagtige passager, der kan fortolkes som om de handlede om den såkaldte profet Muhammed. Fatwaen gav anledning til en årrække, hvor Rushdie måtte flygte fra det ene safe house i England til det næste, forfulgt af iranske agenter og radikale britiske muslimer, sådan som han selv senere berettede om i den ret fantastiske bog Joseph Anton. Han påtog sig med autoritet den rolle, som skæbnen tildelte ham – som forsvarer for ytringsfrihed og forfulgte forfattere – og har de seneste år i stort omfang optrådt uden beskyttelse og udtalt sig som om truslen mod ham nu var forældet og tilhørte en anden tid. Det kan vi nu konstatere ikke er tilfældet.

Rushdies tredive år lange kamp for ytringsfrihed har delt vandene i de vestlige lande, mellem deciderede tilhængere af fatwaen i radikale dele af de islamiske indvandrermiljøer, men også mellem forsvarere for ytringsfriheden og anstændige, der hævder, at ofre som Rushdie selv er skyld i forfølgelsen af dem.

Det er ikke mærkeligt, at ytringsfrihed ikke nyder fremme i totalitære lande som Rusland, Kina, Iran eller Saudi-Arabien, men man må konstatere, at emnet også er blevet kontroversielt i de traditionelt mere åbne vestlige demokratier, hvor det er stadig sjældnere at høre støtte til det vigtigste aspekt af ytringsfrihed: at den også må gælde ens egne værste modstandere. I forhold til den iranske jubel over overfaldet kan man meditere over grunden til, at den forældelse af fatwaen, Rushdie havde håbet på, ikke har indfundet sig.

Meget religiøse mennesker lever i en anden tidsregning end sækulære personer. »Sækulær« kommer af »saeculum«, århundrede, og angiver netop, at ikke-troende mennesker lever i deres egen tid. Stærkt troende, derimod, lever i og for evigheden, og for dem gælder ingen forældelse. For dem skrumper historien til en overskuelig liste af identifikationspunkter med akut gyldighed i nuet.

Man kender det fra hvordan de nordirske kamphaner, protestantiske som katolske, henviser til Battle of the Boyne i 1690 som noget der skete i forgårs, eller de serbiske ortodokse og deres besættelse af Slaget på Solsortesletten i 1389. Men ville vi udvise anstændig forståelse for religiøse sensibiliteter, hvis katolske terrorister stak Michael Palin eller John Cleese ned i protest mod Life of Brian?

Man må håbe, at Rushdie overlever og kommer ud af respiratoren i nogenlunde helbredt og fungerende stand. Men vi må konstatere, at hadet imod ham, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

https://www.weekendavisen.dk/samfund/guds-fjendes-hals-og-evigheden

FREDERIK STJERNFELT (f. 1957) er professor på Aalborg Universitet København og har skrevet fast i Weekendavisen siden 1994 om filosofi, idehistorie, politik, litteratur, etc. Redigerede KRITIK fra 1993-2013. Har bl.a. skrevet Hadets Anatomi om Ex-Jugoslavien og Adskillelsens Politik om multikulti, begge med Jens-Martin Eriksen; Kritik af den negative opbyggelighed med Søren Ulrik Thomsen, Tal en tanke med Vincent Hendricks, MEN - ytringsfrihedens historie i Danmark med Jacob Mchangama. På engelsk har jeg publiceret disputatsen Diagrammatology og Natural Propositions om den amerikanske filosof Charles Peirce. Har redigeret Kampen om disciplinerne og Kortlægning af dansk humanistisk forskning med David Budtz Pedersen.

 

STJERN@HUM.AAU.DK