Administrative fadæser. Varmechecken, de døde mink og en fejlcastet kommission tegner billedet af en regering, som kuldsejler på sin bedreviden.

Klamphuggerne

INGEN STATSMINISTER HAR så ofte som Mette Frederiksen bedyret sin tillid til embedsstanden. Hun har gentaget det igen og igen, og anledningen har hver gang været den samme: Statsministeren og hendes ministre har truffet dispositioner, som efterfølgende har givet anledning til kritik, og som har rejst spørgsmålet om, på hvilket grundlag beslutningerne hvilede.

Der er noget bizart i det. For det var den samme Mette Frederiksen, der for snart tre et halvt år siden gjorde det klart, at fik hun magt, som hun havde agt, ville hun være en anden slags statsminister. Ikke en, der lod sig styre af embedsmændene.

Der er såmænd noget tiltalende i Frederiksens insisteren på de folkevalgtes demokratiske adkomst til at sætte sig ud over bureaukratiet. Og dog er det klare indtryk, kort før hun må møde vælgerne i et forsøg på genvinde sit mandat, at noget gik galt. Hverken hun eller hendes ministre forstod fuldt ud, at de for at kunne udøve den politiske magt, som de stræbte efter, i stort og småt gør klogt i at slå ørerne ud og tage embedsmændene med på råd. De sidder inde med nyttige og, viser det sig ofte, nødvendige informationer. De kan, baseret på mange års erfaring, advare om de farer, der politisk og administrativt lurer derude, hvis man ikke har givet sig tid til at tænke med et vist mål af grundighed.

FOR HANDLEKRAFTIGE POLITIKERE indstillet på at bruge den magt, som er faldet dem i hænde, er det træls. For er det ikke netop disse fodslæbende embedsmænd, der gør det svært for en regering at vise, at den er sat ind for at gøre en forskel?

Jo, såmænd. Men tag da et par af de sager, som efterlader den regering, der nu skal møde vælgerne, med et blakket ry. Tilbage i den forgangne vinter viste regeringen forudseende omhu i forhold til den forsyningskrise, som kunne true danske familier. Den indgik en aftale med sine støtter i Folketinget om målrettet varmecheck og udfasning af sort varme. Et rigtig Dan Jørgensen-udtryk, kan man fastslå.

Aftalen blev siden i lyset af krigen revideret og checkens pålydende sat op til 6.000 kroner Den blev også i hast omsat i et lovforslag, der blev fremsat i Folketinget den 1. april 2022. Syv dage senere var det lov. Det havde selvfølgelig været i høring, men høringsfristen var begrænset til seks dage, »begrundet i hensynet til at opfylde den politiske aftale, hvoraf det fremgår, at engangstilskuddet skal udbetales hurtigst muligt. For at opnå dette er det nødvendigt, at lovforslaget fremsættes og vedtages så tidligt som muligt, således at udsøgningen af de berettigede kan påbegyndes.«

Resten er sådan set historie. For da checken i august kom til udbetaling, viste udbetalingerne sig at være stærkt fejlbehæftede. Nogle fik ikke den check, som de havde ret til, andre fik en check, som de ikke var berettiget til. Forklaringen var ligetil. Man havde for at gøre ordningen så enkel som muligt baseret den på oplysninger i BBR-registret, og man havde yderligere baseret den på afgrænsninger, som vakte kritik af ordningens rimelighed.

Der er tre problemer her. Det første handler om, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i et politisk pålagt hastværk ikke havde tid til at granske registerløsningens kvalitet. Man forlod sig uden nærmere overvejelser på, at en af ministeriets styrelser uden videre kunne samkøre de nødvendige registre og overføre oplysningerne til ATP, som skulle udbetale pengene.

Det andet handler om, at klimaministeren, regeringen og såmænd aftalepartierne ikke forudså den kritik, som en summarisk og i hast forhandlet ordning ville udløse. Det er en rent politisk sag, men ikke desto mindre er gode (=erfarne) embedsmænd mestre i at henlede deres politiske principaler på bekymringer af denne art.

Det tredje er, at kombinationen af politisk handlekraft og hastværk afskar Klimaministeriets embedsmænd fra at foretage et kritisk tjek af den aftalte ordnings administrative bæredygtighed gennem en snak med de private og halvoffentlige virksomheder, som sidder på forsyningen med naturgas. Det er ellers en del af standardrepertoiret.

MAN KAN TIL denne skamfulde sag om sjusk og forsømmelighed sige, at det er, hvad der sker, især når man politisk handler i panik. Til det er imidlertid at føje, at det ikke er nyt. Da den samme regering i efteråret 2020 havde beordret nedslagning af den samlede danske minkbestand, iværksatte den en nedgravning af de døde mink. Den gik bare ikke, for beslutningen rejste så voldsom en kritik, at regeringen blev tvunget til at gøre det om. Det kostede dyrt på økonomien og på tillidskontoen, og fejlen kan her igen føres tilbage til, at man ikke gav forvaltningen tid til at udføre sit hjemmearbejde.

Den friske sag om Kommissionen for den glemte kvindekamp er umiddelbart anderledes. Den underliggende logik er dog den samme. Regeringen har for at sætte en bestemt politisk dagsorden valgt en form, som i politisk praksis ikke er brugbar. Det kunne embedsmændene godt have fortalt den på forhånd, men da de tilsyneladende ikke blev taget med på råd, er resultatet endnu en gang regeringsinitieret klamphuggeri.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-36/samfund/klamphuggerne

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN