MØRKLÆGNINGSMINISTERIET.

Hvem i himlens navn fik den idé, at der var tale om et statskup, hvis plagede paranoide sind fostrede den absurde tanke, at en dukke ved en demonstration foran Forum var regulært landsforræderi?

Mette Frederiksen var klædt i sort til pressemøde nummer 687, nu med en ny krise at redde danskerne fra, for er der ikke pandemier, så er der isvintre, og var det Mor Danmarks forvandling til selveste Snedronningen, vi var vidne til?

 

»Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold!«

Nej, sådan taler man ikke ved pressemøder, men et pressemøde er immervæk en fortælling, en narrativ, iscenesat fra start til slut, og det handler om så meget andet og mere end energipriser.

»Og så lægger jeg kronprinsen i story,« som spindoktoren sagde, for snart er der valg, og så skal vi bruge stories.

 ”Denne hendes tyrkertro på egen ufejlbarlighed kan blive hendes nemesis en dag, men det er jo langtfra sikkert, at det bliver på valgdagen.

»”Kan snedronningen komme herind?”« spurgte den lille pige. ”Lad hende kun komme,” sagde drengen, ”så sætter jeg hende på den varme kakkelovn, og så smelter hun.” Men bedstemoderen glattede hans hår og fortalte andre historier.«

Det ville passe bedst i regeringens story, hvis den kunne glatte udvalgte vælgeres hår og fortælle andre historier, f.eks. om Søren Pape, men den går ikke nu. Heraf vel valget af sort. Vor sol er bleven kold, snart er vi i vintervold og mørke dage, og nu kan vi ikke engang tænde lyset eller få ild i pejsen.

 

Det nytter ikke noget at stole på Mette Frederiksen, for hun er helt og aldeles magtesløs og spreder intet lys.

 

Tværtimod, hun er rejsende i mørklægning. Jeg skriver det med en vis bæven, for man skal passe på med skrivefrækheden. Sigtes man efter straffeloven paragraf 113, kan man få 16 år i skyggen, den lyder som følger:

 

»Den, som antaster Folketingets sikkerhed eller frihed eller i øvrigt foretager nogen handling, der sigter til ved magtanvendelse eller trussel derom at aftvinge Folketinget nogen beslutning eller hindre det i frit at udøve sin virksomhed, straffes med fængsel indtil 16 år eller under særligt skærpende omstændigheder på livstid. Stk. 2. Samme straf kommer til anvendelse på den, der på tilsvarende måde angriber eller øver tvang mod kongen eller den, der med hjemmel i forfatningen fører regeringen, eller mod ministrene, Rigsretten eller Højesteret.«

Der står ikke noget om at brænde dukker af, men nogen har set sammenhængen, og Ekstra Bladet har forsøgsvis kortlagt forløbet. Kun forsøgsvis. Hvem anmeldte sagen, som politibetjentene i først omgang grinede ad? Hvem i himlens navn fik den idé, at der var tale om et statskup, hvis plagede paranoide sind fostrede den absurde tanke, at en dukke ved en demonstration var regulært landsforræderi?

»Politideling A skal til Forum og se, om der hænger en dukke i en lygtepæl, som forestiller Mette Frederiksen. Hvis den hænger der, skal den sikres med henblik på udfindelse af muligt dna,« lød det i dagens actioncard, men hvor kom ordren oprindelig fra?

Vi ved det ikke, for alt er mørkt, når man nærmer sig beslutningernes kerne; Mette Frederiksen burde altid gå i sort, det er virkelig hendes farve.

Fra Statsministeriet gik bud til Justitsministeriet, der straks satte PET i scene, og klokken tre om natten blev de formastelige anholdt og varetægtsfængslet i ugevis.

 

Nu er de frikendt. Man kan fejre det som en sejr for retsstaten, men hvad siger det om statsmagtens sans for proportioner.

 

Mette Frederiksen er ikke ligefrem vansiret af selvironi, og det er vel, hvad der slår igennem, når man anklager et dukketeater for statskup. Når Pernille Skipper og venner holder sankthansfest, brænder de gerne Lars Løkke af, sådan bare for sjov. Når der er gang i den på Ørestad Friskole, kan eleverne slå Inger Støjberg af tønden.

 

Ingen af delene har ført til anholdelser eller til vilde PET-aktioner, hvad der illustrerer en forskydning af retstilstanden. Man trækker gerne maskinpistolen for en sikkerheds skyld.

 

Er det en konspirationsteori? Vi har en regering, der holder af at slette sine spor, hvad der uvægerligt fører til spekulationer om, hvad der i virkeligheden er foregået. Når man sletter sms’er i minksagen, spørger folk selvfølgelig sig selv, hvad der mon stod i dem. Måske stod der ikke noget vigtigt, måske noget afgørende, vi kan kun gætte og spekulere, for de er forsvundet og er blevet helt væk.

 

Hvis ansvar er det? Ikke Mette Frederiksens. Mørklægningsminister nummer ét træffer alle beslutninger, værdsætter altid loyalitet over lovlydighed – og fralægger sig ethvert ansvar. Det har skabt en særlig retstilstand i landet.

 

Ekstra Bladets nye chefredaktør skabte megen forargelse i Presselogen ved at sige, at også Mette Frederiksen kun er et menneske. Og ikke nødvendigvis et finere og renere menneske end andre, der har søgt magten og fået den. Andet sagde han ikke, og logen dånede.

Det er ellers velkendt, at magt korrumperer.

 

Og at magten søges af bestemte mennesker. Vi kender dem da godt, de fleste af os, magtens mænd og kvinder, der på forunderligste vis aldrig kan gribes i selv den mest åbenlyse løgn. Som glider videre, og som aldrig tager det ansvar, de ellers får betaling for at tage.

 

Ansvar er ikke bare det fortærskede politiske begreb, man vil gøre det til. Begrebet ansvar hænger sammen med det at være menneske. At der er ansvar, betyder, at der skal svares an, at der er en slags konsekvens, man ikke er hævet over.

 

Men det synes Mette Frederiksen vist ikke, at hun skal. Svare an. Denne hendes tyrkertro på egen ufejlbarlighed kan blive hendes nemesis en dag, men det er jo langtfra sikkert, at det bliver på valgdagen. Eventyret om Snedronningen endte godt, det gør denne story ikke nødvendigvis.

Det siges, at detroniseringen af systemet Mette Frederiksen ikke kan være et mål i sig selv, men det kan det godt. En hvilken som helst fars dreng i sejlersko og stråhat er at foretrække.

 

Søren Pape siger, han er klar, og det er han måske, måske ikke, det kommer vel også an på, hvor mange kongesønner han gemmer hjemme i kommoden. Men det er ganske ligegyldigt. Folkestyret kan sagtens overleve en statsminister, der ikke er klar. Værre er det med en statsminister, der er klar til hvad som helst og ikke kender til demokratiske skrupler.

 

Kilde:

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/verdensgang/ECE14341773/moerklaegningsministeriet/

Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.