Reportage. Hvad fortæller et brændetyveri i Rødbyhavn om Danmark lige nu?

BÅL UDEN BRÆNDE

Tirsdag i sidste uge blev forbrydelsen i skoven politianmeldt. Samme dag havde kobbertyve været på spil i Næstved. I Slagelse blev en mand stoppet på en damecykel, han havde stjålet ved hjælp af en vinkelsliber, som, indrømmede manden, også var stjålet, og i en ejendom på Midtlolland sniffede politiets narkohund Speedy sig frem til fire gram amfetamin.

Men i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport stod intet om brændetyveriet, der var blevet begået i det kommunaltejede bælte af egetræer i Rødbyhavn på Lollands sydkyst, hvor lokale skyder genvej til REMA 1000 eller lufter deres hunde: 40 rummeter træ, nok til at opvarme fire husstande en hel vinter, var forsvundet fra brændestablerne, savet op, fragtet væk, tyvstjålet.

Bag dette eksempel på, hvad man i et mindre forbandet år – et år uden Putin, krig i Ukraine og prisstigninger – nok vil henregne som småkriminalitet, et undseligt eksempel på usselt træhæleri velsagtens, gemmer sig en dybere sandhed om den tid, forbrydelsen er begået i: Det er en tid, hvor ordensmagten opfordrer borgere til at sikre deres brændestabler, træpiller, gasflasker og brændsel – ja, alt, der kan generere varme – mod tyve, hvor hundredtusindvis af danskere frygtsomt afventer vinterens første varmeregning, en tid, hvor alt er dyrt, og inflationen nærved snitter ni procent.

»Jeg er ikke nogen ekspert på andre mennesker eller noget,« som en nabo til skoven siger til mig. »Jeg er bare et almindeligt menneske. Men vi har ikke råd til det basale her. Vi har ikke til mad hver dag. Det har vi ikke. Nogle spiser havregrød to gange om dagen. Nogle ved ikke, om de må gå fra hus og hjem om tre måneder. Derfor forstår jeg godt, at folk stjæler brænde.« Samme dag taler landets statsminister til nationen, som snart skal til valg. Mette Frederiksen lover, at regeringen vil låne de fattigste penge til elregningen. De kan betale tilbage senere.

»Hun ruinerer os,« siger naboen. »Om nogle år er der et kæmpe bål, som skal slukkes.«

Jeg sætter mig på hug nær gerningsstedet og gnider det fugtige savsmuld mellem fingerspidserne. Naboen omtalte det stjålne brænde som »aktier«, gerningsmanden havde »investeret« i. En anden nabo kalder det for »guld« og forsikrer mig, at hans egne træbriketter er låst inde. På det sidste har han bemærket motorsavenes kværnen.

»Lovløshed,« siger han og skæver ind mellem træerne fra sin stue.

Hele Danmark hamstrer brænde, og Lolland løber tør. Egetræskronerne vajer i vinden over Rødbyhavn, bladene toner gult. Vi går ind i den kolde tid nu: Nogle danskere kommer til at fryse. Nogle kommer til at spise billigere, ringere, mindre. I Lolland Kommune, hvor hvert tiende barn lever i fattigdom, handles hælede madvarer, mens folk, der ikke ejer noget, står klar ved supermarkedernes containere ved lukketid.

Mogens har fjernvarme, men tænder ikke for radiatorerne. I stedet har han købt en bioovn fra Harald Nyborg, som han stiller frem i køkkenet. Det er billigere, siger han. Mogens kender godt til brændetyveriet. En mand, som bor henne på hjørnet, har betalt en skovarbejder to bajere for at få lov til at samle brænde langs skovstien, som han kan bruge til at fyre op i sin grill. Mogens har da også selv trillet sin sækkevogn ned i skoven for at hente en lille smule. Han skærer kævlerne om til en slags fakler, som han steger kød på. Men han insisterer på, at det ikke er for at spare strøm på komfuret.

»Jeg kan godt lide duften,« siger Mogens.

Olielandsbyerne

De fleste danskere kommer gennem vinteren med fjernvarme, men på Lolland findes beboelsesområder, som ligger langt uden for de kollektive varmeforsyningslinjer. »Olielandsbyerne,« kalder kommunen dem, fordi de bliver opvarmet af alt fra olie- og træpillefyr til elradiatorer og brændeovne.

Det er landsbysamfund »hvor du kan få 150 kvadratmeter for en halv million«, som Henrik Friis, en træpilleforhandler fra Nakskov, siger. Hans hylder er ryddet for både træpiller og brændeovnsbriketter, og hundreder af lollændere står på ventelisten. En anden træpilleforhandler i Nakskov har skrevet 500 op. Over de sidste uger har en godsejer på egnen modtaget 25 henvendelser fra folk, der selv er klar til at tage i skoven med sav og økse for at sanke hans træ, men skoven er rømmet for tørt brænde. Forleden havde Henrik Friis en ældre kvinde fra Vantore i røret.

"Det her er ikke København, hvor du bare kan skrue op for radiatoren. Vi håber på en mild vinter. Folk kommer til at få lungebetændelse. Folk kommer til at dø.

HENRIK FRIIS, TRÆPILLEFORHANDLER, NAKSKOV

»Så spørger hun mig: ‘Hvad skal jeg gøre?’ Hun tudbrølede i telefonen. Seriøst, mand!« Friis siger:

»Det her er ikke København, hvor du bare kan skrue op for radiatoren. Vi håber på en mild vinter. Folk kommer til at få lungebetændelse. Folk kommer til at dø.«

I mine samtaler med folk i brændebranchen går et ord igen, når de skal beskrive stemningen i deres kundekreds: desperation. Dels fordi det hverken er til at skaffe brænde eller træpiller, dels fordi priserne er gået amok. Tag træpiller, som er den primære varmekilde for 100.000 danske husstande: Sidste år kostede en palle, der rækker til at varme et parcelhus op i en måned, 1.800 kroner – i dag koster den 5.800. Folk, der ikke har været hurtige nok eller simpelthen ikke har en opsparing, så de kan hamstre, løber på et tidspunkt tør. Når det sker, vil folk begynde at tænke i alternativer:

»Nogle kommer til at skaffe gasvarmeovne, som man normalt bruger til at varme forteltet op i sin campingvogn. Andre kommer til at lukke halvdelen af deres hus ned. Og når de ikke har mere varme, så begynder de at stjæle. Hver dag bliver der lænset olie i tusindvis af liter fra maskiner på byggepladser, som bliver brugt i private oliefyr,« siger Peter Suhr, en brændesælger og vognmand fra Søllested. »Alt, hvad der kan brænde, vil blive brændt: nedbrydningstræ, telefonpæle, der ligger i bunker rundtomkring. Ja, det vil sgu ikke undre mig, hvis nogle kommer til at fyre op med bildæk.«

Den lille mand med træpillefyret

Nær skoven i Rødbyhavn sænker Rene Hauvschjildt, 58 år, sin hækkeklipper fra sin svigermors ligusterhæk, så T-shirtærmet kryber op. En tatovering, der forestiller en springende karpefisk, breder sig op mod skulderen, men detaljerne er udtværet, som om han har brændt sig. Et guldkors dingler om halsen.

»Sker der ikke snart noget fra regeringens side, bliver det her det vilde vesten,« siger Rene Hauvschjildt. Han har en kammerat, der er begyndt at blande spildolie i sit oliefyr, selvom det oser forfærdeligt. Selv venter Rene Hauvschjildt på leveringen af to paller træpiller, som han selv og hustruen har skrabet sammen til. Når de er futtet af om et par måneder, ved han ikke, hvad han skal gøre. Hans kone er montrice på en fabrik i Nakskov, Rene Hauvschjildt er mekaniker på nedsat tid. Hver dag, når klokken slår 11.15, og dagens benzinpriser opdateres, står han og holder øje med pristavlen på tankstationen, hvor han arbejder, og tænker over, om det er i dag, han skal tanke.

Rene Hauvschjildt, mekaniker på nedsat tid, forstår godt, hvorfor folk stjæler brænde. Foto: Kasper Løftgaard

»Jeg tror næsten, folk er ligeglade med valget, for lige nu tænker de på, hvordan de skal overleve til i morgen. Jeg forstår dem, der stjæler brænde, for de har ikke råd til andet,« siger han. Vi aftaler at mødes igen nogle dage senere. I håndtrykket mærker jeg, at han mangler flere fingre.

De blev sprængt af under ulykken. Det er 25 år siden nu, Rene Hauvschjildt gik som mekanikerelev, nogen på værkstedet havde dummet sig, tectylmassen var opvarmet forkert: Eksplosionen forvandlede Rene Hauvschjildt til et levende bål. Turen til hospitalet husker han ikke, men efter at han blev udskrevet, begyndte han at fryse. Under hudtransplantationerne havde lægerne hentet hud til mekanikerens forbrændte arme og hænder fra lårene og lysken. Den nye hud holder ikke så godt på varmen.

"Alt, hvad der kan brænde, vil blive brændt.

PETER SUHR, BRÆNDESÆLGER, SØLLESTED

»Jeg plejer at sige, at jeg har pikhud på hænderne,« som han siger. Lige nu skutter han sig i vinden foran sit hus i Bandholm ved Lollands nordkyst. Når temperaturen falder til under 20 grader, begynder det at knibe. Fra 1. oktober bruger han skiundertøj, og skal der skovles sne, bliver hænderne lilla. Derfor stresser al besværet med træpillerne ham enormt. Selv hvis det lykkes at skaffe til vinteren, vil det gøre et uoverskueligt indhug i hans økonomi; han har regnet ud, at det vil koste tre månedslønninger efter skat.

»Jeg plejer at kunne tænke fremad, men nu ved jeg ikke en skid,« siger han. Han er bitter over, at han for nogle år siden lod politikerne overtale sig til at ride med på den grønne bølge og skifte fra olie- til træpillefyr, og at han nu er overladt til sig selv, bitter over elregningen, som kom forleden, og vred over, at regeringen vil låne ham penge til at betale den i stedet for at nedsætte afgifterne på strømmen, der indbringer staten milliarder.

Rene Hauvschjildt viser indenfor. I stuen står to akvarier, begge mørklagte. Hver aften ved spisetid tænder han for lyset i nogle timer, så han kan se sugemallerne og guppyerne. Varmepumpen har han også været nødt til at slukke, så temperaturen i vandet falder.

»Fiskene er blevet sløve, og de svømmer lidt langsomt,« siger han.

At sikre sit hus

Brændeudsalget på Vester Landevej nord for Maribo er en hobbytjans, som Carsten Hansen, 45, har puslet med for at spæde lidt til sin hyre fra sukkerfabrikken i Nakskov, men over de sidste uger er hans omsætning steget 500 procent. Han retter ryggen i sin grønne Kansas-jakke og nikker mod stammerne i indkørslen.

»Det er det sidste brænde på Lolland,« hævder han. Når man sælger brænde i de mængder, Carsten Hansen gør, møder man mange forskellige mennesker, man danner sig et overblik over sin kundekreds; deres opførsel, påklædningen, bilerne, de kører i. Førhen var hans kunder ofte lokale, »dem, der ikke har så meget«, som han siger:

»Det var ikke, fordi de var usoignerede. Men jeg kunne se det på deres tøj.« Da rygtet om brændekrisen spredte sig, begyndte folk at komme kørende langvejsfra, nogle gange helt fra Sjælland. De kom i Audier, de kom i BMWer, de kom med store trailere, og de kom i lejede varevogne. En enkelt fra Charlottenlund kom med en hestetrailer. En dag, mens Carsten Hansen sad og spiste frokost, fik han øje på en mand, der rendte rundt i hans baghave for at lede efter træ, fordi boden ude ved vejen var tom.

»Det var sådan en mand i en fin bil,« fortæller han. »De rige bliver decideret …« – Carsten Hansen leder efter ordene – »de går i panik.«

Nogle fra hans kundekreds har ikke råd til at hamstre, så de kommer forbi og køber små partier, når der er luft i økonomien. Andre er helt holdt op med at komme, fordi Carsten Hansen blev nødsaget til at sætte prisen op med 50 procent for nogle uger siden. Han nikker over mod nabohuset, hvor en småbørnsfamilie bor til leje. De har det svært, så familien fik 40 sække til den gamle pris.

Jeg går over og banker på. Den blå Mazda 5 i indkørslen er lappet med tape på fronten, et visitkort fra Lolland Kommune ligger på forsædet. Kenni Phillipsen åbner døren i badekåbe og denimkasket. Han er syg her til morgen. Han er 47 og har været invalidepensionist, siden før han fyldte 30. Han selv og hustruen forsørger tre børn.

Kenni Phillipsen, invalidepensionist og far til tre, har opgivet at skaffe træpiller og må opvarme 120 kvadratmeter med en enkelt brændeovn.

»Jeg ville hellere have gærkrisen tilbage end det her. Det var nemmere, da varerne slet ikke var på hylden, end at skulle stå dernede og tænke over, om du har råd til dem.« Han nikker mod Mazdaen: For nylig holdt han op med at betale vægtafgiften. I den situation, familien står i, må han gennemgå sine regninger og afgøre, hvilke det er vigtigst at få betalt. Kenni Phillipsen må også se på sit hus og finde ud af, hvordan han holder det varmt vinteren over. De 40 sække brænde fra naboen holder ikke til foråret, og træpiller har han opgivet.

»Det nytter ikke noget, at vi allesammen står klar som gribbe, lige så snart butikkerne får nye piller igen,« siger han. Sidste år tog han en håndsav og gik over i skoven sammen med sine børn for at spare penge, men ejeren har meddelt, at det ikke dur i år, så han planlægger at køre rundt på egnen og se, om folk har affaldstræ eller gamle paller tilovers. I fjor påbegyndte han installationen af et hjemmebygget rørsystem, som fordeler overskudsvarmen fra brændeovnen til de andre værelser.

»Når varmen stiger til vejrs, forsøger jeg at flytte den. Jeg regner med at udbygge systemet, men det bliver jo også dyrt,« siger Kenni Phillipsen. Til højre for døren flyder et par tilbudsaviser. Der er penge at spare kødpølse i Føtex. Ude på landevejen drøner en lastbil forbi.

»Jeg har spekuleret på, om jeg kan få fat i en gasvarmeovn, så jeg har skaffet to gasflasker,« siger han. »Jeg havde en mistanke om, at det ville være en god idé.«

»Jeg ville hellere have gærkrisen tilbage end det her. Det var nemmere, da varerne slet ikke var på hylden, end at skulle stå dernede og tænke over, om du har råd til dem.« Han nikker mod Mazdaen: For nylig holdt han op med at betale vægtafgiften. I den situation, familien står i, må han gennemgå sine regninger og afgøre, hvilke det er vigtigst at få betalt. Kenni Phillipsen må også se på sit hus og finde ud af, hvordan han holder det varmt vinteren over. De 40 sække brænde fra naboen holder ikke til foråret, og træpiller har han opgivet.

»Det nytter ikke noget, at vi allesammen står klar som gribbe, lige så snart butikkerne får nye piller igen,« siger han. Sidste år tog han en håndsav og gik over i skoven sammen med sine børn for at spare penge, men ejeren har meddelt, at det ikke dur i år, så han planlægger at køre rundt på egnen og se, om folk har affaldstræ eller gamle paller tilovers. I fjor påbegyndte han installationen af et hjemmebygget rørsystem, som fordeler overskudsvarmen fra brændeovnen til de andre værelser.

»Når varmen stiger til vejrs, forsøger jeg at flytte den. Jeg regner med at udbygge systemet, men det bliver jo også dyrt,« siger Kenni Phillipsen. Til højre for døren flyder et par tilbudsaviser. Der er penge at spare kødpølse i Føtex. Ude på landevejen drøner en lastbil forbi.

»Jeg har spekuleret på, om jeg kan få fat i en gasvarmeovn, så jeg har skaffet to gasflasker,« siger han. »Jeg havde en mistanke om, at det ville være en god idé.«

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-38/samfund/baal-uden-braende

MADS STAGHØJ (f.1988) er journalist, uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og San Francisco State University i 2015. Han trådte sine journalistiske sko her på avisen og arbejdede som fast skribent for Zetland fra 2016-2018. Staghøj har skrevet indgående om integration, flygtningekrisen og udenrigspolitik og har rapporteret fra flere lande i Europa og Mellemøsten.

 

MSTA@WEEKENDAVISEN.DK