Kommentar. Hvis Jakob
Ellemann-Jensen var et dyr, ville han bruge selvudslettelse som
overlevelsesstrategi.
TUDSEFISK - SYNDROMET
Dybt under overfladen, så langt nede, at solens stråler
ikke trænger igennem, lever en af naturens grimmeste skabninger: Deep
sea angler fish, eller på dansk tudsefisken. Den er et mysterium
for biologer, for hannen opfører sig sådan her:
Under parring bider han sig fast i den meget større hun
og smelter bogstaveligt talt sammen med hende. Gradvist nedbrydes hans øjne,
finner og indre organer, alt undtagen det sædproducerende system, indtil han
til sidst er fuldt indoptaget og koblet op på hendes kredsløb. Han får flydende
ernæring, hun får en medgørlig ægtemand.
Det politiske tudsefisk-syndrom, eller i
hvert fald forspillet til det, er under opførsel i disse uger. Venstres formand
Jakob Ellemann-Jensen overvejer angiveligt fordelene ved at danne regering med
Mette Frederiksen og dermed indgå i en lige så selvudslettende symbiose med en
langt overlegen partner. Også Søren Pape Poulsen har åbnet for at overveje en
regering med socialdemokrater, men hvad sådan en regering skulle være løsningen
på er svært at se.
Med en omskrivning af Barbara Bertelsens
berygtede corona-opsang: Selvudslettelse er ikke en strategi. I hvert fald ikke
en langsigtet en.
Det borgerlige argument for en midterregering
er i store træk, at det er »bedst for Danmark,« hvad det så end betyder. Hvis
de mener, at de borgerlige bør stemme ja til mere socialdemokratisk politik,
står det dem jo frit for også i opposition.
Det andet og nok mere sandfærdige argument er, at der
efter folketingsvalget ikke findes et borgerligt alternativ. Det må alle der
(stadig) har øjne i hovedet give Jakob Ellemann ret i, men han mangler at forklare,
hvorfor han så ikke bliver hjemme og går i gang med genopbygningen.
Venstres problem er ikke, at de har tabt, men at de
nægter at indse det. Partiet har fortrængt hvert eneste nederlag, de har
akkumuleret siden de tabte til Helle Thorning-Schmidt i 2011.
Da Lars Løkke Rasmussen, dengang formand for Venstre,
tabte i 2011, udnævnte Søren Pind ham alligevel til Danmarks »moralske
statsminister«, fordi partiet gik ét mandat frem. Da Venstre mistede 13
mandater i 2015, vandt de samtidig regeringsmagten tilbage – selvransagelsen
udskudt igen – og da Lars Løkke tabte til Mette Frederiksen i 2019, gik Venstre
frem med ni mandater. Nu er Venstre stort set halveret, har mistet 20 mandater
og straks overvejer man at belønne sig selv med nogle ministerposter. Valgets
tale er tvetunget for det parti: Venstre vinder, hver gang de taber.
Vil de borgerlige endelig lære noget af
Socialdemokraterne, kan de se på den transformerende effekt, det havde at være
i opposition fra 2001-2011. Det var ikke kønt at overvære, mens det stod på,
men se hvad der kom ud af det: Først granatchok, så en famlen rundt i
udlændingepolitikken, så en begyndende strømlining primært fra toppen, der gik
ud på at sige ja til stort set alle stramninger.
Ren strategi, der først rodfæstede sig som en politisk
erkendelse hele vejen ned i partiet under Mette Frederiksens formandskab, og nu
er en integreret del af partiets ideologiske overbevisning. Alt, hvad der truer
velfærdsstaten som konstruktion, vil der blive handlet imod. De tænker, de
skriver bøger (ikke statsministeren dog), og vigtigst af alt er de villige til
at sætte lovgivning bag ordene.
Ender Ellemanns og Pape Poulsens sonderinger med et ja
til en regering med Mette Frederiksen, risikerer de at reducere deres partier
til et støttesystem for Socialdemokratiets dagsorden.
Danmark skal nok overleve endnu en socialdemokratisk
regering. Det er værre med de borgerlige.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/tudsefisk-syndromet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar