SØGES : LANDSTRÆNER
Da Uruguays fodboldlandshold i 1924 indledte sin
storhedstid ved at rejse til Paris og vinde OL-guld, udbrød en uruguayansk
fodboldleder: »Gudskelov, så var Uruguay alligevel ikke en fejltagelse.«
Den fine uruguayanske forfatter Eduardo
Galeano nævner replikken i sin bog Fodbold i sol og skygge (dansk
udgave 1996). Og Galeano kondenserer selv landsholdstanken yderligere: »Jeg
spiller, altså er jeg.«
Efter det danske landsholds chokerende
opvisning af fesenhed og ligegyldighed i onsdagens afgørende puljekamp mod
Australien må vi konstatere: Danmark var nok alligevel en misforståelse.
Ud over en lykkelig australsk nation kunne
den slibrige FIFA-præsident, Gianni Infantino, torsdag morgen vågne i sin
guldseng i Qatar med et stort smil på læben: Åh, det er sandt, det er virkelig
sandt – de forbandede danskere med deres lgbt-armbind og deres kværulant af en
forbundsformand er her ikke mere.
Foto: Mads Claus Rasmussen,
Scanpix
Nej, ikke alene er Danmark ude af VM-slutrunden. Hele den
danske VM-optræden var så beskæmmende, at Infantino må klukle i sin
diamantbesatte pyjamas (en morgengave fra Qatar-styret): Ingen kunne have
udtænkt en værre hævn end det mesterværk af pinlighed, som landstræner Kasper
Hjulmand og hans mandskab præsenterede i Qatar.
Aldrig tidligere har et slutrundemandskab
decideret bragt skam over Danmark. Det har været blegt og sløjt, som det var
tilfældet ved EM i 2000 og ved VM i 2010. Men dette mandskab, den mest
talentfulde generation siden Sepp Pionteks 80er-landshold, har gjort en hel
befolkning flov. Og i henhold til den uruguayanske tankegang: sat
spørgsmålstegn ved vores eksistensberettigelse.
Så søbende apatisk, så viljeløst, så
enestående hovent i ligegyldigheden.
To fodboldkampe? Det er som at omtale sine egne børn som
tilfældige celleansamlinger. VM-kampe er helligdomme og samlingspunkter for
millioner af danskere.
Den gamle norske forward Jan Aage Fjørtoft, i
dag skarp kommentator, fastslog på Twitter: »Jeg er nødt til at være ærlig. Kun
Qatar har været dårligere end Danmark ved dette VM. Men når det gælder vilje og
energi har de været værst, danskerne.«
Det var sandelig høfligt af Fjørtoft at
inddrage Qatar i den danske misere. Men nej, det qatarske sekundahold kan ikke
gøre for, at landets herskere købte sig til en helt ufortjent plads ved VM. Og
i deres tre kampe har de qatarske spillere faktisk ydet alt, de rummede og
formåede, stik modsat danskerne.
Qatar er nummer 50 på FIFAs verdensrangliste,
Danmark er nummer 10, en temmelig stor magt med et væld af erfaring og klasse
på det aktuelle landshold.
Ingen savner Danmark
En VM-deltagelse er et privilegium udløst af
meritokrati. En eftertragtet og dramatisk situation, som bør få deltagerne til
at mobilisere den yderste nødvendighed og kunnen. Det forudsætter et ubærligt
mål af arrogance at lade hånt om den mulighed og hæder, det er at deltage i en
stor slutrunde.
Andre store landshold – Norge, Egypten,
Italien, Colombia, Algeriet, Peru – kan nu sidde og måbe i foragt: Vi kom ikke
med til VM, det gjorde Danmark, og de havnede i den letteste pulje af alle, men
danskerne følte sig åbenbart for fine til at yde alt.
Hver for sig er de danske landsholdsspillere
sikkert fine fyre. Men i de tre VM-kampe har de lignet snothvalpe, der troede
for meget om sig selv: De behøvede ikke at brænde for det, de behøvede ikke at
løbe livet ud af sig, de behøvede ikke at presse deres store evner.
Og mens klodens fodboldpublikum er forpint
over at måtte tage afsked med et så charmerende og medrivende mandskab som
Ecuador, vil ingen savne Danmark ved VM. Heller ikke i Danmark.
Dette kan vise sig katastrofalt. Under først
Åge Hareide og dernæst Kasper Hjulmand er det lykkedes at reparere de bånd
mellem landshold og den brede befolkning, som havde lidt alvorlig skade i det
foregående årti. Ikke siden det danske mandskab, som deltog i VM 1998, måske
ikke siden EM-triumfen i 1992 eller sågar Pionteks 80er-landshold, har et dansk
landshold været ombølget af så dyb kærlighed og varme. Og spillerne har gjort
sig fortjent til det, helt frem til VM i Qatar.
Også fodboldmæssigt kan den uværdige indsats
i Qatar få konsekvenser. Fornemmelsen af fremdrift og fundament er borte.
Selvom landstræner Hjulmand på fornem vis har
forvaltet landsholdet med to gange VM- og EM-deltagelse i 2020/21 og 2022, kan
de seneste års positive udvikling i høj grad tilskrives Hjulmands forgængere.
Det var Morten Olsen, som for 15-16 år siden gav Dansk Boldspil-Union og hele
fodboldapparatet en desperat opsang: Spillerkvaliteten dalede generelt. Det
medførte reformer, som har fostret et væld af store danske spillere, herunder
de 26 mand, som udgjorde VM-truppen i Qatar.
Siden overtog Åge Hareide det danske
landshold i 2016, og nordmanden fik blæst ny energi og retning i institutionen
landsholdet, selve kongehuset i dansk fodbold. Hareides slidstyrke med masser
af sejre og hårdt tilkæmpede resultater kulminerede 1. september 2017 i en af de
vigtigste præstationer i nyere tid: 4-0-sejren over Polen i Parken.
Denne triumf over kvalifikationspuljens klare
favorit sikrede reelt Danmarks deltagelse ved VM i Rusland 2018. Et uhyre
afgørende facit, som ledte direkte frem til VM-deltagelsen i 2022, hvor denne
store generation – Eriksen, Schmeichel, Kjær, Delaney, Braithwaite – skulle
kulminere i selskab med yngre folk.
Hver for sig er de danske landsholdsspillere sikkert fine fyre.
Men i de tre VM-kampe har de lignet snothvalpe, der troede for meget om sig
selv.
For allerede dengang fornemmede alle, at nye
perlende årgange var på vej: Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg,
Joachim Andersen, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen, Mikkel Damsgaard, Christian
Nørgaard, Andreas Cornelius etc.
VM-deltagelsen i 2018 i Rusland var en
ekstremt afgørende overlevering fra Åge Hareide. Dette landshold kunne opnå
slutrundeerfaring og spilles sammen til de kommende turneringer, hvor
spillernes alder og klubkarrierer ville stå i zenit. Den forrygende EM-sommer
2021 byggede i allerhøjeste grad på Rusland-togtet. Og i sidste ende på
4-0-sejren over Polen i 2017 midt i Hareides sejrsrække.
Hele denne sportslige ekspansion forekommer
totalskadet nu. Og den møjsommeligt genskabte relation til publikum er i fare
efter de tre katastrofalt ringe VM-præstationer i Qatar.
Kujoner og præk
Antallet af indkast er gerne et fint udtryk
for en kamps kvalitet og det tekniske niveau. Det dramatiske opgør i aftes
mellem Polen og Argentina bød således på 34 indkast – Danmarks impotente match
mod Australien på 59 indkast. Dette var standarden.
Elendigheden falder naturligvis tilbage på
landstræner Kasper Hjulmand. Det er hans ansvar, at mandskabet går på banen mod
et begrænset, men fyrigt Tunesien uden at være i VM-beredskab. Det er hans ansvar,
at så store spillere var reduceret til fantasiløse, udbrændte personager i
bundskraberen mod de primitive, men beåndede fightere fra Australien.
Det er Kasper Hjulmands ansvar, at ingen af
hans faste folk – alle med vigtige roller i store klubber i Premier League, La
Liga og Serie A – løftede sig over et chokerende lavt bundniveau i hele tre
VM-kampe. Alle var i krise samtidig.
Selv de røster – herunder denne skribent –
der i balladen om OneLove-anførerbindet tog Hjulmand og spillerne i forsvar og
henviste til, at de nu engang var på et sportsligt togt og ikke kan rende og
hæmme sig selv med gule kort, må revidere opfattelsen.
Hvis man alligevel er for ugidelig og for
ængstelig til at spille fodbold på den største scene – den scene, som alle
topspillere stræber mod som selve formålet med karrieren – så kunne man for
pokker have vist lidt mandsmod og taget et sølle gult kort, når man først var
gået i brechen for lgbt-rettigheder. Nu står det danske landshold tilbage som
kujoner, og Hjulmands præk runger uendelig tomt.
Orwellsk megalomani
Efter fiaskoen mod Australien har Kasper
Hjulmand fremhævet balladen om anførerbindet som en distraktion. Danmarks Radio
citerede Hjulmand på pressemødet torsdag morgen: »Det er ikke en undskyldning.
Det er vigtigt for mig at sige. Men …«
En pinlig reaktion, faktisk en tilståelse.
Holland, Tyskland, England var blandt de landshold, der oprindeligt også deltog
i den afblæste OneLove-aktion – hvordan har de klaret sig efter balladen?
Strålende, overbevisende.
Igen falder fadæsen tilbage på Kasper
Hjulmand. Hvis det overhovedet har haft nogen betydning, har Hjulmand altså i
modsætning til sine kolleger ikke formået at samle sit hold til indsatsen på
banen.
På pressemødet erklærede DBUs
fodbolddirektør, Peter Møller, at Hjulmand er fredet på posten. Til trods for
eklatant dårlig ledelse på et VM-togt med en perlende trup. Til trods for de
skår, som er slået i omfavnelsen med det danske folk.
Indimellem kan ting også gå helt galt for den
helt rette mand eller kvinde, og så må man tage konsekvensen.
Forleden udtalte Morten Olsen sig i
Tipsbladet med storsind om Kasper Hjulmand, som han betegner som den
allerbedste, Danmark og landsholdet kunne få: »Han er endda et fint menneske.
Det behøver man ikke at være, det har jeg jo bevist.«
Man fristes til at opfordre DBU til at opslå
stillingen som landstræner: gerne et ondt menneske. Hjulmand kan jo selv søge
jobbet efter lidt afsøgning af de sorte, mere VM-egnede hjørner af sit varme
indre.
Desværre blev en grundlæggende indstilling og
arrogance, som nok står i vejen for nødvendige tiltag, på torsdagens pressemøde
udtrykt af Peter Møller. Meget uklædeligt benyttede Møller lejligheden til at
hovere over for Norge, som ikke var kvalificeret til VM. Og om den overordnede
situation efter den største fiasko i 50 års landsholdsfodbold: »Vi går ikke i
panik, fordi vi over ni dage har tabt to fodboldkampe.«
To fodboldkampe? Det er som at omtale sine
egne børn som tilfældige celleansamlinger. VM-kampe er helligdomme og
samlingspunkter for millioner af danskere.
Hvorfor overhovedet deltage i VM, hvis der
bare er tale om »fodboldkampe«? Møller røber her en orwellsk megalomani: I DBU
arbejder man åbenbart ikke frem mod det samme højdepunkt som alle andre lande i
verden, Verdensmesterskabet hvert fjerde år, nej, man arbejder sandelig for
evigheden.
Dette danske landshold havde ikke fortjent at
være med ved VM. Og det havde ikke fortjent det danske publikum og dets
hengivenhed.
Og Danmark var øjensynlig en misforståelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar