Deja-vu. Flokke af
migranter strømmer igen mod Europa – ud over de 4,5 millioner ukrainere, der
allerede er her. Er EU og medlemslandene bedre rustet til at håndtere problemet
end under krisen i 2015-16?
Europas nye migrantkrise
BRUXELLES – Det er kun midt på formiddagen, men portene
er allerede lukket til Le Petit-Château, den tidligere kasernebygning i det
centrale Bruxelles, som den belgiske asylmyndighed Fedasil nu bruger som
modtage- og indkvarteringscenter for asylsøgere.
Le Petit-Chateaus 800 pladser er fuldt
optaget, og køerne uden for Fedasils kontorer er allerede så lange, at man har
måttet stoppe for tilgang resten af dagen.
En flok migranter, alle mænd, står endnu uden
for porten og ryger.
»Kom igen i morgen, er den besked, vi fik,«
siger en af dem, en bangladeshisk mand i 30erne. Han er tilsyneladende
forberedt på det nordeuropæiske vintervejr, er iført varm dynejakke og
fornuftige sko og kunne sagtens ligne en turist.
Til Belgiens hovedstad Bruxelles er der ankommet
så mange asylansøgere, at de nytilkomne er henvist til at sover på gaden, under
broer og på togstationer. Alle sengepladser på asylcentrene er for længst
optaget. Foto: Dmitrij Kostjukov/The New York Times
Han siger ja til at snakke lidt med den danske journalist
på den betingelse, at vi nøjes med at kalde ham M. Det samme gør en ung ranglet
fyr med brun hud, et vaklende engelsk, men et brugbart fransk. Étyen hedder
han, kommer fra det centralafrikanske land Burundi. Han fryser tydeligt i sin
alt for tynde vindjakke.
Jeg tilbyder de to mænd en kop kaffe på en
café på den modsatte bred af Canal de Bruxelles, en af de vandveje, der skærer
igennem den belgiske hovedstad. Midt på broen over kanalen passerer vi, hvad
der ligner en samling festivaltelte, en 10-12 stykker, dækket af en kæmpestor
grøn presenning. Fodtøj i alle afskygninger – sko, sneakers, sandaler,
klipklapper – står uden for teltene sammen med affaldsposer og en enkelt
indkøbsvogn. Her lever nogle af de omkring 4.000 illegale migranter, som der p.t.
ikke er plads til i de belgiske indkvarteringscentre, og som må sove rough –
på gaden, under broer, på banegårde og lignende.
Teltdugen til et af teltene slås op og
afslører en hel familie med to-tre børn, der ligger og skutter sig i soveposer
eller under tæpper. Og det selv om Fedasil på sin hjemmeside understreger, at
familier har førsteprioritet, når der skal findes indkvartering.
Jeg lader en bemærkning falde om, at det ser
ud til at være hårdt for dem, men M og Étyen er nådesløse. »Man har sin skæbne,«
siger den unge burundier. »Det kan ingen ændre.« Og M er tilsvarende
usentimental: »De må tro, at de kan få et bedre liv her. Ellers var de her jo
ikke.«
Da jeg på cafeen spørger Étyen, hvordan han
er kommet den lange vej til Europa – og forestiller mig ørkenvandringer og
farefulde sejladser – svarer han kort: »Med fly, selvfølgelig.« Han landede i
den serbiske hovedstad Beograd for godt en uge siden og har bevæget sig mod
Bruxelles med bus eller til fods.
Siden læser jeg, at Burundi er et af de
lande, som Serbien har givet visumfri adgang som modydelse for, at landet har
afbrudt de diplomatiske forbindelser med Kosovo. Fra Serbien siver migranterne
gennem de porøse grænser til nabolandene og dermed til EU – den såkaldte
Balkanrute, som EU-Kommissionen netop nu gør meget for at få lukket.
M er kommet til Bruxelles via den anden store
adgangsvej til Europa – Middelhavet. Han fortæller, at han er ingeniør og har
arbejdet i flere år i først Egypten, siden Libyen og hele tiden har sendt penge
hjem til familien, hustru og to børn, i Bangladesh. Men jobmulighederne tørrede
ud i Nordafrika, og han besluttede sig for at tage chancen og krydse havet.
Ingen af de to mænd er særlig meddelsomme, da
jeg spørger, hvem der har hjulpet dem til Europa, eller hvad det har kostet.
»Jeg står i gæld til nogen,« siger Étyen blot.
M tror på, at han kan få opholds- og
arbejdstilladelse i Belgien. »Der er brug for en mand med mine evner.« Étyen
nøjes med et »vi får se«. Han ved ligesom alle andre, at en afgørelse på hans
ansøgning er flere måneder eller år væk, og at han til den tid kan være over
alle bjerge. »Helst et sted, hvor man taler fransk,« som han siger. Hvor han
skal sove i nat, ved han ikke.
Selv ukrainere må sove på gaden
De to mænd er en del af, hvad der allerede er
udråbt til Europas nye migrantkrise, en mulig gentagelse af, hvad der skete i
2015-16, da 1,4 millioner flygtninge og migranter kom til et EU-land. Den
mærkes ikke rigtig i Danmark – i årets første ni måneder kom der kun 3.846 nye
asylsøgere til hertil, hvoraf cirka halvdelen var ukrainere.
Hvis vi medregner de omkring 4,5 millioner
ukrainere, der nu skønnes at opholde sig i et EU-land, er krisen i 2015-16
overgået mange gange. Men ukrainerne tæller ikke rigtig i denne statistik. EU
besluttede allerede en uge efter den russiske invasion 24. februar at give alle
ukrainerne flygtningestatus fra dag ét med ret til at modtage økonomisk støtte,
rejse på tværs af EUs landegrænser, søge job, sende deres børn i skole og få
adgang til lægehjælp med mere. De er så at sige koblet af EU-landenes normale
asylsystem.
Men derfor er det alligevel mange mennesker,
der skal hjælpes, og som har lagt beslag på myndigheders og ngo'ers kræfter og
midler. Og da migranter fra resten af verden i løbet af 2022 igen begyndte at
strømme til Europa, blev institutionerne hurtigt overbebyrdede.
Ifølge EUs grænsekontrolagentur Frontex er
280.000 illegale migranter kommet til Europa i løbet af årets første ti
måneder, en stigning på 77 procent sammenlignet med året før. Af dem kom
130.000 ad Balkanruten, mens 90.000 tog turen over den centrale del af
Middelhavet, og 40.000 krydsede det østlige Middelhav.
Det er især Tyskland, Østrig og
Benelux-landene, der har mærket det nye indtog. Her i Belgien ser man migranter
alle vegne, byens godt 30.000 indkvarteringspladser er for længst fyldt op. Og
myndighederne mangler ikke bare pladser, men personale til at sørge for mad,
sanitære forhold og lægebehandling – og til at behandle de mange ansøgninger.
»Nu ser vi selv ukrainere, der må sove på
gaden. Og situationen bliver kun værre i de næste måneder,« siger Alberto-Horst
Neidhardt, ekspert i migration ved Bruxelles-tænketanken European Policy
Center.
»Det er ikke, fordi der er sket en eksplosiv
stigning i antallet af ikkeukrainske migranter sammenlignet med tiden før
coronapandemien. Men den belgiske regering har i de år, der er gået siden
2015-16, nedlagt store dele af asylsystemet. Samtidig har myndigheder og ngo'er
virkelig måttet anstrenge sig for at modtage alle ukrainerne.«
Er EU så bedre rustet til at håndtere en
migrantkrise, end man var i 2015-16?
Neidhardt mener, at svaret er nej. »Vi ser
stadig medlemslande, lokale myndigheder og EU bruge alle kræfterne på
kortsigtede ad hoc-løsninger. Asylsystemet er fortsat både omstændeligt og
underbemandet – der er lige nu i Europa 500.000 asylansøgninger, der venter på
at blive besvaret. Der er endnu ikke fundet en løsning på problemet med,
hvordan man deler migrantbyrden nogenlunde solidarisk mellem medlemslandene.«
Asylpagten
Europa-Kommissionens svar på migrantkrisen i
2015-16 var at lave et forslag til en Migration- og Asylpagt, fremlagt i 2020.
Pagten har fire hovedelementer: 1) en mere solidarisk fordeling af
migrantbyrden. 2) en mere effektiv ekstern grænsekontrol med en hurtigere
udskilning af »åbenlyst grundløse« asylansøgninger ved EUs grænser. 3) en mere
effektiv hjemsendelse af migranter, der opholder sig illegalt i EU. 4) aftaler
med lande uden for EU, især i Mellemøsten og Nordafrika, der skal begrænse
strømmen af migranter til Europa.
Kommissionens pagt fik en blandet modtagelse,
da den blev fremlagt. Men en del af den er faktisk gennemført eller er på vej
til at blive det – især den del, der handler om at stramme adgangen til EU,
fortæller Luigi Scazzieri, der er seniorforsker ved tænketanken Centre for
European Reform og ekspert i migration.
Sidste år fik 342.000 personer besked på at forlade EU, men kun
83.000 rejste faktisk ud.
»De største fremskridt ser vi i form af
aftaler med tredjelande. De mest berømte er den med Tyrkiet, hvor vi groft sagt
betaler tyrkerne for at tage sig af de flygtninge, der er i landet, og sørge
for, at de bliver der, og den mere kontroversielle aftale med Libyen, hvor vi
træner den libyske kystvagt, der har været involveret i mishandlinger. EU
presser for øjeblikket Serbien hårdt for at få landet til at opgive sin noget
løse visumpolitik, og der blev netop i denne uge indgået aftale om, at
Frontex-grænsevagter kan udstationeres mellem Balkanlandene for at mindske antallet
af migranter på Balkanruten.«
Scazzieri nævner også, at det er lykkedes at
oprette et egentligt EU-asylagentur, der kan hjælpe medlemslandene med at
håndtere ansøgninger, ligesom der er politisk enighed om en database over
asylsøgere baseret på fingeraftryk, kaldet Eurodac.
Langt vanskeligere står det til med returns –
at få illegale migranter sendt tilbage til deres hjemlande. En række lande i
Mellemøsten og Afrika har ikke vist sig særligt samarbejdsvillige – eller har
rejst krav om store modydelser. Sidste år fik 342.000 personer besked på at
forlade EU, men kun 83.000 rejste faktisk ud.
Og hvad angår solidaritetsmekanismen, den
mere retfærdige fordeling af migrantbyrden, ser det decideret skidt ud. »Det
bliver meget vanskeligt at nå til enighed der,« siger Luigi Scazzieri. »Det er
meget usandsynligt, at store lande som Tyskland og Frankrig vil fravige det
generelle princip om, at det er første ankomstland, der er ansvarlig for
asylansøgeren.«
I juni indgik en gruppe lande en ad
hoc-aftale om at aftage 10.000 migranter, der var steget i land i Italien og
andre sydeuropæiske lande, men aftalen har ikke rigtig udmøntet sig konkret.
Eskalerende spændinger?
Spørgsmålet er, om en ny migrationskrise vil
føre til lige så store politiske dønninger på kontinentet som den i 2015-16.
Det mener Alberto-Horst Neidhardt, at der er risiko for.
»Vi må regne med, at antallet af ukrainere,
der søger midlertidig beskyttelse i EU, vil stige i de næste måneder på grund
af russernes ødelæggelse af ukrainsk infrastruktur. Vi må antage, at stærkt
stigende priser på fødevarer i Den Tredje Verden vil få flere til at søge mod
Europa. Det kommer så oven i det stress, modtagesystemet i Europa allerede
lider under. Vi kan se af målinger, at en vis solidaritetstræthed har indfundet
sig – samtidig med at Ukrainekrigens socioøkonomiske konsekvenser gør livet
sværere for europæerne. Det giver alt sammen risiko for eskalerende
spændinger,« mener Neidhardt.
»Populister og propagandister vil spille på
den vrede, der opstår, formentlig hjulpet af kræfter udefra. De politiske
brudflader, vi så i Europa under migrantkrisen i 2015-16, kan hurtigt vise sig
igen, både internt i EUs medlemslande og mellem medlemslandene.«
kILDE:
https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/europas-nye-migrantkrise
Ingen kommentarer:
Send en kommentar