Hun ville redde klimaet. I stedet afslørede hun den grønne ekstremismes hykleri

En video af en desperat Louise Harris udstiller det farlige hysteri, som har grebet de mest radikale klimaaktivister. De tager fejl på mindst fem forskellige måder.

Da videoen af Louise Harris gik viralt, fik jeg først ondt af hende. Hun stod lænket til en skilteportal af stål over en engelsk motorvej og brød straks i gråd, da hun skulle forklare om sin aktion.

»Jeg er her … jeg er her, fordi jeg ikke har nogen fremtid,« fremstammede hun gennem tårerne, mens man for hendes fødder så biler og lastbiler køre på M25-motorvejen nord for London.

Den dag i november lykkedes det Louise Harris og andre aktivister fra »Just Stop Oil«-kampagnen at stoppe trafikken på M25. Deres mål var at fremtvinge en debat om deres krav om et øjeblikkeligt stop for nye olie- og gasboringer, men den offentlige samtale kom bagefter mest til at handle om deres udemokratiske og ansvarsløse fremfærd.

Da Louise Harris senere på måneden var kommet ud af varetægtsfængsling og kunne give nogle interviews, kom både hendes religiøse og kyniske tilgang til klimasagen tydeligt frem.

En journalist spurgte bekymret om, hun ikke var bange for at skade sine karrieremuligheder, da hun nu for altid vil være forbundet med en video i et desperat øjeblik. Men det affejede Louise Harris med en sort håbløshed.

»Hvilke fremtidige arbejdsgivere taler du om? I de næste 10-20 år er der forudsagt et totalt kollaps af samfundet. Det er klimakrisen, som påvirker mine karrieremuligheder,« lød den 24-årige kvindes svar.

Louise Harris er grebet af den apokalyptiske ild, som præger ikke bare de mest ekstreme klimaaktivister, men også store dele af mainstreamdebatten.

Der er ingen plads til nuancer, intet håb, kun dystre forudsigelser om død og katastrofer. Så Louise Harris tror virkelig på enden på alting, og det bringer hende gennem en stærkt følelsesladet harme til nogle radikale konklusioner.

Louise Harris er ikke alene. To »Just Stop Oil«-aktivister limede sig fast til væggen efter at have kastet en dåse suppe på Van Gogh-maleriet »Solsikker« på National Gallery i London 14. oktober.

Foto: Ritzau Scanpix / Reuters.

Den britiske regering er i hendes øjne »kriminel« og »folkemorderisk«, fordi den ikke gør nok for at begrænse udledning af drivhusgasser. Derfor vil hun ikke længere vente på demokratiet. Der skal mere drastiske metoder til.

Under aktionen på M25 kom en motorcykelbetjent til skade, fordi blokaden af trafikken forårsagede en ulykke, men »vi er ikke de ansvarlige«, siger Louise Harris – det hele er jo samfundets skyld.

Selvretfærdigheden er stor. Hendes generation lider mere end andre, forklarer Louise Harris, og når nogen påpeger, at hun tidligere har delt en munter TikTok-video, hvor man ser hende syngende køre i bil, er det igen samfundets skyld:

»Jeg er et almindeligt menneske og del af et samfund, som desværre er komplet afhængig af fossile brændsler. Jeg har ikke råd til en elbil,« siger Louise Harris til BBC.

Videoen af den grådkvalte aktivist over M25 har fået nogle kommentatorer til at drage sammenligninger til de unge selvopofrende kvinder, som i 1970erne var så oprørte over klassesamfundets uretfærdighed, at de støttede op om terrorgrupper som Rote Armee Fraktion.

Nutidens klimaaktivister er ikke terrorister, men radikaliseringsprocesserne minder om hinanden, og vi har de seneste år set en bølge af udenomsparlamentariske klimaaktioner – også med alvorlige konsekvenser.

Klimaaktivister limer sig selv fast til kendte kunstværker eller kaster maling på dem. Andre pifter dæk på store biler i København og andre vestlige storbyer, og der er nærmest daglige forsøg på at blokere trafik på veje eller i lufthavne.

Det er gået galt flere gange.

I Stockholm i august blev en ambulance i udrykning forhindret i at komme frem til et sygehus på grund af en klimablokade, og i Berlin blev en redningsaktion af en 44-årig kvinde stærkt forsinket på grund af endnu en klimaaktion. Hun døde en uge senere, og det diskuteres stadig, om hun uden vejspærringer kunne være blevet reddet. Forinden nåede en kendt tysk klimaaktivist, Tadzio Müller, at skrive på Twitter, at sådan er det, når der føres klimakamp: »Shit happens«.

De mange sager kalder på, at venner af både klimaet og demokratiet siger fra.

I mine øjne har de grønne ekstremister uret på mindst fem forskellige måder:

1.      De erstatter fakta med følelser, angst og religiøs vækkelse.

2.    De er udemokratiske. De anerkender ikke demokratiske beslutninger, fordi de mener at vide bedre end andre, hvordan den globale opvarmning skal begrænses.

3.    De er intolerante over for mennesker, der indtager de »forkerte« standpunkter. Forleden blev den unge Louise Harris stoppet for åben mikrofon, da hun beskyldte en navngiven debattør for at være finansieret af olieindustrien. Hvad hun ikke havde nogen beviser for.

4.    De er kyniske. Nogle af dem er villige til at lade klimakampen koste menneskeliv. Roger Hallam, medstifter af aktivistgruppen Extinction Rebellion, har åbent forklaret, at han selv gerne ville stoppe en ambulance med en døende patient, hvis han var ved at gennemføre en klimaaktion. Den svenske professor i humanøkologi, Andreas Malm, er også berygtet for sine opfordringer til sabotage og bomber mod rørledninger.

5.     De graver deres egen grav. Vandalisering af kunstværker koster sagesløse museer dyrt, og hærværk og trafikblokader indebærer risiko for tragiske hændelser, som vender opinionen imod dem. I en tysk meningsmåling foretaget i november svarer 86 procent af de adspurgte, at klimaaktivisternes blokader »skader« klimasagen.

Det er altså vigtigt, at de grønne ekstremister møder modstand.

Radikaliseringen kan blive decideret farlig, og den har allerede i dag alvorlige konsekvenser:

Det skader den seriøse debat, når den bliver domineret af dommedagsprofeter med løsgående postulater.

Og det skader den folkelige opbakning til klimaomstillingen, når selvoptagede, melodramatiske aktivister får lov til at løbe med opmærksomheden.

Kilde: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hun-ville-redde-klimaet-i-stedet-afsloerede-hun-den-groenne

 

Pierre Collignon blev debatredaktør på Berlingske i april 2018. Han er forfatter til bogen "Tilbage til virkeligheden - kampen mod fake news, løgne og manipulationer". Han har tidligere været chefredaktør på Jyllands-Posten og korrespondent i Berlin, Bruxelles og Moskva.