Kommentar. Sagen om Lizette Risgaard er endnu en fortælling om magtens blindhed. Og om en tidsånd, der er ved at forlade den ældre generation.

Kun set oppefra er en

pyramide flad

Selvfølgelig kan man undre sig over, at FH-formand Lizette Risgaard ikke meddelte sin afgang allerede fredag morgen. Historien om hendes upassende opførsel overfor unge mænd havde på det tidspunkt været undervejs i en måned, og aftenen før mediernes offentliggørelse havde hun forsøgt at tage toppen af den ved at undskylde på Facebook. 

»Jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med,« skrev hun og forklarede, at det ikke havde været hendes intention at krænke nogen; hun var bare et uformelt menneske, der elskede at kramme.

Man hører i de ord et ekko fra dengang, daværende 3F-formand Per Christensen forklarede sit dobbeltliv med, at han var en kærlig mand, der elskede meget. Det var også årsagen til, at det ikke var nok med en familie – han måtte have to (på samme tid), for sådan er det, når man har så stort et hjerte.

Han endte med at måtte tage sin afsked, også selv om mange dengang mente, at det var hans egen sag og egen hovedpine, at han havde jongleret rundt med to familier, og at det intet havde med hans hverv som formand for 3F at gøre.

Men tillid forpligter, og et flertal mente dengang, at man ikke kan have en mand siddende med så forstyrret et moralsk kompas. I forbindelse med hans afgang sagde en arbejdsmarkedsforsker i 3F’s eget fagblad: 

»Efter sagen med Per Christensen er det blevet mere åbenbart, at den personlige integritet har stor betydning. Det skal være nogle pletfri typer, der stiller op, og der forventes en ny stil, hvor man som leder er et ordentligt menneske og står for nogle menneskelige værdier.«

Lizette Risgaard har oplevet, at hun var til fest blandt ligemænd, mens de unge mænd har oplevet, at de var chefens tag-selv-bord. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix

Lizette Risgaard har ikke taget sin afgang, endnu, men meddelte fredag aften, at hun ville gå på orlov, mens den eksterne advokatundersøgelse pågår. Det er meget lidt tænkeligt, at hun vender tilbage som FH-formand, for det, der vejer tungest i dag, er ikke, om man skaber resultater eller er flittig, men om man kan forvalte magt og er ordentlig. Nøjagtigt det samme, der gjorde sig gældende i sagen om Per Christensen.

Men selvom udfaldet synes at have givet sig selv, er der flere ting, der er værd at hæfte sig ved i sagen om Lizette Risgaard. Ting, som både har relevans for andre ledere, men som også fortæller os en historie om tidsånd og dansk frisindskultur.

For det første er vi vidne til en generationskløft. Bemærk, at presset på Lizette Risgaard først kom fra HK Ungdom og 3F Ungdom, nøjagtigt ligesom presset på folketingsmedlem Jon Stephensen først kom fra Unge Moderater i sagen om hans liderlige besked. Iagttager man kommentarsporet til Risgaards Facebookopdatering vil man se, at hun finder sin opbakning blandt de lidt ældre, der tilkendegiver, at de udmærket kender til det med at være varmblodig og overrislet og gå for sent hjem fra fester. Du er udsat for en hetz, påpeger de og konstaterer, om man da heller ikke må noget mere i disse krænkelseshysteriske tider.

Dernæst fortæller hendes opdatering en historie om blindhed overfor magten, som er meget dansk. Mens lande som Tyskland, Italien og Frankrig har en udtalt hierarkisk tilgang til forholdet mellem chef og medarbejder, har vi længe i Danmark ladet som om alle er lige. I forbindelse med at Kristian Bang Foss udgav sin roman Frank vender hjem i 2019, sagde han følgende til Information:

»Der kan være sådan en jovialisering af magten [i Danmark, red.] eller en camouflering af den, der også kan være ubehagelig nogle gange. Fordi det kan være svært at vide, hvem man har at gøre med, og hvem der bestemmer og har magten.«

– Hvordan for eksempel?

»Det kan være en chef, der kommer på arbejde i korte bukser og klapper folk på skulderen, men alligevel fyrer dem. Man lader, som om man er lige, men der er alligevel én, der bestemmer.«

Indtil for nylig har det heller ikke været usædvanligt at opleve chefer til sommerfester og julefrokoster, som ikke kendte deres besøgelsestid, men festede, drak og gramsede til den lyse morgen. Risgaard har tydeligvis været en af dem. Men hvor det tidligere ikke blev sanktioneret og måske endda kunne betragtes som udtryk for frisind og frivolitet, er det i dag den direkte vej til karriere- og karakterselvmord.

For det er muligt, at det ikke, som hun skriver, har været hendes intention at krænke nogen, men vi lever i en samtid, der lægger stadig mere vægt på reaktion. Hvordan tingene opleves vejer tungere end den hensigt, der ligger bag. I den ideelle verden bør de to naturligvis afvejes i forhold til hinanden, men lige nu vejer oplevelser og reaktioner tungest, særligt hos den yngre generation, og når de gør det, har tingene det med at ryge ud af proportioner.

Det sidste er for eksempel tilfældet med Jon Stephensens midnatsbesked. »Du virker klog og er smuk og har den lækreste krop« er blevet modtaget som om der var tale om en sms fra Satan selv. Modtageren af beskeden, Mette, fortæller til TV 2, at den både gav hende identitetskrise og fik hende til at tvivle på sine egne evner og gjorde det helt umuligt for hende at koncentrere sig om sine studier. 

Og nej, jeg vil ikke forsvare mandens handlinger, men til gengæld insistere på, at vi fastholder et hierarki indenfor krænkelser og ikke bliver for knibske. Beskeden var upassende, ja, men en liderlig kompliment er I SIG SELV ikke nok til at medføre en eksklusion. Jon Stephensens øvrige sager er langt mere inkriminerende, særligt den forfalskede underskrift.

I Lizette Risgaards tilfælde er der omvendt tale om seriel adfærd. Vi har ikke at gøre med en enkelt besked til en ung mand, men om hænder, der som varmesøgende missiler igen og igen finder vej syd for bæltestedet, hvilket hun givetvis selv har syntes var hyggeligt, men det har de unge mænd ikke. 

Man må her undre sig over, at det tilsyneladende har fundet sted i årevis og været en kendt sag, uden nogen har fundet anledning til at gribe ind eller sige til formanden, at hun skulle holde fingrene for sig selv. Her tænker jeg ikke på de pågældende mænd, men på folk med stjerner på skuldrene, ligesom der må have været en whistleblowerordning.

Men mest af alt er sagen om Risgaard blot endnu en fortælling om magtens blindhed. Hun har oplevet, at hun var til fest blandt ligemænd, mens de unge mænd har oplevet, at de var chefens tag-selv-bord. Hun har haft en fest; det har de ikke. Hendes metoo-sag ligner dermed den, der fældede Frank Jensen, Jes Dorph, Naser Khader og Morten Østergaard.

Kun set oppefra er en pyramide flad. Hendes afgang kan kun være et spørgsmål om tid.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/samfund/kun-set-oppefra-er-en-pyramide-flad

ANNE SOPHIA HERMANSEN (f. 1972) er kulturkommentator og magister i litteraturhistorie med supplerende fag i filosofi og idéhistorie. Hun skriver om litteratur, tidsånd, dannelse, eksistens og kulturhistorie. Har desuden bidraget til en række antologier og er bestyrelsesmedlem samt foredragsholder.

 

ASMH@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Leder. Danmark vil føre sag om landsskadelig virksomhed mod en tidligere forsvarsminister i hemmelighed. Mener nogen seriøst, at Claus Hjorts brøde kan retfærdiggøre dette enorme brud på retsstatens grundlæggende principper?

Hvis dørene lukkes

DEN kortfattede meddelelse fra anklagemyndigheden tikkede ind fredag og burde have fået offentligheden til at svømme over i hidsig debat: Anklageskriftet mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er klar. 

Det er ikke nyt, at anklagemyndigheden vil rejse sag mod ham. 

Heller ikke, at sagen drejer sig om en række udtalelser (29 for at være præcis), hvor Hjort i forskellige situationer (fem helt nøjagtig) har udtalt sig om Danmarks samarbejde med USA om at tappe internationale kommunikationskabler. 

Men nu er det konkret lagt frem: 

Anklageren går efter fængselsstraf. Og sagen skal, mener anklagemyndigheden, foregå bag lukkede døre. Altså: Danmark vil føre en sag om landsskadelig virksomhed mod en tidligere forsvarsminister i hemmelighed.

MØRKLAGTE retssager, hvor anklageskriftets detaljer er hemmelige, vil være helt skelsættende i moderne retshistorie. Hjort har oplyst, at anklagen drejer sig om interview i medierne, herunder, kan vi med sikkerhed antage, i Weekendavisens podcast. Det fandt sted, kort efter at vi afslørede baggrunden for hjemsendelsen af hele ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste i eftersommeren 2020: uenighed med FE-tilsynet om netop kabelsamarbejdet med USA.

Hjort kritiserede denne hjemsendelse i hårde toner, fordi den, mente han, skadede efterretningstjenestens arbejde. Siden viste det sig, at han havde ret i, at kritikken af FE-ledelsen havde været grundløs.

RETSSIKKERHED for Claus Hjort er, kan man forstå, ikke lige så vigtig som det hensyn til FE, der pludselig vejer tungere end alt andet. Alene dét gør sagen absurd: 

Hjorts motiv var at beskytte FE mod en politisk overreaktion. Konsekvensen for ham: et hemmeligt anklageskrift og en lukket retssag. Igen må man understrege, hvor skelsættende det vil være.

 Forsvaret vil være meget hæmmet, fordi man skal respektere, at sagen er lukket, ligesom anklagemyndigheden kan forsøge at begrænse forsvarets spørgsmål til vidner, der måtte risikere at afsløre mørklagte detaljer. Endnu mere absurd: Dommens præmisser vil forventelig blive søgt holdt hemmelige, hvorfor offentligheden ikke kan få at vide, hvorfor Hjort kendes skyldig og muligvis skal i fængsel eller frifindes.

Den 3. maj skal en enkelt dommer i byretten tage stilling til anklagerens ønske om at lukke dørene til sagen mod Claus Hjort Frederiksen. Det bliver den vigtigste beslutning i vedkommendes karriere, skriver Martin Krasnik. Foto: Rune Øe, Scanpix

Det afgørende spørgsmål lyder derfor: Er Hjorts handlinger af en karakter, der retfærdiggør dette enorme brud på retsstatens mest grundlæggende principper? Svaret er et stort og rungende nej. En enkelt dommer i byretten skal 3. maj tage stilling til anklagerens ønske om at lukke dørene til nyere danmarkshistories mest opsigtsvækkende sag. Det bliver den vigtigste beslutning i vedkommendes karriere.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-16/samfund/hvis-doerene-lukkes

 

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Leder. SMV-regeringen suger livet ud af dansk politik. Ingen ved, hvad der foregår derinde, og debatten visner.

Den sorte boks

DANSK politik er i en ekstraordinær situation. Det var begrundelsen for, at tre umage partier tog »et historisk skridt«, som de selv formulerede det, og fandt sammen i en flertalsregering. Kun sådan kan de nødvendige reformer gennemføres, lød det i den svulstige indledning til regeringsgrundlaget: et midterflertal, der samarbejder bredt i et »levende og åbent demokrati« med »transparens i de politiske processer«. Set i det lys er det besynderligt at konstatere, at selvsamme regering har trukket sig ind i en sort, uigennemtrængelig  kasse. Ingen ved, hvad der foregår derinde, intet slipper ud, og den offentlige debat omkring den dør hen.

POLITIK og interessekamp i et demokrati må ske i det åbne, deri har regeringen ret. Nu beskylder Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, oppositionen for ikke at leve op til sin rolle og komme med seriøse modforslag til regeringens politik. Det er altså oppositionens skyld, at den politiske debat er så fattig. Men Madsen bør se sig selv i spejlet. Det er altid regeringens planer og udspil, der driver den offentlige debat med ideer, forslag og prøveballoner. SMV-regeringen er derimod musestille. Statsministeren er nærmest forsvundet. Udenrigsministeren på rejse i verden. Og Venstres ledelse uafklaret.

VISNER dansk politik, er det regeringens ansvar. Løftet om åbenhed forekommer latterligt i lyset af det seneste forløb i minkskandalen. Regeringen siger ikke en lyd om baggrunden for at trække advarslerne til topembedsmænd tilbage. Det »værdige punktum« for skandalen, som både Ellemann og Løkke har efterlyst, er forvandlet til hemmelige tegn, og brokker man sig over det, lyder det, undergraver man tilliden til demokratiets institutioner.

OG hvad så med de store reformer, der skal sikre landet i fremtiden? Foreløbig er det en tvivlsom afskaffelse af store bededag, en uigennemtænkt universitetsreform og en sundhedskommission. Det er ikke imponerende. Store ting er skam på vej, lyder det, men efter fire måneder efterlader den historiske flertalsregering et bekymrende mønster. Regeringen bruger lang tid med sig selv inde i den sorte boks på at forhandle sig frem til noget. Her må der ikke anes modsætninger, hvorfor der sjældent slipper et kvæk ud om processen. Når man så er færdig, kommer man ud med en pakke – uden interesse i at debattere det yderligere. Hvis den tidligere regering var topstyret, virker den nuværende endnu mere kontrolleret.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

DØR den offentlige debat under disse forhold, skyldes det en regering, der ikke føler sig forpligtet af en politisk kultur, hvor mindretalsregeringer og koalitioner har måttet være meget åbne. SMV-regeringen har jo flertallet, og prioriteten er at holde sammen på tropperne bag lukkede døre. Vi var mange, der spåede, at en uheldig konsekvens af denne regering ville være en radikalisering af fløjene. Det er ikke sket. Resultatet er snarere, at regeringen suger livet ud af dansk politik. Det tegner ikke godt, hvis det er sådan, regeringen vil gennemføre de reformer, der skal sikre Danmarks fremtid.

https://www.weekendavisen.dk/2023-15/samfund/den-sorte-boks?utm_medium=Social&utm_source=Facebook&fbclid=IwAR2B8hcCdQJRuApg4XTQESE4nU8XIpy_aZ7nGbMNf0IV4XqdcdsacR81udE#Echobox=1681398005

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Stereotyp. Højde burde være ligegyldigt. Alligevel fravælges små mænd i datinglivet, tjener færre penge og hånes uden blu for deres statur. Former højden også deres psykologi?

»Hop videre, hvis du er mindre end 181«

»Kan vi ikke sætte os ned?«

Forslaget kom fra en skøn kvinde, som var glad for mig, men helst ville undgå at kysse mig stående. Hun var et godt stykke over 180 centimeter høj og følte sig utilpas ved siden af mine kun 170.

Ved andre lejligheder har jeg som andre små danske mænd oplevet, hvordan mine kærester eller bekendtskaber undgik at gå i høje hæle. Eller hvordan de bøjede deres kroppe, så de blev mindre end mig på fællesfotos.

Heldigvis har jeg også mødt mange frigjorte kvinder, som ikke var tynget af den slags mindreværdskomplekser, og som godt turde troppe op til en date i høje hæle, selvom de i forvejen var højere end mig.

Illustration: Gitte Skov

Men trods et stigende fokus på ligestilling og et opgør med forældede kønsnormer viser forskningen, at den gennemsnitlige vestlige kvinde stadig holder fast i forestillingen om, at en mand bør være høj. Det kan man for så vidt også forvisse sig om ved at scrolle igennem beskrivelser på datingappen Tinder:

»Jeg er 175 cm høj og værdsætter, at fyren er en kende højere end jeg.« »Jeg er omkring 177, hvorfor højde ER vigtig.« »Jeg er en høj pige på 179, så du er nødt til at være det samme.« »Du er 180 eller højere.« »Jeg er 181, så hop videre, hvis du er mindre.«

Flere dates, højere lønninger

»Højde har betydning for dating, parring og forhold,« konstaterer den hollandske sociolog Gert Stulp fra Groningen Universitet, hvorfra han selv har en ph.d. i evolutionær psykologi.

»Jeg har blandt andet undersøgt, hvad højde har at sige i forhold til partnerpræferencer, speeddating og tilfredshed i ægteskabet. I såvel min egen som andres forskning har jeg set ganske konsekvente fund, der derfor ligner en generel tendens,« fortæller Stulp, som i øvrigt måler 200 centimeter.

»Både kvinder og mænd går op i deres partners højde, men for kvinder er det vigtigere end for mænd. Kvinder har mere specifikke ønsker til mændenes højde med en mere veldefineret rækkevidde.«

I 2013 offentliggjorte Gert Stulp og to kolleger et studie i tidsskriftet Personality and Individual Differences, hvor de undersøgte universitetsstuderendes tilfredshed med partnerhøjde. Det viste sig, at de unge kvinder i undersøgelsen var mest tilfredse, hvis deres partner var hele 21 centimeter højere end dem selv.

»Højere mænd har også en lidt højere sandsynlighed for at blive gift eller være i et forhold end lavere mænd. Men her er den statistiske forskel dog ikke særlig stor,« understreger Stulp.

I 2016 var han med til at undersøge, om høje mænd eventuelt også fik flere børn end lave. Et bud på et svar blev publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B, efter at Stulp og hans kolleger havde gennemgået hollandske fødselsdata fra årene 1935-1967.

»Vi fandt ud at, at der faktisk var en effekt: Højere mænd fik lidt flere børn end andre mænd. Men forskellene var dog bittesmå. Og i det hele taget er det ikke så ligetil at afgøre præcis dette spørgsmål, for andre undersøgelser har peget i en anden retning. I USA er man for eksempel nået frem til, at det er mænd med en gennemsnitlig højde, der får lidt flere børn end andre mænd.«

Til gengæld har amerikanske forskere fundet ud af, at høje mennesker har en række andre fordele, blandt andet på arbejdsmarkedet.

I USA bliver højde målt i tommer, der svarer til 2,54 centimeter. For hver en tomme man er højere, tjener man i gennemsnit 789 dollar (cirka 5.500 kroner) mere om året. I løbet af 30 år kan en amerikaner, der er cirka 183 centimeter høj, forvente at tjene 166.000 dollar mere end en person, der er cirka 165 centimeter høj. Det er langt over en million kroner.

Sådan lød den opsigtsvækkende konklusion i et siden ofte citeret studie, der blev publiceret i tidsskriftet Journal of Applied Psychology i 2004. De store lønforskelle gjaldt såvel mænd som kvinder og var ifølge forskerne korrigeret for køn, vægt og alder.

»Disse fund er bekymrende, for ud over få undtagelser som professionel basketball vil ingen kunne argumentere for, at højde er en essentiel evne,« lød advarslen fra Timothy Judge, en af artiklens forfattere.

Siden har forskere fra Storbritannien og Australien lavet undersøgelser, der nogenlunde bekræfter de amerikanske resultater. Det diskuteres, hvorvidt sammenhængen skyldes, at høje mennesker og især høje mænd får særbehandling. Eller om det i hvert fald til dels skal forklares med, at de høje gør et bedre indtryk på arbejdsgiverne, eftersom de udstråler mere selvsikkerhed og hviler mere i sig selv, fordi de i gennemsnit har været mere populære og efterspurgte som først børn og siden voksne.

Napoleonkomplekset

Samtidig har lave mænd og til dels kvinder tilsyneladende en risiko for at blive ramt af det, der kaldes napoleonkomplekset, navngivet efter Frankrigs berygtede hersker: et fænomen, hvor små personer som mig kompenserer for deres manglende størrelse med en dominerende og aggressiv adfærd.

Således viser et netop offentliggjort studie i Personality and Individual Differences, at de lave mennesker, som er utilfredse med deres højde, scorer højere på kedelige karaktertræk som psykopati, narcissisme og machiavellianisme. Tidligere undersøgelser har peget på en sammenhæng mellem lav højde og jalousi. Man fristes næsten til at sige, at det er dét, vi små mænd står tilbage med, mens de høje får kvinderne og succeserne.

Ikke alle forskere er overbevist om, at napoleonkomplekset findes. Andre studier har blandt andet vist, at højere mænd reagerer mere aggressivt end lavere mænd, når de bliver slået. Ligeledes diskuteres det, om ikke det var en fejl at opkalde fænomenet efter Napoleon, som ifølge de fleste historikere var gennemsnitlig eller endda høj efter datidens forhold.

Mere indiskutabelt er det, at forestillingen om den gode højde ligger i vores biologi:

»Hos menneskedyret er kvinderne kodet til at lægge mærke til dominante mænd med magt og status, for det er den slags mænd, der har kunnet sikre deres yngelpleje og afkoms overlevelse i en verden med begrænsede ressourcer,« fortæller professor Henrik Høgh-Olesen fra Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

»I dag er danske kvinder selvfølgelig et helt andet sted i historien og kan udmærket godt klare sig selv. Ligesom vi har en velfærdsstat, hvor der bliver taget hånd om yngelpleje. Men udviklingshistorisk betragtet er det kun et nanosekund siden, at vi tog italienske sko på og begav os ud på asfalten i den moderne byverden,« forklarer den 187 centimeter høje professor.

»Det er slet ikke tid nok for hjernen til at opgive logikken i den helt centrale selektionsproces. Derfor er det stadig meget almindeligt og universelt verden over, at kvinder foretrækker mænd, som er noget højere end dem selv.«

Men selvfølgelig er der undtagelser. For selvom jeg er lille, har kvinderne altid kunnet lide mig, til nogle af mine høje venners forundring.

»Hvor kommer din selvtillid og kvindetække fra?« blev jeg en gang spurgt af en høj halvkæreste.

Der er to hemmeligheder, forklarede jeg hende. For det første fik jeg virkelig meget kærlighed af min mor, mormor og andre kvinder i min barndom, som overbeviste mig om, at jeg var smuk og dejlig. For det andet har jeg aldrig rigtig set op til de høje drenge og mænd, fordi jeg har været basketballspiller hele min barndom og ungdom og har været vant til at sætte dem på plads i deres eget spil. Blandt meget andet blev jeg sågar danmarksmester i streetbasket.

Er det diskrimination?

Spørgsmålet er, om vi i samfundet kan gøre noget for at korrigere de kodede hjerner, så de lavere mænd bliver fravalgt i mindre grad. Andre former for uheldig adfærd er vi i fuld gang med at rette op på, påpeger Henrik Høgh-Olesen:

»For menneskedyret er det naturligt at være på vagt over for fremmede, der ser anderledes ud,« siger han, men alligevel accepterer vi ikke adfærd, der kan tolkes som racistisk.

Derfor ville de fleste hvide danske kvinder og mænd ikke indrømme det, hvis de udelukkende ønskede at date folk med samme hudfarve.

Men når det gælder højde, er spillereglerne anderledes. De små kan godt nedgøres. Således valgte den største danske tennisstjerne Caroline Wozniacki at håne sin ekskæreste Rory McIlroy for hans forholdsvis lave statur, efter at han brød forlovelsen med hende kort inden det planlagte bryllup. Og på datingsider kan man som nævnt sagtens møde krav eller ønsker om at være for eksempel over 183 centimeter høj.

Den gennemsnitlige danske voksne kvinde er 167 centimeter. Den gennemsnitlige danske mand er 180.

Kun cirka 36 procent af mændene er højere end 183, viser en udregning, som lektor Bo Markussen fra Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet, har lavet for Weekendavisen. Selv er han 186 centimeter høj og blandt de 22 procent højeste mænd i Danmark. Med 170 centimeter er jeg blandt de ni procent laveste.

Diskrimination kan ske på baggrund af flere forhold, skriver Institut for Menneskerettigheder på sin hjemmeside og nævner blandt andet køn, race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Højde – eller udseende i det hele taget – står ikke på listen, selvom forskningen viser, at det spiller en stor rolle for folks muligheder i livet.

Som vi for et år siden skrev i Weekendavisen (»Den grimme sandhed«, 7. april, 2022), ser udseendet blandt andet ud til at påvirke, hvem der ansættes i en stilling, hvilke politikere der vælges til vigtige poster, og endda om en person findes skyldig i en forbrydelse. Så burde man ikke tilføje »udseende, herunder højde« til diskriminationslisten?

»Nej, for det er ikke konventionsbundet,« forklarer Bjarke Oxlund, der er instituttets 185 centimeter høje ligebehandlingschef.

»Vi arbejder med udgangspunktet i EUs ligebehandlingsdirektiv og de danske ligestillingslove, og der er udseende og højde ikke i sig selv beskyttede grunde. Hvis udseende eller højde er afledt af en anden beskyttet grund, sådan som det er tilfældet med afrohår eller hæmmet vækst, yder dansk lov beskyttelse mod diskrimination.«

I lande som Frankrig, Belgien og Bolivia har man dog allerede indført forbud mod diskrimination på baggrund af fysisk fremtræden, oplyser Bjarke Oxlund.

Gummianden i badekarret

Hvad kan man så ellers gøre – hvis man overhovedet bør gøre noget?

»Vi skal passe på med at rapportere om højdens fordele på en måde, så vi gør det til en selvopfyldende profeti,« siger Gert Stulp, den hollandske sociolog.

»Det lader til, at kvinderne har en præference for høje mænd, og at en del af det er evolutionsbestemt. Men det handler også om, hvordan vi beskriver lave mænd. Det er klart, at hvis man som filminstruktører bliver ved med at tvinge Tom Cruise til at stå på en kasse for at gøre ham højere end sine medskuespillerinder, så sender man et signal om, at han ikke må være lavere end kvinderne.«

Tom Cruise er på min højde, cirka 170 centimeter eller måske en anelse mere. Der er en del amerikanske filmstjerner af den størrelse, men de er primært karakterskuespillere. Cruise er så godt som den eneste, der har etableret sig som førsteelsker og actionhelt.

Trods stjernestatus gør tusindvis af mennesker grin med hans højde på nettet. Alligevel kaster han sig ud i umiddelbart umulige projekter. Han pressede efter sigende selv på for at spille den uovervindelige militærmand Jack Reacher, der ifølge romanerne skulle være cirka 195 centimeter høj.

Har Cruise noget at bevise? Har jeg?

»Hvorfor skulle du lige vælge basketball? Det ville da være nemmere at vælge en anden sportsgren,« griner professor Henrik Høgh-Olesen i telefonrøret.

»Det er jo imponerende, at du kunne hæve dig og slå de høje drenge på deres egen bane og virkelig bevise sort på hvidt, at din højde ikke betød noget. Men du har stadigvæk gjort dig nogle ubevidste eller bevidste tanker om din højde.«

Det har jeg uden tvivl, selvom jeg benægtede det i midten af denne artikel. På et tidspunkt begyndte jeg endda at regne på mine kæresters og dates' højde. Jeg nåede frem til, at den var lidt over gennemsnittet, og at mit livs store kærlighed i øvrigt var 175 centimeter høj, og konkluderede så tilfreds, at min lave højde altså ikke havde påvirket mit kærlighedsliv.

Indtil jeg kom i tvivl om, hvorvidt udregningen i sig selv beviser, at mine mindreværdstanker netop har haft indflydelse på mine valg i privatlivet.

»Nu kommer det ud gennem sidebenene på dig ved, at du vil skrive denne artikel og forstå, hvordan det hænger sammen. Det er lidt som en gummiand i badekarret, som man kan trykke under vandet. Så snart man stopper, hopper anden op til overfladen,« siger Henrik Høgh-Olesen.

»Jeg var selv høj og udadvendt, men alligevel ikke så populær som nogle af de andre drenge i klassen, fordi jeg ikke var så god til fodbold. Vi har alle vores svagheder og mangler – og forskellige måder at tackle dem på. Nogle satser på humor, andre på intelligens eller på at gå i fitnesscenter, og sådan kæmper vi alle med livet som indsats.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-14/ideer/hop-videre-hvis-du-er-mindre-end-181

 

ANDREY KAZANKOV (f. 1982) er russiskfødt, dansk uddannet journalist og avisens Rusland- og Ukraine-korrespondent. Han har en fortid i web- og landbrugsjournalistik og en forkærlighed for historie, sport og doping. Andrey er uddannet journalist på Syddansk Universitet og før det elektronikingeniør på Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning.

 

ANKV@WEEKENDAVISEN.DK