Leder. Danmark vil føre
sag om landsskadelig virksomhed mod en tidligere forsvarsminister i
hemmelighed. Mener nogen seriøst, at Claus Hjorts brøde kan retfærdiggøre dette
enorme brud på retsstatens grundlæggende principper?
Hvis dørene lukkes
DEN kortfattede meddelelse fra anklagemyndigheden tikkede ind fredag og burde have fået offentligheden til at svømme over i hidsig debat: Anklageskriftet mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er klar.
Det er ikke nyt, at anklagemyndigheden vil rejse sag mod ham.
Heller ikke, at sagen drejer sig om en række udtalelser (29 for at være præcis), hvor Hjort i forskellige situationer (fem helt nøjagtig) har udtalt sig om Danmarks samarbejde med USA om at tappe internationale kommunikationskabler.
Men nu er det konkret lagt frem:
Anklageren går efter fængselsstraf. Og sagen skal, mener
anklagemyndigheden, foregå bag lukkede døre. Altså: Danmark vil føre en sag om
landsskadelig virksomhed mod en tidligere forsvarsminister i hemmelighed.
MØRKLAGTE retssager,
hvor anklageskriftets detaljer er hemmelige, vil være helt skelsættende i
moderne retshistorie. Hjort har oplyst, at anklagen drejer sig om interview i
medierne, herunder, kan vi med sikkerhed antage, i Weekendavisens podcast.
Det fandt sted, kort efter at vi afslørede baggrunden for
hjemsendelsen af hele ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste i
eftersommeren 2020: uenighed med FE-tilsynet om netop kabelsamarbejdet med USA.
Hjort kritiserede denne hjemsendelse i hårde
toner, fordi den, mente han, skadede efterretningstjenestens arbejde. Siden viste
det sig, at han havde ret i, at kritikken af FE-ledelsen havde
været grundløs.
RETSSIKKERHED for Claus Hjort er, kan man forstå, ikke lige så vigtig som det hensyn til FE, der pludselig vejer tungere end alt andet. Alene dét gør sagen absurd:
Hjorts motiv var at beskytte FE mod en politisk overreaktion. Konsekvensen for ham: et hemmeligt anklageskrift og en lukket retssag. Igen må man understrege, hvor skelsættende det vil være.
Forsvaret vil være meget
hæmmet, fordi man skal respektere, at sagen er lukket, ligesom
anklagemyndigheden kan forsøge at begrænse forsvarets spørgsmål til vidner, der
måtte risikere at afsløre mørklagte detaljer. Endnu mere absurd: Dommens
præmisser vil forventelig blive søgt holdt hemmelige, hvorfor offentligheden
ikke kan få at vide, hvorfor Hjort kendes skyldig og muligvis skal i fængsel
eller frifindes.
Den 3. maj skal en enkelt dommer i byretten tage stilling til anklagerens
ønske om at lukke dørene til sagen mod Claus Hjort Frederiksen. Det bliver den
vigtigste beslutning i vedkommendes karriere, skriver Martin Krasnik. Foto:
Rune Øe, Scanpix
Det afgørende spørgsmål lyder derfor: Er Hjorts
handlinger af en karakter, der retfærdiggør dette enorme brud på retsstatens
mest grundlæggende principper? Svaret er et stort og rungende nej. En enkelt
dommer i byretten skal 3. maj tage stilling til anklagerens ønske om at lukke
dørene til nyere danmarkshistories mest opsigtsvækkende sag. Det bliver den
vigtigste beslutning i vedkommendes karriere.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-16/samfund/hvis-doerene-lukkes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar